To fattige familier i Bagergade, Svendborg 1901

En aften i 1901 var et par drenge i Svendborg blevet pågrebet af politiet for ”ulovlig omløben med varer”: De havde gået rundt ved dørene og ind på et par værtshuse og forsøgt at sælge hjemmelavede visitkort. Drengene havde begge adresse i Bagergade 57, og da de samtidig forsømte skolen, blev politiet bedt om at undersøge deres hjemlige forhold nærmere.  Politibetjent nr. 6, K.J. Hansen blev sat på opgaven med at indsamle oplysninger ”ang. Enkerne Rehrs og Kehlers Forhold.” Han begav sig afsted til ejendommen i Bagergade 57, hvor de to enker og deres børn boede.

Først bankede han på hos den 48-årige Marie Rehr. Hun var i 1878 blevet gift med blikkenslager Rehr, som var død i 1898 og efterlod hende med ni børn, hvoraf den ældste på 22 år nu havde plads på Gåsetorvet og den næstældste på 21 mest opholdt sig hos sine kommende svigerforældre i Troense. De øvrige syv børn boede stadig hjemme: blikkenslagersvenden Laurits på 19, Nanna på 17 med arbejde på Wiggers fabrik, Carl på 15, i lære som blikkenslager, Henrik på 13 og Vilhelm på 11, begge med job på Halbergs Cigarfabrik, Hans på 10 og Valborg på seks år.

Politibetjent Hansen skrev i sin rapport: ”I alt 8 Personer i en Lejlighed, hvor Gulvet mange Steder er gennemgnavet af Rotter. Vinduerne er tildels ituslaaet og de største Aabninger tilstoppede med gamle Pjalter, hvorhos det øvrige i Lejligheden, blandt andet Vægge og Loft, er i daarlig vedligeholdt Stand, saa det Hele er et lidet tiltalende Sted at opdrage en Børneflok i, tilmed da Enken Rehrs Renlighedssans synes at være meget slappet, saa at det ligefrem er svinske Rum denne Familie, Dag som Nat maa benytte til Opholdssted, hvorved Børnene, baade i aandelig og legemlig Henseende maa blive svækket under saadanne Forhold, for ikke at tale om det Sundhedsnedbrydende det føre med sig, naar saa mange Børn skal have Natteleje i det nedennævnte Rum. Ejendommen hvori hun og børnene bor er hendes egen, den er meget gammel og bestaar af 2 Lejligheder, hvoraf hun selv benytter den ene, der bestaar af 2 Værelser og Køkken samt 1 Kammer paa Loftet, dette Kammer tjener til Soverum for 7 Personer.”

Marie Rehr måtte redegøre for sine økonomiske forhold, og selvom børnene med arbejde selvfølgelig bidrog til hjemmets økonomi, og indtægterne blev suppleret med fattighjælp på 6 kr. om ugen, var det svært at få det til at hænge sammen. I princippet skulle hun have et rådighedsbeløb til hele familien på 662 kr. om året, men beløbet ”maa vistnok sættes en Del lavere, da Bidragene fra Børnene vist ikke til Stadighed indkommer. Desforuden fra noget Slægtning faar hun af og til sendt Penge, og fra en Familie her i Byen afhenter hun Levnemad nogle Gange om Ugen, ligesom hendes Drenge fortjener lidt med at gaa omkring og sælge haandforarbejdede Visitkort, som bliver lavede af deres ældre Broder,” skrev betjent Hansen og tilføjer, at Marie Rehr mener at hun har 2 kr. om dagen til det aller nødvendigste til sig selv og børnene.

Hun havde ikke rigtig nogen forklaring på, hvorfor børnene forsømte skolen. Det måtte Hansen spørge om på skolen, sagde hun.

Derefter bankede politibetjent Hansen på døren til den anden lejlighed i ejendommen. Her boede enken Ane Sofie Georgine Kehler, 45 år og enke efter bådfører Kehler, som hun blev gift med i 1885 og som døde i 1896. Ham nåede hun at få et barn med inden de blev gift, den nu 17-årige Mathilde, der nu havde plads i ”Kontantforretningen” i Svendborg. Efter de blev gift, fik parret yderligere fem børn:  Louise på 15, der var tjenestepige på ”Bethel”, samt Rosa på 12, Margrethe på ni, Rasmus på syv og Henrik på fem år.

Også Ane Kehler måtte redegøre for sin økonomi: en husleje på 85 kr. om året, fattighjælp i form af 6 kr. og 1½ pund rugbrød om ugen, og fra de to piger i arbejde hhv. 10 kr. og fire kr. om måneden.
”Fra Gaardejer Mads Christensen Gamby i Aarup, Fyrbøder Rasmus Clemensen Rasmussen Gahrt, Odense og Skibsrheder R. P. Bruun, Stige v. Odense faar Enken Kehler af og til sendt Penge og Varer, hvilken Hjælp der dog ikke er af større Betydning,” noterede Hansen i rapporten. Ane Kehler var født Bruun, så det har sandsynligvis været en bror og to svogre, der af og til hjalp hende en smule.

Politibetjent Hansen fortsætter i rapporten med at beskrive boligforholdene:
”De to Værelser blive begge benyttede som Soverum om Natten, den forreste Stue tillige benyttes til daglig Stue, her ligger i en Slagbænk 3 af Børnene, det andet noget mindre tjener til Soverum for resten af Familien. I øvrigt er denne Lejlighed med Hensyn til Vedligeholdelse og Renlighed omtrent af samme beskaffenhed som foranførte. Med Hensyn til disse Børns Opdragelse, Røgt og Pleje er de vist næppe bedre stillede end Madam Rehrs, idet Forholdet, hvorunder de lever er af samme Beskaffenhed, baade i den ene og den anden retning, og Børnene kræver maaske snarere mere Pleje fra Moderens Side, da de gennemgaaende er mindre end Førstnævntes Børn. Enken Kehlers Omhu overfor sine Børn lader meget tilbage at ønske, da disse ikke ser ud til at være under en moders Omsorg, og lever i det hele taget under et Forhold, som burde forandres.”
Da betjenten spørger om årsagen til børnenes hyppige fravær fra skolen, forklarede Ane Kehler, at ”det dels skyldes Sygdom og Mangel paa fornødent Fodtøj.”

Hvad der kom ud af politiets besøg, aner jeg ikke. Herfra gik enkerne og deres børns forhold over til at blive en socialsag og de findes desværre ikke i arkiverne.

Kilde: Svendborg Byfoged, Politirapporten 1900 05 01 – 1901 12 31, bind 2, s. 33, sag nr. 149.

Jeg er lige dumpet i personlig branding

Bog uden forfatternavn

Se på bogen på billedet og find tre fejl.
20. august udkommer min bog om Svendborg Gymnastikforenings historie, ”På egen hånd og egne ben”.
Det var først, da jeg fik den færdige bog i hånden at det gik op for mig, at jeg nu var dumpet stort i personlig branding.
Der er nemlig ikke forfatternavn på forsiden, men det er altså mig, der har skrevet den.
Der er heller ikke noget portrætfoto af mig på bagsiden eller indersiden af omslaget.
Efter at have banket hovedet ind i væggen et par gange, begyndte jeg at fundere over hvad der var sket. Så kom jeg i tanke om et blogindlæg, den kloge Lisbeth Scharling skrev for et par år siden og som dengang ramte mig lige i solar plexus. Det handlede om generation X, Y og Z og om, at især kvinder fra generation X (dvs. født før midt-1970’erne) har virkelig svært ved at markedsføre sig selv.
Lisbeth Scharling skriver bl.a.
”.. især kvinderne har en dybtliggende modvilje i forhold til at være synlige, blande sig offentlige i debatter, sige sin mening. De skal helst være i et trygt forum, før de stikker snuden langt frem og sikrer sig opmærksomhed.
Kvinder fra generation X har derfor ofte markant sværere ved at markedsføre egen business end mændene. Kvinderne skal ofte overvinde personlige grænser og gå på kompromis med grundlæggende værdier for at gøre det.”

Du kan læse hele blogindlægget her.

Kort sagt: når man som jeg er opdraget med et kvindeideal som i 1953-schlageren ”En lille pige i flade sko”, så er det en stadig kamp op ad bakke at promovere sig selv.
Men altså:
• Jeg har skrevet ”På egen hånd og egne ben”, og den udkommer 20. august.
• Det var en dejlig opgave, jeg nød hvert et øjeblik, mens jeg interviewede og gravede mig gennem protokoller, billed- og avisarkiver og fik stykket en helt speciel gymnastikforenings historie sammen til en læseværdig og interessant fortælling, der samtidig er et tidsbillede af Svendborg 1884 – 2013.
• Jeg vil meget gerne skrive flere lignende bøger, så hvis der er en person, en virksomhed eller en forening, der vil hyre mig til opgaven, så er jeg klar.
PS: Hvis du ikke kender sangen, så lyt til den her og vælg selv, om du vil grine eller græde.

PPS. Den tredje fejl? Det er måske mere en smagssag end en decideret fejl, men bogens titel er skrevet med VERSALER. Nu hvor jeg har set på forsiden i nogle uger, synes jeg egentlig ikke det er særlig kønt.

Kalundborg: Hallo, hvor er bylivet?

Kalundborg. Middelalderbyen.
Stille gader i Kalundborg. Meget stille.

I mandags var min mor og jeg en tur i Kalundborg. Ingen af os havde været i Kalundborg før, men vi havde hørt og læst om den usædvanlige, femtårnede kirke og velbevarede middelalderby, og ville gerne opleve begge dele.
Vi kørte fra Allerød ad omveje gennem smukke landskaber. Lidt over middag fandt vi så ind i Kalundborg sydfra og fulgte vejskiltene mod centrum og kirken.
Der skulle være parkeringspladser på Torvet. Det var der. Der var ikke andet, Læs videre “Kalundborg: Hallo, hvor er bylivet?”

Mænd på piedestaler.Og en liggende kvinde. I Svendborg

ArbejderBrockKvinde web

På hjørnet af Vestergade og Tinghusgade i Svendborg står der en mand på en piedestal. Det gør der også på hjørnet overfor, Vestergade/Johs. Jørgensensvej. Den første er i bronze: Amtmand Greve Brockenhuus-Schack. Den anden er i støbejern og hedder blot: Jernstøberen.
Amtmanden har stået der siden 1904, hvor samtlige kommuner i Svendborg Amt valgte at hædre deres gamle, afholdte amtmand, der på det tidspunkt havde været amtmand i 50 år, heraf de 36 i Svendborg Amt. Amtmanden blev desuden Svendborgs første æresborger.
Jernstøberen har stået foran det tidligere jernstøberi, nu vandrerhjem, siden 1985. Han er anonym, der er intet navn på soklen, og ingen jernstøbere er blevet æresborgere i Læs videre “Mænd på piedestaler.Og en liggende kvinde. I Svendborg”

“Afgrunden” er fantastisk – jeg kan bare ikke lide den

Jeg er netop blevet færdig med at læse “Afgrunden” af Kim Leine. Min bror købte romanen, da den udkom. Læste den, og var begejstret i en grad, så han lige måtte læse den igen for at få det hele med. Så var han mæt, og jeg tog “Afgrunden” med på mit skriveophold på Hald.

Kim Leine skriver fuldkommen fantastisk. Ingen kan som han skrive, så blod og stank står op fra siderne, og ingen afkrog i det menneskelige sind er så mørk og frastødende, at han Læs videre ““Afgrunden” er fantastisk – jeg kan bare ikke lide den”

Når Hald går på hæld

Trappen på Hald
Trappen til tårnet på Hald – et billede på min sindstilstand?

To ugers arbejdsro på Hald er snart omme for denne gang. Alt er, som det plejer: jeg er glad for det, jeg har nået, og frustreret over, at jeg ikke nåede meget mere.
Den bog, jeg skriver på lige nu, er den fjerde i serien om Carla. Den har været længe undervejs, alt for længe. Jeg har ofte haft lyst til at smide den i den nærmeste papirkurv og begynde at skrive på noget helt andet, i en anden genre, noget nyt.
Men.. jeg mangler at runde fortællingen om Carla af.

Da jeg så det foto, jeg har taget af trapperne op til tårnet på Hald, slog det mig, at min Læs videre “Når Hald går på hæld”

Anmeldt! Dog ikke til politiet

Nu, knap fem måneder efter “Den gale mand fra Arnsted” blev udgivet, er det tid at spinde en lille ende på det at blive anmeldt.

For det er da sjovt at blive udnævnt til “Udkantsdanmarks Agatha Christie” af Politikens Bo Tao Michaelis (og få fire hjerter) – og at få at vide af Weekendavisens Arne Hardis, at jeg “skriver udmærket og er god til i få rids at tegne de figurer, der befolker bogen.”
Lektørudtalelsen fra DBC, skrevet af Per Drustrup Larsen, betegner bogen som en “Letlæst sommerkrimi fra Bornholm med gode portrætter af Folkemødet og deltagere her, men især af en lille bys beboere og deres liv som baggrund for både et mord og udviklingen af byen.”
Som forfatter er jeg glad og tilfreds: når man udgiver sin fjerde roman, er det dejligt at komme med i den bunke, der bliver anmeldt. Læs videre “Anmeldt! Dog ikke til politiet”

Den gale mand: mød Frank Justesen

SHBanner Den gale2Ingen krimi uden mindst én politimand. I “Den gale mand fra Arnsted” hedder han Frank Justesen, og første gang, han dukker op i romanen, er på s. 33 – 34:

En patruljevogn med politiassistent Frank Justesen ved rattet indhentede Peter Krashave nogle kilometer længere fremme ad landevejen. Det var vagthavende, der havde ringet op på Franks mobil:
– Du er oppe omkring Østerlars, ikke?
Jo, det var Frank. Han havde lige været omkring Hans Rømer Skolen for at snakke lidt med et par 13-årige knægte, inden de kom alt for godt i gang med det, de var begyndt på.
– Ham tossen fra Arnsted er løs igen. Han har smidt sin knallert ind i haven hos Galleri Fu(g)L GuL og er nu på vej hjemad til fods. Er det ikke noget for dig?
Læs videre “Den gale mand: mød Frank Justesen”

Den gale mand: mød Morten Guldager

I dette uddrag fra “Den gale mand i Arnsted” (s. 67-68) kommer Nina Klostergaard, sekretariatsleder i ulandsorganisationen CoWoMa, på besøg hos Morten Guldager, der ejer Galleri Fu(g)l GuL. Galleriet er indrettet på et tidligere husmandssted lidt uden for Østerlars. Også Morten læste samfundsfag på RUC samtidig med Nina og Peter Krashave.

Hun drejede ind på gårdspladsen foran galleriet. Morten var kommet hjem, der holdt en ramponeret stationcar i garagen. Og Morten selv kom ud fra stuehuset med en termokande og to krus i hånden og råbte hej. Nina gik over perlegruset og fulgte med
ham om i haven, hvor der stod et lille cafébord og to stole i en solbeskinnet krog. Et par høns sprang til side og forsvandt kaglende ind i staudebedet. Morten satte kande og krus fra sig, og gav hende et kejtet knus.
– Sikke en overraskelse, at du sådan er kommet til Bornholm, sagde han. Sæt dig ned, så henter jeg lige noget kage.
Nina kiggede stolen og fliserne under den efter for hønselort, inden hun satte sig forsigtigt Læs videre “Den gale mand: mød Morten Guldager”