Jeg er lige dumpet i personlig branding

Bog uden forfatternavn

Se på bogen på billedet og find tre fejl.
20. august udkommer min bog om Svendborg Gymnastikforenings historie, ”På egen hånd og egne ben”.
Det var først, da jeg fik den færdige bog i hånden at det gik op for mig, at jeg nu var dumpet stort i personlig branding.
Der er nemlig ikke forfatternavn på forsiden, men det er altså mig, der har skrevet den.
Der er heller ikke noget portrætfoto af mig på bagsiden eller indersiden af omslaget.
Efter at have banket hovedet ind i væggen et par gange, begyndte jeg at fundere over hvad der var sket. Så kom jeg i tanke om et blogindlæg, den kloge Lisbeth Scharling skrev for et par år siden og som dengang ramte mig lige i solar plexus. Det handlede om generation X, Y og Z og om, at især kvinder fra generation X (dvs. født før midt-1970’erne) har virkelig svært ved at markedsføre sig selv.
Lisbeth Scharling skriver bl.a.
”.. især kvinderne har en dybtliggende modvilje i forhold til at være synlige, blande sig offentlige i debatter, sige sin mening. De skal helst være i et trygt forum, før de stikker snuden langt frem og sikrer sig opmærksomhed.
Kvinder fra generation X har derfor ofte markant sværere ved at markedsføre egen business end mændene. Kvinderne skal ofte overvinde personlige grænser og gå på kompromis med grundlæggende værdier for at gøre det.”

Du kan læse hele blogindlægget her.

Kort sagt: når man som jeg er opdraget med et kvindeideal som i 1953-schlageren ”En lille pige i flade sko”, så er det en stadig kamp op ad bakke at promovere sig selv.
Men altså:
• Jeg har skrevet ”På egen hånd og egne ben”, og den udkommer 20. august.
• Det var en dejlig opgave, jeg nød hvert et øjeblik, mens jeg interviewede og gravede mig gennem protokoller, billed- og avisarkiver og fik stykket en helt speciel gymnastikforenings historie sammen til en læseværdig og interessant fortælling, der samtidig er et tidsbillede af Svendborg 1884 – 2013.
• Jeg vil meget gerne skrive flere lignende bøger, så hvis der er en person, en virksomhed eller en forening, der vil hyre mig til opgaven, så er jeg klar.
PS: Hvis du ikke kender sangen, så lyt til den her og vælg selv, om du vil grine eller græde.

PPS. Den tredje fejl? Det er måske mere en smagssag end en decideret fejl, men bogens titel er skrevet med VERSALER. Nu hvor jeg har set på forsiden i nogle uger, synes jeg egentlig ikke det er særlig kønt.

Kalundborg: Hallo, hvor er bylivet?

Kalundborg. Middelalderbyen.
Stille gader i Kalundborg. Meget stille.

I mandags var min mor og jeg en tur i Kalundborg. Ingen af os havde været i Kalundborg før, men vi havde hørt og læst om den usædvanlige, femtårnede kirke og velbevarede middelalderby, og ville gerne opleve begge dele.
Vi kørte fra Allerød ad omveje gennem smukke landskaber. Lidt over middag fandt vi så ind i Kalundborg sydfra og fulgte vejskiltene mod centrum og kirken.
Der skulle være parkeringspladser på Torvet. Det var der. Der var ikke andet, Læs videre “Kalundborg: Hallo, hvor er bylivet?”

Mænd på piedestaler.Og en liggende kvinde. I Svendborg

ArbejderBrockKvinde web

På hjørnet af Vestergade og Tinghusgade i Svendborg står der en mand på en piedestal. Det gør der også på hjørnet overfor, Vestergade/Johs. Jørgensensvej. Den første er i bronze: Amtmand Greve Brockenhuus-Schack. Den anden er i støbejern og hedder blot: Jernstøberen.
Amtmanden har stået der siden 1904, hvor samtlige kommuner i Svendborg Amt valgte at hædre deres gamle, afholdte amtmand, der på det tidspunkt havde været amtmand i 50 år, heraf de 36 i Svendborg Amt. Amtmanden blev desuden Svendborgs første æresborger.
Jernstøberen har stået foran det tidligere jernstøberi, nu vandrerhjem, siden 1985. Han er anonym, der er intet navn på soklen, og ingen jernstøbere er blevet æresborgere i Læs videre “Mænd på piedestaler.Og en liggende kvinde. I Svendborg”

“Afgrunden” er fantastisk – jeg kan bare ikke lide den

Jeg er netop blevet færdig med at læse “Afgrunden” af Kim Leine. Min bror købte romanen, da den udkom. Læste den, og var begejstret i en grad, så han lige måtte læse den igen for at få det hele med. Så var han mæt, og jeg tog “Afgrunden” med på mit skriveophold på Hald.

Kim Leine skriver fuldkommen fantastisk. Ingen kan som han skrive, så blod og stank står op fra siderne, og ingen afkrog i det menneskelige sind er så mørk og frastødende, at han Læs videre ““Afgrunden” er fantastisk – jeg kan bare ikke lide den”

Når Hald går på hæld

Trappen på Hald
Trappen til tårnet på Hald – et billede på min sindstilstand?

To ugers arbejdsro på Hald er snart omme for denne gang. Alt er, som det plejer: jeg er glad for det, jeg har nået, og frustreret over, at jeg ikke nåede meget mere.
Den bog, jeg skriver på lige nu, er den fjerde i serien om Carla. Den har været længe undervejs, alt for længe. Jeg har ofte haft lyst til at smide den i den nærmeste papirkurv og begynde at skrive på noget helt andet, i en anden genre, noget nyt.
Men.. jeg mangler at runde fortællingen om Carla af.

Da jeg så det foto, jeg har taget af trapperne op til tårnet på Hald, slog det mig, at min Læs videre “Når Hald går på hæld”

Anmeldt! Dog ikke til politiet

Nu, knap fem måneder efter “Den gale mand fra Arnsted” blev udgivet, er det tid at spinde en lille ende på det at blive anmeldt.

For det er da sjovt at blive udnævnt til “Udkantsdanmarks Agatha Christie” af Politikens Bo Tao Michaelis (og få fire hjerter) – og at få at vide af Weekendavisens Arne Hardis, at jeg “skriver udmærket og er god til i få rids at tegne de figurer, der befolker bogen.”
Lektørudtalelsen fra DBC, skrevet af Per Drustrup Larsen, betegner bogen som en “Letlæst sommerkrimi fra Bornholm med gode portrætter af Folkemødet og deltagere her, men især af en lille bys beboere og deres liv som baggrund for både et mord og udviklingen af byen.”
Som forfatter er jeg glad og tilfreds: når man udgiver sin fjerde roman, er det dejligt at komme med i den bunke, der bliver anmeldt. Læs videre “Anmeldt! Dog ikke til politiet”

Den gale mand: mød Frank Justesen

SHBanner Den gale2Ingen krimi uden mindst én politimand. I “Den gale mand fra Arnsted” hedder han Frank Justesen, og første gang, han dukker op i romanen, er på s. 33 – 34:

En patruljevogn med politiassistent Frank Justesen ved rattet indhentede Peter Krashave nogle kilometer længere fremme ad landevejen. Det var vagthavende, der havde ringet op på Franks mobil:
– Du er oppe omkring Østerlars, ikke?
Jo, det var Frank. Han havde lige været omkring Hans Rømer Skolen for at snakke lidt med et par 13-årige knægte, inden de kom alt for godt i gang med det, de var begyndt på.
– Ham tossen fra Arnsted er løs igen. Han har smidt sin knallert ind i haven hos Galleri Fu(g)L GuL og er nu på vej hjemad til fods. Er det ikke noget for dig?
Læs videre “Den gale mand: mød Frank Justesen”

Den gale mand: mød Morten Guldager

I dette uddrag fra “Den gale mand i Arnsted” (s. 67-68) kommer Nina Klostergaard, sekretariatsleder i ulandsorganisationen CoWoMa, på besøg hos Morten Guldager, der ejer Galleri Fu(g)l GuL. Galleriet er indrettet på et tidligere husmandssted lidt uden for Østerlars. Også Morten læste samfundsfag på RUC samtidig med Nina og Peter Krashave.

Hun drejede ind på gårdspladsen foran galleriet. Morten var kommet hjem, der holdt en ramponeret stationcar i garagen. Og Morten selv kom ud fra stuehuset med en termokande og to krus i hånden og råbte hej. Nina gik over perlegruset og fulgte med
ham om i haven, hvor der stod et lille cafébord og to stole i en solbeskinnet krog. Et par høns sprang til side og forsvandt kaglende ind i staudebedet. Morten satte kande og krus fra sig, og gav hende et kejtet knus.
– Sikke en overraskelse, at du sådan er kommet til Bornholm, sagde han. Sæt dig ned, så henter jeg lige noget kage.
Nina kiggede stolen og fliserne under den efter for hønselort, inden hun satte sig forsigtigt Læs videre “Den gale mand: mød Morten Guldager”

Den gale mand: mød borgerforeningen i Arnsted

Syp til webIngen by på Bornholm uden en Borgerforening. I dette uddrag fra “Den gale mand fra Arnsted” (s. 17-19) møder vi næsten hele den samlede bestyrelse til formiddagskaffe i formanden Knud Skarpeskades have. 

Knud havde taget papiret med sig, mens han hentede kopper. Nu lå det foldet sammen foran ham, mens hans hjerne var på overarbejde med, hvordan han skulle præsentere forslaget, så både Annie og Thora ville forstå det på den rigtige måde – og forstå at holde tæt. Ove sad og gned sig i hænderne. Han havde fattet det, men Knud havde mindre end nogensinde tillid til sin næstformands evne til at holde kæft.
– En føler? Annie lød skeptisk.
– Mjaaeh.. Hvad siger I til, at vi får bygget 12 nye luksusferieboliger her i Arnsted?
– Ferieboliger? Og hvor skulle de så ligge? spurgte Thora.
– Skulle vi ikke hellere se at få nogle flere fastboende, afbrød Annie. Er det ikke det, Borgersamvirket lige har vedtaget? En bosætningskampagne for hele øen?
– Hvis det handler om at få renoveret Lillis gamle lejrskole deroppe – Thora pegede op ad Møllebakken, hvor en stor og forsømt bygning strittede som en dårlig tand i husrækken – så stemmer jeg for, sagde hun. Den er en skamplet på byen, og jeg vil da hellere have ferielejligheder deroppe, end alle de unger rendende.
– Det handler om noget helt andet, sagde Knud. Det er et investeringsfirma ovrefra, der har fået øje på Stejlepladsen. Der kan sgu’ komme noget spændende ud af det. Og det kan måske løse flere problemer på en gang. Og oven i købet give nogle kroner i kassen, hvis vi spiller vores kort rigtigt.
– Stejlepladsen? råbte Thora. Der kan da ikke ligge 12 ferieboliger deroppe!
– Schhhhhhh! hvæsede Knud og fortrød, at han ikke havde trukket selskabet indenfor i køkkenet. Nu var der endda gået en sky for solen.
– Altså, er det her ikke ved at være et bestyrelsesmøde? spurgte Annie dæmpet og gjorde et kast med hovedet i retning af huset overfor:
– Burde vi ikke vente, til Tue også kan være med?
Alle hoveder drejede sig på en gang og kiggede over hegnet hen på den stråtækte bindingsværksidyl, hvor cand. oecon. Tue Basten og hans kone, Laura Rosenholt, året før var flyttet ind med deres to børn, Lucas på 8 og Bine på 6, samt yorkshireterrieren
Corgi.
Tue, der havde en ledende stilling ved kommunen, var omgående blevet valgt ind i borgerforeningens bestyrelse. Laura gik hjemme, men var ved at starte egen virksomhed som havearkitekt, og supplerede indtægterne med at importere og sælge eksklusive, håndsmedede haveredskaber fra Frankrig i sin netbutik.
Familien havde generøst stillet deres store garage til rådighed for indsamlingen til Arnsteds årlige loppemarked, og var på alle måder en gevinst for det lille samfund, ja, for hele øen. Lige netop den slags tilflyttere, Bornholm sukkede efter.