Boretyven i Svendborg 1902 – afsnit 13

13. Bare tæer og skovmus

Resume: Boretyven Rasmus er fanget og aflægger fuld tilståelse i retten i Svendborg. Efter indbruddene hos Krøyer og enkefru Riber rejste Rasmus til København for at finde arbejde, men ”.. da han ikke kunne få Arbejde, og Pengene vare ved at slippe op, måtte han, som han udtrykker sig, hjem og hente nogle flere, og tog derfor hjem dagen før Grundlovsdagen i den Hensigt at begå et nyt Tyveri, som han ikke ville forsøge andre Steder end der, hvor han var kendt,” fortalte han i retten i forrige afsnit. Denne gang faldt valget på amtskontoret.
Læs fra 1. afsnit
Læs forrige

8. – 9. september 1902

Mandag 8. september var der igen retsmøde. Rasmus blev bedt om at fortsætte sin beretning om, hvordan han begik de fire indbrud, han havde tilstået.

Han fortalte, at han efter at have brugt 40 kr. til nyt tøj vidste, at han ikke kunne klare sig ret længe for resten af pengene fra indbruddet hos enkefru Riber. I de knap tre uger, han tilbragte i København mellem Pinse og Grundlovsdag søgte han arbejde på 50 forskellige værksteder uden held. Og da han var for stolt til at betle eller modtage understøttelse af kommunekassen, kunne han ikke se anden udvej end at begå endnu et indbrud. Han håbede på at kunne begå et så stort kup, at han kunne klare sig gennem den arbejdsløse tid og igen få en ansættelse og lægge tiden som indbrudstyv bag sig. Men han havde også en anden bagtanke med at vende tilbage til Svendborg. Han havde nemlig ”den tanke, at han kun ville stjæle hos folk, der kunne tåle tabet, og derfor udtænkte han sig forskellige slægter her i byen, hvor han ville forsøge sig.”

Han kunne huske Amtskontoret

På turen tilbage til Svendborg kom han i tanke om amtskontoret, der lå i amtmandens store villa. Her havde han aldrig været inde for at udføre snedkerarbejde, men da han nogle år tidligere havde besluttet sig for at rejse til Sønderborg for at søge arbejde, havde han været på amtskontoret for at få udsted et hjemstedbevis. Det dokumenterede, at han var forsørgelsesberettiget i Svendborg Kommune, hvis han ude i verden blev bedt om at kunne bevise, at han ikke ville være en økonomisk belastning for de stedlige myndigheder, hvis han stod uden eksistensmidler.

Rasmus havde en god hukommelse for steder og kunne tydeligt huske, hvordan amtskontoret var indrettet, og han havde en vag ide om, at der måtte ligge mange penge på sådan et offentligt kontor. Samtidig var et amtskontor jo ikke en person, så det tyngede ikke hans samvittighed at bryde ind der.

Amtmandens hus i Svendborg 1905
Ørkildshus, der både var bolig for amtmanden og fungerede amtskontor, fotograferet i 1905. Svendborg byhistoriske Arkiv.

Han gik hele vejen fra Ringsted

For at spare penge på hjemrejsen, tog han kun toget fra København til Ringsted og gik resten af vejen, så da han nåede Svendborg, havde han 2,50 kr. tilbage fra indbruddet hos enkefru Riber.

For ikke at ligge sin gamle far til last, tog han ikke hjem på Kongebakken, men opholdt sig rundt om i skovene uden for Svendborg, så pengene strakte længst muligt, mens tankerne kredsede om, hvordan han kunne bryde ind på amtskontoret og slippe godt fra det.

Kort over Svendborg nordøst 1902
Kort over den nordøstlige udkant af Svendborg by 1902 og scenen for Rasmus’ indbrud på Amtskontoret i Ørkildshus.

Da pengene slap op, besluttede han sig for at realisere sin plan.

Fredag d. 10. juni havde han opholdt sig hele dagen i Rottefældeskoven. Da aftenen faldt på, gik han hjem til sin fars hus på Kongebakken nogle få hundrede meter fra skoven. Han vidste at faderen passede sit arbejde som fyrbøder på Dampmøllen den aften, og låste sig uset ind, hentede det værktøj, han tidligere havde benyttet, og låste efter sig, da han gik. Det var endnu for tidligt til at forsøge sig med indbruddet, så han drev omkring i nogle timer og samlede mod til at gennemføre sin plan.

Kongebakken Svendborg 1915
Kongebakken, hvor Rasmus og hans far boede, er en af Svendborgs mange stejle gader. Her fotograferet ved vintertid i 1915. Svendborg byhistoriske Arkiv.

Ved 1-tiden om natten gik han ind i amtmandens have fra den side, der vendte ud mod Kongebakken. Alt var stille og mørkt, og han gik derfor direkte hen til den stentrappe, der førte ind til amtskontoret. Her faldt det ham ind, at der næsten var for stille – han var bange for, at den mindste lyd fra ham ville vække beboerne i den anden del af huset, og da han gerne ville have mulighed for at kunne stikke af, hurtigt og uden en lyd, tog han sine støvler af og bar dem hen og skjulte dem i grøften ved Kongebakken udenfor haven.

På bare fødder gik han tilbage og op ad stentrappen, undersøgte døren og gav sig til at bore ved siden af låsene for at få skabt et hul, der var stort nok til at han kunne få hånden ind og dreje nøglen om, der sad i låsen på den indvendige side.

Hvor mange huller han borede, vidste han ikke, men da han havde boret så mange som han anså for tilstrækkeligt, knækkede han træet med stemmejernet, og forsøgte at få sin højre hånd ind. Men hullet var for lille. Hans venstre hånd, derimod, kunne komme igennem – den var nemlig noget mindre og svagere på grund af en gammel skade: Som barn havde han fået kvæstet den venstre arm, der var vokset skidt sammen og siden havde været noget tyndere og svagere end den højre.

Indenfor i entreen konstaterede Rasmus, at der ikke var noget værd at stjæle og begyndte derfor, da også døren ind til kontoret var aflåst indefra, at bore i denne. Snart kunne han også dreje den indvendige nøgle om her, og han kom ind i et kontor, hvor der var næsten lyst pga. det klare vejr og den lyse juninat.

Han fandt en pengekasse

Den første pult var ulåst, men indeholdt ikke noget af værdi, og Rasmus fortsatte ind i det næste kontor, hvor han let og hurtigt fik brækket en aflåst pult op med stemmejernet. Her fandt han en aflåset jernblik-pengekasse, som han tog med ind i det forreste kontor og brød op med sit brækjern. Han havde haft ret: kontoret lå inde med mange penge, for i kassen lå 4 eller 5 hundredekronesedler, en hel del tikronesedler og en hel del mønter.  Han tog pengekassen til sig og besluttede sig for at det måtte være nok: udenfor var det snart helt lyst og han turde ikke blive og lede efter mere. Han gik ud, samme vej som han var kommet ind, forlod haven og samlede sine støvler op fra grøften. Så krydsede han vejen og gik ind på reberbanen lige overfor.

Reberbanen ved Kongebakken 1920
Her ved reberbanen ved Kongebakken skjulte Rasmus amtskontorets pengekasse og sine støvler, inden han på bare fødder gik hjem og lagde sin fars værktøj på plads. Bemærk Christiansmøllen i baggrunden. Foto fra ca. 1920. Svendborg byhistoriske Arkiv.

Her skjulte han både støvler og pengekasse under noget tovværk, inden han på bare fødder gik ned ad Kongebakken til sin fars hus, låste sig ind, anbragte værktøjet på sin plads og låste sig ud igen, uden at hans sovende far havde nogen anelse om, at sønnen havde været i huset – eller overhovedet i Svendborg de sidste fem dage. Tilbage ved reberbanen trak Rasmus i støvlerne og samlede pengekassen op. Klokken var henad halv tre om natten, og han satte kursen mod Rottefældeskoven for at komme over til Nyborg Landevej og mod Nyborg, tilbage til København. Men så kom han til at tænke på, at han var ret godt kendt blandt folk på Nyborg Landevej, så han tog alle pengene ud af pengekassen og kastede den fra sig ved Ørkilds Øverste Mølles vandhjul – vandmøllen lå mellem Rottefældeskoven og landevejen og gør det den dag i dag – og vendte tilbage til skoven.

Det var først her, han fandt ud af, at han havde fået over 600 kr. med sig fra amtmandens kontor. Derefter satte han kursen mod landsbyen Tved nord for Svendborg, og fulgte landevejen mod Ørbæk, indtil han kom til en stationsby – hvilken huskede han ikke, men sandsynligvis Gudme – og købte billet til København.

Under radaren i København

I København indlogerede han sig på Missionshotellet et par dage, inden han fandt sig et logi på Hospitalsvej 1 på Frederiksberg. Her boede han de næste 2½ måned, mens han gennem aviserne fulgte med i opklaringsarbejdet i Svendborg.

Rasmus var overrasket over at have fået så mange penge med sig fra amtskontoret, og han begyndte seriøst at overveje, om han skulle bruge dem på en billet til Amerika. Men det krævede forberedelse at udvandre, og han var ikke helt tryg ved at have så mange penge hos sig.

Derfor besluttede han at grave dem ned på et sikkert sted. Men hvor fandt han sådan et i København, hvor han – trods flere ophold – ikke var specielt fortrolig med steder, hvor man uset kunne grave penge ned? Valget faldt derfor på Dyrehaven, selvom han aldrig havde været der før.

Rasmus tager i Dyrehaven

Af pengene fra kuppet udvalgte han tre 100-kronesedler og 100 kr. i småsedler, som han puttede i tre, til formålet indkøbte, pengekonvolutter. Disse indsvøbte han i et tykt lag aviser og med denne pakke under armen, tog han sporvognen ud til Bellevue.

Sporvogn Bellevue 1900
Sporvognens endestation ved Bellevue, fotograferet i 1900. Herfra gik Rasmus ud i Dyrehaven for at skjule sine stjålne penge.

I politiprotokollen fra retsmødet beskrives hans tur til Dyrehaven således:

”Han kom med sporvognen til Bellevue og gik derefter ind i skoven gennem “Røde port” op ad en bred vej, vistnok vejen til Stationen. Ad den første tværvej på højre hånd gik han op og en 30 alen frem bøjede han af ad en lille sti, der gik mod nordvest ind skoven, han fortsatte en 1000 alen frem, så langt at han var et halvt hundrede alen fra en slette, som han anslår til at være 2-300 alen lang og 70-75 alen bred. Her stod et træ, som han mente lettelig at kunne genkende, dels på grund af at en stor gren til venstre var vissen, dels fordi der under træet lå et skudt stykke vildt, der var i forrådnelse. Med en stump gren, som han fandt i skoven, gravede han et 15″ dybt hul, i hvilket han lagde pakkerne med pengene og som han igen fyldte og tildækkede med en græstørv.”

Bellevue og Dyrehaven 1902
Rasmus tog sporvognen til Dyrehaven, gik gennem Røde Port og ind i skoven, hvor han begravede pengene under et træ.

Tilbage i København købte Rasmus tøj for en del af de overskydende penge og resten beholdt han til at leve for.

Men der var et problem: Han havde ikke noget arbejde, men han havde penge at leve for. Den slags kunne vække mistanke i en tid, hvor politiet havde et skarpt blik for løsgængere. Rasmus begyndte at blive urolig og kom efter en halv snes dage til den konklusion, at det nok var bedst at få gravet pengene op igen og komme ud af landet i en fart – og så måtte han tage den derfra.

Rasmus steg igen på sporvognen og kørte ud til Dyrehaven. Med hans gode hukommelse for steder fandt han snart det rådnende dyr under træet, og stedet hvor han havde gravet pengene ned, var ganske urørt.

Men ak! Da han fik gravet pakken op, var den gennemgnavet af mus. Numrene på de tre 100-kronesedler var næsten væk, og alle 10-kronesedlerne var gnavet midt igennem.

Fortvivlelse og afmagt

Rasmus var fortvivlet. Pengesedler i den tilstand turde han hverken prøve at få ombyttet eller give ud, og da slet ikke når han tænkte på, hvordan han var kommet til dem. I afmagt kastede han det hele tilbage i hullet og dækkede det til igen og begav sig ind mod byen. Så kom han til at tænke på, at en hund måske ville grave pengene op, og at nogen måske havde set ham under træet, og at han på den måde ville blive afsløret.. og vendte om, gik tilbage til træet, gravede pengene op igen og puttede dem i lommen med lidt af det lasede avispapir om.

Nu havde Rasmus kun én tanke i hovedet: at skille sig af med pengene på en måde, så de aldrig ville blive fundet igen. Han gik ind mod København, mens hans blik afsøgte omgivelserne for at finde et sted, hvor pengene kunne forsvinde for evigt. Han passerede Charlottenlundfortet, og et kvarters tid senere kom han til et sted, hvor man på højre side af vejen var ved at rydde til en byggeplads.

Begravet for evigt

På pladsen var der et lille dalstrøg, og på bunden af dette en lille dam med kulsort vand. Rasmus vurderede, at dammen og dalen i løbet af få dage ville blive fyldt op for at skabe plads til nybyggeriet, og besluttede at hans ødelagte penge skulle begraves under dette for tid og evighed. Han fandt tre sten, som han pakkede sammen med de ødelagte penge i det lasede avispapir, bandt en snor om, og lod hele herligheden synke til bunds i det sorte vand.

Sådan lød Rasmus’ forklaring i retten mandag 8. september – og den troede dommer Schou ikke på.

Han fandt historien noget usandsynlig og mistænkte Rasmus for at have fundet på det hele, mens han i virkeligheden havde stukket pengene til side på et mere sikkert sted for at kunne hente dem på et senere tidspunkt. Men Rasmus svor på, at alt var gået til, som han havde forklaret.

Han begyndte at svire

Dagen efter fortsatte retsmødet. Rasmus fortalte om den fortvivlelse over de mistede penge, der greb ham i den følgende tid. Han var bange for at blive pågrebet og for at dulme tankerne, der kørte rundt i hovedet på ham, begyndte han at svire, ”hvad han jo kunne, så længe han havde penge til rest og selv efter at de vare slupne op, ved at pantsætte hvad han havde af klæder. I de par måneder, han levede på denne vis, var han altid alene og han brugte ikke mere end ca. 200 kr., og det er derfor rigtigt hvad han har forklaret om, hvorledes de 400 kr. af Amtmandens penge forsvandt,” noterede retsskriveren i politiprotokollen.

I denne tilstand af kaos og desperation gik Rasmus lidt tilfældigt ud ad Roskilde Landevej om morgenen 18. august. Det var slet ikke hans hensigt at tage til Svendborg, men da han var kommet et stykke ud, besluttede han sig for at gå til Roskilde for at søge om arbejde. I Roskilde var der intet arbejde at få, så han fortsatte mod Ringsted – samme besked til den arbejdssøgende snedkersvend -, og det samme skete i Sorø og Slagelse. Da han kom til Korsør onsdag 20. august og stadig ikke havde fået arbejde, besluttede han at tage til Svendborg. Han havde hørt, at der var ved at blive opført en bygning i Hestehaven, måske kunne de bruge ham der. Samme aften tog han færgen til Nyborg og gik hele vejen til Svendborg, hvor han ankom henad morgenstunden den 21. august.

Hvordan Rasmus holdt sig skjult frem til indbruddet på Borgerskolen 30. august og hvordan han brød ind på skolen, fortæller han om i næste afsnit.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.