Boretyven i Svendborg 1902 – afsnit 12

12. Det andet indbrud – nu uden stimulanser

Resume: Boretyven Rasmus har tilstået at stå bag indbrudstyverierne i Svendborg, men nægter at have brudt ind på stationen i Skaarup og at have overfaldet den unge dame i Hestehaven. Han har fortalt retten om planlægningen og udførelsen af sit første indbrud. I dette afsnit fortæller Rasmus om indbruddet hos Enkefru Riber i Brogade.
Læs fra 1. afsnit
Forrige afsnit

6. september 1902

Et par nye støvler og 2,50 kr. i lommepenge. Udbyttet fra Rasmus’ første indbrud var beskedent og rakte ikke langt. Det stod ham snart klart, at han måtte udklække en ny plan. Valget faldt på enkefru Ribers lotterikollektion i Brogade. Her havde Rasmus engang været inde og udføre noget arbejde for sin mester, snedker Rasmussen i Kullinggade, så han kendte til forholdene i huset. Samtidig lå det lige op ad jernbanen, så der var let adgang og ingen naboer til den ene side.

Fredag 9. maj ved 9-tiden om aftenen gik Rasmus derfor igen ind i sin fars værksted, forsynede sig med værktøj og gik fra Kongebakken ind mod bymidten.

Han passerede jernbanen ved overskæringen ved Brogade og gik ad stien mellem enkefru Ribers hus og banen, hvor han sprang over plankeværket ind i enkefruens have. Her stod et lysthus, hvor han kunne gemme sig og vente.

Han smøgede tobak i lysthuset

Politiet havde efter indbruddet fundet en tømt, halvflaske brændevin i lysthuset, men Rasmus afviste at have medbragt den. Efter oplevelsen med at blande rom og cognac under det første indbrud, havde han besluttet sig for at udføre det næste uden alkoholiske stimulanser. Så han fordrev timerne frem til midnat med at sidde musestille i fru Ribers lysthus og smøge tobak.

Beboerne i forhuset var længe om at finde i seng. Rasmus ventede. Natten var lys, klokken havde passeret midnat, da han besluttede at gå gennem haven op til huset, men da han nåede til bagdøren, kunne han høre nogen bevæge sig rundt i gangen derinde og trak sig derfor tilbage i en krog og ventede endnu en halv times tid der. Så vurderede han, at huset var så mørkt og roligt, at han kunne gå ind.

Bagdøren var ulåst

Det var nemt at komme ind: bagdøren var ikke låst. Nu stod Rasmus inde i den gang, der gik tværs gennem huset og hvor Rasmus fra sit tidligere, helt legale besøg som snedker vidste, at lotterikollektionens kontor lå på venstre hånd.

Der var to låse på døren, men i den nederste, der var en almindelig lås til en ”københavner-nøgle”, var nøglen ikke drejet om. Den øverste, derimod, var en låst Yalelås. Rasmus satte et passende bor i borsvinget og gav sig lige så stille til at bore for den øverste lås, til han havde skabt plads nok til at kunne få brækjernet ind og klemme låsen tilbage og åbne døren.

Han indrømmede, at det var sket lidt på må og få, fordi han ikke kunne se ret meget inde i den dunkle gang, selvom han afrev nogle tændstikker for at orientere sig. Men op kom døren og ind kom boretyven.

Ventede på natrenovationen

Han huskede fra tidligere, at der stod en pult mellem døren og vinduet, og da han samtidig kunne høre, at natrenovationsmændene nærmede sig ude på gaden, ventede han indtil renovationsvognen var ganske nær, og brækkede pulten op under dække af natrenovationsmændenes skramlen. Det gik ganske let, og i pulten fandt han godt 64 kr., som han stak i lommen. Lotterisedlerne lod han ligge, og gik så hen til jernpengeskabet for at se, om det lod sig brække op. Men han erkendte snart, at hans medbragte værktøj kun formåede at lave nogle ridser i smedemester Mortensens solide håndværk, og at risikoen for at støje og vække beboerne ovenpå var for stor.

Rasmus sikrede sig, at han havde alt det medbragte værktøj i lommerne og forlod huset igen ad bagdøren, lige så stille som han var kommet ind.

Ude i gården sprang han igen over plankeværket ud på stien langs jernbanen, og for at lede evt. vidner på vildspor, gik han ikke direkte hjem, men fulgte stien i den modsatte retning hen til Langestræde, og nåede ad forskellige omveje hjem til Kongebakken engang mellem klokken tre og halv fire om morgenen.

Dagen efter lagde han værktøjet på plads i værkstedet igen.

Nyt “pinsesnit” til Rasmus

Nogle dage senere benyttede Rasmus 40 kr. af udbyttet fra indbruddet til at købe sig et nyt sæt tøj hos skrædder Petersen i Bagergade. Pinsen nærmede sig, og så var det jo tradition at anskaffe sig et ”pinsesnit”.

Efter at have holdt pinse i Svendborg – pinsedag faldt 18. maj det år –, inklusive den traditionsrige 3. pinsedag i Christiansminde, hvor hele Svendborg festede, tog Rasmus toget til København for at søge arbejde.

Christiansminde ved Svendborg 1905
Siden ca. 1830 har Christiansminde været fristed, feststed og forsamlingssted for Svendborgs borgere – og er det stadig. Her er man ved at stille op til fest i 1905 – og boretyven Rasmus skulle da lige have 3. pinsedag med, inden han drog til København for at søge arbejde i 1902. Svendborg byhistoriske Arkiv.

Men i København var det lige så håbløst at finde arbejde som i Svendborg.

”.. da han ikke kunne få Arbejde, og Pengene vare ved at slippe op, måtte han, som han udtrykker sig, hjem og hente nogle flere, og tog derfor hjem dagen før Grundlovsdagen i den Hensigt at begå et nyt Tyveri, som han ikke ville forsøge andre Steder end der, hvor han var kendt,” står der i politiprotokollens referat af forhøret.

Det var tid at planlægge det helt store kup.

I næste afsnit fortæller Rasmus hvorfor han løb rundt på bare fødder på amtskontoret – og noget om skovmus…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.