Anita Lillevang

Noget om Rasmus Peter Rasmussen
og om arbejdet med hans historie

Det var et rent lykketræf, at jeg overhovedet fandt historien om boretyven i politiprotokollen på Rigsarkivet i Odense, for jeg ledte efter nogle helt andre sager. Men ud af øjenkrogen, mens jeg bladrede gennem protokollen, fangede mit blik et for min igangværende opgave velkendt navn – Nicolaj Jensen – og uden i øvrigt at læse, hvad sagen drejede sig om, gav jeg mig til at affotografere den i den tro, at den handlede om Nicolaj. At den var kompliceret, blev jeg hurtigt klar over, for den strakte sig over mange måneder og sider i protokollen.

Det viste sig, at sagen overhovedet ikke handlede om Nicolaj. Han blev nævnt en passant som en bekendt af den første, der blev mistænkt for boretyverierne, nemlig Hans Marius Jensen. Nicolaj selv optræder overhovedet ikke i sagen.

Den aften, jeg begyndte at transskribere sagen, blev jeg så grebet af historien at jeg var nødt til at se, hvordan den endte. Jeg blev færdig ved firetiden næste morgen.

Mange andre kilder

En fortælling som denne er ikke gjort med blot at transskribere en retssag. Jeg måtte først finde nogle data på de implicerede parter, så jeg gik på jagt i kirkebøger og folketællinger efter Rasmus og de forskellige andre mistænkte i sagen.

Desuden måtte jeg tilbage på Rigsarkivet for grave de oprindelige politirapporter frem, så jeg kunne læse både nr. 1 Jensens og overbetjent Ortvings undersøgelser og overvejelser, mens indbruddene var dugfriske og der blev samlet beviser ind og betjentene udspurgte folk.
På arkivet fandt jeg også forbryderfotos af brødrene Jensen og af Rasmus selv.

Datidens Svendborg Avis, som er tilgængelig på Mediestream, leverede underholdende undertekster til politiets famlende forsøg på at indkredse den rette skyldige.
Jeg gennemtrawlede Svendborg byhistoriske Arkiv efter fotos fra datiden, så vi kan se Svendborg by og borgere, som Rasmus måske så dem i 1902.

Jeg havde sådan håbet, at Rasmus var kommet ud fra Vridsløselille med en billet til USA, hvilket ikke var ualmindeligt på det tidspunkt. Men måske var Rasmus ikke hårdkogt nok til at blive ekspederet ud af landet på en enkeltbillet. I fængslets stambog bliver han jo beskrevet som ”ret støt og paalidelig”.

Alt tyder da også på, at Rasmus aldrig senere overtrådte loven, men fortsat var villig til at rejse efter arbejde og i lange stræk formåede at holde sig beskæftiget som snedkersvend resten af sit aktive arbejdsliv.

En tyv med høj moral

Under retssagen beskriver Rasmus sig selv som en tyv med en vis moral: han ville kun stjæle fra folk, der kunne tåle tabet – altså udså han sig to af Svendborgs førende familier: Krøyer og Riber, og de upersonlige steder: Amtskontoret og Borgerskolen, som mål for sine indbrud.

Han siger også, at han i grunden har været et meget ordentligt menneske indtil han blev arbejdsløs, men også at han altid ”har lidt af en vistnok overdreven stolthedsfølelse, som ikke kunne tillade ham at modtage noget af andre”. Især det at ligge sin gamle fader til byrde gik den stolte Rasmus på.

Ved sagens slutning siger han i retten at han nu har ”en følelse af væmmelse ved at have udført dem (tyverierne, red.), men han mener på den anden side, som hans natur nu engang er, at han ikke har haft nogen anden udvej.

Fattiggården faldt ham ikke ind

Faktisk havde Rasmus en anden udvej, som han bare overhovedet ikke tog i betragtning: Svendborg Købstad havde et tilbud til folk, der ikke kunne forsørge sig selv, nemlig Svendborg Fattiggård, der fungerede som arbejds- og forsørgelsesanstalt. For en selvbevidst og stolt person som Rasmus var det åbenlyst utænkeligt at gå gennem porten til denne anstalt, hvor man mistede sine borgerlige rettigheder, blev iklædt anstaltens tøj og tvunget under et stramt regimente med tvangsarbejde og ufrihed. Så hellere sulte i skoven – og stjæle.

I dag er fattiggården i Svendborg fredet og danner ramme om Danmarks Forsorgsmuseum. Kig ind, hvis du kommer til Svendborg og se, hvad Rasmus fravalgte.

Var Rasmus sortlistet?

Hvorfor var det så svært for Rasmus at finde arbejde i årene efter storlockouten i 1899?

Det er først, da han fortæller om indbruddet på amtskontoret, at vi hører at han har en dårlig, venstre arm. Han havde brækket den som barn, og den var groet skævt sammen. I stambogen fra Vridsløselille står, at han har et ar ved venstre albue og at hans venstre arm ikke kunne rettes helt ud. Armen var årsag til, at Rasmus blev kasseret som soldat.

Var den også årsag til, at arbejdsgiverne valgte ham fra? Det lille handicap har tilsyneladende ikke stået i vejen for, at han blev en ganske dygtig snedker, han fik f.eks. en flot bedømmelse af sit svendestykke og mener selv, at han håndværksmæssigt var fuldt ud lige så dygtig som sine kammerater.

Måske har Rasmus været aktiv i fagforeningen? Det fremgår ikke af sagen, men måske har han stået på en af de sorte lister, vi ved cirkulerede blandt arbejdsgiverne i de år, hvor mange ikke ønskede at ansætte organiseret arbejdskraft. Hans klassebevidsthed gør det bestemt muligt, men – det fremgår ikke af sagen, udover at han på et tidspunkt havde fået udbetalt ialt 54 kr. i understøttelse. Måske har han mistet sit medlemskab i fagforeningen, fordi han ikke længere var i stand til at betale kontingent. Måske har han mistet troen på sagen, hvis han da nogensinde havde haft den. Jeg ved det ikke.

Enspænderen Rasmus

I mine øjne fremstår Rasmus som en stolt og stejl enspænder-type, der skamfuldt trak sig tilbage fra både familie og venner, da livet gik ham imod. Han havde en søster, men hun nævnes ikke nogen steder i sagen, og han mistede sin mor, da han var ca. 11 år. Han er flov over at hans kammerater ser ham blive trukket gennem byen af en betjent, men på intet tidspunkt i sagen hører vi, at han overhovedet har været i kontakt med sine venner i den periode, hvor han begår indbruddene. Også i København ser det ud til at han gik alene rundt uden at knytte nogen forbindelser.

Rasmus var tydeligvis godt begavet, var i stand til at planlægge, ræsonnere, forsvare sig i retten og reflektere over sine handlinger. Han havde en formidabel hukommelse for steder og var i stand til tålmodigt at sidde musestille og vente i timevis for at undgå opdagelse under sine indbrud. Rasmus var langt fra datidens typiske spontane, halvfordrukne og uorganiserede småforbryder.

Hans livsforløb efter løsladelsen viser, at han fortsat var villig til at flytte rundt i landet efter arbejde, men også at han åbenbart aldrig helt faldt til nogen steder. Da Martin Friis Hansen sporede Rasmus’ liv efter løsladelsen for mig, endte sporene i Randers, hvor Rasmus, 61 år gl., boede som ugift pensionær på Afholdshjemmet i 1940.

Det allersidste spor

Jeg fik den tanke, at han måske have levet resten af sit liv i Randers – hvor mange muligheder havde man for at rejse videre rundt efter arbejde som 61-årig snedkersvend i 1940? – og gav mig til at pløje kirkebøgerne fra Randers igennem for at finde hans død. Efter forgæves at have ledt efter ham i kirkebøgerne for Randers Hospital og for Skt. Clemens Sogn, fandt jeg ham omsider i Skt. Mortens Sogn og kunne konstatere, at han døde i 1962 kort før sin 83-årsdag og havde tilbragt sin alderdom på De Gamles Hjem i Randers.

Jeg opdagede, at da Rasmus døde, var jeg selv 3 år gammel. Lige pludselig føltes det som om jeg som lille pige kunne tage den gamle mands hånd, give den et klem og sige: Din skæbne er ikke glemt og din historie skal blive fortalt.

Det er hermed gjort.

Flere eftertanker: om datidens retspleje, politiefterforskning og om at komme på sporet af en mulig nomadefamilie

17. Det sidste retsmøde, dommen
– og Boretyvens videre skæbne

Resume: Dommer Schou har accepteret Rasmus’ forklaring om de forsvundne penge. Sagen er nu fuldt belyst, og der mangler kun at blive opgjort, om de bestjålne rejser erstatningskrav mod Rasmus. Derefter skal dommer Schou afsige dom. Her får du sidste del af historien om Rasmus.
Læs fra 1. afsnit
Læs forrige

Heller ikke enkefru Riber mødte op i retten. Hun sendte i stedet sin bestyrerinde, den 29-årige frk. Thora Ottesen, med en fuldmagt. Hun ønskede at få erstattet de 66 kr. og 20 øre, Rasmus havde stjålet.

Købmand Hans Jørgen Krøyer mødte selv op med sit erstatningskrav: han ville gerne have 22 kr. og 30 øre i erstatning for de stjålne penge og cigarer.

Rasmus kunne godt huske den røde æske, men hvad der var blevet af den, vidste han ikke. Han mente, at han havde kastet den fra sig. Måske allerede, mens han var på skolen, måske var det sket ude i skoven.

Da Rasmus blev spurgt, om det var møntsamlingen, der havde været hans mål med indbruddet på Borgerskolen, svarede han, at han fra sin skoletid huskede, at overlæreren solgte bøger og opbevarede pengene i sin pult, og det var rede penge, han havde været ude efter. Men da han ikke havde fundet kontanter under indbruddet, og så var stødt på møntsamlingen, havde han taget den i stedet.

Til sidst mødte nr. 1 Jensen op. Han havde været en tur ude i restaurationen ved Rottefælden og forhørt sig om værdien af de madvarer, Rasmus havde stjålet derude. Man anslog, at det nok beløb sig til omkring 2 kroner, som man ikke ønskede erstattet.

Inden sagen blev optaget til dom, fik Rasmus mulighed for at tage ordet en sidste gang. I politiprotokollen står:

”Arrestanten udtaler, at han nu har udtalt den fulde sandhed såvel i henseende til omfanget af tyverierne som i henhold til, at han ikke har haft medvidere og har i det hele intet videre i sagen at anføre.”

Rasmus blev ført tilbage til arresten for at afvente sin dom. Det blev en lang ventetid.

I mellemtiden kunne han måske glæde sig over at han med sine indbrud havde bidraget til, at årets Rottefælderevy havde været en kæmpe succes.

Sherlock Holmes og “hjertetyven”

Succesen skyldtes måske især, at enhver i byen vidste, at når man sagde Sherlock Holmes, så mente man i virkeligheden politibetjent nr. 1, Jens Jensen. Nok var han byens dygtigste betjent, men han var også en af Estrups tidligere gendarmer og en noget stiv og selvbevidst herre. At det havde taget så lang tid og så mange fejlskud at fange den rigtige boretyv var et oplagt mål for drillerier, og dem forstod Kalorius – et pseudonym for revyens direktør og forfatter, Thorvald Frederiksen – at servere fra revyscenen.

Det blev kun morsommere af, at det lokale politi havde udsat revyen for censur og forbudt den at bruge ordet ”boretyv”, som Kalorius derfor konsekvent havde erstattet med ”hjertetyv”. Revyen trak fulde huse til langt hen på efteråret, og den lokale boghandler Kielberg, der udgav revyteksterne på eget forlag, måtte i september trykket andet oplag af dem.

”Det er vist første Gang, en Revy kommer i andet Oplag her i Byen, og saa er den endda dobbelt saa dyr som sædvanlig,” kommenterede Svendborg Avis.

Men ellers var der ikke så meget at grine af for Rasmus.

En hård dom

Først 11. november 1902 faldt dommen, og den var hård i betragtning af, at indbruddene var Rasmus’ første lovovertrædelse: 18 måneders forbedringshusarbejde for fire grove og to simple tyverier.

21. november blev han overført til Statsfængslet i Vridsløselille for at afsone dommen. Dommen blev ikke anket, alligevel blev Rasmus løsladt på årsdagen efter ankomsten til Vridsløselille – måske på grund af god opførsel. På hans stambogsblad fra fængslet står han beskrevet som ”støt og pålidelig”.

Han kom aldrig til Amerika

Drømmen om at komme til Amerika blev aldrig indfriet.

Efter løsladelsen i november 1903 ser det ud til, at Rasmus rejste hjem til sin far i Svendborg, men allerede midt i januar 1904 vendte han tilbage til København som logerende hos Petersen, Sankt Annæ Plads 10, 2. sal.

Hvor længe han blev i København er uvist, for det næste spor efter ham dukker først op ved folketællingen i 1911 – i den anden ende af landet, nemlig landsbyen Vust i Thy, ca. 12 km vest for Fjerritslev. Her boede han hos og arbejdede for en snedkermester Jakob Græsbøll, og er noteret som ugift snedkersvend. Det fremgår af folketællingen, at han var flyttet til Vust fra Sjørring ved Thisted året før. Rasmus var altså stadig parat til at rejse vidt omkring efter arbejde.

Så forsvinder Rasmus igen for en årrække, og dukker først op igen ved Folketællingen i 1930 – og nu er han i Kerteminde, Nørregade 15, kælderen.  Han er logerende, ugift og arbejdsløs snedkersvend.

Det er selvfølgelig muligt, at han i de mellemliggende knap 20 år havde prøvet lykken i USA, men selvom der er rigtig mange Rasmus Peter Rasmussen’er registreret i indvandringslisterne fra Ellis Island, er der ingen af dem, der matcher boretyven Rasmus.

Han endte i Randers

Det næstsidste spor efter Rasmus er fra Folketællingen 1940, hvor han var pensionær på et Afholdshjem i Fastrupstræde 6 i Randers. Han var da 61 år, stadig ugift og stadig snedkersvend. Rasmus blev boende i Randers resten af sit liv: Han døde 14. december 1962, en uges tid før sin 83-års fødselsdag. Da boede han på De Gamles Hjem i Randers. Mon nogen der vidste, at Rasmus havde været boretyv i Svendborg i sine unge dage?
Urnen med Rasmus Peter Rasmussens aske blev nedsat på Randers Nordre Kirkegård 23. marts 1963 og dermed gik Rasmus definitivt ud af tiden og historien.

Indbruddet på stationen i Skaarup blev aldrig opklaret.

Tak

En varm tak til historiker og arkivhaj Martin Friis Hansen for at spore Rasmus’ flytninger efter løsladelsen og til museumsinspektør Rikke Rottensten, Alhambra – museet for humor og satire – for at gøre mig meget klogere på teatercensur og myndighedernes manglende humoristiske sans i begyndelsen af 1900-tallet.
Anita Lillevang, januar-februar 2021

PS: Historien om Rasmus har vakt en del eftertanker hos mig, derfor har jeg skrevet to eftertanker. Dem kan du læse her:
Eftertanker om boretyven Rasmus Peter Rasmussens historie
og her:
Eftertanker om datidens retspleje, politiefterforskning og om at komme på sporet af en mulig nomadefamilie

16. Gensyn med Dyrehaven

Resume: Rasmus har aflagt fuld tilståelse i retten i Svendborg, men dommer Schou tror ikke på hans historie om skovmusene i Dyrehaven og de bortkastede penge. Der må flere undersøgelser til, før dommen kan falde.
Læs fra 1. afsnit
Læs forrige

13. – 27. september 1902
Efter Rasmus havde afgivet forklaring i retten, gik retssagen mod ham ind i en ny fase. Dommer Schou brugte nogle dage på at granske Rasmus’ forklaring og holde den op mod det, politiets efterforskning havde bragt for dagens lys. De skadelidte skulle tage stilling til, om de ville kræve erstatning af Rasmus for deres tab, og andre juridiske tråde skulle knyttes. Mens Rasmus kukkelurede i arresten, kværnede retssystemets maskineri støt videre.

Især Rasmus’ beretning om de nedgravede penge i Dyrehaven lød i dommerens øren som temmelig langt ude. Var sandheden, at han have opdigtet den vanvittige historie og i virkeligheden havde gemt pengene et helt andet sted – eller måske ligefrem betroet dem til en medskyldig?

Hjælp fra Nordre Birks politi

Der blev sendt brev til Københavns Amts Nordre Birks politi: Kunne de sende en mand ud i Dyrehaven og efter de anvisninger, Rasmus havde givet i sin forklaring, se efter, om der virkelig havde været gravet noget ned under det pågældende træ?

17. september kom der et negativt svar: Inspektionsbetjent Eskildsen fra Nordre Birk havde været en tur i Dyrehaven og fulgt Rasmus’ beskrivelse, men ikke fundet noget sted, hvor der havde været gravet.

Det brev blev Rasmus konfronteret med, da han igen stod i retten 24. september. Men boretyven holdt stædigt fast ved sit: Han havde gravet de 400 kr. ned under et egetræ i Dyrehaven. Da han gravede dem op igen, havde musene gnavet dem i stykker. Til sidst havde han smidt dem i et vandhul ved en byggeplads, hvor der var ved at blive kørt fyld på, i det håb at de ødelagte penge ville blive begravet under fyldet og aldrig se dagens lys igen. Det var ikke Rasmus, der var noget i vejen med; det var Nordre Birks politi, der ikke havde set ordentligt efter.

Retsmødet sluttede med, at dommeren beordrede to af Svendborgs politibetjente til at tage Rasmus med på tur til Dyrehaven og lade ham påvise nedgravningsstedet og stedet, hvor han havde kastet pengene bort.

Rasmus på rejse med Jensen og Noak

Opgaven tilfaldt Nr. 1, Jensen og Nr. 7, Noak, der 25. september om eftermiddagen stod på toget sammen med arrestanten Rasmus Peter Rasmussen med kurs mod København.

Om de havde dagens udgave af Svendborg Avis med på rejsen, vides ikke. Hvis de havde, kunne de her læse at en af de mange mistanker mod Rasmus nu var faldet til jorden.

Gerningsmanden til overfaldet på Anna Hansen i Hestehaven var sat bag lås og slå – i Nørresundby:

”Overfaldet i Hestehaven. Det er snart et Par Maaneder siden, vi berettede om et raat Overfald i Hestehaven, hvorved en Bølle havde standset en ung, cyklende Dame og truet hende med Vold, men nøjedes med at tage hendes Penge, som hun tilbød ham for at slippe.

Nu er Fyren nappet og sidder i Nørre-Sundby Arrest og venter paa Lønnen for sine Bedrifter. Hans Navn er Jens Pedersen, ogsaa kaldet “Træsko-Jens”. Det viser sig, at han har turet om paa Rov, tigget, stjaalet eller røvet baade i Jylland, paa Fyn og Sjælland.”

Rasmus og de to betjente kom til København ud på aftenen, hvor Rasmus blev fulgt ud til arresten på Blegdamsvejen og låst inde for natten. Næste morgen blev han hentet ud, og i selskab med inspektionsbetjent nr. 23 Eskildsen fra Nordre Birks politi, drog trioen afsted mod Dyrehaven ad samme rute, som Rasmus påstod at have fulgt. Altså med sporvognen til Bellevue og videre ud i skoven.

Jensens rapport

Dagen efter skrev nr. 1 Jensen i sin rapport:
”Han førte os derefter i nøje Overensstemmelse med sin Forklaring i Retten ind i Skoven (Dyrehaven) hen til et Egetræ med en lang, raadden Gren. I umiddelbar Nærhed af Træet fandtes et for Køddelenes Vedkommende næsten fortæret Kadaver af et Raadyr. Ved Roden af Træet og tæt ind til dette paaviste han Stedet, hvor Pengene havde været nedgravede. Stedet, der var udjævnet, viste ved Undersøgelser tydelige Spor af at have været opgravet eller opkradset i en Dybde af ca. 8 Tommer og at Hullet havde haft en Diameter af ca. 10 Tommer. Det Fyldte bestod af den oprindelige Grønsvær, der nu var vissen, Bladdele, forskellige Planterester og Muld. Ved Sortering af det i Hullet fyldte forefandtes blandt andet det Rapporten medfølgende Stykke Avispapir, som Arrestanten bestemt formente maatte være en Rest af det Avispapir, der havde været pakket udenom Pengene.”

Så langt havde Rasmus altså talt sandt. Men der blev ikke fundet den mindste stump af en eneste pengeseddel, så måske havde pengene slet ikke taget skade?

Egetræets nærmeste omgivelser blev også undersøgt. De bar tydeligt præg af, at nogen havde holdt frokost i det grønne, da der lå stykker af avispapir – datidens madpapir – og en tom trepægles flaske, men Rasmus nægtede at de fund havde noget med ham at gøre.

Så gik turen tilbage mod København til fods ad Strandvejen. Nu skulle Rasmus vise de tre betjente det sted, hvor han havde kastet pengene i vandhullet. De passerede Charlottenlundfortet og gik langsomt mod Hellerup, men Rasmus kunne ikke finde det sted, hvor han havde smidt pengene fra sig. Da de nåede til Hellerup, måtte Rasmus indrømme, at det nok ikke var på den strækning, det var sket.

Eskildsen træder til

I sin rapport fra 17. september havde inspektionsbetjent Eskildsen indkredset en sandsynlig byggeplads som stedet, og den blev igen læst op for Rasmus, der stod og gloede på byggepladsen og erklærede at stedet ikke havde nogen lighed med det sted, han huskede.

Men Eskildsen havde, efter at have skrevet og sendt rapporten tidligere på måneden, igen været ude i området og studere byggepladser, og han havde et andet bud på det rigtige sted, nemlig et sted på højre side af Strandvejen, men godt 400 meter syd for Hellerup.

Det var en byggegrund, der tilhørte Københavns Magistrat, og selvom der var blevet kørt godt med fyld på, siden Rasmus sidst havde været der, var han sikker på at det var det rigtige sted.

Jensen skrev i sin rapport:

”Inspektionsbetjent Eskildsen erklærede, at ved den tid, Pengene skulde være bortkastede, var der flere Vandpytter paa Stedet, fremstaaede ved at der ved Paafyldning var dæmmet op for Vandet. For Tiden fandtes ikke Vand paa Stedet, men da Arrestanten ikke med Nøjagtighed kunde paapege Stedet, hvor Pengene vare faldne, da han kastede dem fra sig og der siden den Tid var paaført store Mængder af Fyld blev det fundet frugtesløst at paabegynde en Udgravning af Fylden for mulig at finde Resterne af Pengene.”

At Rasmus ikke kunne huske, om det var nord eller syd for Hellerup, han havde smidt pengene i vandhullet skyldtes, indrømmede han nu, at ”han paa det tidspunkt var i temmelig beruset Tilstand, idet han efter den lidte Skuffelse ved at finde Pengesedlerne ødelagte, paa Hjemvejen var inde i flere af de paa Strandvejen værende Beværtninger, hvor han berusede sig, samt fordi at det er den eneste Gang han er passeret til Fods ad Strandvejen.”

Tilbage i byen blev Rasmus atter låst inde i arresten på Blegdamsvejen, indtil han i selskab med Noak og Jensen kunne stå på det sidste tog til Svendborg. Kvart i to natten til 27. september var han tilbage bag lås og slå i arresten i Svendborg.

Sidste holmgang mellem Rasmus og dommer Schou

Næste dag var der atter retsmøde, hvor dommer Schou skulle vurdere resultatet af påvisningen i Dyrehaven. Der blev gået til stålet, fremgår det af politiprotokollen:

”.. han gentager atter og atter, at det er sandt som han har forklaret, at han virkelig har kastet pengene fra sig. Det blev ham foreholdt om han dog ikke skulle have gemt dem et eller andet sted for at kunne bruge dem ved gunstig lejlighed, men han benægter det og udtaler at han, hvis han havde haft penge tilbage, ikke ville være vendt tilbage hertil og selvfølgelig ikke i 8 dage ville have levet i skovene af gulerødder. Der var netop, som han også tidligere har udsagt, kun nøden, der tvang ham tilbage hertil, fordi han ikke ville eller turde stjæle på steder, hvor han ikke var kendt; og havde han haft penge, havde han aldrig påny indladt sig på det risikable i et indbrud, især i den by, hvor han allerede havde begået tre. Ejheller beror pengene hos en hjælper, han har nemlig aldrig haft en sådan.”
Til sidst opgav dommer Schou at få en anden forklaring ud af Rasmus.

Nu manglede der kun en række formalia, før sagen var fuldt retsligt belyst og dommer Schou kunne fælde sin endelige dom.

Rasmus var ikke tidligere dømt for noget. Hvad takserede dommer Schou de fire indbrud og to banale tyverier til? Og kom Rasmus nogensinde til Amerika? Læs med i det næste og sidste afsnit om boretyven fra Svendborg og hans videre skæbne.

15. I grunden et meget ordentligt menneske

Resume: Rasmus har fortalt retten om det, der blev hans sidste indbrud og om hvordan han blev pågrebet i skoven af de tre mænd fra Sangforeningen og betjent nr. 1 Jensen.
Læs fra 1. afsnit
Læs forrige

Da betjent nr. 1 Jensen havde visiteret Rasmus og fundet den antikke mønt i hans lomme, vidste han at spillet var ude. Derfor fulgtes han roligt med betjent Jensen gennem byen op mod politistationen, men da de nåede til Terrassen overfor banegården, og skulle til at gå op ad Toldbodstræde (nuv. Krøyers Stræde), så han sit snit til at stikke af. Med Jensen i hælene spænede Rasmus alt, hvad han kunne – og det lykkedes ham at slippe fra forfølgeren.

Tilbage ved Rottefældeskoven satte han tempoet ned til rask gang. Det var hans hensigt at gå op gennem skoven, krydse vejen mod Tved og søge op i området mellem skoven og byen, hvor der var en afhøstet mark, hvor kornet var sat i hæs. Det var i nærheden af den reberbane, hvor han havde skjult sine støvler efter indbruddet hos Amtmanden, og da han kom til at tænke på, at hæssene måske var for oplagt et sted for en bortløben tyv at skjule sig i, og at politiet måske ville gennemsøge netop dem, besluttede han sig for at gemme sig på reberbanen i stedet.

Smurte en mad hjemme hos far

Men sulten gnavede, og han listede derfor ned mod Kongebakken til sin fars hus, og da han så sin far forlade huset uden at låse efter sig, smuttede Rasmus ind og snuppede et stykke brød med smør, stak en saks til sig, og nåede væk igen, inden faderen vendte tilbage. Saksen ville han bruge til at klippe sit skæg med, så han ikke så alt for usoigneret ud, hvis han mødte nogen.

Natten var kold, Rasmus frøs og fik ikke lukket et øje på reberbanen. Meget tidligt søndag morgen søgte han ud i Hestehaven, hvor han blev hele dagen og først om aftenen vendte han tilbage. Denne gang skjulte sig i et af hæssene og fik omsider noget søvn.

Næste morgen gik han igen tidligt ud i Hestehaven og blev der hele dagen, for så at søge tilbage til Rottefældeskoven om aftenen og lægge sig til at sove i sit gamle skjulested. Tidligt tirsdag morgen var han oppe og havde besluttet sig for snart at komme afsted mod København, men først måtte han have noget at spise. Han gik derfor igen ind i restaurationens uaflåste køkken og forsynede sig med nogle fødevarer, da det gik op for ham, at der var nogen på vej ind. Han pressede sig op mod døren, da betjent Jensen – som det jo var – forsøgte at åbne den fra den anden side.

Rasmus har talt ud

Sådan lød Rasmus’ egen forklaring om sin tid som boretyv i Svendborg. Disse fire indbrud havde han begået, og dem stod han ved. Men tyveriet fra jernbanestationen i Skaarup ville han ikke hænges op på: Han var i København, da det blev begået. Det samme gjaldt for overfaldet på den unge dame i Hestehaven.

I Politiprotokollen fra retsmødet afsluttes referatet med disse ord.
”Dengang han undløb fra betjenten, havde han efter sin mening kun to udveje åbne, enten at tage livet af sig eller at gøre nye indbrud, da han, hvis han skulle blive i live, jo måtte have noget at leve af, og han havde da også tænkt på flere steder heri byen, hvor han kunne forsøge sig.

M.h.t. motivet til sin forbrydelse forklarer arrestanten, at han har efter sin egen mening, som han tror vil blive bekræftet af andre, i grunden været et meget ordentligt menneske indtil han blev arbejdsløs. At han ikke kunne få arbejde gik ham meget nær, fordi det var uden hans brøde, da han var lige så dygtig som kammeraterne, og da han altid har lidt af en vistnok overdreven stolthedsfølelse, som ikke kunne tillade ham at modtage noget af andre, og han navnlig ikke ville ligge sin gamle fader til byrde, havde  han ingen anden udvej for at leve end at stjæle, han har imidlertid i så henseende sørget for altid kun at bryde ind, hvor han vidste at der ikke kunne ske større molest, enten ved folks forskrækkelse, slagsmål, for stort pengetab eller lignende. Nu da han er stoppet i sine tyverier, får han nu en følelse af væmmelse ved at have udført dem, men han mener på den anden side, som hans natur nu engang er, at han ikke har haft nogen anden udvej. Han vil dog ikke blive ved, men vil søge at udvandre, når han har udstået sin straf.”

Rasmus er klar til at tage sin straf og derefter måske søge en ny fremtid i Amerika. Men helt så let går det ikke. Dommer Schou tror ikke på hans forklaring om pengene og skovmusene i Dyrehaven og træffer en højst overraskende beslutning. Den kan du læse om i næste afsnit.

14. Rasmus og livet i skoven

Resume: Boretyven Rasmus er ved at aflægge fuld tilståelse i retten i Svendborg. Skovmusene i Dyrehaven har spist hovedparten af de mange penge, han havde stjålet på amtskontoret. Fattig og fortvivlet er han vendt tilbage til Svendborg i håb om at finde arbejde eller, hvis det ikke lykkes, at begå endnu et indbrud.
Læs fra 1. afsnit
Læs forrige

9. – 10. september 1902

Da Rasmus kom til Svendborg den morgen, søgte han ikke ind til byen. Han gik i stedet ned til kysten i nærheden af det lille gods Bjørnemose et par km. øst for Svendborg, hvor han tog sig en dukkert og derefter lagde sig til at sove i solskinnet på strandbredden. Langt op ad dagen vågnede han og begyndte at gå ind mod byen, men allerede, da han gik gennem Hestehaven – den skov og æbleplantage, hvor den Anna Hansen nogle uger tidligere var blevet overfaldet – løb han lige i armene på en politibetjent, der tog ham med på stationen, fordi Rasmus i hans øjne lignede en løsgænger* (se note nederst).

Rasmus måtte traske gennem Svendborg ifølge med en politibetjent, der havde et fast tag i hans arm, og undervejs mødte han flere bekendte og skammede sig inderligt over at blive set i den situation. Men han løb også ind i en restauratør, som han kendte og fik lov til at låne to kroner af ham, så da de ankom til politistationen, havde Rasmus sin historie klar: Han var netop kommet til byen for at søge arbejde – og da han kunne fremlægge 2 Kr. og 26 Øre, vurderede betjenten, at han ville kunne klare sig økonomisk i nogle dage – og lod ham gå, uden at ane, at han netop havde haft et godt tag i den efterhånden legendariske Boretyv.

Rasmus i syv sind

Oplevelsen havde sat en skræk i livet på Rasmus, og da nogle af hans kammerater havde set ham i den pinlige situation med betjenten, besluttede han sig for at forlade Svendborg omgående. Han travede afsted mod Nyborg igen, men da han nåede til Oure, godt 8 km nordøst for Svendborg, fortrød han. Hvad var der for ham i København? Eller i Nyborg, for den sags skyld?

Rasmus vendte om og gik tilbage til Svendborg, men han ville hverken opsøge sin far eller sine gamle kammerater. Da han nåede frem ud på morgenstunden, fandt han op i Rottefældeskoven, og tilbragte hele dagen der. Og mens han sad under træerne i skoven, begyndte han at overveje, om han skulle foretage endnu et indbrud, helst på et ensomt sted.

Rasmus havde det ikke godt i de dage, han boede i skoven. Han fik kun lidt og dårlig føde, fordi de 2 kr. og 26 øre skulle strække længst muligt, og tankerne kørte rundt i hovedet på ham: Hvor skulle han bryde ind? Og hvordan skulle han skaffe det nødvendige værktøj? Når han ikke kunne sove om natten, gik han ud til byggepladsen i Hestehaven for at se, om der lå noget glemt værktøj og flød, som han kunne bruge. På den måde lykkedes det ham at få fat i en knibtang og et stemmejern. At bryde sine kollegers aflåste værktøjskasser op, kunne ikke falde ham ind.

Så kom han til at tænke på sin gamle læremester, snedker Petersen i Kullinggade 6. Han var en mester af den type, der aldrig låste efter sig. Sådan havde det været i Rasmus’ læretid, og sådan var det sikkert endnu.

På tyvetogt hos den gamle mester

Torsdag 28. august havde Rasmus sin nye plan på plads i hovedet, og henad halv ni om aftenen gik han ind mod byen og ned til værkstedet i Kullinggade. Planen var at hente værktøj hos Petersen, gå op til Borgerskolen og bryde ind, og derefter lægge værktøjet tilbage i Petersens værksted.

Men det gik ikke helt, som Rasmus havde forestillet sig, for nede i Petersens værksted gik hans nuværende lærling og arbejdede for åben dør. Rasmus gjorde, hvad Rasmus efterhånden var ekspert i: han listede sig ind i haven og ventede.

Klokken var henad ti, før lærlingen holdt fri og lukkede værkstedsdøren bag sig – uden at låse. Kort efter sneg Rasmus sig ind og lokaliserede hurtigt et boresving, et sneglebor, et centrumsbor og en fil, som han stak til sig. Men tidsplanen var skredet for ham: Nu var porten fra Fruerstræde ind til Borgerskolen lukket og låst, og han ville ikke risikere at blive grebet i at kravle over den. Så ideen med at bryde ind samme nat og lægge værktøjet på plads inden næste morgen, blev opgivet. Rasmus tog værktøjet med sig ud i skoven, hvor han skjulte det på sit gemmested. Så tilbragte han resten af natten med at spadsere rundt i skovene.

Indbruddet på Borgerskolen

Efter at have sovet det meste af dagen i sit gemmested, gik Rasmus ned til byen fredag aften henad halv 9, da det var begyndt at skumre. Han havde opgivet ideen om at komme ind i Borgerskolen via Fruerstræde, for der var risikoen for at blive set alt for stor. I stedet gik han bagom: gennem det lavtliggende, fugtige område nord for byen kaldet Dronningemaen (i dag er Dronningemaen en vej, dengang en fugtig eng), og op ad det nyanlagte Pjentemøllestræde. Pjentemøllen var en gammel vandmølle, der var blevet revet ned få år tidligere, dens mølledam var sløjfet og den gamle adgangsvej til møllen var blevet forlænget ned mod engen. Nu kunne Rasmus komme fra engen ad det nye stræde op til Bagergade og til højre hen til Skolegade, uden at alt for mange nåede at se ham, og komme ind på skolen fra den modsatte side.

I dag er Skolegade en gennemfartsvej, men i 1902 var der kun to facader ud mod den lille gadestump: pige-afdelingen af Borgerskolen og Svendborg Teater. Så Skolegade lå øde hen, og det var en let sag for Rasmus at svinge sig uset over lågen ind til pigeskolegården og derefter over stakittet ind i en af baghaverne til Bagergade, hvor han gemte sig under nogle buske og ventede på, at byen faldt til ro.

Da Rasmus hørte Vor Frue Kirkes klokke slå halv elleve, gik turen tilbage over stakittet ind i skolegården og hen til det plankeværk, der skilte pige- og drengeskolen. Her kom han til at tænke på, at skolebetjenten boede på skolen og måske ikke var gået i seng endnu, så han blev stående i skyggen ved plankeværket og ventede, til kirkeklokken slog midnat. Nu gik han ud fra, at skolebetjenten sov godt, og klatrede over plankeværket ind til drengeskolen, som han tydeligt huskede indretningen af fra sin skoletid.

Rasmus var heldig: den øverste del af det højtsiddende vindue ved siden af indgangsdøren stod åbent – og der var en gesims under det, der var lige til at klatre op på. I løbet af et øjeblik havde Rasmus åbnet det nederste vindue og kom ind i et klasseværelse. Herfra var det en nem sag at komme op på 3. sal, hvor lærerværelset lå, og hvor Rasmus vidste, der ofte lå kontanter fra salg af skolebøger. Men det var længe siden, Rasmus havde gået i skole, og på 3. sal stod alle døre ulåste – men der var ikke noget lærerværelse længere.

Intet af værdi

Nede på 1. sal fandt Rasmus omsider en låst dør, som han straks gav sig til at bore op på samme måde som ved de tidligere indbrud: det gjaldt om at skabe åbning nok til at han kunne få presset et stemmejern ind og skubbe ”gækken” – riglen – tilbage og åbne døren. Det rum, han kom ind i, var enten et kontor eller lærerværelset, hvilken af delene kunne han ikke helt afgøre i halvmørket, men der stod både en skrivepult og et skab – og der lå endda et par nøgler på en stol, hvoraf den ene passede til skabet. Der fandt han dog ikke noget af værdi, så han brød skrivepulten op – med samme negative resultat. Så fik han øje på et andet, stort skab, som ingen af nøglerne passede til, så stemmejernet måtte i brug. Det tog lang tid at gennemsøge skabet, men til sidst fandt han en aflåst trækasse, som han også brød op: Den var fuld af gamle mønter. Dem fordelte han i sine lommer, inden han fortsatte sin søgen efter penge i de tilstødende lokaler. Omsider fandt han en dør, hvor der stod ”Kontor”, men den var låst, og da han forsøgte at åbne den med en af nøglerne, knækkede nøglen i låsen.

En sulten tyv

Rasmus vurderede, at hans held var ved at løbe ud og besluttede sig at forlade skolen ad samme vej, han var kommet ind. Der var nok gået et par timer efterhånden, og han mødte ikke en sjæl på sin vej tilbage til Rottefældeskoven. Da han passerede restaurationsbygningen i skoven og var meget sulten, fordi hans penge var sluppet op og han ingen mad havde fået hele dagen, tog han i døren ind til køkkenet – og opdagede, at den var ulåst.

Han listede indenfor og tog så meget mad, som han vurderede at kunne spise i løbet af den næste dag: lidt franskbrød, smør og fisk. Ude i skoven stillede han den værste sult, inden han gav sig til at undersøge den møntsamling, han havde fundet på skolen.

Fra sin skoletid mindedes han, at inspektøren, Martinius Hansen, havde vist møntsamlingen frem og fremhævet især en af dem som særligt værdifuld. Rasmus gennemgik mønterne og fandt en, som han mente var netop den. Den puttede han i lommen, mens resten blev svøbt ind i et stykke lærred, han tidligere havde fundet i skoven og sammen med værktøjet gemt i det skjulested, han havde indrettet sig.

Overrumplet i skoven

Rasmus var, efter en uges liv i skoven med meget lidt mad og efter nattens indbrudstogt, noget fortumlet og usikker på, hvordan han skulle omsætte de gamle mønter til rede penge. Han besluttede sig for at komme væk fra Svendborg samme aften, men han var nødt til først at få sovet og at få noget mere at spise. I første omgang lagde han sig til at sove, men ud på eftermiddagen var han vågen – og fik øje på eftersøgningsholdet fra Sangforeningen sammen med betjent nr. 1 Jensen nogenlunde samtidig med, at de fik øje på ham.

At blive anholdt tog han nogenlunde roligt. Han mente, at han havde skjult både værktøj og mønter, og at betjenten ikke ville finde noget på hans person – han havde rent glemt, at han havde stukket den særligt værdifulde mønt i lommen samme morgen.

Spillet var ude.

I næste afsnit kommer Rasmus med den sidste del af sin tilståelse – og en forsvarstale.

Note: Løsgængere og løsgængeri

Rasmus frygtede at politiet ville anholde ham og sigte ham for løsgængeri, og det var der gode grunde til.
I 1860 fik Danmark en lov om løsgængeri, der forbød borgerne at være uden lovligt erhverv. Dvs., at hvis man ikke overfor politiet kunne dokumentere, at man havde et arbejde eller penge nok til at klare sig, så faldt hammeren: enten en fængselsdom på vand og brød – eller anbringelse på en tvangsarbejdsanstalt.

13. Bare tæer og skovmus

Resume: Boretyven Rasmus er fanget og aflægger fuld tilståelse i retten i Svendborg. Efter indbruddene hos Krøyer og enkefru Riber rejste Rasmus til København for at finde arbejde, men ”.. da han ikke kunne få Arbejde, og Pengene vare ved at slippe op, måtte han, som han udtrykker sig, hjem og hente nogle flere, og tog derfor hjem dagen før Grundlovsdagen i den Hensigt at begå et nyt Tyveri, som han ikke ville forsøge andre Steder end der, hvor han var kendt,” fortalte han i retten i forrige afsnit. Denne gang faldt valget på amtskontoret.
Læs fra 1. afsnit
Læs forrige

8. – 9. september 1902

Mandag 8. september var der igen retsmøde. Rasmus blev bedt om at fortsætte sin beretning om, hvordan han begik de fire indbrud, han havde tilstået.

Han fortalte, at han efter at have brugt 40 kr. til nyt tøj vidste, at han ikke kunne klare sig ret længe for resten af pengene fra indbruddet hos enkefru Riber. I de knap tre uger, han tilbragte i København mellem Pinse og Grundlovsdag søgte han arbejde på 50 forskellige værksteder uden held. Og da han var for stolt til at betle eller modtage understøttelse af kommunekassen, kunne han ikke se anden udvej end at begå endnu et indbrud. Han håbede på at kunne begå et så stort kup, at han kunne klare sig gennem den arbejdsløse tid og igen få en ansættelse og lægge tiden som indbrudstyv bag sig. Men han havde også en anden bagtanke med at vende tilbage til Svendborg. Han havde nemlig ”den tanke, at han kun ville stjæle hos folk, der kunne tåle tabet, og derfor udtænkte han sig forskellige slægter her i byen, hvor han ville forsøge sig.”

Han kunne huske Amtskontoret

På turen tilbage til Svendborg kom han i tanke om amtskontoret, der lå i amtmandens store villa. Her havde han aldrig været inde for at udføre snedkerarbejde, men da han nogle år tidligere havde besluttet sig for at rejse til Sønderborg for at søge arbejde, havde han været på amtskontoret for at få udsted et hjemstedbevis. Det dokumenterede, at han var forsørgelsesberettiget i Svendborg Kommune, hvis han ude i verden blev bedt om at kunne bevise, at han ikke ville være en økonomisk belastning for de stedlige myndigheder, hvis han stod uden eksistensmidler.

Rasmus havde en god hukommelse for steder og kunne tydeligt huske, hvordan amtskontoret var indrettet, og han havde en vag ide om, at der måtte ligge mange penge på sådan et offentligt kontor. Samtidig var et amtskontor jo ikke en person, så det tyngede ikke hans samvittighed at bryde ind der.

Han gik hele vejen fra Ringsted

For at spare penge på hjemrejsen, tog han kun toget fra København til Ringsted og gik resten af vejen, så da han nåede Svendborg, havde han 2,50 kr. tilbage fra indbruddet hos enkefru Riber.

For ikke at ligge sin gamle far til last, tog han ikke hjem på Kongebakken, men opholdt sig rundt om i skovene uden for Svendborg, så pengene strakte længst muligt, mens tankerne kredsede om, hvordan han kunne bryde ind på amtskontoret og slippe godt fra det.

Da pengene slap op, besluttede han sig for at realisere sin plan.

Fredag d. 10. juni havde han opholdt sig hele dagen i Rottefældeskoven. Da aftenen faldt på, gik han hjem til sin fars hus på Kongebakken nogle få hundrede meter fra skoven. Han vidste at faderen passede sit arbejde som fyrbøder på Dampmøllen den aften, og låste sig uset ind, hentede det værktøj, han tidligere havde benyttet, og låste efter sig, da han gik. Det var endnu for tidligt til at forsøge sig med indbruddet, så han drev omkring i nogle timer og samlede mod til at gennemføre sin plan.

Ved 1-tiden om natten gik han ind i amtmandens have fra den side, der vendte ud mod Kongebakken. Alt var stille og mørkt, og han gik derfor direkte hen til den stentrappe, der førte ind til amtskontoret. Her faldt det ham ind, at der næsten var for stille – han var bange for, at den mindste lyd fra ham ville vække beboerne i den anden del af huset, og da han gerne ville have mulighed for at kunne stikke af, hurtigt og uden en lyd, tog han sine støvler af og bar dem hen og skjulte dem i grøften ved Kongebakken udenfor haven.

På bare fødder gik han tilbage og op ad stentrappen, undersøgte døren og gav sig til at bore ved siden af låsene for at få skabt et hul, der var stort nok til at han kunne få hånden ind og dreje nøglen om, der sad i låsen på den indvendige side.

Hvor mange huller han borede, vidste han ikke, men da han havde boret så mange som han anså for tilstrækkeligt, knækkede han træet med stemmejernet, og forsøgte at få sin højre hånd ind. Men hullet var for lille. Hans venstre hånd, derimod, kunne komme igennem – den var nemlig noget mindre og svagere på grund af en gammel skade: Som barn havde han fået kvæstet den venstre arm, der var vokset skidt sammen og siden havde været noget tyndere og svagere end den højre.

Indenfor i entreen konstaterede Rasmus, at der ikke var noget værd at stjæle og begyndte derfor, da også døren ind til kontoret var aflåst indefra, at bore i denne. Snart kunne han også dreje den indvendige nøgle om her, og han kom ind i et kontor, hvor der var næsten lyst pga. det klare vejr og den lyse juninat.

Han fandt en pengekasse

Den første pult var ulåst, men indeholdt ikke noget af værdi, og Rasmus fortsatte ind i det næste kontor, hvor han let og hurtigt fik brækket en aflåst pult op med stemmejernet. Her fandt han en aflåset jernblik-pengekasse, som han tog med ind i det forreste kontor og brød op med sit brækjern. Han havde haft ret: kontoret lå inde med mange penge, for i kassen lå 4 eller 5 hundredekronesedler, en hel del tikronesedler og en hel del mønter.  Han tog pengekassen til sig og besluttede sig for at det måtte være nok: udenfor var det snart helt lyst og han turde ikke blive og lede efter mere. Han gik ud, samme vej som han var kommet ind, forlod haven og samlede sine støvler op fra grøften. Så krydsede han vejen og gik ind på reberbanen lige overfor.

Her skjulte han både støvler og pengekasse under noget tovværk, inden han på bare fødder gik ned ad Kongebakken til sin fars hus, låste sig ind, anbragte værktøjet på sin plads og låste sig ud igen, uden at hans sovende far havde nogen anelse om, at sønnen havde været i huset – eller overhovedet i Svendborg de sidste fem dage. Tilbage ved reberbanen trak Rasmus i støvlerne og samlede pengekassen op. Klokken var henad halv tre om natten, og han satte kursen mod Rottefældeskoven for at komme over til Nyborg Landevej og mod Nyborg, tilbage til København. Men så kom han til at tænke på, at han var ret godt kendt blandt folk på Nyborg Landevej, så han tog alle pengene ud af pengekassen og kastede den fra sig ved Ørkilds Øverste Mølles vandhjul – vandmøllen lå mellem Rottefældeskoven og landevejen og gør det den dag i dag – og vendte tilbage til skoven.

Det var først her, han fandt ud af, at han havde fået over 600 kr. med sig fra amtmandens kontor. Derefter satte han kursen mod landsbyen Tved nord for Svendborg, og fulgte landevejen mod Ørbæk, indtil han kom til en stationsby – hvilken huskede han ikke, men sandsynligvis Gudme – og købte billet til København.

Under radaren i København

I København indlogerede han sig på Missionshotellet et par dage, inden han fandt sig et logi på Hospitalsvej 1 på Frederiksberg. Her boede han de næste 2½ måned, mens han gennem aviserne fulgte med i opklaringsarbejdet i Svendborg.

Rasmus var overrasket over at have fået så mange penge med sig fra amtskontoret, og han begyndte seriøst at overveje, om han skulle bruge dem på en billet til Amerika. Men det krævede forberedelse at udvandre, og han var ikke helt tryg ved at have så mange penge hos sig.

Derfor besluttede han at grave dem ned på et sikkert sted. Men hvor fandt han sådan et i København, hvor han – trods flere ophold – ikke var specielt fortrolig med steder, hvor man uset kunne grave penge ned? Valget faldt derfor på Dyrehaven, selvom han aldrig havde været der før.

Rasmus tager i Dyrehaven

Af pengene fra kuppet udvalgte han tre 100-kronesedler og 100 kr. i småsedler, som han puttede i tre, til formålet indkøbte, pengekonvolutter. Disse indsvøbte han i et tykt lag aviser og med denne pakke under armen, tog han sporvognen ud til Bellevue.

I politiprotokollen fra retsmødet beskrives hans tur til Dyrehaven således:

”Han kom med sporvognen til Bellevue og gik derefter ind i skoven gennem “Røde port” op ad en bred vej, vistnok vejen til Stationen. Ad den første tværvej på højre hånd gik han op og en 30 alen frem bøjede han af ad en lille sti, der gik mod nordvest ind skoven, han fortsatte en 1000 alen frem, så langt at han var et halvt hundrede alen fra en slette, som han anslår til at være 2-300 alen lang og 70-75 alen bred. Her stod et træ, som han mente lettelig at kunne genkende, dels på grund af at en stor gren til venstre var vissen, dels fordi der under træet lå et skudt stykke vildt, der var i forrådnelse. Med en stump gren, som han fandt i skoven, gravede han et 15″ dybt hul, i hvilket han lagde pakkerne med pengene og som han igen fyldte og tildækkede med en græstørv.”

Tilbage i København købte Rasmus tøj for en del af de overskydende penge og resten beholdt han til at leve for.

Men der var et problem: Han havde ikke noget arbejde, men han havde penge at leve for. Den slags kunne vække mistanke i en tid, hvor politiet havde et skarpt blik for løsgængere. Rasmus begyndte at blive urolig og kom efter en halv snes dage til den konklusion, at det nok var bedst at få gravet pengene op igen og komme ud af landet i en fart – og så måtte han tage den derfra.

Rasmus steg igen på sporvognen og kørte ud til Dyrehaven. Med hans gode hukommelse for steder fandt han snart det rådnende dyr under træet, og stedet hvor han havde gravet pengene ned, var ganske urørt.

Men ak! Da han fik gravet pakken op, var den gennemgnavet af mus. Numrene på de tre 100-kronesedler var næsten væk, og alle 10-kronesedlerne var gnavet midt igennem.

Fortvivlelse og afmagt

Rasmus var fortvivlet. Pengesedler i den tilstand turde han hverken prøve at få ombyttet eller give ud, og da slet ikke når han tænkte på, hvordan han var kommet til dem. I afmagt kastede han det hele tilbage i hullet og dækkede det til igen og begav sig ind mod byen. Så kom han til at tænke på, at en hund måske ville grave pengene op, og at nogen måske havde set ham under træet, og at han på den måde ville blive afsløret.. og vendte om, gik tilbage til træet, gravede pengene op igen og puttede dem i lommen med lidt af det lasede avispapir om.

Nu havde Rasmus kun én tanke i hovedet: at skille sig af med pengene på en måde, så de aldrig ville blive fundet igen. Han gik ind mod København, mens hans blik afsøgte omgivelserne for at finde et sted, hvor pengene kunne forsvinde for evigt. Han passerede Charlottenlundfortet, og et kvarters tid senere kom han til et sted, hvor man på højre side af vejen var ved at rydde til en byggeplads.

Begravet for evigt

På pladsen var der et lille dalstrøg, og på bunden af dette en lille dam med kulsort vand. Rasmus vurderede, at dammen og dalen i løbet af få dage ville blive fyldt op for at skabe plads til nybyggeriet, og besluttede at hans ødelagte penge skulle begraves under dette for tid og evighed. Han fandt tre sten, som han pakkede sammen med de ødelagte penge i det lasede avispapir, bandt en snor om, og lod hele herligheden synke til bunds i det sorte vand.

Sådan lød Rasmus’ forklaring i retten mandag 8. september – og den troede dommer Schou ikke på.

Han fandt historien noget usandsynlig og mistænkte Rasmus for at have fundet på det hele, mens han i virkeligheden havde stukket pengene til side på et mere sikkert sted for at kunne hente dem på et senere tidspunkt. Men Rasmus svor på, at alt var gået til, som han havde forklaret.

Han begyndte at svire

Dagen efter fortsatte retsmødet. Rasmus fortalte om den fortvivlelse over de mistede penge, der greb ham i den følgende tid. Han var bange for at blive pågrebet og for at dulme tankerne, der kørte rundt i hovedet på ham, begyndte han at svire, ”hvad han jo kunne, så længe han havde penge til rest og selv efter at de vare slupne op, ved at pantsætte hvad han havde af klæder. I de par måneder, han levede på denne vis, var han altid alene og han brugte ikke mere end ca. 200 kr., og det er derfor rigtigt hvad han har forklaret om, hvorledes de 400 kr. af Amtmandens penge forsvandt,” noterede retsskriveren i politiprotokollen.

I denne tilstand af kaos og desperation gik Rasmus lidt tilfældigt ud ad Roskilde Landevej om morgenen 18. august. Det var slet ikke hans hensigt at tage til Svendborg, men da han var kommet et stykke ud, besluttede han sig for at gå til Roskilde for at søge om arbejde. I Roskilde var der intet arbejde at få, så han fortsatte mod Ringsted – samme besked til den arbejdssøgende snedkersvend -, og det samme skete i Sorø og Slagelse. Da han kom til Korsør onsdag 20. august og stadig ikke havde fået arbejde, besluttede han at tage til Svendborg. Han havde hørt, at der var ved at blive opført en bygning i Hestehaven, måske kunne de bruge ham der. Samme aften tog han færgen til Nyborg og gik hele vejen til Svendborg, hvor han ankom henad morgenstunden den 21. august.

Hvordan Rasmus holdt sig skjult frem til indbruddet på Borgerskolen 30. august og hvordan han brød ind på skolen, fortæller han om i næste afsnit.

12. Det andet indbrud – nu uden stimulanser

Resume: Boretyven Rasmus har tilstået at stå bag indbrudstyverierne i Svendborg, men nægter at have brudt ind på stationen i Skaarup og at have overfaldet den unge dame i Hestehaven. Han har fortalt retten om planlægningen og udførelsen af sit første indbrud. I dette afsnit fortæller Rasmus om indbruddet hos Enkefru Riber i Brogade.
Læs fra 1. afsnit
Forrige afsnit

6. september 1902

Et par nye støvler og 2,50 kr. i lommepenge. Udbyttet fra Rasmus’ første indbrud var beskedent og rakte ikke langt. Det stod ham snart klart, at han måtte udklække en ny plan. Valget faldt på enkefru Ribers lotterikollektion i Brogade. Her havde Rasmus engang været inde og udføre noget arbejde for sin mester, snedker Rasmussen i Kullinggade, så han kendte til forholdene i huset. Samtidig lå det lige op ad jernbanen, så der var let adgang og ingen naboer til den ene side.

Fredag 9. maj ved 9-tiden om aftenen gik Rasmus derfor igen ind i sin fars værksted, forsynede sig med værktøj og gik fra Kongebakken ind mod bymidten.

Han passerede jernbanen ved overskæringen ved Brogade og gik ad stien mellem enkefru Ribers hus og banen, hvor han sprang over plankeværket ind i enkefruens have. Her stod et lysthus, hvor han kunne gemme sig og vente.

Han smøgede tobak i lysthuset

Politiet havde efter indbruddet fundet en tømt, halvflaske brændevin i lysthuset, men Rasmus afviste at have medbragt den. Efter oplevelsen med at blande rom og cognac under det første indbrud, havde han besluttet sig for at udføre det næste uden alkoholiske stimulanser. Så han fordrev timerne frem til midnat med at sidde musestille i fru Ribers lysthus og smøge tobak.

Beboerne i forhuset var længe om at finde i seng. Rasmus ventede. Natten var lys, klokken havde passeret midnat, da han besluttede at gå gennem haven op til huset, men da han nåede til bagdøren, kunne han høre nogen bevæge sig rundt i gangen derinde og trak sig derfor tilbage i en krog og ventede endnu en halv times tid der. Så vurderede han, at huset var så mørkt og roligt, at han kunne gå ind.

Bagdøren var ulåst

Det var nemt at komme ind: bagdøren var ikke låst. Nu stod Rasmus inde i den gang, der gik tværs gennem huset og hvor Rasmus fra sit tidligere, helt legale besøg som snedker vidste, at lotterikollektionens kontor lå på venstre hånd.

Der var to låse på døren, men i den nederste, der var en almindelig lås til en ”københavner-nøgle”, var nøglen ikke drejet om. Den øverste, derimod, var en låst Yalelås. Rasmus satte et passende bor i borsvinget og gav sig lige så stille til at bore for den øverste lås, til han havde skabt plads nok til at kunne få brækjernet ind og klemme låsen tilbage og åbne døren.

Han indrømmede, at det var sket lidt på må og få, fordi han ikke kunne se ret meget inde i den dunkle gang, selvom han afrev nogle tændstikker for at orientere sig. Men op kom døren og ind kom boretyven.

Ventede på natrenovationen

Han huskede fra tidligere, at der stod en pult mellem døren og vinduet, og da han samtidig kunne høre, at natrenovationsmændene nærmede sig ude på gaden, ventede han indtil renovationsvognen var ganske nær, og brækkede pulten op under dække af natrenovationsmændenes skramlen. Det gik ganske let, og i pulten fandt han godt 64 kr., som han stak i lommen. Lotterisedlerne lod han ligge, og gik så hen til jernpengeskabet for at se, om det lod sig brække op. Men han erkendte snart, at hans medbragte værktøj kun formåede at lave nogle ridser i smedemester Mortensens solide håndværk, og at risikoen for at støje og vække beboerne ovenpå var for stor.

Rasmus sikrede sig, at han havde alt det medbragte værktøj i lommerne og forlod huset igen ad bagdøren, lige så stille som han var kommet ind.

Ude i gården sprang han igen over plankeværket ud på stien langs jernbanen, og for at lede evt. vidner på vildspor, gik han ikke direkte hjem, men fulgte stien i den modsatte retning hen til Langestræde, og nåede ad forskellige omveje hjem til Kongebakken engang mellem klokken tre og halv fire om morgenen.

Dagen efter lagde han værktøjet på plads i værkstedet igen.

Nyt “pinsesnit” til Rasmus

Nogle dage senere benyttede Rasmus 40 kr. af udbyttet fra indbruddet til at købe sig et nyt sæt tøj hos skrædder Petersen i Bagergade. Pinsen nærmede sig, og så var det jo tradition at anskaffe sig et ”pinsesnit”.

Efter at have holdt pinse i Svendborg – pinsedag faldt 18. maj det år –, inklusive den traditionsrige 3. pinsedag i Christiansminde, hvor hele Svendborg festede, tog Rasmus toget til København for at søge arbejde.

Men i København var det lige så håbløst at finde arbejde som i Svendborg.

”.. da han ikke kunne få Arbejde, og Pengene vare ved at slippe op, måtte han, som han udtrykker sig, hjem og hente nogle flere, og tog derfor hjem dagen før Grundlovsdagen i den Hensigt at begå et nyt Tyveri, som han ikke ville forsøge andre Steder end der, hvor han var kendt,” står der i politiprotokollens referat af forhøret.

Det var tid at planlægge det helt store kup.

I næste afsnit fortæller Rasmus hvorfor han løb rundt på bare fødder på amtskontoret – og noget om skovmus…

11. Det første indbrud:
lidt kødben, ¾ pægl Rom og en slurk Cognac

Resume: Den mystiske boretyv er omsider blevet pågrebet af politiet og har vist sig at være en lokal, ung snedkersvend, Rasmus Peder Rasmussen, der har grebet til indbrudstyverier i desperation over ikke at kunne finde lovligt arbejde. Nu er vi nået til retsmødet 6. september 1902 hvor Rasmus fortalte om sin debut som indbrudstyv.
Læs fra 1. afsnit
Læs forrige

6. september 1902
Som tidligere fortalt hørte købmand H. J. Krøyer til Svendborgs elite. Den store købmandsgård lå i Møllergade, skråt overfor byens torv, og bag den nyklassicistiske facade – et nyt forhus var blevet opført 1850 – strakte en lang grund sig hele vejen ned til havnen. Grunden var i 1870’erne, da jernbanen til Odense blev anlagt, blevet skåret midt over. På bysiden af jernbanen var Krøyers grund godt bygget til med pakhuse, skure, hestestald og oplagsbygninger, mens der var tømmerplads på den del af grunden, der lå mellem jernbanen og havnen.

Langs købmandsgården løb et lille stræde, dengang kaldet Toldbodstræde, i dag Krøyers Stræde, fra Møllergade ned mod jernbanestationen. Strædet var adgangsvej til købmandsgårdens bagbygninger og pakhuse. 

Og nu tilbage til Rasmus, der 6. september 1902 stod i retssalen på Rådhuset i Svendborg og skulle forklare, hvordan han havde udført indbruddet i Krøyers købmandsbutik.

Indbrudstyv med nerver på

Fredag 18. april ved 9-tiden om aftenen var Rasmus gået hjemme fra sin fars bolig på Kongebakken i Svendborgs østlige bydel. Han var langtfra tomhændet: inde på sin fars værksted havde han lånt et centrumsbor, et borsving, et stemmejern og en mejsel; desuden havde han for en sikkerheds skyld – hvis Krøyers hund skulle være ude – fået fat i nogle ben, som han havde indsvøbt i et eksemplar af ”Ugens Nyheder”. Endelig havde han en lille flaske med ¾ pægl (knap 2 dl) rom i lommen, for han var rystende nervøs og tænkte, at en dram måske kunne berolige ham.

Da dommeren spurgte, om han havde medbragt et våben eller lignende til at forsvare sig med, hvis han blev opdaget, nægtede han.  Hvis han blev opdaget, ville han ikke sætte sig til modværge, højst forsøge at løbe sin vej.

Fra Møllergade gik han ned ad strædet og ind gennem den første, åbentstående port til gården bag butikken. Dengang havde butikkerne længe åbent om lørdagen, så der var stadig folk i gang, men Rasmus sikrede sig at gården var tom, inden han smuttede ind i et åbent materialeskur og satte sig i skjul.

En stor slurk rom

Her sad han musestille til henad midnat, da han var sikker på, at alle havde lagt sig og alt var mørkt og roligt. Så tømte han den lille flaske rom for at berolige nerverne og gik hen til bagdøren, som til hans store overraskelse viste sig ikke at være låst.

Den næste dør ind til selve butikken var heller ikke låst, men der var trukket skodder ned over disken i hele butikkens bredde, og de var låste.

Rasmus var ikke vant til at drikke, så rommen slog hårdt, og da han var rystende nervøs og ikke turde rive tændstikker for at orientere sig, begyndte han at bore ved låsen. Men boret, der var til træ, ramte ”gækken” (riglen) i låsen og gik i stykker. Så satte han stemmejernet i sprækken mellem disk og skodde og fik skodden løftet så meget, at han kunne brække låsen ud.

Nu havde han adgang til den bagerste disk, hvor han vidste pengeskuffen var.

.. og så en slurk cognac

Først stak han stemmejernet og derefter mejslen ned mellem skuffens øverste kant og skufferummet, så han fik ”gækken” fri af træet, og trak så skuffen ud og tog, hvad der var. Senere havde han så læst i avisen, at han ikke havde trukket skuffen langt nok ud og derfor ikke havde fundet de tre tikronesedler, der lå allerbagerst. Han fandt kun mønterne og stak dem i lommen: 19 kr. og 50 øre. På disken stod en åben flaske cognac, og Rasmus tog en ordentlig slurk af den i håb om at berolige nerverne yderligere. Om det lykkedes, huskede han ikke – han var nu så beruset og nervøs, at han ikke helt tydeligt huskede, hvad han foretog sig, da han gik ind i kontoret bag butikken.

Han mente dog, at han brækkede pulten op og gennemrodede den uden at finde noget brugbart, og at han tog nogle cigarer i en kasse, men hvor mange huskede han ikke.

Trods beruselsen havde han hele tiden sørget for at putte værktøjet tilbage i lommerne, og nu gik han ud i gården ad samme vej, som han var kommet ind.

Over havemuren med cigarer

Mens han havde siddet i skuret og ventet, var porten ud til strædet blevet låset af, så Rasmus måtte finde en anden vej ud. Da han ikke kunne se over porten om der var folk i Toldbodstræde, turde han ikke kravle over den, så han gik ned i den anden gård og sprang over en havemur ind til naboen købmand Jens Sørensen. Under den manøvre faldt han og knuste kassen med de stjålne cigarer. Han kom på benene igen og gik gennem Jens Sørensens låge ud til Toldbodvejen, der løb parallelt med jernbanen og begyndte at gå hjemad, efter først at have smidt cigarkassen med indhold fra sig ved havnen.

Han var hjemme på Kongebakken omkring kl. 2 om natten. Den næste dag lagde han værktøjet på plads i værkstedet, bortset fra det ødelagte bor, som han smed i et vandhul ved Rottefælden.

Penge til far

Han fortalte sin far, at han have haft lidt arbejde og gav ham 6 kr. af udbyttet. Derefter brugte han 11 kr. på et par nye støvler og gemte de sidste 2 kr. 50 øre til lommepenge

Udbyttet fra indbruddet rakte ikke langt. Snart begyndte Rasmus at overveje, om der var andre steder i byen, hvor der lå let tilgængelige penge for en mand med snedkerværktøj og fingersnilde.

I næste afsnit fortæller Rasmus om indbruddet hos enkefru Riber i Brogade og om at forsøge at finde lovligt arbejde.

10. Boretyven lægger kortene på bordet

Resume: Omsider er det lykkedes Svendborg Politi at pågribe den boretyv, der havde huseret i byen i flere måneder. Ved et retsmøde 6. september 1902 fortalte boretyven åbenhjertigt om sit liv og hvad der havde drevet ham ud i kriminalitet.
Læs fra 1. afsnit
Læs forrige

2. – 6. september 1902

Boretyven var fanget og sat bag lås og slå. Men hvem var han? En professionel storforbryder, der forstod at slette alle spor? Nej, det viste sig, at boretyven var en blomst, der var groet i Svendborgs egen have: En 23-årig snedkersvend, Rasmus Peder Rasmussen. Født i Oure, senere flyttet til Svendborg med sin familie – faderen var fyrbøder og arbejdede på Dampmøllen ved havnen, moderen død nogle år tidligere. Rasmus var udlært hos snedkermester P. Petersen i Kullinggade og havde senere arbejdet hos firmaet Pilegaard & Nielsen i Fruerstræde.

Rasmus var både dygtig, vellidt og populær. Hvordan kunne det gå så galt?

Det første retsmøde var ganske kort: Rasmus blev fremstillet for dommeren og præsenteret for en lang række rapporter og alle de genstande, politiet og den kvikke skolelærer fra Borgerskolen havde fundet i Rottefældeskoven: værktøj, gamle mønter, et par nøgler og nogle fødevarer, indsvøbt i lærred.
Rasmus tilstod blankt at have begået tyverierne hos købmand Krøyer, enkefru Riber, amtmanden og på Borgerskolen. Men indbruddet på Skaarup Station og overfaldet på den unge dame i Hestehaven afviste han at have noget med at gøre.

Dommeren varetægtsfængslede Rasmus, og de næste dage forberedtes retssagen mod ham.

Har nok andre grove forbrydelser på samvittigheden

Svendborg Avis var samme dag på gaden, både med et signalement af Rasmus og en god blanding af kendsgerninger og gisninger om hans færden:

”Hans Navn er Rasmus Peder Rasmussen, han er født d. 21. December 1879, altsaa 23 Aar gl., i Oure. Han er 62 Tommer høj, godt bygget, blondt Haar og do. Overskæg., var ved Paagribelsen iført mørkeblaa Jakkesæt, Straahat, Sko og Sportskrave.”

”… han har nok andre grove Forbrydelser paa sin Samvittighed end dem, han hidtil har tilstaaet. Han har hele Tiden holdt sig selv a jour med sine Bedrifter gennem Avisen, og det har ærgret ham at se, at der næsten hver Gang laa flere Penge ved Siden af dem, han stjal. Muligvis har han ogsaa været til Sommerrevue og set den Stads, der blev gjort af ham der.

“At indbrudet hver Gang er sket Natten mellem Fredag og Lørdag, hvilket alle fine Næser har tillagt meget Betydning, erklærer han selv for ren Tilfældighed.”

Det andet retsmøde fandt sted 6. september, og her fortalte Rasmus sin livshistorie og hvordan han var havnet på forbryderbanen.

Storlockouten 1899 slog ham ud af kurs

Efter sin konfirmation var Rasmus kommet i lære hos snedker Petersen i Kullinggade. Han klarede sig fint, både ved undervisningen på Teknisk Skole og i det praktiske arbejde, hvor han afleverede sit svendestykke i sensommeren 1898, og fik det bedømt til Mg+. Efter svendeprøven fik han arbejde hos sin mester og var der til maj 1899. Men så kom den store lockout, der lukkede det danske arbejdsmarked ned i flere måneder, og Rasmus tog derfor til Sønderborg – der jo dengang var tysk – og forsøgte lykken der. Det lykkedes ham at få arbejde frem til kort før jul, hvorefter han tog tilbage til sine forældre i Svendborg i et par uger.

Så rejste han til Kiel i håb om at finde arbejde der, men da det ikke lykkedes ham, rejste han fra Kiel til København for at finde arbejde, og fra sidst i januar måned 1900 havde han arbejde et par måneder hos snedkermester Rønnow, Kgs. Nytorv 6. Da han hørte, at der var et job til ham i Svendborg, rejste han hjem og fik arbejde hos snedkermestrene Pilegaard & Nielsen i Fruerstræde, men deres ordrebog var tom sidst på foråret, og han blev igen fyret.

Prøvede lykken i København

Da der ikke var mere arbejde at opdrive i Svendborg, rejste Rasmus igen til København, hvor han efter at have gået ledig en måneds tid fik arbejde hos Antik-snedker Petersen i Adelgade. Det varede i tre måneder, så blev han igen sagt op og gik derefter ledig igen en måned, inden han fik ansættelse på Det forenede Dampskibsselskabs snedkerværksted, hvor han var i ca. 8 måneder. I juli 1900 fik han arbejde hos en snedker Peter Nielsen, Gothersgade 89 i København, hvor han arbejdede i 1½-2 måneder, og så blev han atter opsagt.

I nogle måneder søgte han arbejde i København, men da det ikke lykkedes ham at finde noget, tog han hjem igen og fik arbejde hos snedker Olsen i Kyseborgstræde i Svendborg. Det holdt kun knap to måneder, og sidst i oktober 1901 stod han igen uden arbejde og havde ikke haft noget siden, uanset hvor meget han havde søgt.

”Han har ikke haft andet at leve af, end hvad han i ny og næ kunne skaffe sig af flikkeri og af de 54 kr., som han har haft af fagforeningens understøttelseskasse for arbejdsløse. Det var jo imidlertid ikke nok, og hans fader måtte derfor spæde til, men skønt han intet ytrede derom, pinte det dog arrestanten at skulle modtage hjælp af sin gamle fader,” står der i politiprotokollen fra forhøret.

Sjælekvaler

Rasmus var desperat. Han hadede at være økonomisk afhængig af sin far, og måtte skaffe sig penge på en eller anden måde. I tankerne vendte og drejede han alle muligheder for at skaffe sig penge på ærlig vis. Og da han kom frem til, at det var umuligt for ham, faldt det ham ind, at han måske kunne stjæle dem.

Først afviste han tanken fuldstændig, men i de følgende uger blev ideen ved med at rumstere i hans hoved. Og da april måned kom, og ledigheden i snedkerfaget nu var endnu højere end den havde været i januar, opgav han tanken om at finde arbejde og konkluderede, at hvis han ville leve, måtte han stjæle.

Rasmus havde selverkendelse nok til at vide, at han ikke var fingernem nok til at optræde som lommetyv. Men han var snedker, så han vidste, hvordan man åbnede en dør. Altså måtte han blive indbrudstyv. Men hvor?

En stedkendt indbrudstyv

Fra sin tid som snedker i Svendborg havde Rasmus været inde i mange hjem og virksomheder. Han begyndte nu at gennemgå de steder, han kendte, og besluttede sig til sidst for at bryde ind i købmand Krøyers butik. Han vidste, hvordan den var indrettet, hvordan bygningerne lå i forhold til hinanden, hvordan han nok kunne komme ind og ud uden at blive opdaget og endelig, at familien ikke sov i nærheden af butikken.

Derfor blev Krøyers butik det første mål for boretyven Rasmus.

I næste afsnit fortæller Rasmus om sin debut som indbrudstyv og hvordan han gennemførte tyveriet i Krøyers købmandsgård. Det krævede bl.a. nogle kødben, en halv pægl rom og en stor slurk cognac.