Boretyven i Svendborg 1902 – afsnit 15

15. I grunden et meget ordentligt menneske

Resume: Rasmus har fortalt retten om det, der blev hans sidste indbrud og om hvordan han blev pågrebet i skoven af de tre mænd fra Sangforeningen og betjent nr. 1 Jensen.
Læs fra 1. afsnit
Læs forrige

Da betjent nr. 1 Jensen havde visiteret Rasmus og fundet den antikke mønt i hans lomme, vidste han at spillet var ude. Derfor fulgtes han roligt med betjent Jensen gennem byen op mod politistationen, men da de nåede til Terrassen overfor banegården, og skulle til at gå op ad Toldbodstræde (nuv. Krøyers Stræde), så han sit snit til at stikke af. Med Jensen i hælene spænede Rasmus alt, hvad han kunne – og det lykkedes ham at slippe fra forfølgeren.

Tilbage ved Rottefældeskoven satte han tempoet ned til rask gang. Det var hans hensigt at gå op gennem skoven, krydse vejen mod Tved og søge op i området mellem skoven og byen, hvor der var en afhøstet mark, hvor kornet var sat i hæs. Det var i nærheden af den reberbane, hvor han havde skjult sine støvler efter indbruddet hos Amtmanden, og da han kom til at tænke på, at hæssene måske var for oplagt et sted for en bortløben tyv at skjule sig i, og at politiet måske ville gennemsøge netop dem, besluttede han sig for at gemme sig på reberbanen i stedet.

Smurte en mad hjemme hos far

Men sulten gnavede, og han listede derfor ned mod Kongebakken til sin fars hus, og da han så sin far forlade huset uden at låse efter sig, smuttede Rasmus ind og snuppede et stykke brød med smør, stak en saks til sig, og nåede væk igen, inden faderen vendte tilbage. Saksen ville han bruge til at klippe sit skæg med, så han ikke så alt for usoigneret ud, hvis han mødte nogen.

Reberbanen Kongebakken 1902
Reberbanen ved Kongebakken, fotograferet 1920. Her skjulte Rasmus sig og gennemled en kold og søvnløs nat efter at være stukket af fra nr. 1 Jensen. Svendborg byhistoriske Arkiv.

Natten var kold, Rasmus frøs og fik ikke lukket et øje på reberbanen. Meget tidligt søndag morgen søgte han ud i Hestehaven, hvor han blev hele dagen og først om aftenen vendte han tilbage. Denne gang skjulte sig i et af hæssene og fik omsider noget søvn.

Næste morgen gik han igen tidligt ud i Hestehaven og blev der hele dagen, for så at søge tilbage til Rottefældeskoven om aftenen og lægge sig til at sove i sit gamle skjulested. Tidligt tirsdag morgen var han oppe og havde besluttet sig for snart at komme afsted mod København, men først måtte han have noget at spise. Han gik derfor igen ind i restaurationens uaflåste køkken og forsynede sig med nogle fødevarer, da det gik op for ham, at der var nogen på vej ind. Han pressede sig op mod døren, da betjent Jensen – som det jo var – forsøgte at åbne den fra den anden side.

Efter der igen var blevet stille, fandt han et håndklæde i køkkenet, som han pakkede madvarerne ind i, tog desuden en bordkniv med sig, og gik op til sit gemmested. Efter at have fået lidt at spise, skjulte han resten af maden og ville igen gå ud til Hestehaven for at tilbringe dagen der – men på vejen blev han overrasket af de to betjente i civil og anholdt.

Politibetjent nr. 1, Jens Jensen
Svendborgs politibetjent nr. 1, Jens Jensen – her fotograferet i 1919.

Rasmus har talt ud

Sådan lød Rasmus’ egen forklaring om sin tid som boretyv i Svendborg. Disse fire indbrud havde han begået, og dem stod han ved. Men tyveriet fra jernbanestationen i Skaarup ville han ikke hænges op på: Han var i København, da det blev begået. Det samme gjaldt for overfaldet på den unge dame i Hestehaven.

I Politiprotokollen fra retsmødet afsluttes referatet med disse ord.
”Dengang han undløb fra betjenten, havde han efter sin mening kun to udveje åbne, enten at tage livet af sig eller at gøre nye indbrud, da han, hvis han skulle blive i live, jo måtte have noget at leve af, og han havde da også tænkt på flere steder heri byen, hvor han kunne forsøge sig.

M.h.t. motivet til sin forbrydelse forklarer arrestanten, at han har efter sin egen mening, som han tror vil blive bekræftet af andre, i grunden været et meget ordentligt menneske indtil han blev arbejdsløs. At han ikke kunne få arbejde gik ham meget nær, fordi det var uden hans brøde, da han var lige så dygtig som kammeraterne, og da han altid har lidt af en vistnok overdreven stolthedsfølelse, som ikke kunne tillade ham at modtage noget af andre, og han navnlig ikke ville ligge sin gamle fader til byrde, havde  han ingen anden udvej for at leve end at stjæle, han har imidlertid i så henseende sørget for altid kun at bryde ind, hvor han vidste at der ikke kunne ske større molest, enten ved folks forskrækkelse, slagsmål, for stort pengetab eller lignende. Nu da han er stoppet i sine tyverier, får han nu en følelse af væmmelse ved at have udført dem, men han mener på den anden side, som hans natur nu engang er, at han ikke har haft nogen anden udvej. Han vil dog ikke blive ved, men vil søge at udvandre, når han har udstået sin straf.”

Rasmus er klar til at tage sin straf og derefter måske søge en ny fremtid i Amerika. Men helt så let går det ikke. Dommer Schou tror ikke på hans forklaring om pengene og skovmusene i Dyrehaven og træffer en højst overraskende beslutning. Den kan du læse om i næste afsnit.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.