16. Gensyn med Dyrehaven
Resume: Rasmus har aflagt fuld tilståelse i retten i Svendborg, men dommer Schou tror ikke på hans historie om skovmusene i Dyrehaven og de bortkastede penge. Der må flere undersøgelser til, før dommen kan falde.
Læs fra 1. afsnit
Læs forrige
13. – 27. september 1902
Efter Rasmus havde afgivet forklaring i retten, gik retssagen mod ham ind i en ny fase. Dommer Schou brugte nogle dage på at granske Rasmus’ forklaring og holde den op mod det, politiets efterforskning havde bragt for dagens lys. De skadelidte skulle tage stilling til, om de ville kræve erstatning af Rasmus for deres tab, og andre juridiske tråde skulle knyttes. Mens Rasmus kukkelurede i arresten, kværnede retssystemets maskineri støt videre.
Især Rasmus’ beretning om de nedgravede penge i Dyrehaven lød i dommerens øren som temmelig langt ude. Var sandheden, at han have opdigtet den vanvittige historie og i virkeligheden havde gemt pengene et helt andet sted – eller måske ligefrem betroet dem til en medskyldig?
Hjælp fra Nordre Birks politi
Der blev sendt brev til Københavns Amts Nordre Birks politi: Kunne de sende en mand ud i Dyrehaven og efter de anvisninger, Rasmus havde givet i sin forklaring, se efter, om der virkelig havde været gravet noget ned under det pågældende træ?
17. september kom der et negativt svar: Inspektionsbetjent Eskildsen fra Nordre Birk havde været en tur i Dyrehaven og fulgt Rasmus’ beskrivelse, men ikke fundet noget sted, hvor der havde været gravet.
Det brev blev Rasmus konfronteret med, da han igen stod i retten 24. september. Men boretyven holdt stædigt fast ved sit: Han havde gravet de 400 kr. ned under et egetræ i Dyrehaven. Da han gravede dem op igen, havde musene gnavet dem i stykker. Til sidst havde han smidt dem i et vandhul ved en byggeplads, hvor der var ved at blive kørt fyld på, i det håb at de ødelagte penge ville blive begravet under fyldet og aldrig se dagens lys igen. Det var ikke Rasmus, der var noget i vejen med; det var Nordre Birks politi, der ikke havde set ordentligt efter.
Retsmødet sluttede med, at dommeren beordrede to af Svendborgs politibetjente til at tage Rasmus med på tur til Dyrehaven og lade ham påvise nedgravningsstedet og stedet, hvor han havde kastet pengene bort.
Rasmus på rejse med Jensen og Noak
Opgaven tilfaldt Nr. 1, Jensen og Nr. 7, Noak, der 25. september om eftermiddagen stod på toget sammen med arrestanten Rasmus Peter Rasmussen med kurs mod København.
Om de havde dagens udgave af Svendborg Avis med på rejsen, vides ikke. Hvis de havde, kunne de her læse at en af de mange mistanker mod Rasmus nu var faldet til jorden.
Gerningsmanden til overfaldet på Anna Hansen i Hestehaven var sat bag lås og slå – i Nørresundby:
”Overfaldet i Hestehaven. Det er snart et Par Maaneder siden, vi berettede om et raat Overfald i Hestehaven, hvorved en Bølle havde standset en ung, cyklende Dame og truet hende med Vold, men nøjedes med at tage hendes Penge, som hun tilbød ham for at slippe.
Nu er Fyren nappet og sidder i Nørre-Sundby Arrest og venter paa Lønnen for sine Bedrifter. Hans Navn er Jens Pedersen, ogsaa kaldet “Træsko-Jens”. Det viser sig, at han har turet om paa Rov, tigget, stjaalet eller røvet baade i Jylland, paa Fyn og Sjælland.”
Rasmus og de to betjente kom til København ud på aftenen, hvor Rasmus blev fulgt ud til arresten på Blegdamsvejen og låst inde for natten. Næste morgen blev han hentet ud, og i selskab med inspektionsbetjent nr. 23 Eskildsen fra Nordre Birks politi, drog trioen afsted mod Dyrehaven ad samme rute, som Rasmus påstod at have fulgt. Altså med sporvognen til Bellevue og videre ud i skoven.
Jensens rapport
Dagen efter skrev nr. 1 Jensen i sin rapport:
”Han førte os derefter i nøje Overensstemmelse med sin Forklaring i Retten ind i Skoven (Dyrehaven) hen til et Egetræ med en lang, raadden Gren. I umiddelbar Nærhed af Træet fandtes et for Køddelenes Vedkommende næsten fortæret Kadaver af et Raadyr. Ved Roden af Træet og tæt ind til dette paaviste han Stedet, hvor Pengene havde været nedgravede. Stedet, der var udjævnet, viste ved Undersøgelser tydelige Spor af at have været opgravet eller opkradset i en Dybde af ca. 8 Tommer og at Hullet havde haft en Diameter af ca. 10 Tommer. Det Fyldte bestod af den oprindelige Grønsvær, der nu var vissen, Bladdele, forskellige Planterester og Muld. Ved Sortering af det i Hullet fyldte forefandtes blandt andet det Rapporten medfølgende Stykke Avispapir, som Arrestanten bestemt formente maatte være en Rest af det Avispapir, der havde været pakket udenom Pengene.”
Så langt havde Rasmus altså talt sandt. Men der blev ikke fundet den mindste stump af en eneste pengeseddel, så måske havde pengene slet ikke taget skade?
Egetræets nærmeste omgivelser blev også undersøgt. De bar tydeligt præg af, at nogen havde holdt frokost i det grønne, da der lå stykker af avispapir – datidens madpapir – og en tom trepægles flaske, men Rasmus nægtede at de fund havde noget med ham at gøre.
Så gik turen tilbage mod København til fods ad Strandvejen. Nu skulle Rasmus vise de tre betjente det sted, hvor han havde kastet pengene i vandhullet. De passerede Charlottenlundfortet og gik langsomt mod Hellerup, men Rasmus kunne ikke finde det sted, hvor han havde smidt pengene fra sig. Da de nåede til Hellerup, måtte Rasmus indrømme, at det nok ikke var på den strækning, det var sket.
Eskildsen træder til
I sin rapport fra 17. september havde inspektionsbetjent Eskildsen indkredset en sandsynlig byggeplads som stedet, og den blev igen læst op for Rasmus, der stod og gloede på byggepladsen og erklærede at stedet ikke havde nogen lighed med det sted, han huskede.
Men Eskildsen havde, efter at have skrevet og sendt rapporten tidligere på måneden, igen været ude i området og studere byggepladser, og han havde et andet bud på det rigtige sted, nemlig et sted på højre side af Strandvejen, men godt 400 meter syd for Hellerup.
Det var en byggegrund, der tilhørte Københavns Magistrat, og selvom der var blevet kørt godt med fyld på, siden Rasmus sidst havde været der, var han sikker på at det var det rigtige sted.
Jensen skrev i sin rapport:
”Inspektionsbetjent Eskildsen erklærede, at ved den tid, Pengene skulde være bortkastede, var der flere Vandpytter paa Stedet, fremstaaede ved at der ved Paafyldning var dæmmet op for Vandet. For Tiden fandtes ikke Vand paa Stedet, men da Arrestanten ikke med Nøjagtighed kunde paapege Stedet, hvor Pengene vare faldne, da han kastede dem fra sig og der siden den Tid var paaført store Mængder af Fyld blev det fundet frugtesløst at paabegynde en Udgravning af Fylden for mulig at finde Resterne af Pengene.”
At Rasmus ikke kunne huske, om det var nord eller syd for Hellerup, han havde smidt pengene i vandhullet skyldtes, indrømmede han nu, at ”han paa det tidspunkt var i temmelig beruset Tilstand, idet han efter den lidte Skuffelse ved at finde Pengesedlerne ødelagte, paa Hjemvejen var inde i flere af de paa Strandvejen værende Beværtninger, hvor han berusede sig, samt fordi at det er den eneste Gang han er passeret til Fods ad Strandvejen.”
Tilbage i byen blev Rasmus atter låst inde i arresten på Blegdamsvejen, indtil han i selskab med Noak og Jensen kunne stå på det sidste tog til Svendborg. Kvart i to natten til 27. september var han tilbage bag lås og slå i arresten i Svendborg.
Sidste holmgang mellem Rasmus og dommer Schou
Næste dag var der atter retsmøde, hvor dommer Schou skulle vurdere resultatet af påvisningen i Dyrehaven. Der blev gået til stålet, fremgår det af politiprotokollen:
”.. han gentager atter og atter, at det er sandt som han har forklaret, at han virkelig har kastet pengene fra sig. Det blev ham foreholdt om han dog ikke skulle have gemt dem et eller andet sted for at kunne bruge dem ved gunstig lejlighed, men han benægter det og udtaler at han, hvis han havde haft penge tilbage, ikke ville være vendt tilbage hertil og selvfølgelig ikke i 8 dage ville have levet i skovene af gulerødder. Der var netop, som han også tidligere har udsagt, kun nøden, der tvang ham tilbage hertil, fordi han ikke ville eller turde stjæle på steder, hvor han ikke var kendt; og havde han haft penge, havde han aldrig påny indladt sig på det risikable i et indbrud, især i den by, hvor han allerede havde begået tre. Ejheller beror pengene hos en hjælper, han har nemlig aldrig haft en sådan.”
Til sidst opgav dommer Schou at få en anden forklaring ud af Rasmus.
Nu manglede der kun en række formalia, før sagen var fuldt retsligt belyst og dommer Schou kunne fælde sin endelige dom.
Rasmus var ikke tidligere dømt for noget. Hvad takserede dommer Schou de fire indbrud og to banale tyverier til? Og kom Rasmus nogensinde til Amerika? Læs med i det næste og sidste afsnit om boretyven fra Svendborg og hans videre skæbne.