To fattige familier i Bagergade, Svendborg 1901

En aften i 1901 var et par drenge i Svendborg blevet pågrebet af politiet for ”ulovlig omløben med varer”: De havde gået rundt ved dørene og ind på et par værtshuse og forsøgt at sælge hjemmelavede visitkort. Drengene havde begge adresse i Bagergade 57, og da de samtidig forsømte skolen, blev politiet bedt om at undersøge deres hjemlige forhold nærmere.  Politibetjent nr. 6, K.J. Hansen blev sat på opgaven med at indsamle oplysninger ”ang. Enkerne Rehrs og Kehlers Forhold.” Han begav sig afsted til ejendommen i Bagergade 57, hvor de to enker og deres børn boede.

Først bankede han på hos den 48-årige Marie Rehr. Hun var i 1878 blevet gift med blikkenslager Rehr, som var død i 1898 og efterlod hende med ni børn, hvoraf den ældste på 22 år nu havde plads på Gåsetorvet og den næstældste på 21 mest opholdt sig hos sine kommende svigerforældre i Troense. De øvrige syv børn boede stadig hjemme: blikkenslagersvenden Laurits på 19, Nanna på 17 med arbejde på Wiggers fabrik, Carl på 15, i lære som blikkenslager, Henrik på 13 og Vilhelm på 11, begge med job på Halbergs Cigarfabrik, Hans på 10 og Valborg på seks år.

Politibetjent Hansen skrev i sin rapport: ”I alt 8 Personer i en Lejlighed, hvor Gulvet mange Steder er gennemgnavet af Rotter. Vinduerne er tildels ituslaaet og de største Aabninger tilstoppede med gamle Pjalter, hvorhos det øvrige i Lejligheden, blandt andet Vægge og Loft, er i daarlig vedligeholdt Stand, saa det Hele er et lidet tiltalende Sted at opdrage en Børneflok i, tilmed da Enken Rehrs Renlighedssans synes at være meget slappet, saa at det ligefrem er svinske Rum denne Familie, Dag som Nat maa benytte til Opholdssted, hvorved Børnene, baade i aandelig og legemlig Henseende maa blive svækket under saadanne Forhold, for ikke at tale om det Sundhedsnedbrydende det føre med sig, naar saa mange Børn skal have Natteleje i det nedennævnte Rum. Ejendommen hvori hun og børnene bor er hendes egen, den er meget gammel og bestaar af 2 Lejligheder, hvoraf hun selv benytter den ene, der bestaar af 2 Værelser og Køkken samt 1 Kammer paa Loftet, dette Kammer tjener til Soverum for 7 Personer.”

Marie Rehr måtte redegøre for sine økonomiske forhold, og selvom børnene med arbejde selvfølgelig bidrog til hjemmets økonomi, og indtægterne blev suppleret med fattighjælp på 6 kr. om ugen, var det svært at få det til at hænge sammen. I princippet skulle hun have et rådighedsbeløb til hele familien på 662 kr. om året, men beløbet ”maa vistnok sættes en Del lavere, da Bidragene fra Børnene vist ikke til Stadighed indkommer. Desforuden fra noget Slægtning faar hun af og til sendt Penge, og fra en Familie her i Byen afhenter hun Levnemad nogle Gange om Ugen, ligesom hendes Drenge fortjener lidt med at gaa omkring og sælge haandforarbejdede Visitkort, som bliver lavede af deres ældre Broder,” skrev betjent Hansen og tilføjer, at Marie Rehr mener at hun har 2 kr. om dagen til det aller nødvendigste til sig selv og børnene.

Hun havde ikke rigtig nogen forklaring på, hvorfor børnene forsømte skolen. Det måtte Hansen spørge om på skolen, sagde hun.

Derefter bankede politibetjent Hansen på døren til den anden lejlighed i ejendommen. Her boede enken Ane Sofie Georgine Kehler, 45 år og enke efter bådfører Kehler, som hun blev gift med i 1885 og som døde i 1896. Ham nåede hun at få et barn med inden de blev gift, den nu 17-årige Mathilde, der nu havde plads i ”Kontantforretningen” i Svendborg. Efter de blev gift, fik parret yderligere fem børn:  Louise på 15, der var tjenestepige på ”Bethel”, samt Rosa på 12, Margrethe på ni, Rasmus på syv og Henrik på fem år.

Også Ane Kehler måtte redegøre for sin økonomi: en husleje på 85 kr. om året, fattighjælp i form af 6 kr. og 1½ pund rugbrød om ugen, og fra de to piger i arbejde hhv. 10 kr. og fire kr. om måneden.
”Fra Gaardejer Mads Christensen Gamby i Aarup, Fyrbøder Rasmus Clemensen Rasmussen Gahrt, Odense og Skibsrheder R. P. Bruun, Stige v. Odense faar Enken Kehler af og til sendt Penge og Varer, hvilken Hjælp der dog ikke er af større Betydning,” noterede Hansen i rapporten. Ane Kehler var født Bruun, så det har sandsynligvis været en bror og to svogre, der af og til hjalp hende en smule.

Politibetjent Hansen fortsætter i rapporten med at beskrive boligforholdene:
”De to Værelser blive begge benyttede som Soverum om Natten, den forreste Stue tillige benyttes til daglig Stue, her ligger i en Slagbænk 3 af Børnene, det andet noget mindre tjener til Soverum for resten af Familien. I øvrigt er denne Lejlighed med Hensyn til Vedligeholdelse og Renlighed omtrent af samme beskaffenhed som foranførte. Med Hensyn til disse Børns Opdragelse, Røgt og Pleje er de vist næppe bedre stillede end Madam Rehrs, idet Forholdet, hvorunder de lever er af samme Beskaffenhed, baade i den ene og den anden retning, og Børnene kræver maaske snarere mere Pleje fra Moderens Side, da de gennemgaaende er mindre end Førstnævntes Børn. Enken Kehlers Omhu overfor sine Børn lader meget tilbage at ønske, da disse ikke ser ud til at være under en moders Omsorg, og lever i det hele taget under et Forhold, som burde forandres.”
Da betjenten spørger om årsagen til børnenes hyppige fravær fra skolen, forklarede Ane Kehler, at ”det dels skyldes Sygdom og Mangel paa fornødent Fodtøj.”

Hvad der kom ud af politiets besøg, aner jeg ikke. Herfra gik enkerne og deres børns forhold over til at blive en socialsag og de findes desværre ikke i arkiverne.

Kilde: Svendborg Byfoged, Politirapporten 1900 05 01 – 1901 12 31, bind 2, s. 33, sag nr. 149.

Jeg er lige dumpet i personlig branding

Bog uden forfatternavn

Se på bogen på billedet og find tre fejl.
20. august udkommer min bog om Svendborg Gymnastikforenings historie, ”På egen hånd og egne ben”.
Det var først, da jeg fik den færdige bog i hånden at det gik op for mig, at jeg nu var dumpet stort i personlig branding.
Der er nemlig ikke forfatternavn på forsiden, men det er altså mig, der har skrevet den.
Der er heller ikke noget portrætfoto af mig på bagsiden eller indersiden af omslaget.
Efter at have banket hovedet ind i væggen et par gange, begyndte jeg at fundere over hvad der var sket. Så kom jeg i tanke om et blogindlæg, den kloge Lisbeth Scharling skrev for et par år siden og som dengang ramte mig lige i solar plexus. Det handlede om generation X, Y og Z og om, at især kvinder fra generation X (dvs. født før midt-1970’erne) har virkelig svært ved at markedsføre sig selv.
Lisbeth Scharling skriver bl.a.
”.. især kvinderne har en dybtliggende modvilje i forhold til at være synlige, blande sig offentlige i debatter, sige sin mening. De skal helst være i et trygt forum, før de stikker snuden langt frem og sikrer sig opmærksomhed.
Kvinder fra generation X har derfor ofte markant sværere ved at markedsføre egen business end mændene. Kvinderne skal ofte overvinde personlige grænser og gå på kompromis med grundlæggende værdier for at gøre det.”

Du kan læse hele blogindlægget her.

Kort sagt: når man som jeg er opdraget med et kvindeideal som i 1953-schlageren ”En lille pige i flade sko”, så er det en stadig kamp op ad bakke at promovere sig selv.
Men altså:
• Jeg har skrevet ”På egen hånd og egne ben”, og den udkommer 20. august.
• Det var en dejlig opgave, jeg nød hvert et øjeblik, mens jeg interviewede og gravede mig gennem protokoller, billed- og avisarkiver og fik stykket en helt speciel gymnastikforenings historie sammen til en læseværdig og interessant fortælling, der samtidig er et tidsbillede af Svendborg 1884 – 2013.
• Jeg vil meget gerne skrive flere lignende bøger, så hvis der er en person, en virksomhed eller en forening, der vil hyre mig til opgaven, så er jeg klar.
PS: Hvis du ikke kender sangen, så lyt til den her og vælg selv, om du vil grine eller græde.

PPS. Den tredje fejl? Det er måske mere en smagssag end en decideret fejl, men bogens titel er skrevet med VERSALER. Nu hvor jeg har set på forsiden i nogle uger, synes jeg egentlig ikke det er særlig kønt.

“Afgrunden” er fantastisk – jeg kan bare ikke lide den

Jeg er netop blevet færdig med at læse “Afgrunden” af Kim Leine. Min bror købte romanen, da den udkom. Læste den, og var begejstret i en grad, så han lige måtte læse den igen for at få det hele med. Så var han mæt, og jeg tog “Afgrunden” med på mit skriveophold på Hald.

Kim Leine skriver fuldkommen fantastisk. Ingen kan som han skrive, så blod og stank står op fra siderne, og ingen afkrog i det menneskelige sind er så mørk og frastødende, at han Læs videre ““Afgrunden” er fantastisk – jeg kan bare ikke lide den”

Anmeldt! Dog ikke til politiet

Nu, knap fem måneder efter “Den gale mand fra Arnsted” blev udgivet, er det tid at spinde en lille ende på det at blive anmeldt.

For det er da sjovt at blive udnævnt til “Udkantsdanmarks Agatha Christie” af Politikens Bo Tao Michaelis (og få fire hjerter) – og at få at vide af Weekendavisens Arne Hardis, at jeg “skriver udmærket og er god til i få rids at tegne de figurer, der befolker bogen.”
Lektørudtalelsen fra DBC, skrevet af Per Drustrup Larsen, betegner bogen som en “Letlæst sommerkrimi fra Bornholm med gode portrætter af Folkemødet og deltagere her, men især af en lille bys beboere og deres liv som baggrund for både et mord og udviklingen af byen.”
Som forfatter er jeg glad og tilfreds: når man udgiver sin fjerde roman, er det dejligt at komme med i den bunke, der bliver anmeldt. Læs videre “Anmeldt! Dog ikke til politiet”

Den gale mand: mød Frank Justesen

SHBanner Den gale2Ingen krimi uden mindst én politimand. I “Den gale mand fra Arnsted” hedder han Frank Justesen, og første gang, han dukker op i romanen, er på s. 33 – 34:

En patruljevogn med politiassistent Frank Justesen ved rattet indhentede Peter Krashave nogle kilometer længere fremme ad landevejen. Det var vagthavende, der havde ringet op på Franks mobil:
– Du er oppe omkring Østerlars, ikke?
Jo, det var Frank. Han havde lige været omkring Hans Rømer Skolen for at snakke lidt med et par 13-årige knægte, inden de kom alt for godt i gang med det, de var begyndt på.
– Ham tossen fra Arnsted er løs igen. Han har smidt sin knallert ind i haven hos Galleri Fu(g)L GuL og er nu på vej hjemad til fods. Er det ikke noget for dig?
Læs videre “Den gale mand: mød Frank Justesen”

Den gale mand: mød Morten Guldager

I dette uddrag fra “Den gale mand i Arnsted” (s. 67-68) kommer Nina Klostergaard, sekretariatsleder i ulandsorganisationen CoWoMa, på besøg hos Morten Guldager, der ejer Galleri Fu(g)l GuL. Galleriet er indrettet på et tidligere husmandssted lidt uden for Østerlars. Også Morten læste samfundsfag på RUC samtidig med Nina og Peter Krashave.

Hun drejede ind på gårdspladsen foran galleriet. Morten var kommet hjem, der holdt en ramponeret stationcar i garagen. Og Morten selv kom ud fra stuehuset med en termokande og to krus i hånden og råbte hej. Nina gik over perlegruset og fulgte med
ham om i haven, hvor der stod et lille cafébord og to stole i en solbeskinnet krog. Et par høns sprang til side og forsvandt kaglende ind i staudebedet. Morten satte kande og krus fra sig, og gav hende et kejtet knus.
– Sikke en overraskelse, at du sådan er kommet til Bornholm, sagde han. Sæt dig ned, så henter jeg lige noget kage.
Nina kiggede stolen og fliserne under den efter for hønselort, inden hun satte sig forsigtigt Læs videre “Den gale mand: mød Morten Guldager”

Den gale mand: mød borgerforeningen i Arnsted

Syp til webIngen by på Bornholm uden en Borgerforening. I dette uddrag fra “Den gale mand fra Arnsted” (s. 17-19) møder vi næsten hele den samlede bestyrelse til formiddagskaffe i formanden Knud Skarpeskades have. 

Knud havde taget papiret med sig, mens han hentede kopper. Nu lå det foldet sammen foran ham, mens hans hjerne var på overarbejde med, hvordan han skulle præsentere forslaget, så både Annie og Thora ville forstå det på den rigtige måde – og forstå at holde tæt. Ove sad og gned sig i hænderne. Han havde fattet det, men Knud havde mindre end nogensinde tillid til sin næstformands evne til at holde kæft.
– En føler? Annie lød skeptisk.
– Mjaaeh.. Hvad siger I til, at vi får bygget 12 nye luksusferieboliger her i Arnsted?
– Ferieboliger? Og hvor skulle de så ligge? spurgte Thora.
– Skulle vi ikke hellere se at få nogle flere fastboende, afbrød Annie. Er det ikke det, Borgersamvirket lige har vedtaget? En bosætningskampagne for hele øen?
– Hvis det handler om at få renoveret Lillis gamle lejrskole deroppe – Thora pegede op ad Møllebakken, hvor en stor og forsømt bygning strittede som en dårlig tand i husrækken – så stemmer jeg for, sagde hun. Den er en skamplet på byen, og jeg vil da hellere have ferielejligheder deroppe, end alle de unger rendende.
– Det handler om noget helt andet, sagde Knud. Det er et investeringsfirma ovrefra, der har fået øje på Stejlepladsen. Der kan sgu’ komme noget spændende ud af det. Og det kan måske løse flere problemer på en gang. Og oven i købet give nogle kroner i kassen, hvis vi spiller vores kort rigtigt.
– Stejlepladsen? råbte Thora. Der kan da ikke ligge 12 ferieboliger deroppe!
– Schhhhhhh! hvæsede Knud og fortrød, at han ikke havde trukket selskabet indenfor i køkkenet. Nu var der endda gået en sky for solen.
– Altså, er det her ikke ved at være et bestyrelsesmøde? spurgte Annie dæmpet og gjorde et kast med hovedet i retning af huset overfor:
– Burde vi ikke vente, til Tue også kan være med?
Alle hoveder drejede sig på en gang og kiggede over hegnet hen på den stråtækte bindingsværksidyl, hvor cand. oecon. Tue Basten og hans kone, Laura Rosenholt, året før var flyttet ind med deres to børn, Lucas på 8 og Bine på 6, samt yorkshireterrieren
Corgi.
Tue, der havde en ledende stilling ved kommunen, var omgående blevet valgt ind i borgerforeningens bestyrelse. Laura gik hjemme, men var ved at starte egen virksomhed som havearkitekt, og supplerede indtægterne med at importere og sælge eksklusive, håndsmedede haveredskaber fra Frankrig i sin netbutik.
Familien havde generøst stillet deres store garage til rådighed for indsamlingen til Arnsteds årlige loppemarked, og var på alle måder en gevinst for det lille samfund, ja, for hele øen. Lige netop den slags tilflyttere, Bornholm sukkede efter.

Den gale mand: mød Nina Klostergaard

SHBanner Den gale2Nedenstående tekst er et uddrag fra “Den gale mand fra Arnsted” (s. 44-45), hvor Nina Klostergaard, sekretariatsleder i ulandsorganisationen CoWoMa, sidder i flyet fra Kastrup på vej til Rønne for at deltage i Folkemødet. Nu hun omsider er på Bornholm, vil hun da også lige hilse på to tidligere studiekammerater, der begge har boet på Bornholm i mange, mange år. Den ene er Peter Krashave.

Nina havde brugt en stor del af sommeren og efteråret 2013 på at rette op på økonomien, skrive projektansøgninger og prøve at finde CoWoMas ben i forhold til at deltage på Folkemødet i 2014. En dag i december var løsningen dukket op: Kira, 24 år og økonomistuderende, var kommet ind ad døren. Hun havde netop afleveret sit speciale og søgte nu arbejde for at få noget på CV’et. Kira havde været med på Folkemødet i juni, hun var en gave. Nina havde hyret Kira som ulønnet praktikant, og med et lettelsens suk overladt til hende at sørge for, at CoWoMa præsenterede sig bedst muligt på Folkemødet 2014.
Kira fik et skrivebord, en computer, en smartphone og et lille budget at råde over, samt et løfte om, at når den næste projektansøgning kom i hus, ville der også blive en løn til hende.
Læs videre “Den gale mand: mød Nina Klostergaard”

Den gale mand: mød Peter Krashave

SHBanner Den gale2

Den gale mand: mød Peter Krashave

Nedenstående tekst er et uddrag fra “Den gale mand fra Arnsted” (s. 22-23), hvor Peter Krashave – den gale mand – opsøger Bornholms Tidendes redaktion i Rønne:

Redaktøren på Tidende var ved at afpudse de sidste ord i lederen, da døren blev revet op og Peter Krashave kom ind med lange skridt.
– Her! sagde han. Når pressen lukker øjnene for det, der foregår, må vi andre jo gøre jeres arbejde.
Et to gange sammenfoldet A4-ark landede på redaktørens tastatur. Redaktøren holdt en afværgende hånd op, mens han prøvede at koncentrere sig om de sidste par linjer i lederen. Skubbede papiret til side og rettede lidt i sin tekst. Peter Krashave snappede
papiret til sig:
– Du skal fandme ikke feje mig til side!
Læs videre “Den gale mand: mød Peter Krashave”