Boretyven i Svendborg 1902 – afsnit 14

14. Rasmus og livet i skoven

Resume: Boretyven Rasmus er ved at aflægge fuld tilståelse i retten i Svendborg. Skovmusene i Dyrehaven har spist hovedparten af de mange penge, han havde stjålet på amtskontoret. Fattig og fortvivlet er han vendt tilbage til Svendborg i håb om at finde arbejde eller, hvis det ikke lykkes, at begå endnu et indbrud.
Læs fra 1. afsnit
Læs forrige

9. – 10. september 1902

Da Rasmus kom til Svendborg den morgen, søgte han ikke ind til byen. Han gik i stedet ned til kysten i nærheden af det lille gods Bjørnemose et par km. øst for Svendborg, hvor han tog sig en dukkert og derefter lagde sig til at sove i solskinnet på strandbredden. Langt op ad dagen vågnede han og begyndte at gå ind mod byen, men allerede, da han gik gennem Hestehaven – den skov og æbleplantage, hvor den Anna Hansen nogle uger tidligere var blevet overfaldet – løb han lige i armene på en politibetjent, der tog ham med på stationen, fordi Rasmus i hans øjne lignede en løsgænger* (se note nederst).

Hestehaven 1902
Rasmus tog en dukkert i sundet ved Bjørnemose den morgen, han kom tilbage til Svendborg. Senere på dagen blev han pågrebet af en politibetjent i Hestehaven, mistænkt for løsgængeri.

Rasmus måtte traske gennem Svendborg ifølge med en politibetjent, der havde et fast tag i hans arm, og undervejs mødte han flere bekendte og skammede sig inderligt over at blive set i den situation. Men han løb også ind i en restauratør, som han kendte og fik lov til at låne to kroner af ham, så da de ankom til politistationen, havde Rasmus sin historie klar: Han var netop kommet til byen for at søge arbejde – og da han kunne fremlægge 2 Kr. og 26 Øre, vurderede betjenten, at han ville kunne klare sig økonomisk i nogle dage – og lod ham gå, uden at ane, at han netop havde haft et godt tag i den efterhånden legendariske Boretyv.

Rasmus i syv sind

Oplevelsen havde sat en skræk i livet på Rasmus, og da nogle af hans kammerater havde set ham i den pinlige situation med betjenten, besluttede han sig for at forlade Svendborg omgående. Han travede afsted mod Nyborg igen, men da han nåede til Oure, godt 8 km nordøst for Svendborg, fortrød han. Hvad var der for ham i København? Eller i Nyborg, for den sags skyld?

Rasmus vendte om og gik tilbage til Svendborg, men han ville hverken opsøge sin far eller sine gamle kammerater. Da han nåede frem ud på morgenstunden, fandt han op i Rottefældeskoven, og tilbragte hele dagen der. Og mens han sad under træerne i skoven, begyndte han at overveje, om han skulle foretage endnu et indbrud, helst på et ensomt sted.

Rasmus havde det ikke godt i de dage, han boede i skoven. Han fik kun lidt og dårlig føde, fordi de 2 kr. og 26 øre skulle strække længst muligt, og tankerne kørte rundt i hovedet på ham: Hvor skulle han bryde ind? Og hvordan skulle han skaffe det nødvendige værktøj? Når han ikke kunne sove om natten, gik han ud til byggepladsen i Hestehaven for at se, om der lå noget glemt værktøj og flød, som han kunne bruge. På den måde lykkedes det ham at få fat i en knibtang og et stemmejern. At bryde sine kollegers aflåste værktøjskasser op, kunne ikke falde ham ind.

Snedkere Kullinggade 1900
C. Christensens snedkerværksted, Kullinggade 23, fotograferet ca. 1900. Sådan har Rasmus’ læreplads nok set ud, men hans mester, Petersen, boede i Kullinggade 6 og havde for vane aldrig at låse sit værksted af. Svendborg byhistoriske Arkiv.

Så kom han til at tænke på sin gamle læremester, snedker Petersen i Kullinggade 6. Han var en mester af den type, der aldrig låste efter sig. Sådan havde det været i Rasmus’ læretid, og sådan var det sikkert endnu.

På tyvetogt hos den gamle mester

Torsdag 28. august havde Rasmus sin nye plan på plads i hovedet, og henad halv ni om aftenen gik han ind mod byen og ned til værkstedet i Kullinggade. Planen var at hente værktøj hos Petersen, gå op til Borgerskolen og bryde ind, og derefter lægge værktøjet tilbage i Petersens værksted.

Men det gik ikke helt, som Rasmus havde forestillet sig, for nede i Petersens værksted gik hans nuværende lærling og arbejdede for åben dør. Rasmus gjorde, hvad Rasmus efterhånden var ekspert i: han listede sig ind i haven og ventede.

Klokken var henad ti, før lærlingen holdt fri og lukkede værkstedsdøren bag sig – uden at låse. Kort efter sneg Rasmus sig ind og lokaliserede hurtigt et boresving, et sneglebor, et centrumsbor og en fil, som han stak til sig. Men tidsplanen var skredet for ham: Nu var porten fra Fruerstræde ind til Borgerskolen lukket og låst, og han ville ikke risikere at blive grebet i at kravle over den. Så ideen med at bryde ind samme nat og lægge værktøjet på plads inden næste morgen, blev opgivet. Rasmus tog værktøjet med sig ud i skoven, hvor han skjulte det på sit gemmested. Så tilbragte han resten af natten med at spadsere rundt i skovene.

Bykort Svendborg 1902 Borgerskolen
For at undgå at blive set, gik Rasmus fra sit skjulested i skoven nordøst for byen, ad engen Dronningemaen, via Pjentemøllestræde og Skolegade op til Borgerskolen, hvor han sprang over plankeværket ind til pigeafdelingens skolegård.

Indbruddet på Borgerskolen

Efter at have sovet det meste af dagen i sit gemmested, gik Rasmus ned til byen fredag aften henad halv 9, da det var begyndt at skumre. Han havde opgivet ideen om at komme ind i Borgerskolen via Fruerstræde, for der var risikoen for at blive set alt for stor. I stedet gik han bagom: gennem det lavtliggende, fugtige område nord for byen kaldet Dronningemaen (i dag er Dronningemaen en vej, dengang en fugtig eng), og op ad det nyanlagte Pjentemøllestræde. Pjentemøllen var en gammel vandmølle, der var blevet revet ned få år tidligere, dens mølledam var sløjfet og den gamle adgangsvej til møllen var blevet forlænget ned mod engen. Nu kunne Rasmus komme fra engen ad det nye stræde op til Bagergade og til højre hen til Skolegade, uden at alt for mange nåede at se ham, og komme ind på skolen fra den modsatte side.

I dag er Skolegade en gennemfartsvej, men i 1902 var der kun to facader ud mod den lille gadestump: pige-afdelingen af Borgerskolen og Svendborg Teater. Så Skolegade lå øde hen, og det var en let sag for Rasmus at svinge sig uset over lågen ind til pigeskolegården og derefter over stakittet ind i en af baghaverne til Bagergade, hvor han gemte sig under nogle buske og ventede på, at byen faldt til ro.

Pigeborgerskolen Svendborg 1901
Pigeborgerskolen vendte ud mod Skolegade, men ellers var der ikke meget liv i den lille gade i 1902. Det var let for Rasmus at komme uset ind i skolegården en sen fredag aften. Svendborg byhistoriske Arkiv.

Da Rasmus hørte Vor Frue Kirkes klokke slå halv elleve, gik turen tilbage over stakittet ind i skolegården og hen til det plankeværk, der skilte pige- og drengeskolen. Her kom han til at tænke på, at skolebetjenten boede på skolen og måske ikke var gået i seng endnu, så han blev stående i skyggen ved plankeværket og ventede, til kirkeklokken slog midnat. Nu gik han ud fra, at skolebetjenten sov godt, og klatrede over plankeværket ind til drengeskolen, som han tydeligt huskede indretningen af fra sin skoletid.

Rasmus var heldig: den øverste del af det højtsiddende vindue ved siden af indgangsdøren stod åbent – og der var en gesims under det, der var lige til at klatre op på. I løbet af et øjeblik havde Rasmus åbnet det nederste vindue og kom ind i et klasseværelse. Herfra var det en nem sag at komme op på 3. sal, hvor lærerværelset lå, og hvor Rasmus vidste, der ofte lå kontanter fra salg af skolebøger. Men det var længe siden, Rasmus havde gået i skole, og på 3. sal stod alle døre ulåste – men der var ikke noget lærerværelse længere.

Intet af værdi

Nede på 1. sal fandt Rasmus omsider en låst dør, som han straks gav sig til at bore op på samme måde som ved de tidligere indbrud: det gjaldt om at skabe åbning nok til at han kunne få presset et stemmejern ind og skubbe ”gækken” – riglen – tilbage og åbne døren. Det rum, han kom ind i, var enten et kontor eller lærerværelset, hvilken af delene kunne han ikke helt afgøre i halvmørket, men der stod både en skrivepult og et skab – og der lå endda et par nøgler på en stol, hvoraf den ene passede til skabet. Der fandt han dog ikke noget af værdi, så han brød skrivepulten op – med samme negative resultat. Så fik han øje på et andet, stort skab, som ingen af nøglerne passede til, så stemmejernet måtte i brug. Det tog lang tid at gennemsøge skabet, men til sidst fandt han en aflåst trækasse, som han også brød op: Den var fuld af gamle mønter. Dem fordelte han i sine lommer, inden han fortsatte sin søgen efter penge i de tilstødende lokaler. Omsider fandt han en dør, hvor der stod ”Kontor”, men den var låst, og da han forsøgte at åbne den med en af nøglerne, knækkede nøglen i låsen.

En sulten tyv

Rasmus vurderede, at hans held var ved at løbe ud og besluttede sig at forlade skolen ad samme vej, han var kommet ind. Der var nok gået et par timer efterhånden, og han mødte ikke en sjæl på sin vej tilbage til Rottefældeskoven. Da han passerede restaurationsbygningen i skoven og var meget sulten, fordi hans penge var sluppet op og han ingen mad havde fået hele dagen, tog han i døren ind til køkkenet – og opdagede, at den var ulåst.

Han listede indenfor og tog så meget mad, som han vurderede at kunne spise i løbet af den næste dag: lidt franskbrød, smør og fisk. Ude i skoven stillede han den værste sult, inden han gav sig til at undersøge den møntsamling, han havde fundet på skolen.

Fra sin skoletid mindedes han, at inspektøren, Martinius Hansen, havde vist møntsamlingen frem og fremhævet især en af dem som særligt værdifuld. Rasmus gennemgik mønterne og fandt en, som han mente var netop den. Den puttede han i lommen, mens resten blev svøbt ind i et stykke lærred, han tidligere havde fundet i skoven og sammen med værktøjet gemt i det skjulested, han havde indrettet sig.

Overrumplet i skoven

Rasmus var, efter en uges liv i skoven med meget lidt mad og efter nattens indbrudstogt, noget fortumlet og usikker på, hvordan han skulle omsætte de gamle mønter til rede penge. Han besluttede sig for at komme væk fra Svendborg samme aften, men han var nødt til først at få sovet og at få noget mere at spise. I første omgang lagde han sig til at sove, men ud på eftermiddagen var han vågen – og fik øje på eftersøgningsholdet fra Sangforeningen sammen med betjent nr. 1 Jensen nogenlunde samtidig med, at de fik øje på ham.

At blive anholdt tog han nogenlunde roligt. Han mente, at han havde skjult både værktøj og mønter, og at betjenten ikke ville finde noget på hans person – han havde rent glemt, at han havde stukket den særligt værdifulde mønt i lommen samme morgen.

Spillet var ude.

I næste afsnit kommer Rasmus med den sidste del af sin tilståelse – og en forsvarstale.

Note: Løsgængere og løsgængeri

Rasmus frygtede at politiet ville anholde ham og sigte ham for løsgængeri, og det var der gode grunde til.
I 1860 fik Danmark en lov om løsgængeri, der forbød borgerne at være uden lovligt erhverv. Dvs., at hvis man ikke overfor politiet kunne dokumentere, at man havde et arbejde eller penge nok til at klare sig, så faldt hammeren: enten en fængselsdom på vand og brød – eller anbringelse på en tvangsarbejdsanstalt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.