Boretyven i Svendborg 1902 – afsnit 11

11. Det første indbrud:
lidt kødben, ¾ pægl Rom og en slurk Cognac

Resume: Den mystiske boretyv er omsider blevet pågrebet af politiet og har vist sig at være en lokal, ung snedkersvend, Rasmus Peder Rasmussen, der har grebet til indbrudstyverier i desperation over ikke at kunne finde lovligt arbejde. Nu er vi nået til retsmødet 6. september 1902 hvor Rasmus fortalte om sin debut som indbrudstyv.
Læs fra 1. afsnit
Læs forrige

6. september 1902
Som tidligere fortalt hørte købmand H. J. Krøyer til Svendborgs elite. Den store købmandsgård lå i Møllergade, skråt overfor byens torv, og bag den nyklassicistiske facade – et nyt forhus var blevet opført 1850 – strakte en lang grund sig hele vejen ned til havnen. Grunden var i 1870’erne, da jernbanen til Odense blev anlagt, blevet skåret midt over. På bysiden af jernbanen var Krøyers grund godt bygget til med pakhuse, skure, hestestald og oplagsbygninger, mens der var tømmerplads på den del af grunden, der lå mellem jernbanen og havnen.

Langs købmandsgården løb et lille stræde, dengang kaldet Toldbodstræde, i dag Krøyers Stræde, fra Møllergade ned mod jernbanestationen. Strædet var adgangsvej til købmandsgårdens bagbygninger og pakhuse. 

Og nu tilbage til Rasmus, der 6. september 1902 stod i retssalen på Rådhuset i Svendborg og skulle forklare, hvordan han havde udført indbruddet i Krøyers købmandsbutik.

Indbrudstyv med nerver på

Fredag 18. april ved 9-tiden om aftenen var Rasmus gået hjemme fra sin fars bolig på Kongebakken i Svendborgs østlige bydel. Han var langtfra tomhændet: inde på sin fars værksted havde han lånt et centrumsbor, et borsving, et stemmejern og en mejsel; desuden havde han for en sikkerheds skyld – hvis Krøyers hund skulle være ude – fået fat i nogle ben, som han havde indsvøbt i et eksemplar af ”Ugens Nyheder”. Endelig havde han en lille flaske med ¾ pægl (knap 2 dl) rom i lommen, for han var rystende nervøs og tænkte, at en dram måske kunne berolige ham.

Da dommeren spurgte, om han havde medbragt et våben eller lignende til at forsvare sig med, hvis han blev opdaget, nægtede han.  Hvis han blev opdaget, ville han ikke sætte sig til modværge, højst forsøge at løbe sin vej.

Fra Møllergade gik han ned ad strædet og ind gennem den første, åbentstående port til gården bag butikken. Dengang havde butikkerne længe åbent om lørdagen, så der var stadig folk i gang, men Rasmus sikrede sig at gården var tom, inden han smuttede ind i et åbent materialeskur og satte sig i skjul.

En stor slurk rom

Her sad han musestille til henad midnat, da han var sikker på, at alle havde lagt sig og alt var mørkt og roligt. Så tømte han den lille flaske rom for at berolige nerverne og gik hen til bagdøren, som til hans store overraskelse viste sig ikke at være låst.

Den næste dør ind til selve butikken var heller ikke låst, men der var trukket skodder ned over disken i hele butikkens bredde, og de var låste.

Rasmus var ikke vant til at drikke, så rommen slog hårdt, og da han var rystende nervøs og ikke turde rive tændstikker for at orientere sig, begyndte han at bore ved låsen. Men boret, der var til træ, ramte ”gækken” (riglen) i låsen og gik i stykker. Så satte han stemmejernet i sprækken mellem disk og skodde og fik skodden løftet så meget, at han kunne brække låsen ud.

Nu havde han adgang til den bagerste disk, hvor han vidste pengeskuffen var.

.. og så en slurk cognac

Først stak han stemmejernet og derefter mejslen ned mellem skuffens øverste kant og skufferummet, så han fik ”gækken” fri af træet, og trak så skuffen ud og tog, hvad der var. Senere havde han så læst i avisen, at han ikke havde trukket skuffen langt nok ud og derfor ikke havde fundet de tre tikronesedler, der lå allerbagerst. Han fandt kun mønterne og stak dem i lommen: 19 kr. og 50 øre. På disken stod en åben flaske cognac, og Rasmus tog en ordentlig slurk af den i håb om at berolige nerverne yderligere. Om det lykkedes, huskede han ikke – han var nu så beruset og nervøs, at han ikke helt tydeligt huskede, hvad han foretog sig, da han gik ind i kontoret bag butikken.

Han mente dog, at han brækkede pulten op og gennemrodede den uden at finde noget brugbart, og at han tog nogle cigarer i en kasse, men hvor mange huskede han ikke.

Trods beruselsen havde han hele tiden sørget for at putte værktøjet tilbage i lommerne, og nu gik han ud i gården ad samme vej, som han var kommet ind.

Over havemuren med cigarer

Mens han havde siddet i skuret og ventet, var porten ud til strædet blevet låset af, så Rasmus måtte finde en anden vej ud. Da han ikke kunne se over porten om der var folk i Toldbodstræde, turde han ikke kravle over den, så han gik ned i den anden gård og sprang over en havemur ind til naboen købmand Jens Sørensen. Under den manøvre faldt han og knuste kassen med de stjålne cigarer. Han kom på benene igen og gik gennem Jens Sørensens låge ud til Toldbodvejen, der løb parallelt med jernbanen og begyndte at gå hjemad, efter først at have smidt cigarkassen med indhold fra sig ved havnen.

Han var hjemme på Kongebakken omkring kl. 2 om natten. Den næste dag lagde han værktøjet på plads i værkstedet, bortset fra det ødelagte bor, som han smed i et vandhul ved Rottefælden.

Penge til far

Han fortalte sin far, at han have haft lidt arbejde og gav ham 6 kr. af udbyttet. Derefter brugte han 11 kr. på et par nye støvler og gemte de sidste 2 kr. 50 øre til lommepenge

Udbyttet fra indbruddet rakte ikke langt. Snart begyndte Rasmus at overveje, om der var andre steder i byen, hvor der lå let tilgængelige penge for en mand med snedkerværktøj og fingersnilde.

I næste afsnit fortæller Rasmus om indbruddet hos enkefru Riber i Brogade og om at forsøge at finde lovligt arbejde.