Eftertanker om boretyven – 2

Lidt om om datidens retspleje og politiefterforskning og om – måske? – at komme på sporet af en nomadefamilie

Har du undret dig over politiets arbejde i efterforskningen af boretyvens indbrud?

Nr.1 Jensen og hans kolleger ville nok spærre øjnene op, hvis de hørte om nutidens it-systemer, DNA-analyser, fiberanalyser, mobilsporinger, aflytninger, retsmedicinske undersøgelser og hvad der ellers står til rådighed for en moderne efterforskning.

Jensen og de øvrige betjente havde ganske få metoder til deres rådighed og derfor bestod datidens efterforskningsarbejde primært i at afhøre de mistænkte igen og igen og i øvrigt lade dem sidde i arresten, til de opgav og tilstod.

Tekniske beviser blev ikke regnet

Fingeraftryk blev først gang brugt som bevis i en retssag i Danmark i 1914, så ikke engang den slags kunne Jensen lede efter, når han blev sendt ud til et gerningssted. Var der ingen vidner, var Jensen henvist til at lede efter genstande, som tyven havde efterladt, og derefter se, om nogen kunne knytte en person til genstandene. Derfor samler han borespåner og afbrændte tændstikker op, kigger efter udspyttet skråtobak og løber byen rundt med den tomme flaske, amtsfuldmægtigen fandt i sit lysthus efter indbruddet hos enkefru Riber – i håb om at en af byens handlende genkender flasken og husker, hvem han solgte den til. Forgæves.

Jeg har undret mig meget over, at man var så længe om at sammenligne fodaftrykkene fra amtmandens have med de forskellige mistænkte, man havde i kikkerten. Hans Marius Jensen nåede at sidde hele tre dage i arresten, før man sammenlignede hans fodaftryk med gipsafstøbningerne fra haven og konstaterede at boretyven havde knyster, hvad Hans Marius Jensen ikke havde.

Lars Nielsen Larsen, den fattige mand fra Skaarup Mark, der fangede ”hopper” om natten, sad arresteret i mere end to døgn, før man kom på at sammenligne hans fødder med afstøbningerne. Og fodaftrykkene fra haven var da et ret sikkert bevis, set med nutidens øjne, for ingen – som i INGEN – løb dengang barfodet omkring i amtmand, greve Brockenhuus-Schacks husholdning og have.

Rasmus havde ingen forsvarer
– han havde jo tilstået

Men tidens tankegang var en anden. Retsplejen ligeså. Den blev først ændret til noget, der ligner den vi har i dag, i 1919. Indtil da havde retsplejen en hel del efterslæb fra enevældens tid, før Grundloven af 1849.

Har du f.eks. undret dig over, hvor de sigtedes forsvarer var henne?

Sagen er, at de ingen havde. De forsvarede sig selv.

Det kan også undre en nutidig læser, at dommer Schou som Svendborgs borgmester/byfoged både var øverste leder af politiet og samtidig dommer i retten og dermed ansvarlig for efterforskningen af sagen, hvorefter han dømte i den selvsamme sag. Men sådan var situationen før 1919, da den danske retspleje stadig foregik som en inkvisitorisk proces, som havde været gældende for dansk retspleje siden 1796 med enkelte ændringer i 1819.

Det her skal ikke være en afhandling om dansk retspleje før og nu, men blot en konstatering af, at det danske demokrati var mere end 70 år om at få indført en demokratisk retspleje, som vi kender den i dag.

Til trøst kan jeg fortælle, at det før 1919 var meget nemt at anke en retslig afgørelse til en højere retsinstans og helt til Højesteret, hvis man ville sikre sig, at den lokale dommer havde gjort sit arbejde ordentligt og upartisk. Muligheden blev flittigt benyttet.

Var familien på Skaarup Mark sociale nomader?

Til sidst vil jeg lige vende tilbage til Lars Nielsen Larsen, hans kone Ingeborg og deres børn, som vi efterlod ude på Skaarup Mark i afsnit 5 om boretyven. På grund af corona-nedlukningen af arkiverne her i begyndelsen af 2021 har jeg ikke haft mulighed for at dykke ned i herredsfogedens arkiver og undersøge omstændighederne ved anholdelsen af Lars – hvis de overhovedet stadig findes.
Det er noget dunkelt: Hvem peger pludselig på ham som den mulige boretyv? Og hvorfor?

Nu bevæger jeg mig ud i gætterier, og det følgende skal tages med forbehold, men jeg tror, de gode folk i Skaarup Sogn gerne så Lars, Ingeborg og deres børn rejse hen, hvor pebret gror. Det var nemlig en fattig tilflytter-familie, der lå sognet til last stort set fra det øjeblik, de flyttede til.

Lars havde haft et hus i Hømarken, Svendborgs nordøstlige udkant, som han nødtvunget havde solgt, da han ikke havde råd til at blive i det. Derefter flyttede familien nogle kilometer længere nordøst på, ind i nabosognet Skaarup, hvor de lejede sig ind i et hus på Skaarup Mark. De medbragte fire sønner, den ældste var 10 år, den yngste knap 1 år. Konen var syg, manden kunne ikke brødføde familien og de have søgt fattighjælp i en periode.

Den slags tilflyttere var ikke populære i de små sogne, og jeg har en mistanke om, at det var stærkt medvirkende til, at nogen tippede politiet om Lars mystiske løben omkring om natten, der jo viste sig blot at være hans forsøg på at skaffe penge til familiens underhold ved at gå på rejefangst om natten.

Måske kan herredsfogedens arkiv belyse det, når arkiverne igen åbner.

Men inden arkiverne lukkede, faldt jeg over nedenstående notat i en politirapport fra Svendborg Politi. Det er skrevet 25. januar 1903, hvor Lars Nielsen Larsen med familie var flyttet tilbage til Hømarken i Svendborg Købstad (senere flyttede de videre, bl.a. til Sørup Sogn).
Politibetjent nr. 8, P. Ebbesen, var blevet sendt ud for at efterprøve Lars Nielsen Larsens ønske om at få sendt den ældste, hjemmeboende søn, den 11-årige Knud Oscar, på opdragelsesanstalt.
Her er nr. 8 Ebbesens notat i dets fulde, hårrejsende ordlyd:

”Sag nr. 84

25. januar 1903
Oplysninger i Anledning af, at en Dreng søges anbragt paa en Opdragelsesanstalt

I Anledning af vedlagte Skrivelse fra Københavns Magistrat af 14 ds. modtaget fra herværende Fattigvæsen angaaende Drengen Knud Oscar Larsens Anbringelse paa en opdragelsesanstalt har jeg, efter Ordre, fortaget nærmere Undersøgelse og D.D. henvendt mig paa den i Skrivelsen ammeldte Arbejdsmand Lars Nielsen Larsens Bopæl Svendborg Hømark 63, hvor hans Hustru Ingeborg Jensine Laurine Larsen, 40 Aar gl., blev antruffen, medens Manden var fraværende.

Hun forklarede at de ialt har 5 Børn, hvoraf den ældste, Frederik Christian Viggo Larsen, f. i Kværndrup 10/1 1889 er og har siden sit 8. Aar været anbragt paa Landerupgaard. De øvrige Børn er Knud Oscar Larsen, f. i Svendborg 29/7 1891, Julius Larsen, f. i Svendborg 24/12 1894, Jens Peter Larsen, f. i Svendborg 28/7 1897 og Carl Laurits Larsen, f. i Svendborg 14/10 1901.

Hun forklarede endvidere, at hun ligesom Manden ønsker Drengen anbragt paa en Opdragelsesanstalt. Derefter har jeg henvendt mig til forskellige af Naboerne angaaende Hustruen og ommeldte Dreng. De har forklaret overensstemmende, at hustruen er en Del indskrænket og gør Indtryk af, ikke at være rigtig normal. Hun er tillige meget svinsk og forstaar sig ikke paa noget. Hun forsømmer i høj Grad Huset, som sjældent bliver rengjort. Manden, der omtales som en skikkelig Mand, der daglig passer sit Arbejde, maa selv lave Maden, naar han kommer Hjem. Dette alt sammen bevirker at Børnene maa passe sig selv og ingen Opdragelse faar. Sønnen Knud formenes at kunne trænge til at komme paa en Opdragelsesanstalt og formenes det, at han kan blive en god Dreng, da han omtales som godmodig og da han nok vil bestille noget. I øvrigt henvises til vedl. Erklæring fra herværende Borgerskole angaaende Drengene.

P.Ebbesen, Pb. 8”

Der ligger jo en hel, socialrealistisk roman i de linjer. Den må vente til en anden gang, men det er jo min tilbagevendende erfaring med arkivarbejde: Der åbner sig hele tiden nye historier, der råber på at blive belyst og fortalt.