Eftertanker om boretyven 1

Noget om Rasmus Peter Rasmussen
og om arbejdet med hans historie

Det var et rent lykketræf, at jeg overhovedet fandt historien om boretyven i politiprotokollen på Rigsarkivet i Odense, for jeg ledte efter nogle helt andre sager. Men ud af øjenkrogen, mens jeg bladrede gennem protokollen, fangede mit blik et for min igangværende opgave velkendt navn – Nicolaj Jensen – og uden i øvrigt at læse, hvad sagen drejede sig om, gav jeg mig til at affotografere den i den tro, at den handlede om Nicolaj. At den var kompliceret, blev jeg hurtigt klar over, for den strakte sig over mange måneder og sider i protokollen.

Et glimt af Nicolaj i protokollen
Jeg kom på sporet af Rasmus Peter Rasmussens historie, da jeg ud af øjenkrogen genkendte navnet Nicolaj Jensen. Han viste sig ikke at have noget med denne historie at gøre (men jeg har en masse andet på ham).

Det viste sig, at sagen overhovedet ikke handlede om Nicolaj. Han blev nævnt en passant som en bekendt af den første, der blev mistænkt for boretyverierne, nemlig Hans Marius Jensen. Nicolaj selv optræder overhovedet ikke i sagen.

Den aften, jeg begyndte at transskribere sagen, blev jeg så grebet af historien at jeg var nødt til at se, hvordan den endte. Jeg blev færdig ved firetiden næste morgen.

Mange andre kilder

En fortælling som denne er ikke gjort med blot at transskribere en retssag. Jeg måtte først finde nogle data på de implicerede parter, så jeg gik på jagt i kirkebøger og folketællinger efter Rasmus og de forskellige andre mistænkte i sagen.

Desuden måtte jeg tilbage på Rigsarkivet for grave de oprindelige politirapporter frem, så jeg kunne læse både nr. 1 Jensens og overbetjent Ortvings undersøgelser og overvejelser, mens indbruddene var dugfriske og der blev samlet beviser ind og betjentene udspurgte folk.
På arkivet fandt jeg også forbryderfotos af brødrene Jensen og af Rasmus selv.

Boretyven Rasmus Peder Rasmussen 1902
Lidt nusset ser han ud, Rasmus Peder Rasmussen, efter sit ugelange ophold i skoven. Boretyven viste sig at være en lokal snedkersvend på 22 år, der var desperat over ikke at kunne finde arbejde. Affotografering fra forbryderalbummet: Anita Lillevang.

Datidens Svendborg Avis, som er tilgængelig på Mediestream, leverede underholdende undertekster til politiets famlende forsøg på at indkredse den rette skyldige.
Jeg gennemtrawlede Svendborg byhistoriske Arkiv efter fotos fra datiden, så vi kan se Svendborg by og borgere, som Rasmus måske så dem i 1902.

Jeg havde sådan håbet, at Rasmus var kommet ud fra Vridsløselille med en billet til USA, hvilket ikke var ualmindeligt på det tidspunkt. Men måske var Rasmus ikke hårdkogt nok til at blive ekspederet ud af landet på en enkeltbillet. I fængslets stambog bliver han jo beskrevet som ”ret støt og paalidelig”.

Alt tyder da også på, at Rasmus aldrig senere overtrådte loven, men fortsat var villig til at rejse efter arbejde og i lange stræk formåede at holde sig beskæftiget som snedkersvend resten af sit aktive arbejdsliv.

En tyv med høj moral

Under retssagen beskriver Rasmus sig selv som en tyv med en vis moral: han ville kun stjæle fra folk, der kunne tåle tabet – altså udså han sig to af Svendborgs førende familier: Krøyer og Riber, og de upersonlige steder: Amtskontoret og Borgerskolen, som mål for sine indbrud.

Han siger også, at han i grunden har været et meget ordentligt menneske indtil han blev arbejdsløs, men også at han altid ”har lidt af en vistnok overdreven stolthedsfølelse, som ikke kunne tillade ham at modtage noget af andre”. Især det at ligge sin gamle fader til byrde gik den stolte Rasmus på.

Ved sagens slutning siger han i retten at han nu har ”en følelse af væmmelse ved at have udført dem (tyverierne, red.), men han mener på den anden side, som hans natur nu engang er, at han ikke har haft nogen anden udvej.

Fattiggården faldt ham ikke ind

Faktisk havde Rasmus en anden udvej, som han bare overhovedet ikke tog i betragtning: Svendborg Købstad havde et tilbud til folk, der ikke kunne forsørge sig selv, nemlig Svendborg Fattiggård, der fungerede som arbejds- og forsørgelsesanstalt. For en selvbevidst og stolt person som Rasmus var det åbenlyst utænkeligt at gå gennem porten til denne anstalt, hvor man mistede sine borgerlige rettigheder, blev iklædt anstaltens tøj og tvunget under et stramt regimente med tvangsarbejde og ufrihed. Så hellere sulte i skoven – og stjæle.

Fattiggården i Svendborg 1900
Svendborg Bys tilbud til folk, der ikke selv kunne skaffe sig arbejde: Fattig- og Arbejdsanstalten Viebæltegård. Rasmus ville hellere stjæle eller sulte i skovene end havne her. Svendborg byhistoriske Arkiv.

I dag er fattiggården i Svendborg fredet og danner ramme om Danmarks Forsorgsmuseum. Kig ind, hvis du kommer til Svendborg og se, hvad Rasmus fravalgte.

Var Rasmus sortlistet?

Hvorfor var det så svært for Rasmus at finde arbejde i årene efter storlockouten i 1899?

Det er først, da han fortæller om indbruddet på amtskontoret, at vi hører at han har en dårlig, venstre arm. Han havde brækket den som barn, og den var groet skævt sammen. I stambogen fra Vridsløselille står, at han har et ar ved venstre albue og at hans venstre arm ikke kunne rettes helt ud. Armen var årsag til, at Rasmus blev kasseret som soldat.

Var den også årsag til, at arbejdsgiverne valgte ham fra? Det lille handicap har tilsyneladende ikke stået i vejen for, at han blev en ganske dygtig snedker, han fik f.eks. en flot bedømmelse af sit svendestykke og mener selv, at han håndværksmæssigt var fuldt ud lige så dygtig som sine kammerater.

Måske har Rasmus været aktiv i fagforeningen? Det fremgår ikke af sagen, men måske har han stået på en af de sorte lister, vi ved cirkulerede blandt arbejdsgiverne i de år, hvor mange ikke ønskede at ansætte organiseret arbejdskraft. Hans klassebevidsthed gør det bestemt muligt, men – det fremgår ikke af sagen, udover at han på et tidspunkt havde fået udbetalt ialt 54 kr. i understøttelse. Måske har han mistet sit medlemskab i fagforeningen, fordi han ikke længere var i stand til at betale kontingent. Måske har han mistet troen på sagen, hvis han da nogensinde havde haft den. Jeg ved det ikke.

Enspænderen Rasmus

I mine øjne fremstår Rasmus som en stolt og stejl enspænder-type, der skamfuldt trak sig tilbage fra både familie og venner, da livet gik ham imod. Han havde en søster, men hun nævnes ikke nogen steder i sagen, og han mistede sin mor, da han var ca. 11 år. Han er flov over at hans kammerater ser ham blive trukket gennem byen af en betjent, men på intet tidspunkt i sagen hører vi, at han overhovedet har været i kontakt med sine venner i den periode, hvor han begår indbruddene. Også i København ser det ud til at han gik alene rundt uden at knytte nogen forbindelser.

Rasmus var tydeligvis godt begavet, var i stand til at planlægge, ræsonnere, forsvare sig i retten og reflektere over sine handlinger. Han havde en formidabel hukommelse for steder og var i stand til tålmodigt at sidde musestille og vente i timevis for at undgå opdagelse under sine indbrud. Rasmus var langt fra datidens typiske spontane, halvfordrukne og uorganiserede småforbryder.

Hans livsforløb efter løsladelsen viser, at han fortsat var villig til at flytte rundt i landet efter arbejde, men også at han åbenbart aldrig helt faldt til nogen steder. Da Martin Friis Hansen sporede Rasmus’ liv efter løsladelsen for mig, endte sporene i Randers, hvor Rasmus, 61 år gl., boede som ugift pensionær på Afholdshjemmet i 1940.

Det allersidste spor

Jeg fik den tanke, at han måske have levet resten af sit liv i Randers – hvor mange muligheder havde man for at rejse videre rundt efter arbejde som 61-årig snedkersvend i 1940? – og gav mig til at pløje kirkebøgerne fra Randers igennem for at finde hans død. Efter forgæves at have ledt efter ham i kirkebøgerne for Randers Hospital og for Skt. Clemens Sogn, fandt jeg ham omsider i Skt. Mortens Sogn og kunne konstatere, at han døde i 1962 kort før sin 83-årsdag og havde tilbragt sin alderdom på De Gamles Hjem i Randers.

Jeg opdagede, at da Rasmus døde, var jeg selv 3 år gammel. Lige pludselig føltes det som om jeg som lille pige kunne tage den gamle mands hånd, give den et klem og sige: Din skæbne er ikke glemt og din historie skal blive fortalt.

Det er hermed gjort.

Flere eftertanker: om datidens retspleje, politiefterforskning og om at komme på sporet af en mulig nomadefamilie

2 meninger om “Eftertanker om boretyven 1”

  1. Tak for en spændende og lærerig historie, et flot arbejde du har gjort for at vise livet på skyggesiden.

  2. Tusinde tak for en spændende historie med et meget fint tidsbillede. Du skal også have tusinde tak for al det arbejde du må have gjort for at bibringe os denne historie. I dag havde han sikkert fået en eller anden diagnose – asperger ell. lign. Enspænder var han i hvert fald.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.