Boretyven i Svendborg 1902 – 9. afsnit

9. Der sad tre mænd i Sangforeningen..

Resume: Hen over sommeren 1902 havde Svendborgs politi gjort flere forgæves forsøg på at fange den rigtige boretyv. Foreløbig var de bare blevet til grin i både avis og revy. Da august måned både bød på et voldeligt overfald på en ung pige og et nyt indbrud, der bar boretyvens tydelige signatur, steg presset på Svendborgs politi.
Læs fra 1. afsnit
Læs forrige

30. august – 1. september 1902

Boretyven var det helt store samtaleemne i Svendborg den lørdag, hvor nyheden om indbruddet i Borgerskolen havde stået i avisen. Også blandt tre mænd, der om eftermiddagen sad og nød en stille bajer i Sangforeningen.

Bykort Svendborg 1902 med bl.a. Sangforeningen og Rottefældeteateret
Dagen efter indbruddet på Borgerskolen sad tre mænd og drak en bajer i Sangforeningen, der lå dør om dør med politistationen. De besluttede sig for at gå på forbryderjagt oppe i skoven ved Rottefælden, og så kom der skred i Boretyve-sagen.

Svendborg Sangforening ejede et stort hus midt i byen på hjørnet af Fruerstræde og Ramsherred, dør om dør med politi- og brandstationen ved Torvet. Huset var oprindeligt opført som teater, men teateret blev i 1894 lukket af brandmyndighederne, fordi der kun førte en trappe op til teatersalen på 1. sal. Sangforeningen havde senere købt bygningen, og den fungerede nu som foreningshus og samlingssted – i skarp konkurrence med Borgerforeningen på den modsatte side af Fruerstræde.

Svendborg politi- og brandstation 1915
Svendborg Politi- og brandstation, fotograferet i 1915. I baggrunden ses Apolloteatret, der i 1902 hed Sangforeningen, og hvor d’herrer Wilhjelm, Mathiesen og Nielsen besluttede sig for at gå en tur ud i Rottefældeskoven for at finde den mystiske mand, musiker Nielsen havde observeret derude. Det var oplagt lige at kigge ind på politistationen og tage en betjent med, og Nr. 1 Jensen var frisk på opgaven. Svendborg byhistoriske Arkiv.

De tre herrer, der denne lørdag eftermiddag sad og ordnede verdenssituationen, var Wilhjelm (hvilken af Svendborgs mange Wilhjelm’ere fremgår desværre ikke af sammenhængen), guldsmed Mathiesen og musiker Nielsen, sidstnævnte var også en habil amatørkunstner. Da talen faldt på boretyven, sagde Nielsen, at da han dagen før havde været en tur ude i Rottefældeskoven for at tegne skitser, havde han set en mistænkelig person derude. Og her lørdag formiddag, hvor han også havde været i skoven for at tegne, havde han igen set manden derude. Kunne det være den mystiske boretyv?

Skoven var et oplagt skjulested

Rottefældeskoven – også kendt under navnet Caroline Amalielund – var, dengang som nu, en lang, smal skov, der dækkede de stejle banker langs med Trappebækken, der løb oppe vest for landsbyen Tved ned mod Svendborgsund i det, der dengang var Svendborgs østlige udkant. Skovens bynære beliggenhed og dens dramatiske topografi langs det snoede vandløb havde allerede fra 1820’erne, da folk så småt fik smag for naturoplevelser, gjort skoven til et populært udflugtsmål. En vaks skovløber begyndte at tilbyde skovgæsterne ”vand på maskine” og lagde dermed grunden til serveringsteateret Rottefælden, som siden begyndelsen af 1880’erne havde lagt hus til de populære Rottefælderevyer. På grund af de stejle skrænter var skoven ret utilgængelig uden for stierne og dermed et godt sted at gemme sig.

Caroline Amalielund 1905
Skoven ved Rottefældeteateret kendes både som Rottefældeskoven og det lidt finere Caroline Amalielund. Det er en dramatisk skov, der breder sig på de stejle skrænter langs Trappebækken. Her ses et blidere stræk, fotograferet i 1905. Svendborg byhistoriske Arkiv.

Tilbage til de tre mænd i Sangforeningen. De blev enige om at gå en tur ud til skoven og se, om de kunne finde Nielsens mystiske mand. For en ordens skyld stak de lige indenfor på politistationen først, og der var nr. 1 Jensen klar til at gå med. Efter alle ydmygelserne og Sherlock Holmes-stiklerierne fra avisen og revyen, trængte den fhv. gendarm til at få genoprettet æren og boretyven sat fast.

Fanget!

Ude i skoven viste Nielsen vej til det område, hvor han havde observeret den mulige boretyv. De fire mænd spredte sig og gav sig til at lede og det varede ikke længe, før guldsmed Mathiesen fandt ham: han lå og sov oppe på en af bakkerne. Nr. 1 Jensen kom hurtigt til, gav sig til at udspørge den fortumlede mand og undersøgte indholdet af hans lommer. Der dukkede lidt af hvert op: En klædebørste. To kamme. En dorn. Og så – en antik mønt. Bingo! Her stod boretyven fra Borgerskolen! Om han også var boretyven fra de andre indbrud, og måske også overfaldsmanden fra 2. august, måtte tiden vise. Et par dage senere bragte Svendborg Avis en malende beskrivelse af visitationen:
”Da det regner, slaar Wilhjelm sin Paraply op over hele Selskabet, medens Nielsen, der foruden at være Musiker, maler ret godt, tegner en Skitse af Scenen!”

Nr. 1 Jensen takkede de tre fra Sangforeningen for hjælpen og begyndte at gå ind mod Svendborg med et fast tag i armen på den pågrebne. Wilhjelm, guldsmed Mathiesen og musiker Nielsen gik ned til restauratør Rasmus Hansen i Rottefælden og fejrede fangsten med endnu en kølig bajer.

Der er han igen..

Stor var deres undren, da der kort efter kom en mand forbi, der påfaldende lignede ham, de netop havde pågrebet.
”Der er han igen!” sagde musiker Nielsen. Men det kunne da ikke passe, så de trak på skuldrene og skålede.

Servering ved Rottefælden 1901
Wilhjelm, Mathiesen og Nielsen fejrede boretyvens fangst med en bajer hos restauratør Rasmus Hansen i Rottefælden, da de til deres store forbløffelse så tyven komme spadserende forbi igen…
Servering ved Rottefælden, 1901. Svendborg byhistoriske Arkiv.

Men det var boretyven, der var vendt tilbage til skoven. Undervejs til politistationen, da han sammen med Nr. 1 Jensen var nået til Toldbodstræde (i dag Krøyers Stræde), der går fra Svendborg Station op til Torvet, rev boretyven sig pludselig løs af Jensens greb og rendte, alt hvad remmer og tøj kunne holde. Selvom Jensen råbte ”Stop tyven!” og satte efter ham, lykkedes det boretyven at løbe fra betjenten og forsvinde.

Det var en noget slukøret politibetjent, der noget senere igen dukkede op ved Rottefælden og spurgte de tre herrer, om de havde set noget til tyven.

Mens den forsvundne mand blev eftersøgt og hans signalement blev sendt ud over landet, gav politiet sig til at lede i det område, hvor han var blevet pågrebet, men fandt ikke ret meget, der kunne underbygge mistanken om, at det var den rigtige boretyv, man havde haft fat i.

En grundig lærer

Senere samme dag gik en af Borgerskolens lærere ud i området for at se sig om, og han havde mere held med sig. Det lykkedes nemlig ham at lokalisere ”ca. 100 af de savnede gamle Mønter samt en smuk Samling Indbrudsredskaber bestaaende af diverse Bor til Træ og Metal, Skruenøgle, Dirk m.m. Man kan tænke sig Politiets Glæde, da Læreren afleverede sit Fund paa Politistationen,” skrev Svendborg Avis mandagen efter den begivenhedsrige weekend.

For det var ikke slut endnu.

Mens politiet modtog meldinger om, at tyven var set både ved Broholm Gods og flere andre steder, gik det op for dem, at de faktisk små 14 dage tidligere havde haft fat i manden: En betjent havde truffet på ham ude i Hestehaven og taget ham med på politistationen, mistænkt for løsgængeri. Men de havde sluppet ham løs igen, da han havde været i stand til at svare for sig og været i besiddelse af 2 kr. og 26 øre.
”Hvis han da havde fortalt, hvem han var, kunde han jo have sparet Politiet for flere Ærgelser. Men han blev formodentlig ikke spurgt,” drillede Svendborg Avis.

Da politiet stod tidligt op

Nr. 1 Jensen og hans kollega, Nr. 6 Hansen havde en mistanke om, at boretyven nok stadig befandt sig i nærheden af Svendborg. Tirsdag morgen klokken halv fire mødtes de derfor efter aftale og i civil påklædning og gik ud til Rottefældeskoven. Da de passerede restaurationen bemærkede Nr. 1 Jensen, at vinduet til kælderen stod vidt åbent. Han kravlede derfor ind og så sig om: Måske kunne han nappe tyven på fersk gerning? Der var ingen i det rum, han kom ind i – og døren til det næste var tilsyneladende låset. Jensen kravlede derfor ud igen – uden at vide at grunden til at han ikke kunne få døren op var, at boretyven stod på den anden side og holdt imod.

Mens de to betjente begyndte at gå ud mod Christiansminde og Hestehaven for at søge, smuttede tyven ud bag deres ryg og rendte i en anden retning: over mod og op ad Nyborg Landevej. Det var ren tilfældighed, at en af betjentene kastede et blik op ad landevejen, da de krydsede denne, og fik øje på tyvens ryg nogle hundrede meter længere oppe ad bakken.

Så gik jagten atter ind og da tyven ikke havde bemærket, at de to civilklædte herrer i virkeligheden var betjente, anede han ikke uråd og blev derfor uden problemer pågrebet af Nr. 6 Hansen ved ”Grønne Post” lidt længere oppe ad vejen.

Tyven havde lært folk noget

Denne gang blev der ikke taget chancer: tyveknægten blev belagt med håndsnor – håndjern var ikke rigtigt taget i brug af Svendborgs politi på det tidspunkt – og i triumf bragt til politistationen, hvor han blev anbragt i arresten.
Svendborg Avis konkluderede foreløbig:
”En Ting har Tyven dog lært Folk i Almindelighed, nemlig at passe bedre paa deres Penge. Bankerne har høstet Fordel af, at Folk ikke turde ligge med Pengene hjemme om natten; der er kommen Liv i Pengeskabshandelen, og Smedene har gjort gode Forretninger med at udbedre Folks Laasetøj.
Og saa har Tyven som sagt bidraget meget til Underholdningen i Sommer, han har givet fedt Stof til revyen, og nu vil endelig hans eventyrlige Paagribelse være Samtalestof for mange Dage.”

Denne gang ser det ud til, at politiet har fået fat i den rigtige boretyv. Men hvem var denne mystiske mand, der havde leget kispus med Svendborg Politi i flere måneder? Det kan du læse om i næste afsnit, hvor både boretyvens identitet og motiver omsider bliver afsløret.

Boretyven i Svendborg 1902 – 8. afsnit

8. Mellemspil i august

Resume: At smed Hans Henrik Jensen i Bagergade både var flabet og glat som en ål var ikke nok til at sigte ham for at være boretyven. Overbetjent Ortving havde ingen reelle beviser mod manden og måtte opgive at sigte ham. Nu havde politiet haft hele tre mænd under mistanke og skudt forbi hver gang. De var til grin i både Svendborg Avis og i årets Rottefælde-revy. Men snart forstummede latteren…
Læs fra 1. afsnit
Læs forrige

August 1902

Mens årets revy, ”Sherlock Holmes eller: Naar de to Køn kommer sammen” trak fulde huse i teateret i Rottefældeskoven, havde boretyven tilsyneladende stadig indstillet karrieren.

Eller havde han? I begyndelsen af august var der igen en forbryder på spil – spørgsmålet var, om boretyven også kunne finde på den slags?

Lørdag 2. august ved halv ti-tiden om aftenen kom bødkermester Hansen fra Korsgade ind på politistationen på Torvet med sin 18-årige datter Anna. Halvanden time tidligere var Anna blevet overfaldet og forsøgt voldtaget ude i Hestehaven i nærheden af godset Bjørnemose, da hun var kommet cyklende alene ad Bjørnemoseløkkevej.

Et voldtægtsforsøg

Anna fortalte, iflg. politirapporten, at manden havde væltet hende af cyklen og smidt hende om på ryggen: ”Da hun straks gav et Skrig fra sig, stoppede Personen Fingrene i Munden paa hende, hvorved hun forhindredes i at skrige mere, men det var kun et Øjeblik, og han rejste sig derpaa op uden at have berørt hende andre Steder end i Ansigtet, Han gjorde ikke Mine til at ville løfte hendes Skørter eller lignende og sagde ikke et Ord. Hun rejste sig op saa hurtigt hun kunde og i sin Angst fremtog hun sin Pengepung og rakte Personen den, idet hun ytrede “Tag den og mine Penge og lad mig gaa! Hvad vil De mig dog?” Personen tog som foran ommeldt Pengene, rystede paa Hovedet om mumlede noget som “Penge”, hvorpaa han ganske rolig fjernede sig med den og satte sig ned ved en Høstak et kort Stykke fra Stedet.”

Svendborg-Christiansminde 1903
Hestehaven rummede både skov og frugtplantager og var ejet af den stenrige Weber-familie, der byggede flere store villaer i området, bl.a. Villa Taarnborg. Området var et populært udflugtsmål, og både vejen til godset Bjørnemose og til trækfærgen til Thurø førte gennem Hestehaven. Kort fra 1903.

Den temmelig rystede unge pige samlede sin cykel op og skyndte sig den modsatte vej for at komme hjem til Svendborg. På vejen mødte hun Fru Nielsen, der drev pensionatet Villa Tårnborg lige i nærheden, sammen med et par damer og herrer. Anna betroede sig til fru Nielsen, der fulgte hende ned til dampskibsbroen ved Christiansminde, og her talte de med en herre, der mente at have set forbryderen i området tidligere på dagen. Det havde fru Nielsen også; dagen før havde hun vist ham ud af Villa Tårnborgs have, hvor pludselig havde siddet på en bænk.

Han var helt ordentligt klædt

Anna kunne også give et ganske godt signalement af sin overfaldsmand:
”En Mandsperson (formentlig Bondekarl), ca. 25 Aar gl., middel af Højde og Bygning, rødladent Ansigt, ingen Skæg, mørke Øjne og formentlig mørkeblondt Haar, iført Jakke af blaagraat, groft Stof, Benklæder af noget lysere Farve og Boerhat. Han var forøvrigt helt ordentligt klædt.”
Havde politiet omsider et signalement af Boretyven? For naturligvis gik rygterne omgående om, at boretyven var på spil igen og nu ikke holdt sig tilbage fra at overfalde unge damer på ensomt beliggende steder.

Villa Taarnborg ved Svendborg, 1900
Villa Taarnborg var sommerpensionat i 1902, og her søgte den 18-årige Anna Hansen hjælp, efter hun var blevet overfaldet på vejen mod Bjørnemose gods.

Nr. 1 Jensen tog omgående afsted til gerningsstedet sammen med reservebetjent nr. 13 Larsen, men manden var naturligvis pist væk. De talte med fru Nielsen, der fra flere badegæster havde hørt, at en mand, der svarede til overfaldsmandens signalement, var blevet set ved Christiansminde flere gange dagen før.
Manden blev eftersøgt af frivillige i hele området, politiet søgte efter ham i Svendborg by, men uden resultat.

Set på vej mod Nyborg

En kandidat Mogensen fra København, der sammen med sin bror holdt badeferie ved Christiansminde, fortalte politiet, at han og broderen om aftenen var kommet cyklende fra Bjørnemose mod Christiansminde, og omkring kvart i otte havde passeret en mand, der passede på signalementet, der var på vej i den modsatte retning.

Bjørnemose ved Svendborg
Bjørnemose gods ligger øst for Svendborg ned mod Skaarupsund. Hovedbygningen er opført 1854 og nedbrændte i begyndelsen af januar 2021.

Ved ti-tiden om aftenen var manden blevet set et stykke længere østpå, ude ved Rudbjergskov, hvor husmand Lars Rasmussen, kaldet Lars Urtemand, havde mødt ham på vej op fra stranden ad en havegang op mod sit hus. Da Lars Urtemand havde sagt til ham, at han da vist var på vej i den gale retning, havde manden spurgt, om det ikke var vejen til Nyborg?

Lars Urtemand havde forklaret ham den rette vej op forbi Juliegård, manden havde bedt om noget at drikke og havde drukket to store glas vand, hvorefter han var gået videre i retning af Juliegård uden ellers at sige noget særligt.

Nr. 1 Jensen ringede omgående til sin kollega, politiassistent Hansen i Hesselager, og bad ham om at holde udkig efter manden. Men han var som sunket i jorden.

August måned gik.
Ingen overfaldsmand.
Ingen boretyv.

Boretyven slår til igen

Indtil Svendborg Avis lørdag 30. august kunne meddele, at boretyven var vendt tilbage:
”Boretyven. Vi modtog i Morges den alarmerende Efterretning, at Boretyven nu har genoptaget sin Virksomhed. Han har i Nat boret sig ind paa Borgerskolen, hvor han i Ro og Mag har lirket ved forskellige Gemmer til Kontoret, brudt ind i Lærerværelset, hvor han har opbrudt alle Skabe og sluttelig fjernet sig med Inspektør Martinius Hansens værdifulde Møntsamling.”

Pludselig var sporet brandvarmt igen og Svendborgs politi fik en chance for at genrejse sit gode ry og rygte. Læs mere om hvordan det forløb i næste afsnit..

Boretyven i Svendborg 1902 – 7. afsnit

7. Konfrontation med smed Jensen og mystiske hændelser på Hotel Svendborg

Resume: Boretyven har tilsyneladende lagt boret på hylden og nyder udbyttet af kuppet på amtskontoret i Svendborg. Politiet har ladet både Hans Marius Jensen og Lars Nielsen Larsen gå, da det tydeligvis ikke var nogen af dem, der var boretyven. Men nu stiller overbetjent Ortving skarpt på smed Hans Henrik Jensen i Bagergade.
Læs fra 1. afsnit
Læs forrige

Juli-august 1902

Imidlertid var rygtet om smed Jensen anholdelse tidligere på sommeren blot – et rygte. Selvom politiet nærede en vis mistanke til ham, var de – belært af erfaringen – endnu ikke skredet til anholdelse. Med de nye oplysninger i baghånden opsøgte Ortving smed Jensen i hans hjem, Bagergade 17, for at konfrontere ham med dem.

Men smeden var glat som en ål. Han kunne overhovedet ikke huske, hvem der havde fortalt ham om indbruddet den lørdag morgen, heller ikke selvom Ortving pressede ham: ”.. at han nærmere kunde tænke derover, mente han ikke vilde bringe ham paa bedre Hukommelse.”

Jensen kunne imidlertid huske, at han havde hørt nyheden på Torvet, og mente at det måtte have været omkring kl. halv ni, for han var først gået hjemmefra den morgen klokken otte. Og da Ortving ville vide, hvem han havde fortalt nyheden videre til og hvornår, kunne han heller ikke huske det – det var jo lørdag og torvedag og der var mange mennesker i byen:

”Med Hensyn til tidspunktet forklarede Jensen, at det havde jo været temmelig umuligt for ham at fortælle om Tyveriet til nogen førend efter Kl. 8 Morgen, da han, som forklaret, først gik fra Hjemmet Kl. 8 og ikke før den Tid kendte noget til det ommeldte Indbrudstyveri.

Alle Spørgsmaalene blev rettet til ham gentagne Gange, ligesom jeg samme Dags Aften atter foreholdt ham de fornævnte Spørgsmaal, men han fastholdt sin om Middagen afgivne Forklaring.”

Overbetjent Ortving måtte opgive at komme videre med smeden ad den vej.

Et tip fra Hotel Svendborg

Men mistanken levede stadig, og da hotelkarlen fra Centralhotellet 14 dage senere tippede Ortving om, at hans kollega på Hotel Svendborg nede ved havnen i begyndelsen af juni havde haft en mystisk oplevelse, opsøgte Ortving ham for at høre nærmere.

Hotel Svendborg 1905
Hotel Svendborg på hjørnet af Havnepladsen og Brogade var et af byens førende hoteller i begyndelsen af 1900-årene. Her havde en hotelkarl en mystisk oplevelse – var det boretyven på listefødder?

Den 25-årige hotelkarl Christian Nielsen fortalte, at han en nat – han mente, det var i den første uge af juni – var vågnet ved at hans lille rottehund, som han havde hos sig om natten, begyndte at gø. Han fornemmede også, at nogen tog i døren til hans kammer, der lå i stueetagen ud mod gården ved siden af køkkenet. Noget fortumlet sprang han ud af sengen, rev døren op og fik øje på en person, der var på vej væk – og som satte i fuldt firspring, da Christian åbnede døren. I få spring var den fremmede løbet tværs over gården og var forsvundet ind i hotellets baghus, hvor en åben gang førte tværs gennem og ud bagved, hvor et plankeværk dannede skel til nabohaven.

Christian havde set på sit ur, at klokken var ti minutter over to og tænkte, at han skræmt en listetyv på flugt, men havde ellers ikke foretaget sig andet end at gå på hovedet i seng igen og genoptage sin forstyrrede nattesøvn. Næste dag havde han ikke tænkt så meget mere over det, heller ikke på at rapportere episoden til politiet.

En tyv på strømpesokker?

”Christian Nielsen havde særlig lagt mærke til Personen lydløse Gang, da han løb over Stenbroen i Hotelgaarden; han var derfor overbevist om, at Personen ikke havde Støvler eller andet Fodtøj paa Benene, men maa derimod have listet sig omkring paa Strømpesokker eller nøgne Fødder, hvilket han dog ikke opnaaede at se,” skrev Ortving i sin rapport og tilføjede det signalement, Christian kunne opgive på baggrund af det korte glimt, han havde fået af manden bagfra:

”Middel af Højde, kraftig bygget, iført Jakke og Benklæder af brunlig eller graa Farve – tarvelig Arbejdsdragt. Dette Signalement kan for saa vidt nok passe paa Smed H. H. Jensen, Bagergade.”

Men heller ikke dette førte til, at man kunne rejse en sigtelse mod smeden i Bagergade.

Censur af sommerrevyen

Mens den regnfulde juli blev til en regnfuld august, tørrede de sidste spor efter boretyven ud. Til gengæld havde Rottefælderevyens direktør brugt den første del af sommeren på at skrive tekster til den revy, der fik premiere sidst i juli.

De tekster brød borgmester/dommer/politimester Schou sig ikke spor om, da de landede på hans bord til censur (se note nederst). At revyens titel var ”Sherlock Holmes” kunne han ikke gøre noget ved. Men han forbød enhver brug af ordet ”boretyv”.

Latteren rullede derfor ganske indforstået i sommerteateret, da revyen havde premiere 25. juli med en flittig brug af ordet ”hjertetyv” i sange og sketches.

Men få dage senere stivnede latteren, da en ung pige blev overfaldet i Hestehaven. Var det boretyven, der igen var på spil? Læs med i næste afsnit.

Note: Censur af revytekster
Under arbejdet med historien om Boretyven kom det noget bag på mig, at der var censur i 1902, så derfor henvendte jeg mig til Rikke Rottensten, der er museumsinspektør på “Alhambra – museet for humor og satire”.
Rikke Rottensten fortæller, at selvom Grundloven af 1849 i princippet havde afskaffet censuren, var der dog grænser for, hvad magthaverne ville finde sig i. Derfor blev der i 1853 der indført teatercensur i Danmark og den varede faktisk helt frem til 1953, dog med en del ændringer undervejs. Fra 1893 lå censuren af teater- og revytekster hos Justitsministeriet, mens man hos den lokale politimester skulle føre tilsyn med den fysiske forestilling, dvs. mimik, gestik, scenografi, plakater osv. Der var også en kattelem i censurreglerne om, at politiet lokalt kunne forbyde eller begrænse opførsler, selv om censor havde blåstemplet dem i ministeriet. 
Rikke Rottensten skriver bl.a.:
“For at kunne vurdere selve opførelsen, som er det væsentlige ved en revy og rummer mange faldgruber for frivol optræden – som var det man især var på vagt overfor dengang – har en fra politiet skulle se en gennemspilning af revyen inden premieren. Ved den lejlighed kunne man opdage tekster, som ville være problematiske lokalt, men som censor af gode grunde ikke er faldet over.  Det mest sandsynlige er, at censoren i København sikkert har ladet teksten gå lige igennem, men politimesteren har bagefter kunne blande sig.”

Boretyven i Svendborg 1902 – 6. afsnit

6. Sladder, rygter og mistanker

Resume: Politiet har haft anholdt og efterforsket to mænd for at være den mystiske boretyv, men har måttet lade begge gå. Det giver både Svendborg Avis og Sommerteatret anledning til at drille politistyrken. Boretyven selv er forsvundet op i den blå luft, men fanges skal han – og der indløber forskellige tips til politiet om hvem han kan være.
Læs fra 1. afsnit
Læs forrige

Juli 1902

Selvom der ikke var sket nye tyverier efter indbruddet på amtskontoret 10. juni, lå efterforskningen langt fra stille. Politiet modtog hen over sommeren en række tips, som blev efterprøvet. Det første kom fra en gammel kone, brolægger Nielsens enke Karoline, der boede Overgade 20 – en gade, der fører fra den lavtliggende Ørkildsgade over bakken op mod amtmandens højtbeliggende Ørkildshus.

Svendborgs nordlige bydel 1902
Karoline i Overgade fandt det mystisk, at Ruder Knægt valgte at gå hjem ad Overgade i stedet for ad Nyborg Landevej, da han skulle hjem til Hømarken sent om aftenen d. 9. juni. Måske havde han i virkeligheden været på vej til at bryde ind på Amtskontoret?

Flere uger efter indbruddet på amtskontoret fortalte Karoline til politibetjent nr. 3 Garp, at hun den aften, hvor indbruddet skete om natten, havde set Ruder Knægt komme gående nede fra Ørkildsgade og passere hendes vinduer kort før midnat. Og Ruder Knægt, hvis borgerlige navn var Jens Chr. Jensen og i øvrigt ernærede sig som blikkenslager, var ikke hvem som helst. Han var nemlig en nær slægtning af den på Langeland temmelig berygtede Ruder Konge, der i disse år var under kraftig mistanke for at stå bag et bestialsk dobbeltmord, der var begået i 1896 i landsbyen Oure på Langeland. Hele familien havde et dårligt ry.

En ulogisk omvej

Karoline kendte udmærket Ruder Knægt. Han havde været i hendes hus hele tre gange i forbindelse med nogle problemer, hun havde haft med sin vandhane. Der var nemlig ikke noget i vejen med mandens evner som blikkenslager. Men da Karoline vidste, at han for tiden boede langt oppe i Hømarken, undrede det hende en hel del, at han valgte at gå hjemad ad Overgade – hvis han da ellers havde været på vej hjem. Så havde det været mere logisk at vælge Nyborg Landevej. Men måske havde han i virkeligheden været på vej op for at bryde ind hos amtmanden?

Garp noterede, at Karoline havde ret i sin argumentation, men da han ikke kunne finde andre vidner, der havde set Ruder Knægt i området den aften, gjorde han ikke mere ud af sagen.

Smeden i Bagergade

Hen i juli kom der rygter på banen, som der var en del mere kød på. Politiet var klar over, at smed Hans Henrik Jensen fra Bagergade vist ikke havde helt rent mel i posen, men om han også kunne være identisk med boretyven, havde de ingen beviser for. Da overbetjent Ortving en dag faldt i snak med glarmester Gertz i Vestergade, kom denne med nogle oplysninger, som skærpede mistanken til smeden i Bagergade.

Note:
I 1902 hed overbetjenten faktisk Hans Peter Christian Jensen. Nogle år senere end denne fortælling tog han navneforandring til Ortving, da hele tre ud af politistationens 10 betjente på det tidspunkt hed Jensen.
For i denne fortælling at undgå forveksling med Nr. 1, Jens Jensen (som bar sit Jensen med stolthed til sin død), tillader jeg mig at foregribe navneændringen med ca. tre år.

Gertz fortalte, at hans svoger havde fortalt, at han den morgen 19. april, hvor indbruddet hos købmand Krøyer blev opdaget, allerede ved 6-tiden på Torvet var truffet på smed Jensen. Jensen havde spurgt, om svogeren ville have en nyhed med til Amtstidende? Han var nemlig faktor på avisens trykkeri og på vej på arbejde. Det ville han selvfølgelig gerne, og smeden havde fortalt ham, at der havde været indbrud hos Krøyers om natten. Men hvordan kunne han vide det så tidligt på morgenen – medmindre han selv var gerningsmanden?

svendborg 1902 med Marievej, Amtstidende og Centralhotellet
Faktor Petersen var vågnet tidligt og ville derfor gå en morgentur på havnen – ellers ville han ikke have passeret Centralhotellet på Torvet på vej fra Marievej til Amtstidende i Skt. Nicolaj Gade.

Ortving opsøgte straks faktoren, der hed Johan Chr. Petersen, og som bekræftede Gertz’ beretning. Om morgenen 19. april skulle han møde tidligt, men var vågnet endnu tidligere og havde besluttet sig for lige at slå en tur ned omkring havnen i det fine vejr, inden han mødte på arbejde. Normalt ville han ellers ikke passere Torvet på vejen fra sit hjem på Marievej til Amtstidendes bygning i Skt. Nicolajgade, men netop denne dag gjorde han altså – og på vej over Torvet blev han råbt an af smed Jensen, der stod og snakkede med hotelkarlen fra Centralhotellet. Og der havde han altså fået nyheden om indbruddet, og at der var blevet stjålet omkring 20 kr. Han mente, han havde talt med Jensen inden klokken var halv syv, for der skulle han møde på arbejde.

Skt. Nicolaj Gade Svendborg 1905
Det konservative Amtstidende holdt til i bindingsværksbygningen til venstre i billedet – og var nærmeste nabo til ærkekonkurrenten Svendborg Avis i bygningen bagved.
Postkort fra 1902, Svendborg byhistoriske Arkiv.

Da der nogen tid senere pludselig gik rygter i byen om at smed Jensen var blevet anholdt og sigtet for en række tyverier, slog det faktoren, at det i grunden da var noget mistænkeligt, at Jensen havde været så godt informeret så tidligt morgenen efter indbruddet.

Sikke en frækhed!

Det samme mente hotelkarlen, Christen Christensen, da Ortving opsøgte ham. Han mente, klokken måtte have været mellem seks og halv syv om morgenen, da smed Jensen fortalte ham om tyveriet hos Krøyers, for Christen havde vist nok været nede på stationen med en gæst, der skulle med morgentoget kl. 6. Hotelkarlen kunne ikke huske, hvilken retning, Jensen var kommet fra eller noget nøjere om samtalen, men mente at huske, at Jensen havde råbt en forbipasserende herre an med nyheden.

Ortving skrev i sin rapport: ”Da Komparenten (hotelkarl Christensen, red.) i sin Tid hørte det udspredte Rygte, at Smed Jensen var bleven anholdt, som sigtet for de begaaede Indbrudstyverier, tænkte han straks, sikken en Frækhed, han var jo den første der fortalte mig om Tyveriet hos Kbm. Krøyers.”

Ortving dobbelttjekkede de nye oplysninger. De to kommiser hos Krøyers der, som de første, opdagede indbruddet om morgenen 19. april, var enige om at de havde hentet politiet på den modsatte side af Torvet mellem tyve minutter over seks og halv syv den morgen, og det samme var noteret i politirapporten om indbruddet. I sin rapport 23. juli spekulerede Ortving over rækkefølgen af begivenhederne den morgen:
”Det var derfor højst usandsynligt at andre end Købmand Krøyers Folk og Politiet – dog med Undtagelse af selve Tyven – kan have kendt noget til Tyveriet førend kl. 6½ Morgen.

Overbetjentens overvejelser

Det ser saaledes ud til, efter hvad der er bleven oplyst, at Smed Jensen har publiceret tyveriet forinden han paa ærlig Maade selv har kunnet faa noget at vide derom. At Jensen har turde driste sig dertil, kan vel forklares derhen, at han i egen Interesse har staaet et eller andet Sted paa Torvet, nemlig paa den østlige Del af samme hvorfra der er god Udsigt over Kbm. Krøyers Ejendom – eller ogsaa fra Møllergade har iagttaget, hvorledes Købmand Krøyers folk greb Sagen an, da de opdagede Tyveriet. Forudsat, at Smed Jensen har anstillet en saadan iagttagelse, da har han uden Tvivl set, at en af Købmand Krøyers Kommiser løb til politiet, og at Krøyers Karle, der paa den Tid var i Færd med at opstille Slagterboder paa Torvet, raabte Kommisen an; dette har da givet Smed Jensen Anledning til at tro, at Kommisen havde fortalt Karlene hvad der var sket – hvilket han imidlertid ikke gjorde – og Jensen har formentlig ikke selv kunnet vente længere med at bringe Nyheden til Torvs.”

Smed Jensen er et rigtigt godt bud på boretyven. Men sidder han overhovedet i arresten, som rygtet siger? I næste afsnit går overbetjent Ortving i kødet på smeden fra Bagergade..

Boretyven i Svendborg 1902 – 5. afsnit

5. En fattig mand fra Skaarup,
der løb omkring om natten

Resume: Mistanken om, at Hans Marius Jensen stod bag tre indbrudstyverier i Svendborg og et i Skaarup, holdt ikke vand. Hans blev løsladt og politiet var igen på bar bund, men så kom der et tip om, at en tilflytter ude på Skaarup Mark i nabosognet Skaarup opførte sig mistænkeligt.
I dette afsnit støder vi også på et stykke fynsk dialekt. Hvad betyder en “hoppe” på fynsk?
Læs fra 1. afsnit
Forrige afsnit

17.– 25. juni 1902

Hvordan det gik til at politiets opmærksomhed, få dage efter løsladelsen af Hans Marius Jensen, blev rettet mod en mand fra Skaarup, fremgår ikke af kilderne. Sandsynligheden taler for, at den lokale sladder har taget fast form og udpeget den nylige tilflytter, Lars Nielsen Larsen, som et godt bud på den rigtige boretyv.

Under alle omstændigheder blev den 40-årige arbejdsmand anholdt i sit hjem på Skaarup Nørremark ved 7-tiden om aftenen den 17. juni af Sunds-Gudme Herreders herredsbetjent Røssel. Han blev bragt ind til arresten i Svendborg og næste morgen overdraget til Svendborg Købstads jurisdiktion og stillet for dommer Schou.

Flere indicier

En række indicier pegede på Lars Nielsen Larsen som en mulig gerningsmand. For det første var han fattig: året før havde han måtte sælge det hus, han, konen og tre hjemmeboende børn på 10, 5 og 3 år boede i på Gl. Skaarupvej i det nordøstlige Svendborg. Nu boede de til leje på Skaarup Nørremark i nabosognet og familien var forøget med en nyfødt. Det stod endda så galt til, at familien havde modtaget hjælp fra fattigvæsenet i Skaarup i en periode, fordi konen Ingeborg havde været syg, og Lars ikke havde kunnet skaffe sig tilstrækkeligt arbejde i skovene til at forsørge familien. Men på det seneste havde han talt højt om både at købe en gris til opfedning og nyt tøj til børnene.

Desuden var han tidligere straffet. Hele tre gange havde han været fængslet for tyverier, senest i 1898, hvor han havde fået 6 x 5 dages fængsel på vand og brød.

Endelig havde nogen observeret Lars Nielsen Larsen rende rundt om natten på tidspunkter, hvor ordentlige mennesker lå og sov i deres seng.

Det første retsmøde var ganske kort: Lars bekræftede sin identitet og fødselsdato og at være tidligere straffet. Dommeren sigtede ham for at stå bag de mange indbrudstyverier, hvilket han på det bestemteste benægtede. Derefter blev han ført tilbage til arresten, mens sigtelsen blev nærmere gransket.

Politiet fandt en revolver

Denne granskning bestod primært i en husundersøgelse af familiens hjem samt en afhøring af Lars’ kone Ingeborg om familiens økonomiske forhold og Lars’ aktiviteter, både om dagen og om natten.

Husundersøgelsen bragte bl.a. en revolver for dagens lys, der sammen med en sparekassebog på 25 kr. og nogle bor blev lagt frem i retten ved det næste retsmøde 20. juni. Her var Ingeborg tilsagt til at møde op og bekræfte den forklaring, hun havde givet til politibetjenten i forbindelse med husundersøgelsen.

Det var en stålsat kone, der stod i retten og forsvarede sin mand. Ingeborg mente ikke, familien var så fattig endda. Jo, de havde haft det hårdt sidste vinter med sygdom og manglende arbejde, og jo, Lars havde måske nok neglet lidt brænde et par gange, men de betalte punktligt købmandsregningen hos købmand Jonsen i Hømarken hver måned. Derhjemme havde hun 4 kr., og der stod stadig 25 kr. på sparekassebogen, og der havde de stået siden 17. februar. Desuden havde Lars mindst 30-40 kr. til gode for sit arbejde i skoven, og det var derfor han havde tilladt sig at drømme højt om at købe en gris og lidt nyt tøj til børnene.

Ingeborg forsvarer sin mand

Ingeborg fortalte også, at det var rigtigt at Lars havde købt både rom og sukker hos gæstgiveren i Skaarup, men for det første havde han betalt det kontant, for det andet var det til en fest i skoven til Grundlovsdag.

10. juni, hvor indbruddet hos amtmanden var sket om natten, havde Lars sidst på dagen været en tur i Svendborg for at købe en sut og et hoppenet (rejenet), men han kom hjem med toget samme aften kl. 10, og selvom hun var gået i seng, da han kom hjem, var hun vågen og de talte sammen, mens han fik en bid mad, inden han også tørnede ind.

Hvis der er nogen, der har set lys hos dem om natten, skyldtes det at hun var oppe med den lille, og hvis nogen havde set Lars ude om natten, var det fordi han forsøgte at supplere indtægterne fra skoven med hoppefangst (rejefiskeri).

De bor, politiet havde fundet hos dem, brugte Lars til at forarbejde naturtræsmøbler til salg, igen for at skaffe indtægter til familien, og han havde bestemt ikke haft dem med sig den dag, han var på indkøb i Svendborg.

Jo, det var rigtigt, at Lars ikke var kommet på arbejde i skoven lørdag d. 11., hvor indbruddet hos amtmanden blev opdaget. Men det var fordi det regnede, så han blev hjemme og lavede hoppenet i stedet.

Ingeborg kunne simpelthen ikke forestille sig at Lars stod bag indbruddene. Han havde ikke haft flere penge mellem hænderne end ellers, og hvorfor skulle han gå ud om natten for at fange hopper, hvis han havde penge nok? Og revolveren? Den havde han byttet sig til for mange år siden for en jagtbøsse, men han havde aldrig brugt den.

Efter denne forklaring fik Ingeborg lov til at tage hjem til børnene; hun fik endda udbetalt 1 kr. i vidnegodtgørelse, og den faldt nok på et tørt sted.

Han var tvunget til at gå ud om natten

Lars blev igen hentet fra arresten og udspurgt af dommeren, og han fastholdt sin uskyld og forklarede om sin gøren og laden i fuldkommen overensstemmelse med Ingeborg.

”Navnlig på grund af konens sygdom har han været en del tilbage i vinter og har måttet melde sig til sognet, og da arbejdet i skoven ikke altid har været tilstrækkeligt, har han søgt bifortjeneste ved at lave møbler og nu senest ved at stryge rejer. Den sidste beskæftigelse tvinger ham jo til at gå ud om natten, men han er ikke ude på ulovligheder,” står der i politiprotokollen.

Pengene på sparekassebogen var de sidste fra salget af huset på Gl. Skaarupvej, og når han fik de 30-40 kr., han havde til gode for skovarbejdet mente han, at der nok kunne blive råd til en gris, hvis han kunne få den billigt, og også til lidt nyt tøj. Især den ældste dreng trængte.
Han genkendte de fremlagte bor som sine, men nægtede at have brugt dem til andet end til møbelfremstilling i sit hjem – og ja, revolveren havde han byttet sig til for en gammel bøsse.
Derefter blev Lars sendt tilbage i arresten.

Næste dag blev Lars løsladt. Arrestforvareren havde taget aftryk af hans nøgne fødder i kassen med vådt sand, og alle retsvidnerne måtte indrømme, at de fodspor på ingen måde lignede gipsafstøbningerne med knysterne fra amtmandens have.

Politiet var slået tilbage til start. Nu havde de haft anholdt og sigtet hele to mistænkte, der viste sig at være ganske uskyldige, og midt i det hele bragte Svendborg Avis denne lille notits i petit-rubrikken ”Med den slebne Saks”:

Svendborg Avis Petit-notits 1902
Især venstrebladet Svendborg Avis havde travlt med at stikle til byens politistyrke, der havde svært ved at fange boretyven.

”Boretyven spøger i alle Hjerner og alle Vegne. I Forgaars saa en Droskekusk, hver Gang han kørte forbi Indkørslen til Karoline Amalielund, et Par Ben stikke ud af et Hul i Grusgraven. Da han havde bemærket Benene 4 Gange i Løbet af 3 Timer, hviskede han “Boretyv” til Politiet, og et Par Betjente borede sig snart ind i Hullet til Benenes Ejermand, der viste sig at være en Vagabond, men ingen Boretyv.”

Drilleri i sommerteateret

Det blev ikke bedre af, at også sommerteateret i ”Rottefælden”, der hver aften spillede et par små, lette komedier, også havde en lille stikpille til den lokale ordensmagt. Svendborg Avis meddelte:
””En farlig Kommission” er en munter Farce. Ved en af Skæbnens lunefulde Spil viser Hovedpersonens Maske en forbløffende Lighed med en af vore lokale Retfærdighedens Haandhævere, tidligere alle forvorpne Drenges, nu alle uopdagede Boretyves Skræk.”

Politiet – og især nr. 1, Jensen, er til grin i sommerteateret og boretyven har gjort sig usynlig. Måske har han opgivet karrieren og nyder livet for de mere end 600 kr., han havde stjålet på amtskontoret?
Svendborgs borgere er dog ikke trygge ved at han går løs omkring, og i næste afsnit kommer der flere tips til politiet om boretyvens sande identitet.

Boretyven i Svendborg 1902 – afsnit 4

4. Husundersøgelse på Nyborg Landevej

Resume: Omsider har politiet sigtet en mistænkt for boretyverierne: Den 18-årige skibstømrer Hans Marius Jensen, der er blevet angivet af sin lillebror. Dommeren har beordret en husundersøgelse i drengenes hjem på Nyborg Landevej 9.
Læs fra 1. afsnit
Læs forrige

16. juni 1902

Da Hans blev hentet op i retten til forhør næste dag, blev han præsenteret for en række genstande, politiet havde beslaglagt under husundersøgelsen samme morgen: en urkæde, en æske, en afbetalingsaftale med skrædder Henningsen i Kattesundet, en sparekassebog, en låneseddel, to bor på hhv. 10/12” og 11/12” samt en mejsel.

Hans havde en god forklaring for hver eneste genstand: Urkæden havde han fået som præmie i forbindelse med at han abonnerede på nogle tidsskrifter. Æsken havde han fundet i Christiansminde onsdag morgen. Og ja, han havde købt nyt tøj hos Henningsen, for han ville have noget nyt til 1. maj demonstrationen. Det kostede hele 55 kr., og han havde lånt ti kroner til udbetalingen af en kollega, skibstømrer Søren Larsen i Granhøj ovre på Begtrupsvej, og ellers afdraget 2 kr. om ugen på tøjet, hvilket fremgik af det fremlagte kort.

I øvrigt, fortalte Hans, havde han aldrig haft så mange penge på sig, som Peter Laurits havde påstået. Højst 5-6 kr., og i løbet af foråret havde han også brugt de sidste af de 30 kr. i sparepenge, han havde haft i Sparekassen for Svendborg By. Bl.a. havde han på et tidspunkt hævet 15 kr., som han havde lånt sin far til huslejen.
Men det var rigtigt nok, at han havde haft penge på lommen 3. Pinsedag i Christiansminde, selvom han ikke kunne låne af sin mor. Hans havde nemlig pantsat det lommeur, han havde fået til sin konfirmation, og lånesedlen, politiet havde fundet, var på uret.

Hvad værktøjet angik, så genkendte Hans mejslen og det ene bor som tilhørende hans far, det andet bor tilhørte ham. Han havde købt det på auktion i Flensborg nogle år tidligere, men hverken det eller faderens var i brugbar stand.

Hans vaklede ikke

Dommeren udspurgte Hans grundigt for at se, om han vaklede i sin forklaring, men det gjorde han ikke. Det var stadig ikke nok til helt at overbevise dommer Schou om Hans’ uskyld, så den unge skibstømrer måtte tilbage til arresten, mens Svendborg Politis førende efterforsker, Nr. 1, Jensen, drog afsted for at afprøve Hans’ udtalelser.

Torsdag 16. juni var der atter retsmøde i sagen. Jensen havde efterprøvet Hans’ udtalelser, og mødte desuden op i retten med de tre gipsafstøbninger af fodsporene, der var fundet i Amtmandens have, samt en kasse med vådt sand.

Først kunne Jensen berette, at Hans havde det bedste skudsmål fra sin arbejdsgiver på Thurø: Siden han var blevet ansat i marts samme år, havde han ikke forsømt en eneste dag, regnvejrsdage fraregnet, bortset fra ½ dag, hvor han skulle vidne i en retssag i Tåsinge Birks Politiret. Ved en gennemgang af Hans’ værktøjskasse på skibsværftet på Thurø fandt man ingen bor, der passede med de huller, boretyven havde efterladt sig.
Jensen havde også været på Aktielånekontoret med lånesedlen, og det ur Hans havde pantsat, var ganske rigtigt hans konfirmationsgave og pantsat en uges tid før indbruddet på Skaarup Station fandt sted – det indbrud, hvor stationsforstander Nielsens lommeur var blevet stjålet.

Tømrer Søren Larsen på Begtrupvej erklærede, at det var rigtigt at han havde lånt Hans 10 kr. til udbetaling til det nye tøj, og der var ingen i Hans’ omgangskreds, der havde bemærket at han skulle have haft flere penge mellem hænderne end normalt de seneste par måneder.

Fodsporene

Og så kom det endelige bevis, der frikendte Hans: Nr. 1 Jensen havde været forbi Hans’ celle i arresten med en kasse med vådt sand og taget hans fodaftryk. Sammenlignet med fodaftrykkene fra amtmandens have stod det lysende klart, at Hans ikke var boretyven. I Politiprotokollen står ”.. at medens Anholdtes fods storetå flugter med den indvendige side af foden, viser gipsaftrykket, at storetåen på venstre fod har en hældning mod de andre tæer af over 40 grader.”

Kort sagt: Boretyven havde knyster. Det havde Hans ikke.

Alle Peter Laurits’ sigtelser mod den ældre bror var hermed faldet til jorden. Hans blev løsladt og kunne genoptage sit liv og arbejde efter tre dages ophold i arresten. Peter Laurits var blevet løsladt to dage tidligere uden dom. Hvordan det gik, da de to brødre igen skulle dele seng, vides ikke (se dog noten nederst*).

Efter at have løsladt Hans kunne Svendborg Politi 16. juni 1902 konstatere, at boretyven var lige så pist væk, som han hele tiden havde været.

Men blot tre dage senere blev sporet brandvarmt igen. Pilen pegede på en fattig mand fra Skaarup. Hvorfor mistanken faldt på ham, kan du læse i næste afsnit.

* Note: Hvordan det videre gik for brødrene Jensen
Senere samme sommer fik Peter Laurits Jensen i Overretten stadfæstet sin dom fra december 1901 for medvirken til krybskytteri: 10 slag ris. I efteråret 1902 blev Peter Laurits atter arresteret, denne gang for et tyveri, han havde begået på godset Bjørnemose under en jagttur sammen med Hans, så på det tidspunkt var brødrene i hvert fald forligt.
Efter konfirmationen kom Peter Laurits til søs og ser derefter ud til at være faldet til ro i livet som sømand uden flere kriminelle streger.
I 1904 fik Hans Marius Jensen arbejde på et skibsværft i Kolding. Han slog sig ned i Vonsild og stiftede familie der.

Boretyven i Svendborg 1902 – 3. afsnit

3. Mellem brødre

Resume: I foråret og forsommeren 1902 brød en mystisk tyv ind flere steder i Svendborg. Han anvendte et bor og forsvandt uden at efterlade sig andet end borespåner. Ved et indbrud på amtskontoret slap han væk med over 600 kr. og efterlod sig denne gang – udover borespånerne –nogle spor af nøgne fødder i amtmandens have. Kunne disse spor bringe politiet tættere på at pågribe tyven?
Læs fra 1. afsnit
Læs forrige

12. – 16. juni 1902

Mandagen efter indbruddet på amtskontoret, 12. juni 1902, var Svendborgs borgmester (og politimester og dommer – se note), Christian Lauritz Schou, på sit ugentlige tilsynsbesøg i arresten, og her faldt han i snak med en af arrestanterne, den 13-årige vaneforbryder Peter Laurits Jensen.

Note
Frem til 1919 blev købstædernes borgmestre ikke valgt på demokratisk vis, men blev udpeget af Kongen. I embedet indgik også funktionerne som politimester (byfoged) samt dommer i byens ret, så jobbet krævede en mand med juridisk uddannelse.

Fra 1899 – 1903 var Svendborgs borgmester m.m. Cand. jur. Christian Lauritz Schou.

Peter Laurits var på alle måder en rigtig lille forbryderspire. Som kun 10-årig blev han i 1898 første gang arresteret for tyveri; dagen efter konstaterede man i arresten at knægten var så befængt med fnat, at han blev overført til sygehuset.
Fire dage senere kom han retur og efter at have siddet endnu fire dage i arresten blev han løsladt uden dom, men med en alvorlig advarsel.
To år senere røg han ind igen for tyveri, og i december 1901 havde han fået en dom på 10 slag ris for at have bistået et par ældre kammerater med at gå på krybskytteri på Tåsinge.
Dommen blev eksekveret af en politibetjent, og Peter Laurits blev derefter sendt hjem.

Nu nærmede Peter Laurits sig sin 14-års fødselsdag og var atter arresteret. Denne gang var han sigtet for at være leder af en drengebande, der stod bag flere tyverier og fupnumre mod Svendborgs handlende. Han havde siddet i arresten i to dage, da han denne mandag eftermiddag faldt i snak med borgmester Schou og bl.a. fortalte ham, at han mistænkte sin storebror, Hans Marius, for at være boretyven.

Taget på sengen


Efter samtalen i arresten gav Schou ordre til, at Hans Marius Jensen skulle arresteres. Som enhver læser af krimier ved, er det lettest at gribe en forbryder tidligt om morgenen, når han ligger i sin søde søvn, og arrestationen skete da også klokken halv seks tirsdag morgen. Den 18-årige skibstømrer Hans skulle have været afsted på arbejde på et skibsbyggeri på Thurø, da politiet mødte op i hjemmet på Nyborg Landevej nr. 9, sigtede ham for tyveri og anholdt ham. Hans blev anbragt i arresten i Domhuset, hvor hans lillebror jo allerede sad.

Peter Laurits Jensen, 14 år i 1902
Som 14-årig var Peter Laurits Jensen godt kendt af politiet i Svendborg for en række tyverier og drengestreger. Foto: Anita Lillevang.
Hans Marius Jensen, 18 år
Hans Marius Jensen blev sigtet for boretyverierne efter han blev angivet af sin lillebror. Foto: Anita Lillevang.

Senere samme dag blev Peter Laurits hentet op i retten og af dommer Schou bedt om at fortælle foran retsvidnerne, hvorfor han mente at Hans kunne stå bag indbruddene.

Peter Laurits måtte først indrømme, at han selv – sin unge alder til trods – allerede havde fire straffe bag sig for krybskytteri og tyveri, men understregede, at han altså intet havde med boretyverierne at gøre, og at han slet ikke med sikkerhed vidste, om Hans var den skyldige. Men der var visse ting, der havde vakt hans mistanke. Især undrede det Peter Laurits, at Hans i den senere tid havde haft flere penge mellem hænderne, end hans ugeløn på 15 kr. kunne forklare. Især fordi han betalte sine forældre 6-7 kr. om ugen for kost og logi.

Resten havde han til lommepenge, men han brugte mange penge på fornøjelser og da Peter Laurits havde været i Christiansminde og fejre 3. Pinsedag (se note) sammen med Hans, havde denne haft penge på lommen, så de raslede. Og det undrede Peter Laurits, fordi Hans lige inden havde forsøgt at låne penge af deres mor, som havde sagt nej.
Desuden havde Hans både bestilt nyt tøj hos skrædder Henningsen i Kattesundet og betalt 10 kr. i forskud – og han havde anskaffet sig en guld-urkæde.
De to drenge delte seng hjemme på Nyborg Landevej nr. 9, og Hans havde flere gange forladt den fælles seng om natten og var gået ud.

Note:
3. Pinsedag er en tradition og festdag i Svendborg, hvor Svendborg Borgerlige Skyttelaug (stiftet 1815) holder deres årlige skydekonkurrence med efterfølgende fest.

Før i tiden var dagen halv fridag i Svendborg og alle strømmede ud til Christiansminde, hvor der – ud over skydekonkurrencen – var forlystelser og fest for høj som lav.

Han skulle holde sin kæft

Men Peter Laurits havde først sat Hans i forbindelse med boretyverierne, da en kelner Nielsens søn, Malling, havde fortalt ham, at han havde hørt rygter om, at det var Hans, der stod bag. Peter Laurits havde så spurgt Hans, om der var noget om snakken, men Hans havde blot svaret ham, at han skulle holde sin kæft med sådan noget løgn.

Peter Laurits pegede på andre indicier: Både Hans og drengenes far var skibstømrere, og faderen havde et værksted hjemme, hvor det var nemt at skaffe sig bor og andet værktøj, da værkstedet aldrig blev aflåst. Desuden havde Hans en tilbøjelighed til at smide støvlerne og rende rundt i strømpesokker eller bare tæer. Og han var taget en del til Skaarup i den senere tid, ofte i selskab med vennerne Fritz og Nicolaj Jensen, sønner af værtsparret på værtshuset Limpotten, og Axel Botos, så de kunne måske stå bag indbruddet på stationen, selvom Hans forklarede de hyppige ture derud med at de skulle ”besøge nogen kærester”.

Efter at have luftet disse mistanker i retten, blev Peter Laurits sendt tilbage til arresten og hans bror hentet ind til forhør.

Hans Marius Jensen nægter alt

Hans Marius Jensen, 18 år og skibstømrer, stod nu foran dommer Schou og retsvidnerne, der ville høre hvad han havde at sige til sigtelsen. Hans benægtede blankt at have noget med tyverierne at gøre, Jo, han havde da et par tidligere domme for tyveri, den seneste fra forrige år, og ja, han havde da gået en del i byen med bl.a. Axel Botos, Fritz Jensen og nogle andre unge mænd, der var kendte ansigter i Svendborgs værtshusmiljø.

Men for nylig havde Hans ændret livsstil: Han var blevet afholdsmand og havde hverken noget med sine tidligere kammerater eller indbrudstyverierne at gøre.

Angående sit pengeforbrug, så mente Hans ikke at han manglede penge. Når han havde betalt hjemme for kost og logi, havde han hele 8 kr. om ugen i lommepenge, og da han ikke var forlovet, slog de glimrende til – om end ikke så rigeligt, at han havde opsparing i sparekassen.
Påstanden om at han jævnligt havde været i Skaarup for at ”møde kærester” sammen med vennerne, havde heller ikke noget på sig: Hans havde en enkelt gang i forårets løb været i Skaarup, men det var på en cykeltur sammen med en tømrer, hvis navn han ikke kendte, men som han af og til var faldet i snak med på en række baller og maskerader fra tiden før han blev afholdsmand. Cyklen havde han lånt af sin svoger, og om tømreren kunne han kun fortælle, at han var ca. 25 år, ugift, lidt højere end Hans (der målte 66 tommer, altså 167 cm), med lyst overskæg og som regel iført et grå-grønt jakkesæt og en blød filthat. Han arbejdede vist hos en tømrermester et sted i Svendborg.

Hvad værktøj angik, så havde Hans sin værktøjskasse stående hos sin arbejdsgiver på Thurø, og hjemme i faderens værksted mente han, at det største bor kun var ¼ tomme.

Det lød alt sammen meget tilforladeligt, men sagen måtte undersøges, så Hans blev sendt tilbage i arresten, og dommer Schou afsagde en kendelse: Der skulle foretages husundersøgelse i Hans’ hjem på Nyborg Landevej.

I næste afsnit hører vi om politiets fund under husundersøgelsen, og Nr. 1 Jensens efterprøvninger af Hans Marius Jensens udsagn og mere om fodspor..

Christian Lauritz Schou, borgmester i Svendborg 1902
Dommer Schou beordrede husundersøgelse i Hans og Peter Laurits’ hjem på Nyborg Landevej.

Boretyven i Svendborg 1902 – 2. afsnit

Boretyvens store kup

Læs første afsnit

I første afsnit hørte vi om hvordan de gode borgere i Svendborg i foråret 1902 blev opskræmte over en række indbrud, der havde det til fælles at tyven benyttede et bor og forsvandt uden at efterlade sig spor. Tyvens udbytte var ikke stort, men det var jo ubehageligt med sådan en person, der luskede rundt om natten og brød ind i pæne menneskers huse mens de lå og sov.

Natten mellem den 10. og 11. juni 1902 slog boretyven til igen. Denne gang havde han udset sig Svendborgs absolutte top. Han brød nemlig ind i ”Ørkildshus”, amtmand, greve Brockenhuus-Schacks imponerende hus øverst på en af de store bakker, der omgiver Svendborg. Da Brockenhuus-Schack i 1867 blev udnævnt til amtmand over Svendborg Amt, lod han ”Ørkildshus” bygge som både privatbolig og amtskontor. Huset blev taget i brug i 1870, og det var amtskontoret, boretyven havde udset sig som mål.

Brød to døre op

Amtskontoret var indrettet i den vestlige fløj af huset og havde egen indgang. I løbet af natten havde tyven boret et hul i yderdøren ind til Amtskontoret, så han kunne få hånden ind og dreje nøglen, der sad i låsen indvendigt, og åbne døren ind til entreen. Derefter havde han boret rundt om låsen ind til kontoret, til han kunne få et brækjern sat i og bryde døren op.

Inde på det forreste kontor havde han rodet en uaflåst pult igennem uden at finde noget.

Bykort Svendborg 1902
Amtmand Brockenhuus-Schack byggede Ørkildshus som bolig og amtskontor oppe på bakken nord for Svendborg.

Derefter var han fortsat ind på det bagerste kontor, hvor en aflåst pult blev brudt op, og her gjorde han den store gevinst: Han fandt en aflåst pengekasse af jernblik. Den tog han til sig og forlod huset.

Amtmandens hus i Svendborg 1905
Ørkildshus, fotograferet i 1905.

Næste morgen, da amtmandens tjener ved 6-tiden skulle ind på kontoret for som vanligt at tjekke termometeret, opdagede han indbruddet og der blev slået alarm til politiet.

Over 600 kroner

Politiassistent Eckmann sendte omgående sine to bedste mænd afsted: nr. 1, Jensen og nr. 2, Mortensen. På amtskontoret var amtsfuldmægtig Seith kommet til og havde opgjort det stjålne til 605 kr. og 88 øre, ”bestaaende af 3 a 4 Hundredekronesedler, 8 Jubilæumstokroner, ca. 10 Kr. i To- og Enkroner, 30 a 40 Kr. i Guldmønt, ca. 5 Kr. i Smaapenge og Resten i Tikronesedler.”

Ud over de sædvanlige borespåner og spor efter brug af mejsel eller stemmejern, var der ikke mange spor efter tyven. Men da Jensen undersøgte de udendørs omgivelser, var der gevinst:

”Ved Undersøgelse af de nærmeste Omgivelser opdagedes det, at der i en Havegang fandtes Spor af nøgne Fødder. At disse Spor stod i Forbindelse med Tyveriet er temmelig sikkert, da et Spor af højre Fod, svarende til de andre, fandtes i Gruset umiddelbart neden for Trappen op til Kontorerne. Dette Spor viste ligeledes fra Gerningsstedet og tydede paa, at Personen, der havde frembragt det i Skyndsomhed, var kommen ned fra Trappen. Af de fundne Spor toges Gipsafstøbninger som hermed følger. Udover disse Spor fandtes straks intet af Betydning,” skrev Jensen i sin rapport.

Jensen var ret sikker på, at tyven var den samme, som havde stået bag indbruddene hos Krøyers og enkefru Riber. Sagen fra Skaarup blev efterforsket af Sunds-Gudme Herreders politibetjent, Røssel, og de to mænd var enige om, at der var mange lighedspunkter: Det måtte være den samme tyv, der var på spil.

Øverste Ørkilds Mølle, Svendborg, 1895
Øverste Ørkilds Mølle fotograferet i 1895. Hvis man ser godt efter, kan man ane silhuetten af Ørkildshus oppe på bakken til venstre.

Senere samme dag blev Amtskontorets tømte pengekasse fundet i nærheden af vandhjulet på Øverste Ørkilds Mølle, få hundrede meter fra Ørkildshus. Men tyven selv havde igen gjort sig usynlig.

I næste afsnit får borgmesteren, der også var dommer og politimester, et højst overraskende tip om tyven…

Tak til Svendborg Byhistoriske Arkiv for lån af fotos.

Den forunderlige historie om boretyven i Svendborg 1902

1. En tyv er på spil

Krøyers købmandsgård i Svendborg, opført 1850.
Boretyvens første mål var Krøyers købmandsgård, der lå i Møllergade 24. Familien Krøyer var en af byens fine, gamle købmandsslægter.

(April – maj 1902)
I foråret 1902 blev Svendborgs borgere opskræmte over en række indbrudstyverier, der blev udført i nattens mulm og mørke af en tyv, der efterlod sig meget få spor.

Det første tyveri fandt sted natten mellem fredag 18. og lørdag 19. april hos købmand Krøyer i Møllergade 24.

Firmaet H. J. Krøyers Enke var en af byens store, gamle købmandsvirksomheder, der i 1902 blev drevet af 4. generation, Hans Jacob Krøyer, en mand med mange jern i ilden. Ud over købmandsbutikken på byens hovedgade, Møllergade, drev han også trælasthandel og handel med korn- og foderstoffer. Desuden sad han i bestyrelsen i Sparekassen for Svendborg og Omegn. Krøyers hørte til byens absolutte elite – men nu havde en gemen tyv altså brudt ind i købmandsbutikken og tømt pengeskuffen, dog uden det helt store udbytte.

Kort over Svendborg by 1902
Svendborgs centrum i 1902. Krøyers købmandsgård ligger Møllergade 24, lige øst for Torvet, politistationen i Ramsherred lige vest for.

Svendborg Avis – byens venstreblad – skrev sarkastisk om indbruddet:
”At dømme efter den temmelig kejtede Maade, Tyven er optraadt paa, er det ikke noget Medlem af Jærnpengeskabsindbrudstyvenes Fagforening, der har været paa Spil. Noget Udbytte har han dog haft, og det vil alligevel være en værdig Opgave for alle vore til Dels overflødige Betjente at fange ham.”

Svendborgs politi

Svendborgs politistyrke var blevet omorganiseret og noget udbygget i 1900, så den nu bestod af 10 politibetjente, to havnebetjente der patruljerede i havneområdet om natten, og med en politiassistent som daglig leder. Det syntes oppositionen (Venstre) var lige i overkanten til en forholdsvis fredelig provinskøbstad som Svendborg med på det tidspunkt ca. 11.500 indbyggere, men byrådets solide højre-flertal stod bag sit politi.

Hovedopgaverne for politiet var at opretholde ro og orden. Der var ikke megen kriminalitet i byen og langt det meste var simple tyverier og slagsmål. Når det kom til efterforskning af mere komplicerede sager, blev politibetjent nr. 1, Jens Jensen, sat på sagen. Således også denne lørdag morgen, hvor en af kommiserne fra Krøyers ca. tyve minutter over seks kom løbende tværs over Torvet fra Møllergade til politistationen på den modsatte side, og anmeldte indbruddet.

Jensen fulgtes med kommisen tilbage over Torvet, hvor man var ved at stille op til lørdagens torvehandel, for at se på sagen. Han skrev senere i rapporten:

”Tyven havde forskaffet sig Adgang til Bagbutikken ved at frabryde et af Skodderne, der om Natten ere anbragte paa tværs staaende Disk op til Loftet, saa at Bagbutikken og det tilstødende Kontor derved er adskilt fra den øvrige Del af Boutikken, som benyttes som Bondestue, Opholdssted og Spisestue for Bønderne, der kommer i Forretningen. Til denne Del af Boutikken er der Dør fra Gaden og Dør til Gaarden. Døren til Gaden bliver aflaaset om Aftenen Kl. 10, medens Døren til Gaarden altid er uaflaaset.”

Politibetjent nr. 1, Jens Jensen
Svendborgs politibetjent nr. 1, Jens Jensen – her fotograferet i 1919.

Cigarer og småpenge

Ved at bryde skodden for den forreste disk op, var tyven kommet over til bagdisken, hvor pengeskuffen var. Den havde han brudt op og tømt for småpenge. Bagefter var han gået ind på kontoret bagved, hvor døren var ulåst, hvor han havde brudt en skrivepult op, men ikke fundet noget af interesse, for der var kun rodet rundt i papirerne. Til gengæld havde han taget en kasse cigarer, der stod på et lille bord ved siden af pulten. Og så var han sandsynligvis gået samme vej ud som han var kommet ind, var kravlet over porten i gården og forsvundet ud i forårsnatten.

Tyvens udbytte var ikke stort: 20 kr. og 15 øre i mønter. Han havde ikke opdaget de tre tikronesedler, der lå bagerst under et lille trælåg i den meget dybe pengeskuffe, og havde ikke taget nogle af de værdipapirer, der lå på kontoret.

Bevismaterialet var sparsomt. Der havde været boret ved låsen til skodden, og der var spor efter et stemmejern eller en mejsel, hvor skuffe og pult var brudt op. Da Jensen vente tilbage til politistationen, medbragte han to fund, som blev noteret i rapporten:

”a) paa Disken ved Siden af den frabrudte Skodde vedlagte Stykke Pap med deriværende Baand og ombøjet, som det nu forefindes.

b) i Gangen fra Gaarden ind til Boutikken vedlagte Stykke af “Tillæg No. 15 til ugens Nyheder” i noget sammen krøllet Tilstand, indeholdende 2 smaa Ben af Kalvesteg. Papiret har mærke af at have været benyttet som Madpapir, idet der fandtes Smørpletter paa det.”

Ingen kunne pege på en oplagt mistænkt, politiet forhørte sig rundt om i byen uden at komme en løsning nærmere. Tyveriet var en gåde.

Indbrud hos enkefru Riber

Tre uger senere, natten mellem d. 9. og 10. maj – igen en fredag nat – slog tyven til igen. Denne gang brød han ind hos den 78-årige enkefru Wilhelmine Riber i Brogade 25. Enkefruen havde en Lotterikollektion, dvs. at hun solgte lodsedler. Også fru Riber hørte til byens fineste kredse: Hendes afdøde mand, Gumme Krøyer Riber, var både ud af Krøyer-slægten og købmandsslægten Riber, og hendes søn, Ludvig Michael Riber, drev nu familiens store købmandsvirksomhed med afdelinger både i Møllergade og ved havnen, og havde titel af norsk vicekonsul.

Fru Ribers gård i Svendborg
Enkefru Riber ejede den store ejendom i Brogade 25, havde sin lotterikollektion i stuen og lejere på de øvre etager.

Enkefruen havde overtaget lotterikollektionen efter ægtemandens død i 1883 og fredeligt solgt lodsedler fra huset i Brogade i næsten 20 år, men nu havde der været en tyv på spil på kontoret, mens enkefru Riber, hendes tjenestepige, to unge damer af familien samt enkefruens lejer, amtsfuldmægtig Seith med familie, sov trygt på de øvre etager.

Svendborgs bymidte 1902
Fru Ribers gård lå lige øst for jernbanen i Brogade nr. 25.

Brogade 25 lå ved jernbanen, kun adskilt af denne ved en sti. Tyven var kommet ind ved at kravle over plankeværket ved stien og komme ind i ejendommens gård og åbne den ulåste bagdør. Døren ind til lotterikontoret var til gengæld låst med en smæklås, men den havde tyven boret rundt om, til han kunne få et brækjern ind og skyde låsen tilbage og komme indenfor. Her havde han orienteret sig i mørket ved at stryge en del tændstikker, og havde fået øje på en pult, der stod mellem døren og vinduet ud mod gaden. Han havde brudt pulten op og fundet 64 kr. og en del lotterisedler. Han stak pengene til sig, men lod lotterisedlerne ligge og vendte sig mod den solide jern-pengeskab, der også stod på kontoret. Men efter at have afprøvet en mejsel på det og lavet nogle ridser, opgav han og forsvandt ud samme vej, som han var kommet ind.

Nr. 1 Jensen gennemgik gerningsstedet uden at finde andre spor end borespåner, mærker efter stemmejern eller mejsel samt en del afbrændte tændstikker.

Mystiske mænd i Brogade

En tjenestepige på vej hjem fra byen mod havnen havde set to yngre mænd i tarveligt tøj stå ved jernbaneoverskæringen i Brogade ved halv ellevetiden fredag aften, og de var noget senere på natten også blevet observeret i området af politibetjent nr. 4, der også hed Jensen, og havnebetjent Madsen. Om søndagen mødte amtsfuldmægtig Seith op på politistationen. Han havde fundet en flaske i sit lysthus i haven.

”Den havde ikke været der om Torsdagen og der er stor Sandsynlighed for at den kan være efterladt af Tyven, som mulig har afventet Lejlighed til at begaa Tyveriet der. Flasken havde sidst været fyldt med Brændevin, men var ellers forsynet med en Etiket for Cognac. Ved nøjere Eftersyn fandtes der under bemeldte Bænk et Par uafrevne Tændstikker med rød Sats og noget grovtskaaret Tobak, men Fodspor eller lignende fandtes i øvrigt ikke,” noterede nr. 1 Jensen efter at have været rundt i byen og fremvist flasken hos de handlende. Ingen genkendte flasken eller kunne sige noget om dens ejermand. Jensen var på bar bund.

Svendborg Avis var igen klar med den spidse pen:

”Svendborgs Sherlock Holmes, Nr. 1 Jensen, har atter faaet en lille Nød at knække, at finde den Indbrudstyv, som i Nat har været inde i Fru Ribers Lotterikollektion i Brogade og kommen Fru Fortuna i Forkøbet ved at nappe 64 Kr. uden at spille i Lotteriet. Tyven er antagelig den samme, som for nylig aflagde Krøyers Butik et Besøg i samme Kald.”

Enkefru Ribers stue ca. 1900
Enkefru Wilhelmine Riber (i midten) fotograferet ca. 1900 i sin stue sammen med Thora Iversen (t.h.) og en ukendt kvinde.

Et par dage senere var avisen igen ude, denne gang med en bemærkning om pengeskabet:

”Det gode gamle. Pengetyven hos Enkefru Riber forleden Nat prøvede forgæves at bryde Jærnpengeskabet op; men Skabet holdt. Det var ogsaa et Mesterstykke, og oven i Købet et Mesterstykke fra 1859, lavet af gamle Smedemester O. Mortensen, Bagergade. Trods alle amerikanske Nutidskonstruktioner paa Pengeskabe stod det gamle “haandgjorte” Mesterværk sin Prøve med Glans.”

I et par uger lå Svendborg fredelig hen i forårssolen. Men 14 dage efter indbruddet hos enkefru Riber fandt der igen et indbrud sted, der på så mange måder mindede om de to første, at man ikke var i tvivl om, at ”boretyven” havde været på spil igen. Men det afveg også lidt.

En listetyv på Skaarup Station

For det første skete det i Skaarup, en stationsby ca. 6 km. nordøst for Svendborg. For det andet brød tyven ikke ind hos en af byens spidser, men på Skaarup Station. Men det skete igen natten mellem en fredag og lørdag, tyven benyttede et bor og besad en vis frækhed.

Kort fra 1946 over Sydfyn med Svendborg og Skaarup.
Skaarup ligger ca. 6 km. nordøst for Svendborg. Der var jernbaneforbindelse frem til 1964.

Indbruddet var sket, efter det sidste nattog havde forladt perronen. Sandsynligvis ved 2-tiden havde tyven forsøgt at bore gennem vinduesrammen ind til stationskontoret ude fra perronen. Så havde han opgivet og var i stedet gået løs på dørens lås og, som ved de tidligere indbrud, boret den ud og var kommet ind i entreen, hvor der var en låst dør ind til kontoret. Mærkeligt nok havde tyven ikke rørt den, men var i stedet listet op ad trappen til lejligheden på 1. sal, hvor stationsforstander Nielsen sov dybt. Her havde tyven rodet lidt rundt i stuen og pulterkammeret, og man mente, at han derefter simpelthen var listet gennem soveværelset med den sovende stationsforstander og ind i et tilstødende værelse, hvor Nielsens tøj lå på en stol. Her havde tyven gennemrodet Nielsens bukselommer og taget både tegnebog, en lommekniv og et værdifuldt lommeur, inden han listede tilbage gennem soveværelset, ud af lejligheden og ned ad trapperne for derefter at forsvinde sporløst.

Stationsforstanderens tjenestepige, der sov nedenunder, var vågnet ved at nogen puslede rundt ovenpå, men havde troet det var Nielsen, indtil hun hørte, at vedkommende gik ud i natten. Så kaldte hun på Nielsen og tyveriet blev opdaget, men da var tyven over alle bjerge. Næste morgen blev det meldt til politiet, der undersøgte sagen uden at finde andre spor end borespåner.

Stationsforstander Nielsen
Stationsforstander Nielsen, Skaarup, fotograferet i 1938.

”Der er vist ingen Tvivl om, at det er den samme Boretyv, som nu et Par Gange har været paa Spil i Svendborg. Boringerne er nemlig fortaget paa samme Maade, indbruddene er hver Gang sket Natten mellem Fredag og Lørdag, og Tyven har hver Gang været nær ved at faa et godt Udbytte af sit Arbejde. I Skaarup stod saaledes Pengekassen med Stationens Kassebeholdning under Stationsforstanderens Hovedgærde, som Tyven sandsynligvis har passeret,” konstaterede Svendborg Avis dagen efter.

Hvis tyven læste avisen, må han have ærgret sig godt og grundigt.

Heldigvis for stationsforstander Nielsen var der kun et lille pengebeløb i tegnebogen, men det værdifulde lommeur dukkede desværre ikke op hos nogle af de lokale pantelånere og heller ikke i nogen af nabobyerne.

Trods det magre udbytte holdt boretyven sig i ro i de følgende uger. Da han slog til igen, fik han virkelig jackpot. Mere om det i næste afsnit..

Alle fotos: Med tak for lån til Svendborg Byhistoriske Arkiv.

To fattige familier i Bagergade, Svendborg 1901

En aften i 1901 var et par drenge i Svendborg blevet pågrebet af politiet for ”ulovlig omløben med varer”: De havde gået rundt ved dørene og ind på et par værtshuse og forsøgt at sælge hjemmelavede visitkort. Drengene havde begge adresse i Bagergade 57, og da de samtidig forsømte skolen, blev politiet bedt om at undersøge deres hjemlige forhold nærmere.  Politibetjent nr. 6, K.J. Hansen blev sat på opgaven med at indsamle oplysninger ”ang. Enkerne Rehrs og Kehlers Forhold.” Han begav sig afsted til ejendommen i Bagergade 57, hvor de to enker og deres børn boede.

Først bankede han på hos den 48-årige Marie Rehr. Hun var i 1878 blevet gift med blikkenslager Rehr, som var død i 1898 og efterlod hende med ni børn, hvoraf den ældste på 22 år nu havde plads på Gåsetorvet og den næstældste på 21 mest opholdt sig hos sine kommende svigerforældre i Troense. De øvrige syv børn boede stadig hjemme: blikkenslagersvenden Laurits på 19, Nanna på 17 med arbejde på Wiggers fabrik, Carl på 15, i lære som blikkenslager, Henrik på 13 og Vilhelm på 11, begge med job på Halbergs Cigarfabrik, Hans på 10 og Valborg på seks år.

Politibetjent Hansen skrev i sin rapport: ”I alt 8 Personer i en Lejlighed, hvor Gulvet mange Steder er gennemgnavet af Rotter. Vinduerne er tildels ituslaaet og de største Aabninger tilstoppede med gamle Pjalter, hvorhos det øvrige i Lejligheden, blandt andet Vægge og Loft, er i daarlig vedligeholdt Stand, saa det Hele er et lidet tiltalende Sted at opdrage en Børneflok i, tilmed da Enken Rehrs Renlighedssans synes at være meget slappet, saa at det ligefrem er svinske Rum denne Familie, Dag som Nat maa benytte til Opholdssted, hvorved Børnene, baade i aandelig og legemlig Henseende maa blive svækket under saadanne Forhold, for ikke at tale om det Sundhedsnedbrydende det føre med sig, naar saa mange Børn skal have Natteleje i det nedennævnte Rum. Ejendommen hvori hun og børnene bor er hendes egen, den er meget gammel og bestaar af 2 Lejligheder, hvoraf hun selv benytter den ene, der bestaar af 2 Værelser og Køkken samt 1 Kammer paa Loftet, dette Kammer tjener til Soverum for 7 Personer.”

Marie Rehr måtte redegøre for sine økonomiske forhold, og selvom børnene med arbejde selvfølgelig bidrog til hjemmets økonomi, og indtægterne blev suppleret med fattighjælp på 6 kr. om ugen, var det svært at få det til at hænge sammen. I princippet skulle hun have et rådighedsbeløb til hele familien på 662 kr. om året, men beløbet ”maa vistnok sættes en Del lavere, da Bidragene fra Børnene vist ikke til Stadighed indkommer. Desforuden fra noget Slægtning faar hun af og til sendt Penge, og fra en Familie her i Byen afhenter hun Levnemad nogle Gange om Ugen, ligesom hendes Drenge fortjener lidt med at gaa omkring og sælge haandforarbejdede Visitkort, som bliver lavede af deres ældre Broder,” skrev betjent Hansen og tilføjer, at Marie Rehr mener at hun har 2 kr. om dagen til det aller nødvendigste til sig selv og børnene.

Hun havde ikke rigtig nogen forklaring på, hvorfor børnene forsømte skolen. Det måtte Hansen spørge om på skolen, sagde hun.

Derefter bankede politibetjent Hansen på døren til den anden lejlighed i ejendommen. Her boede enken Ane Sofie Georgine Kehler, 45 år og enke efter bådfører Kehler, som hun blev gift med i 1885 og som døde i 1896. Ham nåede hun at få et barn med inden de blev gift, den nu 17-årige Mathilde, der nu havde plads i ”Kontantforretningen” i Svendborg. Efter de blev gift, fik parret yderligere fem børn:  Louise på 15, der var tjenestepige på ”Bethel”, samt Rosa på 12, Margrethe på ni, Rasmus på syv og Henrik på fem år.

Også Ane Kehler måtte redegøre for sin økonomi: en husleje på 85 kr. om året, fattighjælp i form af 6 kr. og 1½ pund rugbrød om ugen, og fra de to piger i arbejde hhv. 10 kr. og fire kr. om måneden.
”Fra Gaardejer Mads Christensen Gamby i Aarup, Fyrbøder Rasmus Clemensen Rasmussen Gahrt, Odense og Skibsrheder R. P. Bruun, Stige v. Odense faar Enken Kehler af og til sendt Penge og Varer, hvilken Hjælp der dog ikke er af større Betydning,” noterede Hansen i rapporten. Ane Kehler var født Bruun, så det har sandsynligvis været en bror og to svogre, der af og til hjalp hende en smule.

Politibetjent Hansen fortsætter i rapporten med at beskrive boligforholdene:
”De to Værelser blive begge benyttede som Soverum om Natten, den forreste Stue tillige benyttes til daglig Stue, her ligger i en Slagbænk 3 af Børnene, det andet noget mindre tjener til Soverum for resten af Familien. I øvrigt er denne Lejlighed med Hensyn til Vedligeholdelse og Renlighed omtrent af samme beskaffenhed som foranførte. Med Hensyn til disse Børns Opdragelse, Røgt og Pleje er de vist næppe bedre stillede end Madam Rehrs, idet Forholdet, hvorunder de lever er af samme Beskaffenhed, baade i den ene og den anden retning, og Børnene kræver maaske snarere mere Pleje fra Moderens Side, da de gennemgaaende er mindre end Førstnævntes Børn. Enken Kehlers Omhu overfor sine Børn lader meget tilbage at ønske, da disse ikke ser ud til at være under en moders Omsorg, og lever i det hele taget under et Forhold, som burde forandres.”
Da betjenten spørger om årsagen til børnenes hyppige fravær fra skolen, forklarede Ane Kehler, at ”det dels skyldes Sygdom og Mangel paa fornødent Fodtøj.”

Hvad der kom ud af politiets besøg, aner jeg ikke. Herfra gik enkerne og deres børns forhold over til at blive en socialsag og de findes desværre ikke i arkiverne.

Kilde: Svendborg Byfoged, Politirapporten 1900 05 01 – 1901 12 31, bind 2, s. 33, sag nr. 149.