3. Mellem brødre
Resume: I foråret og forsommeren 1902 brød en mystisk tyv ind flere steder i Svendborg. Han anvendte et bor og forsvandt uden at efterlade sig andet end borespåner. Ved et indbrud på amtskontoret slap han væk med over 600 kr. og efterlod sig denne gang – udover borespånerne –nogle spor af nøgne fødder i amtmandens have. Kunne disse spor bringe politiet tættere på at pågribe tyven?
Læs fra 1. afsnit
Læs forrige
12. – 16. juni 1902
Mandagen efter indbruddet på amtskontoret, 12. juni 1902, var Svendborgs borgmester (og politimester og dommer – se note), Christian Lauritz Schou, på sit ugentlige tilsynsbesøg i arresten, og her faldt han i snak med en af arrestanterne, den 13-årige vaneforbryder Peter Laurits Jensen.
Note
Frem til 1919 blev købstædernes borgmestre ikke valgt på demokratisk vis, men blev udpeget af Kongen. I embedet indgik også funktionerne som politimester (byfoged) samt dommer i byens ret, så jobbet krævede en mand med juridisk uddannelse.
Fra 1899 – 1903 var Svendborgs borgmester m.m. Cand. jur. Christian Lauritz Schou.
Peter Laurits var på alle måder en rigtig lille forbryderspire. Som kun 10-årig blev han i 1898 første gang arresteret for tyveri; dagen efter konstaterede man i arresten at knægten var så befængt med fnat, at han blev overført til sygehuset.
Fire dage senere kom han retur og efter at have siddet endnu fire dage i arresten blev han løsladt uden dom, men med en alvorlig advarsel.
To år senere røg han ind igen for tyveri, og i december 1901 havde han fået en dom på 10 slag ris for at have bistået et par ældre kammerater med at gå på krybskytteri på Tåsinge.
Dommen blev eksekveret af en politibetjent, og Peter Laurits blev derefter sendt hjem.
Nu nærmede Peter Laurits sig sin 14-års fødselsdag og var atter arresteret. Denne gang var han sigtet for at være leder af en drengebande, der stod bag flere tyverier og fupnumre mod Svendborgs handlende. Han havde siddet i arresten i to dage, da han denne mandag eftermiddag faldt i snak med borgmester Schou og bl.a. fortalte ham, at han mistænkte sin storebror, Hans Marius, for at være boretyven.
Taget på sengen
Efter samtalen i arresten gav Schou ordre til, at Hans Marius Jensen skulle arresteres. Som enhver læser af krimier ved, er det lettest at gribe en forbryder tidligt om morgenen, når han ligger i sin søde søvn, og arrestationen skete da også klokken halv seks tirsdag morgen. Den 18-årige skibstømrer Hans skulle have været afsted på arbejde på et skibsbyggeri på Thurø, da politiet mødte op i hjemmet på Nyborg Landevej nr. 9, sigtede ham for tyveri og anholdt ham. Hans blev anbragt i arresten i Domhuset, hvor hans lillebror jo allerede sad.
Senere samme dag blev Peter Laurits hentet op i retten og af dommer Schou bedt om at fortælle foran retsvidnerne, hvorfor han mente at Hans kunne stå bag indbruddene.
Peter Laurits måtte først indrømme, at han selv – sin unge alder til trods – allerede havde fire straffe bag sig for krybskytteri og tyveri, men understregede, at han altså intet havde med boretyverierne at gøre, og at han slet ikke med sikkerhed vidste, om Hans var den skyldige. Men der var visse ting, der havde vakt hans mistanke. Især undrede det Peter Laurits, at Hans i den senere tid havde haft flere penge mellem hænderne, end hans ugeløn på 15 kr. kunne forklare. Især fordi han betalte sine forældre 6-7 kr. om ugen for kost og logi.
Resten havde han til lommepenge, men han brugte mange penge på fornøjelser og da Peter Laurits havde været i Christiansminde og fejre 3. Pinsedag (se note) sammen med Hans, havde denne haft penge på lommen, så de raslede. Og det undrede Peter Laurits, fordi Hans lige inden havde forsøgt at låne penge af deres mor, som havde sagt nej.
Desuden havde Hans både bestilt nyt tøj hos skrædder Henningsen i Kattesundet og betalt 10 kr. i forskud – og han havde anskaffet sig en guld-urkæde.
De to drenge delte seng hjemme på Nyborg Landevej nr. 9, og Hans havde flere gange forladt den fælles seng om natten og var gået ud.
Note:
3. Pinsedag er en tradition og festdag i Svendborg, hvor Svendborg Borgerlige Skyttelaug (stiftet 1815) holder deres årlige skydekonkurrence med efterfølgende fest.
Før i tiden var dagen halv fridag i Svendborg og alle strømmede ud til Christiansminde, hvor der – ud over skydekonkurrencen – var forlystelser og fest for høj som lav.
Han skulle holde sin kæft
Men Peter Laurits havde først sat Hans i forbindelse med boretyverierne, da en kelner Nielsens søn, Malling, havde fortalt ham, at han havde hørt rygter om, at det var Hans, der stod bag. Peter Laurits havde så spurgt Hans, om der var noget om snakken, men Hans havde blot svaret ham, at han skulle holde sin kæft med sådan noget løgn.
Peter Laurits pegede på andre indicier: Både Hans og drengenes far var skibstømrere, og faderen havde et værksted hjemme, hvor det var nemt at skaffe sig bor og andet værktøj, da værkstedet aldrig blev aflåst. Desuden havde Hans en tilbøjelighed til at smide støvlerne og rende rundt i strømpesokker eller bare tæer. Og han var taget en del til Skaarup i den senere tid, ofte i selskab med vennerne Fritz og Nicolaj Jensen, sønner af værtsparret på værtshuset Limpotten, og Axel Botos, så de kunne måske stå bag indbruddet på stationen, selvom Hans forklarede de hyppige ture derud med at de skulle ”besøge nogen kærester”.
Efter at have luftet disse mistanker i retten, blev Peter Laurits sendt tilbage til arresten og hans bror hentet ind til forhør.
Hans Marius Jensen nægter alt
Hans Marius Jensen, 18 år og skibstømrer, stod nu foran dommer Schou og retsvidnerne, der ville høre hvad han havde at sige til sigtelsen. Hans benægtede blankt at have noget med tyverierne at gøre, Jo, han havde da et par tidligere domme for tyveri, den seneste fra forrige år, og ja, han havde da gået en del i byen med bl.a. Axel Botos, Fritz Jensen og nogle andre unge mænd, der var kendte ansigter i Svendborgs værtshusmiljø.
Men for nylig havde Hans ændret livsstil: Han var blevet afholdsmand og havde hverken noget med sine tidligere kammerater eller indbrudstyverierne at gøre.
Angående sit pengeforbrug, så mente Hans ikke at han manglede penge. Når han havde betalt hjemme for kost og logi, havde han hele 8 kr. om ugen i lommepenge, og da han ikke var forlovet, slog de glimrende til – om end ikke så rigeligt, at han havde opsparing i sparekassen.
Påstanden om at han jævnligt havde været i Skaarup for at ”møde kærester” sammen med vennerne, havde heller ikke noget på sig: Hans havde en enkelt gang i forårets løb været i Skaarup, men det var på en cykeltur sammen med en tømrer, hvis navn han ikke kendte, men som han af og til var faldet i snak med på en række baller og maskerader fra tiden før han blev afholdsmand. Cyklen havde han lånt af sin svoger, og om tømreren kunne han kun fortælle, at han var ca. 25 år, ugift, lidt højere end Hans (der målte 66 tommer, altså 167 cm), med lyst overskæg og som regel iført et grå-grønt jakkesæt og en blød filthat. Han arbejdede vist hos en tømrermester et sted i Svendborg.
Hvad værktøj angik, så havde Hans sin værktøjskasse stående hos sin arbejdsgiver på Thurø, og hjemme i faderens værksted mente han, at det største bor kun var ¼ tomme.
Det lød alt sammen meget tilforladeligt, men sagen måtte undersøges, så Hans blev sendt tilbage i arresten, og dommer Schou afsagde en kendelse: Der skulle foretages husundersøgelse i Hans’ hjem på Nyborg Landevej.
I næste afsnit hører vi om politiets fund under husundersøgelsen, og Nr. 1 Jensens efterprøvninger af Hans Marius Jensens udsagn og mere om fodspor..
Hvornår blev det almindeligt at have en cykel.
Såvidt jeg kan se, når jeg snuser rundt på nettet, vandt den almindelige “tohjuler”, som vi kender i dag, over væltepeteren med det store forhjul omkring 1890, og fra da af gik det hurtigt med udbredelsen, selvom den jo var en lidt dyr anskaffelse. Men den gav jo bevægelsesfrihed, og det satte især de unge og sporty jo pris på. Senere i beretningen om boretyven møder vi en ung dame på cykel i Hestehaven, så også Svendborgs unge damer steg på den tohjulede omkring århundredeskiftet.
Venlig hilsen
Anita