Tag: Svendborghistorie

8. Mellemspil i august

Resume: At smed Hans Henrik Jensen i Bagergade både var flabet og glat som en ål var ikke nok til at sigte ham for at være boretyven. Overbetjent Ortving havde ingen reelle beviser mod manden og måtte opgive at sigte ham. Nu havde politiet haft hele tre mænd under mistanke og skudt forbi hver gang. De var til grin i både Svendborg Avis og i årets Rottefælde-revy. Men snart forstummede latteren…
Læs fra 1. afsnit
Læs forrige

August 1902

Mens årets revy, ”Sherlock Holmes eller: Naar de to Køn kommer sammen” trak fulde huse i teateret i Rottefældeskoven, havde boretyven tilsyneladende stadig indstillet karrieren.

Eller havde han? I begyndelsen af august var der igen en forbryder på spil – spørgsmålet var, om boretyven også kunne finde på den slags?

Lørdag 2. august ved halv ti-tiden om aftenen kom bødkermester Hansen fra Korsgade ind på politistationen på Torvet med sin 18-årige datter Anna. Halvanden time tidligere var Anna blevet overfaldet og forsøgt voldtaget ude i Hestehaven i nærheden af godset Bjørnemose, da hun var kommet cyklende alene ad Bjørnemoseløkkevej.

Et voldtægtsforsøg

Anna fortalte, iflg. politirapporten, at manden havde væltet hende af cyklen og smidt hende om på ryggen: ”Da hun straks gav et Skrig fra sig, stoppede Personen Fingrene i Munden paa hende, hvorved hun forhindredes i at skrige mere, men det var kun et Øjeblik, og han rejste sig derpaa op uden at have berørt hende andre Steder end i Ansigtet, Han gjorde ikke Mine til at ville løfte hendes Skørter eller lignende og sagde ikke et Ord. Hun rejste sig op saa hurtigt hun kunde og i sin Angst fremtog hun sin Pengepung og rakte Personen den, idet hun ytrede “Tag den og mine Penge og lad mig gaa! Hvad vil De mig dog?” Personen tog som foran ommeldt Pengene, rystede paa Hovedet om mumlede noget som “Penge”, hvorpaa han ganske rolig fjernede sig med den og satte sig ned ved en Høstak et kort Stykke fra Stedet.”

Den temmelig rystede unge pige samlede sin cykel op og skyndte sig den modsatte vej for at komme hjem til Svendborg. På vejen mødte hun Fru Nielsen, der drev pensionatet Villa Tårnborg lige i nærheden, sammen med et par damer og herrer. Anna betroede sig til fru Nielsen, der fulgte hende ned til dampskibsbroen ved Christiansminde, og her talte de med en herre, der mente at have set forbryderen i området tidligere på dagen. Det havde fru Nielsen også; dagen før havde hun vist ham ud af Villa Tårnborgs have, hvor pludselig havde siddet på en bænk.

Han var helt ordentligt klædt

Anna kunne også give et ganske godt signalement af sin overfaldsmand:
”En Mandsperson (formentlig Bondekarl), ca. 25 Aar gl., middel af Højde og Bygning, rødladent Ansigt, ingen Skæg, mørke Øjne og formentlig mørkeblondt Haar, iført Jakke af blaagraat, groft Stof, Benklæder af noget lysere Farve og Boerhat. Han var forøvrigt helt ordentligt klædt.”
Havde politiet omsider et signalement af Boretyven? For naturligvis gik rygterne omgående om, at boretyven var på spil igen og nu ikke holdt sig tilbage fra at overfalde unge damer på ensomt beliggende steder.

Nr. 1 Jensen tog omgående afsted til gerningsstedet sammen med reservebetjent nr. 13 Larsen, men manden var naturligvis pist væk. De talte med fru Nielsen, der fra flere badegæster havde hørt, at en mand, der svarede til overfaldsmandens signalement, var blevet set ved Christiansminde flere gange dagen før.
Manden blev eftersøgt af frivillige i hele området, politiet søgte efter ham i Svendborg by, men uden resultat.

Set på vej mod Nyborg

En kandidat Mogensen fra København, der sammen med sin bror holdt badeferie ved Christiansminde, fortalte politiet, at han og broderen om aftenen var kommet cyklende fra Bjørnemose mod Christiansminde, og omkring kvart i otte havde passeret en mand, der passede på signalementet, der var på vej i den modsatte retning.

Ved ti-tiden om aftenen var manden blevet set et stykke længere østpå, ude ved Rudbjergskov, hvor husmand Lars Rasmussen, kaldet Lars Urtemand, havde mødt ham på vej op fra stranden ad en havegang op mod sit hus. Da Lars Urtemand havde sagt til ham, at han da vist var på vej i den gale retning, havde manden spurgt, om det ikke var vejen til Nyborg?

Lars Urtemand havde forklaret ham den rette vej op forbi Juliegård, manden havde bedt om noget at drikke og havde drukket to store glas vand, hvorefter han var gået videre i retning af Juliegård uden ellers at sige noget særligt.

Nr. 1 Jensen ringede omgående til sin kollega, politiassistent Hansen i Hesselager, og bad ham om at holde udkig efter manden. Men han var som sunket i jorden.

August måned gik.
Ingen overfaldsmand.
Ingen boretyv.

Boretyven slår til igen

Indtil Svendborg Avis lørdag 30. august kunne meddele, at boretyven var vendt tilbage:
”Boretyven. Vi modtog i Morges den alarmerende Efterretning, at Boretyven nu har genoptaget sin Virksomhed. Han har i Nat boret sig ind paa Borgerskolen, hvor han i Ro og Mag har lirket ved forskellige Gemmer til Kontoret, brudt ind i Lærerværelset, hvor han har opbrudt alle Skabe og sluttelig fjernet sig med Inspektør Martinius Hansens værdifulde Møntsamling.”

Pludselig var sporet brandvarmt igen og Svendborgs politi fik en chance for at genrejse sit gode ry og rygte. Læs mere om hvordan det forløb i næste afsnit..

7. Konfrontation med smed Jensen og mystiske hændelser på Hotel Svendborg

Resume: Boretyven har tilsyneladende lagt boret på hylden og nyder udbyttet af kuppet på amtskontoret i Svendborg. Politiet har ladet både Hans Marius Jensen og Lars Nielsen Larsen gå, da det tydeligvis ikke var nogen af dem, der var boretyven. Men nu stiller overbetjent Ortving skarpt på smed Hans Henrik Jensen i Bagergade.
Læs fra 1. afsnit
Læs forrige

Juli-august 1902

Imidlertid var rygtet om smed Jensen anholdelse tidligere på sommeren blot – et rygte. Selvom politiet nærede en vis mistanke til ham, var de – belært af erfaringen – endnu ikke skredet til anholdelse. Med de nye oplysninger i baghånden opsøgte Ortving smed Jensen i hans hjem, Bagergade 17, for at konfrontere ham med dem.

Men smeden var glat som en ål. Han kunne overhovedet ikke huske, hvem der havde fortalt ham om indbruddet den lørdag morgen, heller ikke selvom Ortving pressede ham: ”.. at han nærmere kunde tænke derover, mente han ikke vilde bringe ham paa bedre Hukommelse.”

Jensen kunne imidlertid huske, at han havde hørt nyheden på Torvet, og mente at det måtte have været omkring kl. halv ni, for han var først gået hjemmefra den morgen klokken otte. Og da Ortving ville vide, hvem han havde fortalt nyheden videre til og hvornår, kunne han heller ikke huske det – det var jo lørdag og torvedag og der var mange mennesker i byen:

”Med Hensyn til tidspunktet forklarede Jensen, at det havde jo været temmelig umuligt for ham at fortælle om Tyveriet til nogen førend efter Kl. 8 Morgen, da han, som forklaret, først gik fra Hjemmet Kl. 8 og ikke før den Tid kendte noget til det ommeldte Indbrudstyveri.

Alle Spørgsmaalene blev rettet til ham gentagne Gange, ligesom jeg samme Dags Aften atter foreholdt ham de fornævnte Spørgsmaal, men han fastholdt sin om Middagen afgivne Forklaring.”

Overbetjent Ortving måtte opgive at komme videre med smeden ad den vej.

Et tip fra Hotel Svendborg

Men mistanken levede stadig, og da hotelkarlen fra Centralhotellet 14 dage senere tippede Ortving om, at hans kollega på Hotel Svendborg nede ved havnen i begyndelsen af juni havde haft en mystisk oplevelse, opsøgte Ortving ham for at høre nærmere.

Den 25-årige hotelkarl Christian Nielsen fortalte, at han en nat – han mente, det var i den første uge af juni – var vågnet ved at hans lille rottehund, som han havde hos sig om natten, begyndte at gø. Han fornemmede også, at nogen tog i døren til hans kammer, der lå i stueetagen ud mod gården ved siden af køkkenet. Noget fortumlet sprang han ud af sengen, rev døren op og fik øje på en person, der var på vej væk – og som satte i fuldt firspring, da Christian åbnede døren. I få spring var den fremmede løbet tværs over gården og var forsvundet ind i hotellets baghus, hvor en åben gang førte tværs gennem og ud bagved, hvor et plankeværk dannede skel til nabohaven.

Christian havde set på sit ur, at klokken var ti minutter over to og tænkte, at han skræmt en listetyv på flugt, men havde ellers ikke foretaget sig andet end at gå på hovedet i seng igen og genoptage sin forstyrrede nattesøvn. Næste dag havde han ikke tænkt så meget mere over det, heller ikke på at rapportere episoden til politiet.

En tyv på strømpesokker?

”Christian Nielsen havde særlig lagt mærke til Personen lydløse Gang, da han løb over Stenbroen i Hotelgaarden; han var derfor overbevist om, at Personen ikke havde Støvler eller andet Fodtøj paa Benene, men maa derimod have listet sig omkring paa Strømpesokker eller nøgne Fødder, hvilket han dog ikke opnaaede at se,” skrev Ortving i sin rapport og tilføjede det signalement, Christian kunne opgive på baggrund af det korte glimt, han havde fået af manden bagfra:

”Middel af Højde, kraftig bygget, iført Jakke og Benklæder af brunlig eller graa Farve – tarvelig Arbejdsdragt. Dette Signalement kan for saa vidt nok passe paa Smed H. H. Jensen, Bagergade.”

Men heller ikke dette førte til, at man kunne rejse en sigtelse mod smeden i Bagergade.

Censur af sommerrevyen

Mens den regnfulde juli blev til en regnfuld august, tørrede de sidste spor efter boretyven ud. Til gengæld havde Rottefælderevyens direktør brugt den første del af sommeren på at skrive tekster til den revy, der fik premiere sidst i juli.

De tekster brød borgmester/dommer/politimester Schou sig ikke spor om, da de landede på hans bord til censur (se note nederst). At revyens titel var ”Sherlock Holmes” kunne han ikke gøre noget ved. Men han forbød enhver brug af ordet ”boretyv”.

Latteren rullede derfor ganske indforstået i sommerteateret, da revyen havde premiere 25. juli med en flittig brug af ordet ”hjertetyv” i sange og sketches.

Men få dage senere stivnede latteren, da en ung pige blev overfaldet i Hestehaven. Var det boretyven, der igen var på spil? Læs med i næste afsnit.

Note: Censur af revytekster
Under arbejdet med historien om Boretyven kom det noget bag på mig, at der var censur i 1902, så derfor henvendte jeg mig til Rikke Rottensten, der er museumsinspektør på “Alhambra – museet for humor og satire”.
Rikke Rottensten fortæller, at selvom Grundloven af 1849 i princippet havde afskaffet censuren, var der dog grænser for, hvad magthaverne ville finde sig i. Derfor blev der i 1853 der indført teatercensur i Danmark og den varede faktisk helt frem til 1953, dog med en del ændringer undervejs. Fra 1893 lå censuren af teater- og revytekster hos Justitsministeriet, mens man hos den lokale politimester skulle føre tilsyn med den fysiske forestilling, dvs. mimik, gestik, scenografi, plakater osv. Der var også en kattelem i censurreglerne om, at politiet lokalt kunne forbyde eller begrænse opførsler, selv om censor havde blåstemplet dem i ministeriet. 
Rikke Rottensten skriver bl.a.:
“For at kunne vurdere selve opførelsen, som er det væsentlige ved en revy og rummer mange faldgruber for frivol optræden – som var det man især var på vagt overfor dengang – har en fra politiet skulle se en gennemspilning af revyen inden premieren. Ved den lejlighed kunne man opdage tekster, som ville være problematiske lokalt, men som censor af gode grunde ikke er faldet over.  Det mest sandsynlige er, at censoren i København sikkert har ladet teksten gå lige igennem, men politimesteren har bagefter kunne blande sig.”

6. Sladder, rygter og mistanker

Resume: Politiet har haft anholdt og efterforsket to mænd for at være den mystiske boretyv, men har måttet lade begge gå. Det giver både Svendborg Avis og Sommerteatret anledning til at drille politistyrken. Boretyven selv er forsvundet op i den blå luft, men fanges skal han – og der indløber forskellige tips til politiet om hvem han kan være.
Læs fra 1. afsnit
Læs forrige

Juli 1902

Selvom der ikke var sket nye tyverier efter indbruddet på amtskontoret 10. juni, lå efterforskningen langt fra stille. Politiet modtog hen over sommeren en række tips, som blev efterprøvet. Det første kom fra en gammel kone, brolægger Nielsens enke Karoline, der boede Overgade 20 – en gade, der fører fra den lavtliggende Ørkildsgade over bakken op mod amtmandens højtbeliggende Ørkildshus.

Flere uger efter indbruddet på amtskontoret fortalte Karoline til politibetjent nr. 3 Garp, at hun den aften, hvor indbruddet skete om natten, havde set Ruder Knægt komme gående nede fra Ørkildsgade og passere hendes vinduer kort før midnat. Og Ruder Knægt, hvis borgerlige navn var Jens Chr. Jensen og i øvrigt ernærede sig som blikkenslager, var ikke hvem som helst. Han var nemlig en nær slægtning af den på Langeland temmelig berygtede Ruder Konge, der i disse år var under kraftig mistanke for at stå bag et bestialsk dobbeltmord, der var begået i 1896 i landsbyen Oure på Langeland. Hele familien havde et dårligt ry.

En ulogisk omvej

Karoline kendte udmærket Ruder Knægt. Han havde været i hendes hus hele tre gange i forbindelse med nogle problemer, hun havde haft med sin vandhane. Der var nemlig ikke noget i vejen med mandens evner som blikkenslager. Men da Karoline vidste, at han for tiden boede langt oppe i Hømarken, undrede det hende en hel del, at han valgte at gå hjemad ad Overgade – hvis han da ellers havde været på vej hjem. Så havde det været mere logisk at vælge Nyborg Landevej. Men måske havde han i virkeligheden været på vej op for at bryde ind hos amtmanden?

Garp noterede, at Karoline havde ret i sin argumentation, men da han ikke kunne finde andre vidner, der havde set Ruder Knægt i området den aften, gjorde han ikke mere ud af sagen.

Smeden i Bagergade

Gertz fortalte, at hans svoger havde fortalt, at han den morgen 19. april, hvor indbruddet hos købmand Krøyer blev opdaget, allerede ved 6-tiden på Torvet var truffet på smed Jensen. Jensen havde spurgt, om svogeren ville have en nyhed med til Amtstidende? Han var nemlig faktor på avisens trykkeri og på vej på arbejde. Det ville han selvfølgelig gerne, og smeden havde fortalt ham, at der havde været indbrud hos Krøyers om natten. Men hvordan kunne han vide det så tidligt på morgenen – medmindre han selv var gerningsmanden?

Ortving opsøgte straks faktoren, der hed Johan Chr. Petersen, og som bekræftede Gertz’ beretning. Om morgenen 19. april skulle han møde tidligt, men var vågnet endnu tidligere og havde besluttet sig for lige at slå en tur ned omkring havnen i det fine vejr, inden han mødte på arbejde. Normalt ville han ellers ikke passere Torvet på vejen fra sit hjem på Marievej til Amtstidendes bygning i Skt. Nicolajgade, men netop denne dag gjorde han altså – og på vej over Torvet blev han råbt an af smed Jensen, der stod og snakkede med hotelkarlen fra Centralhotellet. Og der havde han altså fået nyheden om indbruddet, og at der var blevet stjålet omkring 20 kr. Han mente, han havde talt med Jensen inden klokken var halv syv, for der skulle han møde på arbejde.

Da der nogen tid senere pludselig gik rygter i byen om at smed Jensen var blevet anholdt og sigtet for en række tyverier, slog det faktoren, at det i grunden da var noget mistænkeligt, at Jensen havde været så godt informeret så tidligt morgenen efter indbruddet.

Sikke en frækhed!

Det samme mente hotelkarlen, Christen Christensen, da Ortving opsøgte ham. Han mente, klokken måtte have været mellem seks og halv syv om morgenen, da smed Jensen fortalte ham om tyveriet hos Krøyers, for Christen havde vist nok været nede på stationen med en gæst, der skulle med morgentoget kl. 6. Hotelkarlen kunne ikke huske, hvilken retning, Jensen var kommet fra eller noget nøjere om samtalen, men mente at huske, at Jensen havde råbt en forbipasserende herre an med nyheden.

Ortving skrev i sin rapport: ”Da Komparenten (hotelkarl Christensen, red.) i sin Tid hørte det udspredte Rygte, at Smed Jensen var bleven anholdt, som sigtet for de begaaede Indbrudstyverier, tænkte han straks, sikken en Frækhed, han var jo den første der fortalte mig om Tyveriet hos Kbm. Krøyers.”

Ortving dobbelttjekkede de nye oplysninger. De to kommiser hos Krøyers der, som de første, opdagede indbruddet om morgenen 19. april, var enige om at de havde hentet politiet på den modsatte side af Torvet mellem tyve minutter over seks og halv syv den morgen, og det samme var noteret i politirapporten om indbruddet. I sin rapport 23. juli spekulerede Ortving over rækkefølgen af begivenhederne den morgen:
”Det var derfor højst usandsynligt at andre end Købmand Krøyers Folk og Politiet – dog med Undtagelse af selve Tyven – kan have kendt noget til Tyveriet førend kl. 6½ Morgen.

Overbetjentens overvejelser

Det ser saaledes ud til, efter hvad der er bleven oplyst, at Smed Jensen har publiceret tyveriet forinden han paa ærlig Maade selv har kunnet faa noget at vide derom. At Jensen har turde driste sig dertil, kan vel forklares derhen, at han i egen Interesse har staaet et eller andet Sted paa Torvet, nemlig paa den østlige Del af samme hvorfra der er god Udsigt over Kbm. Krøyers Ejendom – eller ogsaa fra Møllergade har iagttaget, hvorledes Købmand Krøyers folk greb Sagen an, da de opdagede Tyveriet. Forudsat, at Smed Jensen har anstillet en saadan iagttagelse, da har han uden Tvivl set, at en af Købmand Krøyers Kommiser løb til politiet, og at Krøyers Karle, der paa den Tid var i Færd med at opstille Slagterboder paa Torvet, raabte Kommisen an; dette har da givet Smed Jensen Anledning til at tro, at Kommisen havde fortalt Karlene hvad der var sket – hvilket han imidlertid ikke gjorde – og Jensen har formentlig ikke selv kunnet vente længere med at bringe Nyheden til Torvs.”

Smed Jensen er et rigtigt godt bud på boretyven. Men sidder han overhovedet i arresten, som rygtet siger? I næste afsnit går overbetjent Ortving i kødet på smeden fra Bagergade..

5. En fattig mand fra Skaarup,
der løb omkring om natten

Resume: Mistanken om, at Hans Marius Jensen stod bag tre indbrudstyverier i Svendborg og et i Skaarup, holdt ikke vand. Hans blev løsladt og politiet var igen på bar bund, men så kom der et tip om, at en tilflytter ude på Skaarup Mark i nabosognet Skaarup opførte sig mistænkeligt.
I dette afsnit støder vi også på et stykke fynsk dialekt. Hvad betyder en “hoppe” på fynsk?
Læs fra 1. afsnit
Forrige afsnit

17.– 25. juni 1902

Hvordan det gik til at politiets opmærksomhed, få dage efter løsladelsen af Hans Marius Jensen, blev rettet mod en mand fra Skaarup, fremgår ikke af kilderne. Sandsynligheden taler for, at den lokale sladder har taget fast form og udpeget den nylige tilflytter, Lars Nielsen Larsen, som et godt bud på den rigtige boretyv.

Under alle omstændigheder blev den 40-årige arbejdsmand anholdt i sit hjem på Skaarup Nørremark ved 7-tiden om aftenen den 17. juni af Sunds-Gudme Herreders herredsbetjent Røssel. Han blev bragt ind til arresten i Svendborg og næste morgen overdraget til Svendborg Købstads jurisdiktion og stillet for dommer Schou.

Flere indicier

En række indicier pegede på Lars Nielsen Larsen som en mulig gerningsmand. For det første var han fattig: året før havde han måtte sælge det hus, han, konen og tre hjemmeboende børn på 10, 5 og 3 år boede i på Gl. Skaarupvej i det nordøstlige Svendborg. Nu boede de til leje på Skaarup Nørremark i nabosognet og familien var forøget med en nyfødt. Det stod endda så galt til, at familien havde modtaget hjælp fra fattigvæsenet i Skaarup i en periode, fordi konen Ingeborg havde været syg, og Lars ikke havde kunnet skaffe sig tilstrækkeligt arbejde i skovene til at forsørge familien. Men på det seneste havde han talt højt om både at købe en gris til opfedning og nyt tøj til børnene.

Desuden var han tidligere straffet. Hele tre gange havde han været fængslet for tyverier, senest i 1898, hvor han havde fået 6 x 5 dages fængsel på vand og brød.

Endelig havde nogen observeret Lars Nielsen Larsen rende rundt om natten på tidspunkter, hvor ordentlige mennesker lå og sov i deres seng.

Det første retsmøde var ganske kort: Lars bekræftede sin identitet og fødselsdato og at være tidligere straffet. Dommeren sigtede ham for at stå bag de mange indbrudstyverier, hvilket han på det bestemteste benægtede. Derefter blev han ført tilbage til arresten, mens sigtelsen blev nærmere gransket.

Politiet fandt en revolver

Denne granskning bestod primært i en husundersøgelse af familiens hjem samt en afhøring af Lars’ kone Ingeborg om familiens økonomiske forhold og Lars’ aktiviteter, både om dagen og om natten.

Husundersøgelsen bragte bl.a. en revolver for dagens lys, der sammen med en sparekassebog på 25 kr. og nogle bor blev lagt frem i retten ved det næste retsmøde 20. juni. Her var Ingeborg tilsagt til at møde op og bekræfte den forklaring, hun havde givet til politibetjenten i forbindelse med husundersøgelsen.

Det var en stålsat kone, der stod i retten og forsvarede sin mand. Ingeborg mente ikke, familien var så fattig endda. Jo, de havde haft det hårdt sidste vinter med sygdom og manglende arbejde, og jo, Lars havde måske nok neglet lidt brænde et par gange, men de betalte punktligt købmandsregningen hos købmand Jonsen i Hømarken hver måned. Derhjemme havde hun 4 kr., og der stod stadig 25 kr. på sparekassebogen, og der havde de stået siden 17. februar. Desuden havde Lars mindst 30-40 kr. til gode for sit arbejde i skoven, og det var derfor han havde tilladt sig at drømme højt om at købe en gris og lidt nyt tøj til børnene.

Ingeborg forsvarer sin mand

Ingeborg fortalte også, at det var rigtigt at Lars havde købt både rom og sukker hos gæstgiveren i Skaarup, men for det første havde han betalt det kontant, for det andet var det til en fest i skoven til Grundlovsdag.

10. juni, hvor indbruddet hos amtmanden var sket om natten, havde Lars sidst på dagen været en tur i Svendborg for at købe en sut og et hoppenet (rejenet), men han kom hjem med toget samme aften kl. 10, og selvom hun var gået i seng, da han kom hjem, var hun vågen og de talte sammen, mens han fik en bid mad, inden han også tørnede ind.

Hvis der er nogen, der har set lys hos dem om natten, skyldtes det at hun var oppe med den lille, og hvis nogen havde set Lars ude om natten, var det fordi han forsøgte at supplere indtægterne fra skoven med hoppefangst (rejefiskeri).

De bor, politiet havde fundet hos dem, brugte Lars til at forarbejde naturtræsmøbler til salg, igen for at skaffe indtægter til familien, og han havde bestemt ikke haft dem med sig den dag, han var på indkøb i Svendborg.

Jo, det var rigtigt, at Lars ikke var kommet på arbejde i skoven lørdag d. 11., hvor indbruddet hos amtmanden blev opdaget. Men det var fordi det regnede, så han blev hjemme og lavede hoppenet i stedet.

Ingeborg kunne simpelthen ikke forestille sig at Lars stod bag indbruddene. Han havde ikke haft flere penge mellem hænderne end ellers, og hvorfor skulle han gå ud om natten for at fange hopper, hvis han havde penge nok? Og revolveren? Den havde han byttet sig til for mange år siden for en jagtbøsse, men han havde aldrig brugt den.

Efter denne forklaring fik Ingeborg lov til at tage hjem til børnene; hun fik endda udbetalt 1 kr. i vidnegodtgørelse, og den faldt nok på et tørt sted.

Han var tvunget til at gå ud om natten

Lars blev igen hentet fra arresten og udspurgt af dommeren, og han fastholdt sin uskyld og forklarede om sin gøren og laden i fuldkommen overensstemmelse med Ingeborg.

”Navnlig på grund af konens sygdom har han været en del tilbage i vinter og har måttet melde sig til sognet, og da arbejdet i skoven ikke altid har været tilstrækkeligt, har han søgt bifortjeneste ved at lave møbler og nu senest ved at stryge rejer. Den sidste beskæftigelse tvinger ham jo til at gå ud om natten, men han er ikke ude på ulovligheder,” står der i politiprotokollen.

Pengene på sparekassebogen var de sidste fra salget af huset på Gl. Skaarupvej, og når han fik de 30-40 kr., han havde til gode for skovarbejdet mente han, at der nok kunne blive råd til en gris, hvis han kunne få den billigt, og også til lidt nyt tøj. Især den ældste dreng trængte.
Han genkendte de fremlagte bor som sine, men nægtede at have brugt dem til andet end til møbelfremstilling i sit hjem – og ja, revolveren havde han byttet sig til for en gammel bøsse.
Derefter blev Lars sendt tilbage i arresten.

Næste dag blev Lars løsladt. Arrestforvareren havde taget aftryk af hans nøgne fødder i kassen med vådt sand, og alle retsvidnerne måtte indrømme, at de fodspor på ingen måde lignede gipsafstøbningerne med knysterne fra amtmandens have.

”Boretyven spøger i alle Hjerner og alle Vegne. I Forgaars saa en Droskekusk, hver Gang han kørte forbi Indkørslen til Karoline Amalielund, et Par Ben stikke ud af et Hul i Grusgraven. Da han havde bemærket Benene 4 Gange i Løbet af 3 Timer, hviskede han “Boretyv” til Politiet, og et Par Betjente borede sig snart ind i Hullet til Benenes Ejermand, der viste sig at være en Vagabond, men ingen Boretyv.”

Drilleri i sommerteateret

Det blev ikke bedre af, at også sommerteateret i ”Rottefælden”, der hver aften spillede et par små, lette komedier, også havde en lille stikpille til den lokale ordensmagt. Svendborg Avis meddelte:
””En farlig Kommission” er en munter Farce. Ved en af Skæbnens lunefulde Spil viser Hovedpersonens Maske en forbløffende Lighed med en af vore lokale Retfærdighedens Haandhævere, tidligere alle forvorpne Drenges, nu alle uopdagede Boretyves Skræk.”

Politiet – og især nr. 1, Jensen, er til grin i sommerteateret og boretyven har gjort sig usynlig. Måske har han opgivet karrieren og nyder livet for de mere end 600 kr., han havde stjålet på amtskontoret?
Svendborgs borgere er dog ikke trygge ved at han går løs omkring, og i næste afsnit kommer der flere tips til politiet om boretyvens sande identitet.

4. Husundersøgelse på Nyborg Landevej

Resume: Omsider har politiet sigtet en mistænkt for boretyverierne: Den 18-årige skibstømrer Hans Marius Jensen, der er blevet angivet af sin lillebror. Dommeren har beordret en husundersøgelse i drengenes hjem på Nyborg Landevej 9.
Læs fra 1. afsnit
Læs forrige

16. juni 1902

Da Hans blev hentet op i retten til forhør næste dag, blev han præsenteret for en række genstande, politiet havde beslaglagt under husundersøgelsen samme morgen: en urkæde, en æske, en afbetalingsaftale med skrædder Henningsen i Kattesundet, en sparekassebog, en låneseddel, to bor på hhv. 10/12” og 11/12” samt en mejsel.

Hans havde en god forklaring for hver eneste genstand: Urkæden havde han fået som præmie i forbindelse med at han abonnerede på nogle tidsskrifter. Æsken havde han fundet i Christiansminde onsdag morgen. Og ja, han havde købt nyt tøj hos Henningsen, for han ville have noget nyt til 1. maj demonstrationen. Det kostede hele 55 kr., og han havde lånt ti kroner til udbetalingen af en kollega, skibstømrer Søren Larsen i Granhøj ovre på Begtrupsvej, og ellers afdraget 2 kr. om ugen på tøjet, hvilket fremgik af det fremlagte kort.

I øvrigt, fortalte Hans, havde han aldrig haft så mange penge på sig, som Peter Laurits havde påstået. Højst 5-6 kr., og i løbet af foråret havde han også brugt de sidste af de 30 kr. i sparepenge, han havde haft i Sparekassen for Svendborg By. Bl.a. havde han på et tidspunkt hævet 15 kr., som han havde lånt sin far til huslejen.
Men det var rigtigt nok, at han havde haft penge på lommen 3. Pinsedag i Christiansminde, selvom han ikke kunne låne af sin mor. Hans havde nemlig pantsat det lommeur, han havde fået til sin konfirmation, og lånesedlen, politiet havde fundet, var på uret.

Hvad værktøjet angik, så genkendte Hans mejslen og det ene bor som tilhørende hans far, det andet bor tilhørte ham. Han havde købt det på auktion i Flensborg nogle år tidligere, men hverken det eller faderens var i brugbar stand.

Hans vaklede ikke

Dommeren udspurgte Hans grundigt for at se, om han vaklede i sin forklaring, men det gjorde han ikke. Det var stadig ikke nok til helt at overbevise dommer Schou om Hans’ uskyld, så den unge skibstømrer måtte tilbage til arresten, mens Svendborg Politis førende efterforsker, Nr. 1, Jensen, drog afsted for at afprøve Hans’ udtalelser.

Torsdag 16. juni var der atter retsmøde i sagen. Jensen havde efterprøvet Hans’ udtalelser, og mødte desuden op i retten med de tre gipsafstøbninger af fodsporene, der var fundet i Amtmandens have, samt en kasse med vådt sand.

Først kunne Jensen berette, at Hans havde det bedste skudsmål fra sin arbejdsgiver på Thurø: Siden han var blevet ansat i marts samme år, havde han ikke forsømt en eneste dag, regnvejrsdage fraregnet, bortset fra ½ dag, hvor han skulle vidne i en retssag i Tåsinge Birks Politiret. Ved en gennemgang af Hans’ værktøjskasse på skibsværftet på Thurø fandt man ingen bor, der passede med de huller, boretyven havde efterladt sig.
Jensen havde også været på Aktielånekontoret med lånesedlen, og det ur Hans havde pantsat, var ganske rigtigt hans konfirmationsgave og pantsat en uges tid før indbruddet på Skaarup Station fandt sted – det indbrud, hvor stationsforstander Nielsens lommeur var blevet stjålet.

Tømrer Søren Larsen på Begtrupvej erklærede, at det var rigtigt at han havde lånt Hans 10 kr. til udbetaling til det nye tøj, og der var ingen i Hans’ omgangskreds, der havde bemærket at han skulle have haft flere penge mellem hænderne end normalt de seneste par måneder.

Fodsporene

Og så kom det endelige bevis, der frikendte Hans: Nr. 1 Jensen havde været forbi Hans’ celle i arresten med en kasse med vådt sand og taget hans fodaftryk. Sammenlignet med fodaftrykkene fra amtmandens have stod det lysende klart, at Hans ikke var boretyven. I Politiprotokollen står ”.. at medens Anholdtes fods storetå flugter med den indvendige side af foden, viser gipsaftrykket, at storetåen på venstre fod har en hældning mod de andre tæer af over 40 grader.”

Kort sagt: Boretyven havde knyster. Det havde Hans ikke.

Alle Peter Laurits’ sigtelser mod den ældre bror var hermed faldet til jorden. Hans blev løsladt og kunne genoptage sit liv og arbejde efter tre dages ophold i arresten. Peter Laurits var blevet løsladt to dage tidligere uden dom. Hvordan det gik, da de to brødre igen skulle dele seng, vides ikke (se dog noten nederst*).

Efter at have løsladt Hans kunne Svendborg Politi 16. juni 1902 konstatere, at boretyven var lige så pist væk, som han hele tiden havde været.

Men blot tre dage senere blev sporet brandvarmt igen. Pilen pegede på en fattig mand fra Skaarup. Hvorfor mistanken faldt på ham, kan du læse i næste afsnit.

* Note: Hvordan det videre gik for brødrene Jensen
Senere samme sommer fik Peter Laurits Jensen i Overretten stadfæstet sin dom fra december 1901 for medvirken til krybskytteri: 10 slag ris. I efteråret 1902 blev Peter Laurits atter arresteret, denne gang for et tyveri, han havde begået på godset Bjørnemose under en jagttur sammen med Hans, så på det tidspunkt var brødrene i hvert fald forligt.
Efter konfirmationen kom Peter Laurits til søs og ser derefter ud til at være faldet til ro i livet som sømand uden flere kriminelle streger.
I 1904 fik Hans Marius Jensen arbejde på et skibsværft i Kolding. Han slog sig ned i Vonsild og stiftede familie der.

3. Mellem brødre

Resume: I foråret og forsommeren 1902 brød en mystisk tyv ind flere steder i Svendborg. Han anvendte et bor og forsvandt uden at efterlade sig andet end borespåner. Ved et indbrud på amtskontoret slap han væk med over 600 kr. og efterlod sig denne gang – udover borespånerne –nogle spor af nøgne fødder i amtmandens have. Kunne disse spor bringe politiet tættere på at pågribe tyven?
Læs fra 1. afsnit
Læs forrige

12. – 16. juni 1902

Mandagen efter indbruddet på amtskontoret, 12. juni 1902, var Svendborgs borgmester (og politimester og dommer – se note), Christian Lauritz Schou, på sit ugentlige tilsynsbesøg i arresten, og her faldt han i snak med en af arrestanterne, den 13-årige vaneforbryder Peter Laurits Jensen.

Senere samme dag blev Peter Laurits hentet op i retten og af dommer Schou bedt om at fortælle foran retsvidnerne, hvorfor han mente at Hans kunne stå bag indbruddene.

Peter Laurits måtte først indrømme, at han selv – sin unge alder til trods – allerede havde fire straffe bag sig for krybskytteri og tyveri, men understregede, at han altså intet havde med boretyverierne at gøre, og at han slet ikke med sikkerhed vidste, om Hans var den skyldige. Men der var visse ting, der havde vakt hans mistanke. Især undrede det Peter Laurits, at Hans i den senere tid havde haft flere penge mellem hænderne, end hans ugeløn på 15 kr. kunne forklare. Især fordi han betalte sine forældre 6-7 kr. om ugen for kost og logi.

Han skulle holde sin kæft

Men Peter Laurits havde først sat Hans i forbindelse med boretyverierne, da en kelner Nielsens søn, Malling, havde fortalt ham, at han havde hørt rygter om, at det var Hans, der stod bag. Peter Laurits havde så spurgt Hans, om der var noget om snakken, men Hans havde blot svaret ham, at han skulle holde sin kæft med sådan noget løgn.

Peter Laurits pegede på andre indicier: Både Hans og drengenes far var skibstømrere, og faderen havde et værksted hjemme, hvor det var nemt at skaffe sig bor og andet værktøj, da værkstedet aldrig blev aflåst. Desuden havde Hans en tilbøjelighed til at smide støvlerne og rende rundt i strømpesokker eller bare tæer. Og han var taget en del til Skaarup i den senere tid, ofte i selskab med vennerne Fritz og Nicolaj Jensen, sønner af værtsparret på værtshuset Limpotten, og Axel Botos, så de kunne måske stå bag indbruddet på stationen, selvom Hans forklarede de hyppige ture derud med at de skulle ”besøge nogen kærester”.

Efter at have luftet disse mistanker i retten, blev Peter Laurits sendt tilbage til arresten og hans bror hentet ind til forhør.

Hans Marius Jensen nægter alt

Hans Marius Jensen, 18 år og skibstømrer, stod nu foran dommer Schou og retsvidnerne, der ville høre hvad han havde at sige til sigtelsen. Hans benægtede blankt at have noget med tyverierne at gøre, Jo, han havde da et par tidligere domme for tyveri, den seneste fra forrige år, og ja, han havde da gået en del i byen med bl.a. Axel Botos, Fritz Jensen og nogle andre unge mænd, der var kendte ansigter i Svendborgs værtshusmiljø.

Men for nylig havde Hans ændret livsstil: Han var blevet afholdsmand og havde hverken noget med sine tidligere kammerater eller indbrudstyverierne at gøre.

Angående sit pengeforbrug, så mente Hans ikke at han manglede penge. Når han havde betalt hjemme for kost og logi, havde han hele 8 kr. om ugen i lommepenge, og da han ikke var forlovet, slog de glimrende til – om end ikke så rigeligt, at han havde opsparing i sparekassen.
Påstanden om at han jævnligt havde været i Skaarup for at ”møde kærester” sammen med vennerne, havde heller ikke noget på sig: Hans havde en enkelt gang i forårets løb været i Skaarup, men det var på en cykeltur sammen med en tømrer, hvis navn han ikke kendte, men som han af og til var faldet i snak med på en række baller og maskerader fra tiden før han blev afholdsmand. Cyklen havde han lånt af sin svoger, og om tømreren kunne han kun fortælle, at han var ca. 25 år, ugift, lidt højere end Hans (der målte 66 tommer, altså 167 cm), med lyst overskæg og som regel iført et grå-grønt jakkesæt og en blød filthat. Han arbejdede vist hos en tømrermester et sted i Svendborg.