Resume: At smed Hans Henrik Jensen i Bagergade både var flabet og glat som en ål var ikke nok til at sigte ham for at være boretyven. Overbetjent Ortving havde ingen reelle beviser mod manden og måtte opgive at sigte ham. Nu havde politiet haft hele tre mænd under mistanke og skudt forbi hver gang. De var til grin i både Svendborg Avis og i årets Rottefælde-revy. Men snart forstummede latteren… Læs fra 1. afsnit Læs forrige
August 1902
Mens årets revy, ”Sherlock Holmes eller: Naar de to Køn kommer sammen” trak fulde huse i teateret i Rottefældeskoven, havde boretyven tilsyneladende stadig indstillet karrieren.
Eller havde han? I begyndelsen af august var der igen en forbryder på spil – spørgsmålet var, om boretyven også kunne finde på den slags?
Lørdag 2. august ved halv ti-tiden om aftenen kom bødkermester Hansen fra Korsgade ind på politistationen på Torvet med sin 18-årige datter Anna. Halvanden time tidligere var Anna blevet overfaldet og forsøgt voldtaget ude i Hestehaven i nærheden af godset Bjørnemose, da hun var kommet cyklende alene ad Bjørnemoseløkkevej.
Et voldtægtsforsøg
Anna fortalte, iflg. politirapporten, at manden havde væltet hende af cyklen og smidt hende om på ryggen: ”Da hun straks gav et Skrig fra sig, stoppede Personen Fingrene i Munden paa hende, hvorved hun forhindredes i at skrige mere, men det var kun et Øjeblik, og han rejste sig derpaa op uden at have berørt hende andre Steder end i Ansigtet, Han gjorde ikke Mine til at ville løfte hendes Skørter eller lignende og sagde ikke et Ord. Hun rejste sig op saa hurtigt hun kunde og i sin Angst fremtog hun sin Pengepung og rakte Personen den, idet hun ytrede “Tag den og mine Penge og lad mig gaa! Hvad vil De mig dog?” Personen tog som foran ommeldt Pengene, rystede paa Hovedet om mumlede noget som “Penge”, hvorpaa han ganske rolig fjernede sig med den og satte sig ned ved en Høstak et kort Stykke fra Stedet.”
Hestehaven rummede både skov og frugtplantager og var ejet af den stenrige Weber-familie, der byggede flere store villaer i området, bl.a. Villa Taarnborg. Området var et populært udflugtsmål, og både vejen til godset Bjørnemose og til trækfærgen til Thurø førte gennem Hestehaven. Kort fra 1903.
Den temmelig rystede unge pige samlede sin cykel op og skyndte sig den modsatte vej for at komme hjem til Svendborg. På vejen mødte hun Fru Nielsen, der drev pensionatet Villa Tårnborg lige i nærheden, sammen med et par damer og herrer. Anna betroede sig til fru Nielsen, der fulgte hende ned til dampskibsbroen ved Christiansminde, og her talte de med en herre, der mente at have set forbryderen i området tidligere på dagen. Det havde fru Nielsen også; dagen før havde hun vist ham ud af Villa Tårnborgs have, hvor pludselig havde siddet på en bænk.
Han var helt ordentligt klædt
Anna kunne også give et ganske godt signalement af sin overfaldsmand: ”En Mandsperson (formentlig Bondekarl), ca. 25 Aar gl., middel af Højde og Bygning, rødladent Ansigt, ingen Skæg, mørke Øjne og formentlig mørkeblondt Haar, iført Jakke af blaagraat, groft Stof, Benklæder af noget lysere Farve og Boerhat. Han var forøvrigt helt ordentligt klædt.” Havde politiet omsider et signalement af Boretyven? For naturligvis gik rygterne omgående om, at boretyven var på spil igen og nu ikke holdt sig tilbage fra at overfalde unge damer på ensomt beliggende steder.
Villa Taarnborg var sommerpensionat i 1902, og her søgte den 18-årige Anna Hansen hjælp, efter hun var blevet overfaldet på vejen mod Bjørnemose gods.
Nr. 1 Jensen tog omgående afsted til gerningsstedet sammen med reservebetjent nr. 13 Larsen, men manden var naturligvis pist væk. De talte med fru Nielsen, der fra flere badegæster havde hørt, at en mand, der svarede til overfaldsmandens signalement, var blevet set ved Christiansminde flere gange dagen før. Manden blev eftersøgt af frivillige i hele området, politiet søgte efter ham i Svendborg by, men uden resultat.
Set på vej mod Nyborg
En kandidat Mogensen fra København, der sammen med sin bror holdt badeferie ved Christiansminde, fortalte politiet, at han og broderen om aftenen var kommet cyklende fra Bjørnemose mod Christiansminde, og omkring kvart i otte havde passeret en mand, der passede på signalementet, der var på vej i den modsatte retning.
Bjørnemose gods ligger øst for Svendborg ned mod Skaarupsund. Hovedbygningen er opført 1854 og nedbrændte i begyndelsen af januar 2021.
Ved ti-tiden om aftenen var manden blevet set et stykke længere østpå, ude ved Rudbjergskov, hvor husmand Lars Rasmussen, kaldet Lars Urtemand, havde mødt ham på vej op fra stranden ad en havegang op mod sit hus. Da Lars Urtemand havde sagt til ham, at han da vist var på vej i den gale retning, havde manden spurgt, om det ikke var vejen til Nyborg?
Lars Urtemand havde forklaret ham den rette vej op forbi Juliegård, manden havde bedt om noget at drikke og havde drukket to store glas vand, hvorefter han var gået videre i retning af Juliegård uden ellers at sige noget særligt.
Nr. 1 Jensen ringede omgående til sin kollega, politiassistent Hansen i Hesselager, og bad ham om at holde udkig efter manden. Men han var som sunket i jorden.
August måned gik. Ingen overfaldsmand. Ingen boretyv.
Boretyven slår til igen
Indtil Svendborg Avis lørdag 30. august kunne meddele, at boretyven var vendt tilbage: ”Boretyven. Vi modtog i Morges den alarmerende Efterretning, at Boretyven nu har genoptaget sin Virksomhed. Han har i Nat boret sig ind paa Borgerskolen, hvor han i Ro og Mag har lirket ved forskellige Gemmer til Kontoret, brudt ind i Lærerværelset, hvor han har opbrudt alle Skabe og sluttelig fjernet sig med Inspektør Martinius Hansens værdifulde Møntsamling.”
Pludselig var sporet brandvarmt igen og Svendborgs politi fik en chance for at genrejse sit gode ry og rygte. Læs mere om hvordan det forløb i næste afsnit..
7. Konfrontation med smed Jensen og mystiske hændelser på Hotel Svendborg
Resume: Boretyven har tilsyneladende lagt boret på hylden og nyder udbyttet af kuppet på amtskontoret i Svendborg. Politiet har ladet både Hans Marius Jensen og Lars Nielsen Larsen gå, da det tydeligvis ikke var nogen af dem, der var boretyven. Men nu stiller overbetjent Ortving skarpt på smed Hans Henrik Jensen i Bagergade. Læs fra 1. afsnit Læs forrige
Juli-august 1902
Imidlertid var rygtet om smed Jensen anholdelse tidligere på sommeren blot – et rygte. Selvom politiet nærede en vis mistanke til ham, var de – belært af erfaringen – endnu ikke skredet til anholdelse. Med de nye oplysninger i baghånden opsøgte Ortving smed Jensen i hans hjem, Bagergade 17, for at konfrontere ham med dem.
Men smeden var glat som en ål. Han kunne overhovedet ikke huske, hvem der havde fortalt ham om indbruddet den lørdag morgen, heller ikke selvom Ortving pressede ham: ”.. at han nærmere kunde tænke derover, mente han ikke vilde bringe ham paa bedre Hukommelse.”
Jensen kunne imidlertid huske, at han havde hørt nyheden på Torvet, og mente at det måtte have været omkring kl. halv ni, for han var først gået hjemmefra den morgen klokken otte. Og da Ortving ville vide, hvem han havde fortalt nyheden videre til og hvornår, kunne han heller ikke huske det – det var jo lørdag og torvedag og der var mange mennesker i byen:
”Med Hensyn til tidspunktet forklarede Jensen, at det havde jo været temmelig umuligt for ham at fortælle om Tyveriet til nogen førend efter Kl. 8 Morgen, da han, som forklaret, først gik fra Hjemmet Kl. 8 og ikke før den Tid kendte noget til det ommeldte Indbrudstyveri.
Alle Spørgsmaalene blev rettet til ham gentagne Gange, ligesom jeg samme Dags Aften atter foreholdt ham de fornævnte Spørgsmaal, men han fastholdt sin om Middagen afgivne Forklaring.”
Overbetjent Ortving måtte opgive at komme videre med smeden ad den vej.
Et tip fra Hotel Svendborg
Men mistanken levede stadig, og da hotelkarlen fra Centralhotellet 14 dage senere tippede Ortving om, at hans kollega på Hotel Svendborg nede ved havnen i begyndelsen af juni havde haft en mystisk oplevelse, opsøgte Ortving ham for at høre nærmere.
Hotel Svendborg på hjørnet af Havnepladsen og Brogade var et af byens førende hoteller i begyndelsen af 1900-årene. Her havde en hotelkarl en mystisk oplevelse – var det boretyven på listefødder?
Den 25-årige hotelkarl Christian Nielsen fortalte, at han en nat – han mente, det var i den første uge af juni – var vågnet ved at hans lille rottehund, som han havde hos sig om natten, begyndte at gø. Han fornemmede også, at nogen tog i døren til hans kammer, der lå i stueetagen ud mod gården ved siden af køkkenet. Noget fortumlet sprang han ud af sengen, rev døren op og fik øje på en person, der var på vej væk – og som satte i fuldt firspring, da Christian åbnede døren. I få spring var den fremmede løbet tværs over gården og var forsvundet ind i hotellets baghus, hvor en åben gang førte tværs gennem og ud bagved, hvor et plankeværk dannede skel til nabohaven.
Christian havde set på sit ur, at klokken var ti minutter over to og tænkte, at han skræmt en listetyv på flugt, men havde ellers ikke foretaget sig andet end at gå på hovedet i seng igen og genoptage sin forstyrrede nattesøvn. Næste dag havde han ikke tænkt så meget mere over det, heller ikke på at rapportere episoden til politiet.
En tyv på strømpesokker?
”Christian Nielsen havde særlig lagt mærke til Personen lydløse Gang, da han løb over Stenbroen i Hotelgaarden; han var derfor overbevist om, at Personen ikke havde Støvler eller andet Fodtøj paa Benene, men maa derimod have listet sig omkring paa Strømpesokker eller nøgne Fødder, hvilket han dog ikke opnaaede at se,” skrev Ortving i sin rapport og tilføjede det signalement, Christian kunne opgive på baggrund af det korte glimt, han havde fået af manden bagfra:
”Middel af Højde, kraftig bygget, iført Jakke og Benklæder af brunlig eller graa Farve – tarvelig Arbejdsdragt. Dette Signalement kan for saa vidt nok passe paa Smed H. H. Jensen, Bagergade.”
Men heller ikke dette førte til, at man kunne rejse en sigtelse mod smeden i Bagergade.
Censur af sommerrevyen
Mens den regnfulde juli blev til en regnfuld august, tørrede de sidste spor efter boretyven ud. Til gengæld havde Rottefælderevyens direktør brugt den første del af sommeren på at skrive tekster til den revy, der fik premiere sidst i juli.
De tekster brød borgmester/dommer/politimester Schou sig ikke spor om, da de landede på hans bord til censur (se note nederst). At revyens titel var ”Sherlock Holmes” kunne han ikke gøre noget ved. Men han forbød enhver brug af ordet ”boretyv”.
Latteren rullede derfor ganske indforstået i sommerteateret, da revyen havde premiere 25. juli med en flittig brug af ordet ”hjertetyv” i sange og sketches.
Men få dage senere stivnede latteren, da en ung pige blev overfaldet i Hestehaven. Var det boretyven, der igen var på spil? Læs med i næste afsnit.
Note: Censur af revytekster Under arbejdet med historien om Boretyven kom det noget bag på mig, at der var censur i 1902, så derfor henvendte jeg mig til Rikke Rottensten, der er museumsinspektør på “Alhambra – museet for humor og satire”. Rikke Rottensten fortæller, at selvom Grundloven af 1849 i princippet havde afskaffet censuren, var der dog grænser for, hvad magthaverne ville finde sig i. Derfor blev der i 1853 der indført teatercensur i Danmark og den varede faktisk helt frem til 1953, dog med en del ændringer undervejs. Fra 1893 lå censuren af teater- og revytekster hos Justitsministeriet, mens man hos den lokale politimester skulle føre tilsyn med den fysiske forestilling, dvs. mimik, gestik, scenografi, plakater osv. Der var også en kattelem i censurreglerne om, at politiet lokalt kunne forbyde eller begrænse opførsler, selv om censor havde blåstemplet dem i ministeriet. Rikke Rottensten skriver bl.a.: “For at kunne vurdere selve opførelsen, som er det væsentlige ved en revy og rummer mange faldgruber for frivol optræden – som var det man især var på vagt overfor dengang – har en fra politiet skulle se en gennemspilning af revyen inden premieren. Ved den lejlighed kunne man opdage tekster, som ville være problematiske lokalt, men som censor af gode grunde ikke er faldet over. Det mest sandsynlige er, at censoren i København sikkert har ladet teksten gå lige igennem, men politimesteren har bagefter kunne blande sig.”
Resume: Politiet har haft anholdt og efterforsket to mænd for at være den mystiske boretyv, men har måttet lade begge gå. Det giver både Svendborg Avis og Sommerteatret anledning til at drille politistyrken. Boretyven selv er forsvundet op i den blå luft, men fanges skal han – og der indløber forskellige tips til politiet om hvem han kan være. Læs fra 1. afsnit Læs forrige
Juli 1902
Selvom der ikke var sket nye tyverier efter indbruddet på amtskontoret 10. juni, lå efterforskningen langt fra stille. Politiet modtog hen over sommeren en række tips, som blev efterprøvet. Det første kom fra en gammel kone, brolægger Nielsens enke Karoline, der boede Overgade 20 – en gade, der fører fra den lavtliggende Ørkildsgade over bakken op mod amtmandens højtbeliggende Ørkildshus.
Karoline i Overgade fandt det mystisk, at Ruder Knægt valgte at gå hjem ad Overgade i stedet for ad Nyborg Landevej, da han skulle hjem til Hømarken sent om aftenen d. 9. juni. Måske havde han i virkeligheden været på vej til at bryde ind på Amtskontoret?
Flere uger efter indbruddet på amtskontoret fortalte Karoline til politibetjent nr. 3 Garp, at hun den aften, hvor indbruddet skete om natten, havde set Ruder Knægt komme gående nede fra Ørkildsgade og passere hendes vinduer kort før midnat. Og Ruder Knægt, hvis borgerlige navn var Jens Chr. Jensen og i øvrigt ernærede sig som blikkenslager, var ikke hvem som helst. Han var nemlig en nær slægtning af den på Langeland temmelig berygtede Ruder Konge, der i disse år var under kraftig mistanke for at stå bag et bestialsk dobbeltmord, der var begået i 1896 i landsbyen Oure på Langeland. Hele familien havde et dårligt ry.
En ulogisk omvej
Karoline kendte udmærket Ruder Knægt. Han havde været i hendes hus hele tre gange i forbindelse med nogle problemer, hun havde haft med sin vandhane. Der var nemlig ikke noget i vejen med mandens evner som blikkenslager. Men da Karoline vidste, at han for tiden boede langt oppe i Hømarken, undrede det hende en hel del, at han valgte at gå hjemad ad Overgade – hvis han da ellers havde været på vej hjem. Så havde det været mere logisk at vælge Nyborg Landevej. Men måske havde han i virkeligheden været på vej op for at bryde ind hos amtmanden?
Garp noterede, at Karoline havde ret i sin argumentation, men da han ikke kunne finde andre vidner, der havde set Ruder Knægt i området den aften, gjorde han ikke mere ud af sagen.
Smeden i Bagergade
Hen i juli kom der rygter på banen, som der var en del mere kød på. Politiet var klar over, at smed Hans Henrik Jensen fra Bagergade vist ikke havde helt rent mel i posen, men om han også kunne være identisk med boretyven, havde de ingen beviser for. Da overbetjent Ortving en dag faldt i snak med glarmester Gertz i Vestergade, kom denne med nogle oplysninger, som skærpede mistanken til smeden i Bagergade.
Note: I 1902 hed overbetjenten faktisk Hans Peter Christian Jensen. Nogle år senere end denne fortælling tog han navneforandring til Ortving, da hele tre ud af politistationens 10 betjente på det tidspunkt hed Jensen. For i denne fortælling at undgå forveksling med Nr. 1, Jens Jensen (som bar sit Jensen med stolthed til sin død), tillader jeg mig at foregribe navneændringen med ca. tre år.
Gertz fortalte, at hans svoger havde fortalt, at han den morgen 19. april, hvor indbruddet hos købmand Krøyer blev opdaget, allerede ved 6-tiden på Torvet var truffet på smed Jensen. Jensen havde spurgt, om svogeren ville have en nyhed med til Amtstidende? Han var nemlig faktor på avisens trykkeri og på vej på arbejde. Det ville han selvfølgelig gerne, og smeden havde fortalt ham, at der havde været indbrud hos Krøyers om natten. Men hvordan kunne han vide det så tidligt på morgenen – medmindre han selv var gerningsmanden?
Faktor Petersen var vågnet tidligt og ville derfor gå en morgentur på havnen – ellers ville han ikke have passeret Centralhotellet på Torvet på vej fra Marievej til Amtstidende i Skt. Nicolaj Gade.
Ortving opsøgte straks faktoren, der hed Johan Chr. Petersen, og som bekræftede Gertz’ beretning. Om morgenen 19. april skulle han møde tidligt, men var vågnet endnu tidligere og havde besluttet sig for lige at slå en tur ned omkring havnen i det fine vejr, inden han mødte på arbejde. Normalt ville han ellers ikke passere Torvet på vejen fra sit hjem på Marievej til Amtstidendes bygning i Skt. Nicolajgade, men netop denne dag gjorde han altså – og på vej over Torvet blev han råbt an af smed Jensen, der stod og snakkede med hotelkarlen fra Centralhotellet. Og der havde han altså fået nyheden om indbruddet, og at der var blevet stjålet omkring 20 kr. Han mente, han havde talt med Jensen inden klokken var halv syv, for der skulle han møde på arbejde.
Det konservative Amtstidende holdt til i bindingsværksbygningen til venstre i billedet – og var nærmeste nabo til ærkekonkurrenten Svendborg Avis i bygningen bagved. Postkort fra 1902, Svendborg byhistoriske Arkiv.
Da der nogen tid senere pludselig gik rygter i byen om at smed Jensen var blevet anholdt og sigtet for en række tyverier, slog det faktoren, at det i grunden da var noget mistænkeligt, at Jensen havde været så godt informeret så tidligt morgenen efter indbruddet.
Sikke en frækhed!
Det samme mente hotelkarlen, Christen Christensen, da Ortving opsøgte ham. Han mente, klokken måtte have været mellem seks og halv syv om morgenen, da smed Jensen fortalte ham om tyveriet hos Krøyers, for Christen havde vist nok været nede på stationen med en gæst, der skulle med morgentoget kl. 6. Hotelkarlen kunne ikke huske, hvilken retning, Jensen var kommet fra eller noget nøjere om samtalen, men mente at huske, at Jensen havde råbt en forbipasserende herre an med nyheden.
Ortving skrev i sin rapport: ”Da Komparenten (hotelkarl Christensen, red.) i sin Tid hørte det udspredte Rygte, at Smed Jensen var bleven anholdt, som sigtet for de begaaede Indbrudstyverier, tænkte han straks, sikken en Frækhed, han var jo den første der fortalte mig om Tyveriet hos Kbm. Krøyers.”
Ortving dobbelttjekkede de nye oplysninger. De to kommiser hos Krøyers der, som de første, opdagede indbruddet om morgenen 19. april, var enige om at de havde hentet politiet på den modsatte side af Torvet mellem tyve minutter over seks og halv syv den morgen, og det samme var noteret i politirapporten om indbruddet. I sin rapport 23. juli spekulerede Ortving over rækkefølgen af begivenhederne den morgen: ”Det var derfor højst usandsynligt at andre end Købmand Krøyers Folk og Politiet – dog med Undtagelse af selve Tyven – kan have kendt noget til Tyveriet førend kl. 6½ Morgen.
Overbetjentens overvejelser
Det ser saaledes ud til, efter hvad der er bleven oplyst, at Smed Jensen har publiceret tyveriet forinden han paa ærlig Maade selv har kunnet faa noget at vide derom. At Jensen har turde driste sig dertil, kan vel forklares derhen, at han i egen Interesse har staaet et eller andet Sted paa Torvet, nemlig paa den østlige Del af samme hvorfra der er god Udsigt over Kbm. Krøyers Ejendom – eller ogsaa fra Møllergade har iagttaget, hvorledes Købmand Krøyers folk greb Sagen an, da de opdagede Tyveriet. Forudsat, at Smed Jensen har anstillet en saadan iagttagelse, da har han uden Tvivl set, at en af Købmand Krøyers Kommiser løb til politiet, og at Krøyers Karle, der paa den Tid var i Færd med at opstille Slagterboder paa Torvet, raabte Kommisen an; dette har da givet Smed Jensen Anledning til at tro, at Kommisen havde fortalt Karlene hvad der var sket – hvilket han imidlertid ikke gjorde – og Jensen har formentlig ikke selv kunnet vente længere med at bringe Nyheden til Torvs.”
Smed Jensen er et rigtigt godt bud på boretyven. Men sidder han overhovedet i arresten, som rygtet siger? I næste afsnit går overbetjent Ortving i kødet på smeden fra Bagergade..
5. En fattig mand fra Skaarup, der løb omkring om natten
Resume: Mistanken om, at Hans Marius Jensen stod bag tre indbrudstyverier i Svendborg og et i Skaarup, holdt ikke vand. Hans blev løsladt og politiet var igen på bar bund, men så kom der et tip om, at en tilflytter ude på Skaarup Mark i nabosognet Skaarup opførte sig mistænkeligt. I dette afsnit støder vi også på et stykke fynsk dialekt. Hvad betyder en “hoppe” på fynsk? Læs fra 1. afsnit Forrige afsnit
17.– 25. juni 1902
Hvordan det gik til at politiets opmærksomhed, få dage efter løsladelsen af Hans Marius Jensen, blev rettet mod en mand fra Skaarup, fremgår ikke af kilderne. Sandsynligheden taler for, at den lokale sladder har taget fast form og udpeget den nylige tilflytter, Lars Nielsen Larsen, som et godt bud på den rigtige boretyv.
Under alle omstændigheder blev den 40-årige arbejdsmand anholdt i sit hjem på Skaarup Nørremark ved 7-tiden om aftenen den 17. juni af Sunds-Gudme Herreders herredsbetjent Røssel. Han blev bragt ind til arresten i Svendborg og næste morgen overdraget til Svendborg Købstads jurisdiktion og stillet for dommer Schou.
Flere indicier
En række indicier pegede på Lars Nielsen Larsen som en mulig gerningsmand. For det første var han fattig: året før havde han måtte sælge det hus, han, konen og tre hjemmeboende børn på 10, 5 og 3 år boede i på Gl. Skaarupvej i det nordøstlige Svendborg. Nu boede de til leje på Skaarup Nørremark i nabosognet og familien var forøget med en nyfødt. Det stod endda så galt til, at familien havde modtaget hjælp fra fattigvæsenet i Skaarup i en periode, fordi konen Ingeborg havde været syg, og Lars ikke havde kunnet skaffe sig tilstrækkeligt arbejde i skovene til at forsørge familien. Men på det seneste havde han talt højt om både at købe en gris til opfedning og nyt tøj til børnene.
Desuden var han tidligere straffet. Hele tre gange havde han været fængslet for tyverier, senest i 1898, hvor han havde fået 6 x 5 dages fængsel på vand og brød.
Endelig havde nogen observeret Lars Nielsen Larsen rende rundt om natten på tidspunkter, hvor ordentlige mennesker lå og sov i deres seng.
Det første retsmøde var ganske kort: Lars bekræftede sin identitet og fødselsdato og at være tidligere straffet. Dommeren sigtede ham for at stå bag de mange indbrudstyverier, hvilket han på det bestemteste benægtede. Derefter blev han ført tilbage til arresten, mens sigtelsen blev nærmere gransket.
Politiet fandt en revolver
Denne granskning bestod primært i en husundersøgelse af familiens hjem samt en afhøring af Lars’ kone Ingeborg om familiens økonomiske forhold og Lars’ aktiviteter, både om dagen og om natten.
Husundersøgelsen bragte bl.a. en revolver for dagens lys, der sammen med en sparekassebog på 25 kr. og nogle bor blev lagt frem i retten ved det næste retsmøde 20. juni. Her var Ingeborg tilsagt til at møde op og bekræfte den forklaring, hun havde givet til politibetjenten i forbindelse med husundersøgelsen.
Det var en stålsat kone, der stod i retten og forsvarede sin mand. Ingeborg mente ikke, familien var så fattig endda. Jo, de havde haft det hårdt sidste vinter med sygdom og manglende arbejde, og jo, Lars havde måske nok neglet lidt brænde et par gange, men de betalte punktligt købmandsregningen hos købmand Jonsen i Hømarken hver måned. Derhjemme havde hun 4 kr., og der stod stadig 25 kr. på sparekassebogen, og der havde de stået siden 17. februar. Desuden havde Lars mindst 30-40 kr. til gode for sit arbejde i skoven, og det var derfor han havde tilladt sig at drømme højt om at købe en gris og lidt nyt tøj til børnene.
Ingeborg forsvarer sin mand
Ingeborg fortalte også, at det var rigtigt at Lars havde købt både rom og sukker hos gæstgiveren i Skaarup, men for det første havde han betalt det kontant, for det andet var det til en fest i skoven til Grundlovsdag.
10. juni, hvor indbruddet hos amtmanden var sket om natten, havde Lars sidst på dagen været en tur i Svendborg for at købe en sut og et hoppenet (rejenet), men han kom hjem med toget samme aften kl. 10, og selvom hun var gået i seng, da han kom hjem, var hun vågen og de talte sammen, mens han fik en bid mad, inden han også tørnede ind.
Hvis der er nogen, der har set lys hos dem om natten, skyldtes det at hun var oppe med den lille, og hvis nogen havde set Lars ude om natten, var det fordi han forsøgte at supplere indtægterne fra skoven med hoppefangst (rejefiskeri).
De bor, politiet havde fundet hos dem, brugte Lars til at forarbejde naturtræsmøbler til salg, igen for at skaffe indtægter til familien, og han havde bestemt ikke haft dem med sig den dag, han var på indkøb i Svendborg.
Jo, det var rigtigt, at Lars ikke var kommet på arbejde i skoven lørdag d. 11., hvor indbruddet hos amtmanden blev opdaget. Men det var fordi det regnede, så han blev hjemme og lavede hoppenet i stedet.
Ingeborg kunne simpelthen ikke forestille sig at Lars stod bag indbruddene. Han havde ikke haft flere penge mellem hænderne end ellers, og hvorfor skulle han gå ud om natten for at fange hopper, hvis han havde penge nok? Og revolveren? Den havde han byttet sig til for mange år siden for en jagtbøsse, men han havde aldrig brugt den.
Efter denne forklaring fik Ingeborg lov til at tage hjem til børnene; hun fik endda udbetalt 1 kr. i vidnegodtgørelse, og den faldt nok på et tørt sted.
Han var tvunget til at gå ud om natten
Lars blev igen hentet fra arresten og udspurgt af dommeren, og han fastholdt sin uskyld og forklarede om sin gøren og laden i fuldkommen overensstemmelse med Ingeborg.
”Navnlig på grund af konens sygdom har han været en del tilbage i vinter og har måttet melde sig til sognet, og da arbejdet i skoven ikke altid har været tilstrækkeligt, har han søgt bifortjeneste ved at lave møbler og nu senest ved at stryge rejer. Den sidste beskæftigelse tvinger ham jo til at gå ud om natten, men han er ikke ude på ulovligheder,” står der i politiprotokollen.
Pengene på sparekassebogen var de sidste fra salget af huset på Gl. Skaarupvej, og når han fik de 30-40 kr., han havde til gode for skovarbejdet mente han, at der nok kunne blive råd til en gris, hvis han kunne få den billigt, og også til lidt nyt tøj. Især den ældste dreng trængte. Han genkendte de fremlagte bor som sine, men nægtede at have brugt dem til andet end til møbelfremstilling i sit hjem – og ja, revolveren havde han byttet sig til for en gammel bøsse. Derefter blev Lars sendt tilbage i arresten.
Næste dag blev Lars løsladt. Arrestforvareren havde taget aftryk af hans nøgne fødder i kassen med vådt sand, og alle retsvidnerne måtte indrømme, at de fodspor på ingen måde lignede gipsafstøbningerne med knysterne fra amtmandens have.
Politiet var slået tilbage til start. Nu havde de haft anholdt og sigtet hele to mistænkte, der viste sig at være ganske uskyldige, og midt i det hele bragte Svendborg Avis denne lille notits i petit-rubrikken ”Med den slebne Saks”:
Især venstrebladet Svendborg Avis havde travlt med at stikle til byens politistyrke, der havde svært ved at fange boretyven.
”Boretyven spøger i alle Hjerner og alle Vegne. I Forgaars saa en Droskekusk, hver Gang han kørte forbi Indkørslen til Karoline Amalielund, et Par Ben stikke ud af et Hul i Grusgraven. Da han havde bemærket Benene 4 Gange i Løbet af 3 Timer, hviskede han “Boretyv” til Politiet, og et Par Betjente borede sig snart ind i Hullet til Benenes Ejermand, der viste sig at være en Vagabond, men ingen Boretyv.”
Drilleri i sommerteateret
Det blev ikke bedre af, at også sommerteateret i ”Rottefælden”, der hver aften spillede et par små, lette komedier, også havde en lille stikpille til den lokale ordensmagt. Svendborg Avis meddelte: ””En farlig Kommission” er en munter Farce. Ved en af Skæbnens lunefulde Spil viser Hovedpersonens Maske en forbløffende Lighed med en af vore lokale Retfærdighedens Haandhævere, tidligere alle forvorpne Drenges, nu alle uopdagede Boretyves Skræk.”
Politiet – og især nr. 1, Jensen, er til grin i sommerteateret og boretyven har gjort sig usynlig. Måske har han opgivet karrieren og nyder livet for de mere end 600 kr., han havde stjålet på amtskontoret? Svendborgs borgere er dog ikke trygge ved at han går løs omkring, og i næste afsnit kommer der flere tips til politiet om boretyvens sande identitet.
Resume: Omsider har politiet sigtet en mistænkt for boretyverierne: Den 18-årige skibstømrer Hans Marius Jensen, der er blevet angivet af sin lillebror. Dommeren har beordret en husundersøgelse i drengenes hjem på Nyborg Landevej 9. Læs fra 1. afsnit Læs forrige
16. juni 1902
Da Hans blev hentet op i retten til forhør næste dag, blev han præsenteret for en række genstande, politiet havde beslaglagt under husundersøgelsen samme morgen: en urkæde, en æske, en afbetalingsaftale med skrædder Henningsen i Kattesundet, en sparekassebog, en låneseddel, to bor på hhv. 10/12” og 11/12” samt en mejsel.
Hans havde en god forklaring for hver eneste genstand: Urkæden havde han fået som præmie i forbindelse med at han abonnerede på nogle tidsskrifter. Æsken havde han fundet i Christiansminde onsdag morgen. Og ja, han havde købt nyt tøj hos Henningsen, for han ville have noget nyt til 1. maj demonstrationen. Det kostede hele 55 kr., og han havde lånt ti kroner til udbetalingen af en kollega, skibstømrer Søren Larsen i Granhøj ovre på Begtrupsvej, og ellers afdraget 2 kr. om ugen på tøjet, hvilket fremgik af det fremlagte kort.
I øvrigt, fortalte Hans, havde han aldrig haft så mange penge på sig, som Peter Laurits havde påstået. Højst 5-6 kr., og i løbet af foråret havde han også brugt de sidste af de 30 kr. i sparepenge, han havde haft i Sparekassen for Svendborg By. Bl.a. havde han på et tidspunkt hævet 15 kr., som han havde lånt sin far til huslejen. Men det var rigtigt nok, at han havde haft penge på lommen 3. Pinsedag i Christiansminde, selvom han ikke kunne låne af sin mor. Hans havde nemlig pantsat det lommeur, han havde fået til sin konfirmation, og lånesedlen, politiet havde fundet, var på uret.
Hvad værktøjet angik, så genkendte Hans mejslen og det ene bor som tilhørende hans far, det andet bor tilhørte ham. Han havde købt det på auktion i Flensborg nogle år tidligere, men hverken det eller faderens var i brugbar stand.
Hans vaklede ikke
Dommeren udspurgte Hans grundigt for at se, om han vaklede i sin forklaring, men det gjorde han ikke. Det var stadig ikke nok til helt at overbevise dommer Schou om Hans’ uskyld, så den unge skibstømrer måtte tilbage til arresten, mens Svendborg Politis førende efterforsker, Nr. 1, Jensen, drog afsted for at afprøve Hans’ udtalelser.
Torsdag 16. juni var der atter retsmøde i sagen. Jensen havde efterprøvet Hans’ udtalelser, og mødte desuden op i retten med de tre gipsafstøbninger af fodsporene, der var fundet i Amtmandens have, samt en kasse med vådt sand.
Først kunne Jensen berette, at Hans havde det bedste skudsmål fra sin arbejdsgiver på Thurø: Siden han var blevet ansat i marts samme år, havde han ikke forsømt en eneste dag, regnvejrsdage fraregnet, bortset fra ½ dag, hvor han skulle vidne i en retssag i Tåsinge Birks Politiret. Ved en gennemgang af Hans’ værktøjskasse på skibsværftet på Thurø fandt man ingen bor, der passede med de huller, boretyven havde efterladt sig. Jensen havde også været på Aktielånekontoret med lånesedlen, og det ur Hans havde pantsat, var ganske rigtigt hans konfirmationsgave og pantsat en uges tid før indbruddet på Skaarup Station fandt sted – det indbrud, hvor stationsforstander Nielsens lommeur var blevet stjålet.
Tømrer Søren Larsen på Begtrupvej erklærede, at det var rigtigt at han havde lånt Hans 10 kr. til udbetaling til det nye tøj, og der var ingen i Hans’ omgangskreds, der havde bemærket at han skulle have haft flere penge mellem hænderne end normalt de seneste par måneder.
Fodsporene
Og så kom det endelige bevis, der frikendte Hans: Nr. 1 Jensen havde været forbi Hans’ celle i arresten med en kasse med vådt sand og taget hans fodaftryk. Sammenlignet med fodaftrykkene fra amtmandens have stod det lysende klart, at Hans ikke var boretyven. I Politiprotokollen står ”.. at medens Anholdtes fods storetå flugter med den indvendige side af foden, viser gipsaftrykket, at storetåen på venstre fod har en hældning mod de andre tæer af over 40 grader.”
Kort sagt: Boretyven havde knyster. Det havde Hans ikke.
Alle Peter Laurits’ sigtelser mod den ældre bror var hermed faldet til jorden. Hans blev løsladt og kunne genoptage sit liv og arbejde efter tre dages ophold i arresten. Peter Laurits var blevet løsladt to dage tidligere uden dom. Hvordan det gik, da de to brødre igen skulle dele seng, vides ikke (se dog noten nederst*).
Efter at have løsladt Hans kunne Svendborg Politi 16. juni 1902 konstatere, at boretyven var lige så pist væk, som han hele tiden havde været.
Men blot tre dage senere blev sporet brandvarmt igen. Pilen pegede på en fattig mand fra Skaarup. Hvorfor mistanken faldt på ham, kan du læse i næste afsnit.
* Note: Hvordan det videre gik for brødrene Jensen Senere samme sommer fik Peter Laurits Jensen i Overretten stadfæstet sin dom fra december 1901 for medvirken til krybskytteri: 10 slag ris. I efteråret 1902 blev Peter Laurits atter arresteret, denne gang for et tyveri, han havde begået på godset Bjørnemose under en jagttur sammen med Hans, så på det tidspunkt var brødrene i hvert fald forligt. Efter konfirmationen kom Peter Laurits til søs og ser derefter ud til at være faldet til ro i livet som sømand uden flere kriminelle streger. I 1904 fik Hans Marius Jensen arbejde på et skibsværft i Kolding. Han slog sig ned i Vonsild og stiftede familie der.
Resume: I foråret og forsommeren 1902 brød en mystisk tyv ind flere steder i Svendborg. Han anvendte et bor og forsvandt uden at efterlade sig andet end borespåner. Ved et indbrud på amtskontoret slap han væk med over 600 kr. og efterlod sig denne gang – udover borespånerne –nogle spor af nøgne fødder i amtmandens have. Kunne disse spor bringe politiet tættere på at pågribe tyven? Læs fra 1. afsnit Læs forrige
12. – 16. juni 1902
Mandagen efter indbruddet på amtskontoret, 12. juni 1902, var Svendborgs borgmester (og politimester og dommer – se note), Christian Lauritz Schou, på sit ugentlige tilsynsbesøg i arresten, og her faldt han i snak med en af arrestanterne, den 13-årige vaneforbryder Peter Laurits Jensen.
Note Frem til 1919 blev købstædernes borgmestre ikke valgt på demokratisk vis, men blev udpeget af Kongen. I embedet indgik også funktionerne som politimester (byfoged) samt dommer i byens ret, så jobbet krævede en mand med juridisk uddannelse.
Fra 1899 – 1903 var Svendborgs borgmester m.m. Cand. jur. Christian Lauritz Schou.
Peter Laurits var på alle måder en rigtig lille forbryderspire. Som kun 10-årig blev han i 1898 første gang arresteret for tyveri; dagen efter konstaterede man i arresten at knægten var så befængt med fnat, at han blev overført til sygehuset. Fire dage senere kom han retur og efter at have siddet endnu fire dage i arresten blev han løsladt uden dom, men med en alvorlig advarsel. To år senere røg han ind igen for tyveri, og i december 1901 havde han fået en dom på 10 slag ris for at have bistået et par ældre kammerater med at gå på krybskytteri på Tåsinge. Dommen blev eksekveret af en politibetjent, og Peter Laurits blev derefter sendt hjem.
Nu nærmede Peter Laurits sig sin 14-års fødselsdag og var atter arresteret. Denne gang var han sigtet for at være leder af en drengebande, der stod bag flere tyverier og fupnumre mod Svendborgs handlende. Han havde siddet i arresten i to dage, da han denne mandag eftermiddag faldt i snak med borgmester Schou og bl.a. fortalte ham, at han mistænkte sin storebror, Hans Marius, for at være boretyven.
Taget på sengen
Efter samtalen i arresten gav Schou ordre til, at Hans Marius Jensen skulle arresteres. Som enhver læser af krimier ved, er det lettest at gribe en forbryder tidligt om morgenen, når han ligger i sin søde søvn, og arrestationen skete da også klokken halv seks tirsdag morgen. Den 18-årige skibstømrer Hans skulle have været afsted på arbejde på et skibsbyggeri på Thurø, da politiet mødte op i hjemmet på Nyborg Landevej nr. 9, sigtede ham for tyveri og anholdt ham. Hans blev anbragt i arresten i Domhuset, hvor hans lillebror jo allerede sad.
Som 14-årig var Peter Laurits Jensen godt kendt af politiet i Svendborg for en række tyverier og drengestreger. Foto: Anita Lillevang.
Hans Marius Jensen blev sigtet for boretyverierne efter han blev angivet af sin lillebror. Foto: Anita Lillevang.
Senere samme dag blev Peter Laurits hentet op i retten og af dommer Schou bedt om at fortælle foran retsvidnerne, hvorfor han mente at Hans kunne stå bag indbruddene.
Peter Laurits måtte først indrømme, at han selv – sin unge alder til trods – allerede havde fire straffe bag sig for krybskytteri og tyveri, men understregede, at han altså intet havde med boretyverierne at gøre, og at han slet ikke med sikkerhed vidste, om Hans var den skyldige. Men der var visse ting, der havde vakt hans mistanke. Især undrede det Peter Laurits, at Hans i den senere tid havde haft flere penge mellem hænderne, end hans ugeløn på 15 kr. kunne forklare. Især fordi han betalte sine forældre 6-7 kr. om ugen for kost og logi.
Resten havde han til lommepenge, men han brugte mange penge på fornøjelser og da Peter Laurits havde været i Christiansminde og fejre 3. Pinsedag (se note) sammen med Hans, havde denne haft penge på lommen, så de raslede. Og det undrede Peter Laurits, fordi Hans lige inden havde forsøgt at låne penge af deres mor, som havde sagt nej. Desuden havde Hans både bestilt nyt tøj hos skrædder Henningsen i Kattesundet og betalt 10 kr. i forskud – og han havde anskaffet sig en guld-urkæde. De to drenge delte seng hjemme på Nyborg Landevej nr. 9, og Hans havde flere gange forladt den fælles seng om natten og var gået ud.
Note: 3. Pinsedag er en tradition og festdag i Svendborg, hvor Svendborg Borgerlige Skyttelaug (stiftet 1815) holder deres årlige skydekonkurrence med efterfølgende fest.
Før i tiden var dagen halv fridag i Svendborg og alle strømmede ud til Christiansminde, hvor der – ud over skydekonkurrencen – var forlystelser og fest for høj som lav.
Han skulle holde sin kæft
Men Peter Laurits havde først sat Hans i forbindelse med boretyverierne, da en kelner Nielsens søn, Malling, havde fortalt ham, at han havde hørt rygter om, at det var Hans, der stod bag. Peter Laurits havde så spurgt Hans, om der var noget om snakken, men Hans havde blot svaret ham, at han skulle holde sin kæft med sådan noget løgn.
Peter Laurits pegede på andre indicier: Både Hans og drengenes far var skibstømrere, og faderen havde et værksted hjemme, hvor det var nemt at skaffe sig bor og andet værktøj, da værkstedet aldrig blev aflåst. Desuden havde Hans en tilbøjelighed til at smide støvlerne og rende rundt i strømpesokker eller bare tæer. Og han var taget en del til Skaarup i den senere tid, ofte i selskab med vennerne Fritz og Nicolaj Jensen, sønner af værtsparret på værtshuset Limpotten, og Axel Botos, så de kunne måske stå bag indbruddet på stationen, selvom Hans forklarede de hyppige ture derud med at de skulle ”besøge nogen kærester”.
Efter at have luftet disse mistanker i retten, blev Peter Laurits sendt tilbage til arresten og hans bror hentet ind til forhør.
Hans Marius Jensen nægter alt
Hans Marius Jensen, 18 år og skibstømrer, stod nu foran dommer Schou og retsvidnerne, der ville høre hvad han havde at sige til sigtelsen. Hans benægtede blankt at have noget med tyverierne at gøre, Jo, han havde da et par tidligere domme for tyveri, den seneste fra forrige år, og ja, han havde da gået en del i byen med bl.a. Axel Botos, Fritz Jensen og nogle andre unge mænd, der var kendte ansigter i Svendborgs værtshusmiljø.
Men for nylig havde Hans ændret livsstil: Han var blevet afholdsmand og havde hverken noget med sine tidligere kammerater eller indbrudstyverierne at gøre.
Angående sit pengeforbrug, så mente Hans ikke at han manglede penge. Når han havde betalt hjemme for kost og logi, havde han hele 8 kr. om ugen i lommepenge, og da han ikke var forlovet, slog de glimrende til – om end ikke så rigeligt, at han havde opsparing i sparekassen. Påstanden om at han jævnligt havde været i Skaarup for at ”møde kærester” sammen med vennerne, havde heller ikke noget på sig: Hans havde en enkelt gang i forårets løb været i Skaarup, men det var på en cykeltur sammen med en tømrer, hvis navn han ikke kendte, men som han af og til var faldet i snak med på en række baller og maskerader fra tiden før han blev afholdsmand. Cyklen havde han lånt af sin svoger, og om tømreren kunne han kun fortælle, at han var ca. 25 år, ugift, lidt højere end Hans (der målte 66 tommer, altså 167 cm), med lyst overskæg og som regel iført et grå-grønt jakkesæt og en blød filthat. Han arbejdede vist hos en tømrermester et sted i Svendborg.
Hvad værktøj angik, så havde Hans sin værktøjskasse stående hos sin arbejdsgiver på Thurø, og hjemme i faderens værksted mente han, at det største bor kun var ¼ tomme.
Det lød alt sammen meget tilforladeligt, men sagen måtte undersøges, så Hans blev sendt tilbage i arresten, og dommer Schou afsagde en kendelse: Der skulle foretages husundersøgelse i Hans’ hjem på Nyborg Landevej.
I næste afsnit hører vi om politiets fund under husundersøgelsen, og Nr. 1 Jensens efterprøvninger af Hans Marius Jensens udsagn og mere om fodspor..
Dommer Schou beordrede husundersøgelse i Hans og Peter Laurits’ hjem på Nyborg Landevej.
Boretyvens første mål var Krøyers købmandsgård, der lå i Møllergade 24. Familien Krøyer var en af byens fine, gamle købmandsslægter.
(April – maj 1902) I foråret 1902 blev Svendborgs borgere opskræmte over en række indbrudstyverier, der blev udført i nattens mulm og mørke af en tyv, der efterlod sig meget få spor.
Det første tyveri fandt sted natten mellem fredag 18. og lørdag 19. april hos købmand Krøyer i Møllergade 24.
Firmaet H. J. Krøyers Enke var en af byens store, gamle købmandsvirksomheder, der i 1902 blev drevet af 4. generation, Hans Jacob Krøyer, en mand med mange jern i ilden. Ud over købmandsbutikken på byens hovedgade, Møllergade, drev han også trælasthandel og handel med korn- og foderstoffer. Desuden sad han i bestyrelsen i Sparekassen for Svendborg og Omegn. Krøyers hørte til byens absolutte elite – men nu havde en gemen tyv altså brudt ind i købmandsbutikken og tømt pengeskuffen, dog uden det helt store udbytte.
Svendborgs centrum i 1902. Krøyers købmandsgård ligger Møllergade 24, lige øst for Torvet, politistationen i Ramsherred lige vest for.
Svendborg Avis – byens venstreblad – skrev sarkastisk om indbruddet: ”At dømme efter den temmelig kejtede Maade, Tyven er optraadt paa, er det ikke noget Medlem af Jærnpengeskabsindbrudstyvenes Fagforening, der har været paa Spil. Noget Udbytte har han dog haft, og det vil alligevel være en værdig Opgave for alle vore til Dels overflødige Betjente at fange ham.”
Svendborgs politi
Svendborgs politistyrke var blevet omorganiseret og noget udbygget i 1900, så den nu bestod af 10 politibetjente, to havnebetjente der patruljerede i havneområdet om natten, og med en politiassistent som daglig leder. Det syntes oppositionen (Venstre) var lige i overkanten til en forholdsvis fredelig provinskøbstad som Svendborg med på det tidspunkt ca. 11.500 indbyggere, men byrådets solide højre-flertal stod bag sit politi.
Hovedopgaverne for politiet var at opretholde ro og orden. Der var ikke megen kriminalitet i byen og langt det meste var simple tyverier og slagsmål. Når det kom til efterforskning af mere komplicerede sager, blev politibetjent nr. 1, Jens Jensen, sat på sagen. Således også denne lørdag morgen, hvor en af kommiserne fra Krøyers ca. tyve minutter over seks kom løbende tværs over Torvet fra Møllergade til politistationen på den modsatte side, og anmeldte indbruddet.
Jensen fulgtes med kommisen tilbage over Torvet, hvor man var ved at stille op til lørdagens torvehandel, for at se på sagen. Han skrev senere i rapporten:
”Tyven havde forskaffet sig Adgang til Bagbutikken ved at frabryde et af Skodderne, der om Natten ere anbragte paa tværs staaende Disk op til Loftet, saa at Bagbutikken og det tilstødende Kontor derved er adskilt fra den øvrige Del af Boutikken, som benyttes som Bondestue, Opholdssted og Spisestue for Bønderne, der kommer i Forretningen. Til denne Del af Boutikken er der Dør fra Gaden og Dør til Gaarden. Døren til Gaden bliver aflaaset om Aftenen Kl. 10, medens Døren til Gaarden altid er uaflaaset.”
Svendborgs politibetjent nr. 1, Jens Jensen – her fotograferet i 1919.
Cigarer og småpenge
Ved at bryde skodden for den forreste disk op, var tyven kommet over til bagdisken, hvor pengeskuffen var. Den havde han brudt op og tømt for småpenge. Bagefter var han gået ind på kontoret bagved, hvor døren var ulåst, hvor han havde brudt en skrivepult op, men ikke fundet noget af interesse, for der var kun rodet rundt i papirerne. Til gengæld havde han taget en kasse cigarer, der stod på et lille bord ved siden af pulten. Og så var han sandsynligvis gået samme vej ud som han var kommet ind, var kravlet over porten i gården og forsvundet ud i forårsnatten.
Tyvens udbytte var ikke stort: 20 kr. og 15 øre i mønter. Han havde ikke opdaget de tre tikronesedler, der lå bagerst under et lille trælåg i den meget dybe pengeskuffe, og havde ikke taget nogle af de værdipapirer, der lå på kontoret.
Bevismaterialet var sparsomt. Der havde været boret ved låsen til skodden, og der var spor efter et stemmejern eller en mejsel, hvor skuffe og pult var brudt op. Da Jensen vente tilbage til politistationen, medbragte han to fund, som blev noteret i rapporten:
”a) paa Disken ved Siden af den frabrudte Skodde vedlagte Stykke Pap med deriværende Baand og ombøjet, som det nu forefindes.
b) i Gangen fra Gaarden ind til Boutikken vedlagte Stykke af “Tillæg No. 15 til ugens Nyheder” i noget sammen krøllet Tilstand, indeholdende 2 smaa Ben af Kalvesteg. Papiret har mærke af at have været benyttet som Madpapir, idet der fandtes Smørpletter paa det.”
Ingen kunne pege på en oplagt mistænkt, politiet forhørte sig rundt om i byen uden at komme en løsning nærmere. Tyveriet var en gåde.
Indbrud hos enkefru Riber
Tre uger senere, natten mellem d. 9. og 10. maj – igen en fredag nat – slog tyven til igen. Denne gang brød han ind hos den 78-årige enkefru Wilhelmine Riber i Brogade 25. Enkefruen havde en Lotterikollektion, dvs. at hun solgte lodsedler. Også fru Riber hørte til byens fineste kredse: Hendes afdøde mand, Gumme Krøyer Riber, var både ud af Krøyer-slægten og købmandsslægten Riber, og hendes søn, Ludvig Michael Riber, drev nu familiens store købmandsvirksomhed med afdelinger både i Møllergade og ved havnen, og havde titel af norsk vicekonsul.
Enkefru Riber ejede den store ejendom i Brogade 25, havde sin lotterikollektion i stuen og lejere på de øvre etager.
Enkefruen havde overtaget lotterikollektionen efter ægtemandens død i 1883 og fredeligt solgt lodsedler fra huset i Brogade i næsten 20 år, men nu havde der været en tyv på spil på kontoret, mens enkefru Riber, hendes tjenestepige, to unge damer af familien samt enkefruens lejer, amtsfuldmægtig Seith med familie, sov trygt på de øvre etager.
Fru Ribers gård lå lige øst for jernbanen i Brogade nr. 25.
Brogade 25 lå ved jernbanen, kun adskilt af denne ved en sti. Tyven var kommet ind ved at kravle over plankeværket ved stien og komme ind i ejendommens gård og åbne den ulåste bagdør. Døren ind til lotterikontoret var til gengæld låst med en smæklås, men den havde tyven boret rundt om, til han kunne få et brækjern ind og skyde låsen tilbage og komme indenfor. Her havde han orienteret sig i mørket ved at stryge en del tændstikker, og havde fået øje på en pult, der stod mellem døren og vinduet ud mod gaden. Han havde brudt pulten op og fundet 64 kr. og en del lotterisedler. Han stak pengene til sig, men lod lotterisedlerne ligge og vendte sig mod den solide jern-pengeskab, der også stod på kontoret. Men efter at have afprøvet en mejsel på det og lavet nogle ridser, opgav han og forsvandt ud samme vej, som han var kommet ind.
Nr. 1 Jensen gennemgik gerningsstedet uden at finde andre spor end borespåner, mærker efter stemmejern eller mejsel samt en del afbrændte tændstikker.
Mystiske mænd i Brogade
En tjenestepige på vej hjem fra byen mod havnen havde set to yngre mænd i tarveligt tøj stå ved jernbaneoverskæringen i Brogade ved halv ellevetiden fredag aften, og de var noget senere på natten også blevet observeret i området af politibetjent nr. 4, der også hed Jensen, og havnebetjent Madsen. Om søndagen mødte amtsfuldmægtig Seith op på politistationen. Han havde fundet en flaske i sit lysthus i haven.
”Den havde ikke været der om Torsdagen og der er stor Sandsynlighed for at den kan være efterladt af Tyven, som mulig har afventet Lejlighed til at begaa Tyveriet der. Flasken havde sidst været fyldt med Brændevin, men var ellers forsynet med en Etiket for Cognac. Ved nøjere Eftersyn fandtes der under bemeldte Bænk et Par uafrevne Tændstikker med rød Sats og noget grovtskaaret Tobak, men Fodspor eller lignende fandtes i øvrigt ikke,” noterede nr. 1 Jensen efter at have været rundt i byen og fremvist flasken hos de handlende. Ingen genkendte flasken eller kunne sige noget om dens ejermand. Jensen var på bar bund.
Svendborg Avis var igen klar med den spidse pen:
”Svendborgs Sherlock Holmes, Nr. 1 Jensen, har atter faaet en lille Nød at knække, at finde den Indbrudstyv, som i Nat har været inde i Fru Ribers Lotterikollektion i Brogade og kommen Fru Fortuna i Forkøbet ved at nappe 64 Kr. uden at spille i Lotteriet. Tyven er antagelig den samme, som for nylig aflagde Krøyers Butik et Besøg i samme Kald.”
Enkefru Wilhelmine Riber (i midten) fotograferet ca. 1900 i sin stue sammen med Thora Iversen (t.h.) og en ukendt kvinde.
Et par dage senere var avisen igen ude, denne gang med en bemærkning om pengeskabet:
”Det gode gamle. Pengetyven hos Enkefru Riber forleden Nat prøvede forgæves at bryde Jærnpengeskabet op; men Skabet holdt. Det var ogsaa et Mesterstykke, og oven i Købet et Mesterstykke fra 1859, lavet af gamle Smedemester O. Mortensen, Bagergade. Trods alle amerikanske Nutidskonstruktioner paa Pengeskabe stod det gamle “haandgjorte” Mesterværk sin Prøve med Glans.”
I et par uger lå Svendborg fredelig hen i forårssolen. Men 14 dage efter indbruddet hos enkefru Riber fandt der igen et indbrud sted, der på så mange måder mindede om de to første, at man ikke var i tvivl om, at ”boretyven” havde været på spil igen. Men det afveg også lidt.
En listetyv på Skaarup Station
For det første skete det i Skaarup, en stationsby ca. 6 km. nordøst for Svendborg. For det andet brød tyven ikke ind hos en af byens spidser, men på Skaarup Station. Men det skete igen natten mellem en fredag og lørdag, tyven benyttede et bor og besad en vis frækhed.
Skaarup ligger ca. 6 km. nordøst for Svendborg. Der var jernbaneforbindelse frem til 1964.
Indbruddet var sket, efter det sidste nattog havde forladt perronen. Sandsynligvis ved 2-tiden havde tyven forsøgt at bore gennem vinduesrammen ind til stationskontoret ude fra perronen. Så havde han opgivet og var i stedet gået løs på dørens lås og, som ved de tidligere indbrud, boret den ud og var kommet ind i entreen, hvor der var en låst dør ind til kontoret. Mærkeligt nok havde tyven ikke rørt den, men var i stedet listet op ad trappen til lejligheden på 1. sal, hvor stationsforstander Nielsen sov dybt. Her havde tyven rodet lidt rundt i stuen og pulterkammeret, og man mente, at han derefter simpelthen var listet gennem soveværelset med den sovende stationsforstander og ind i et tilstødende værelse, hvor Nielsens tøj lå på en stol. Her havde tyven gennemrodet Nielsens bukselommer og taget både tegnebog, en lommekniv og et værdifuldt lommeur, inden han listede tilbage gennem soveværelset, ud af lejligheden og ned ad trapperne for derefter at forsvinde sporløst.
Stationsforstanderens tjenestepige, der sov nedenunder, var vågnet ved at nogen puslede rundt ovenpå, men havde troet det var Nielsen, indtil hun hørte, at vedkommende gik ud i natten. Så kaldte hun på Nielsen og tyveriet blev opdaget, men da var tyven over alle bjerge. Næste morgen blev det meldt til politiet, der undersøgte sagen uden at finde andre spor end borespåner.
Stationsforstander Nielsen, Skaarup, fotograferet i 1938.
”Der er vist ingen Tvivl om, at det er den samme Boretyv, som nu et Par Gange har været paa Spil i Svendborg. Boringerne er nemlig fortaget paa samme Maade, indbruddene er hver Gang sket Natten mellem Fredag og Lørdag, og Tyven har hver Gang været nær ved at faa et godt Udbytte af sit Arbejde. I Skaarup stod saaledes Pengekassen med Stationens Kassebeholdning under Stationsforstanderens Hovedgærde, som Tyven sandsynligvis har passeret,” konstaterede Svendborg Avis dagen efter.
Hvis tyven læste avisen, må han have ærgret sig godt og grundigt.
Heldigvis for stationsforstander Nielsen var der kun et lille pengebeløb i tegnebogen, men det værdifulde lommeur dukkede desværre ikke op hos nogle af de lokale pantelånere og heller ikke i nogen af nabobyerne.
Trods det magre udbytte holdt boretyven sig i ro i de følgende uger. Da han slog til igen, fik han virkelig jackpot. Mere om det i næste afsnit..
Alle fotos: Med tak for lån til Svendborg Byhistoriske Arkiv.
We use cookies on our website to give you the most relevant experience by remembering your preferences and repeat visits. By clicking “Accept”, you consent to the use of ALL the cookies.
This website uses cookies to improve your experience while you navigate through the website. Out of these, the cookies that are categorized as necessary are stored on your browser as they are essential for the working of basic functionalities of the website. We also use third-party cookies that help us analyze and understand how you use this website. These cookies will be stored in your browser only with your consent. You also have the option to opt-out of these cookies. But opting out of some of these cookies may affect your browsing experience.
Necessary cookies are absolutely essential for the website to function properly. This category only includes cookies that ensures basic functionalities and security features of the website. These cookies do not store any personal information.
Any cookies that may not be particularly necessary for the website to function and is used specifically to collect user personal data via analytics, ads, other embedded contents are termed as non-necessary cookies. It is mandatory to procure user consent prior to running these cookies on your website.
