Forfatter: Anita Lillevang

Jeg er netop blevet færdig med at læse “Afgrunden” af Kim Leine. Min bror købte romanen, da den udkom. Læste den, og var begejstret i en grad, så han lige måtte læse den igen for at få det hele med. Så var han mæt, og jeg tog “Afgrunden” med på mit skriveophold på Hald.

Kim Leine skriver fuldkommen fantastisk. Ingen kan som han skrive, så blod og stank står op fra siderne, og ingen afkrog i det menneskelige sind er så mørk og frastødende, at han Læs videre ““Afgrunden” er fantastisk – jeg kan bare ikke lide den”

Nu, knap fem måneder efter “Den gale mand fra Arnsted” blev udgivet, er det tid at spinde en lille ende på det at blive anmeldt.

For det er da sjovt at blive udnævnt til “Udkantsdanmarks Agatha Christie” af Politikens Bo Tao Michaelis (og få fire hjerter) – og at få at vide af Weekendavisens Arne Hardis, at jeg “skriver udmærket og er god til i få rids at tegne de figurer, der befolker bogen.”
Lektørudtalelsen fra DBC, skrevet af Per Drustrup Larsen, betegner bogen som en “Letlæst sommerkrimi fra Bornholm med gode portrætter af Folkemødet og deltagere her, men især af en lille bys beboere og deres liv som baggrund for både et mord og udviklingen af byen.”
Som forfatter er jeg glad og tilfreds: når man udgiver sin fjerde roman, er det dejligt at komme med i den bunke, der bliver anmeldt. Læs videre “Anmeldt! Dog ikke til politiet”

Ingen krimi uden mindst én politimand. I “Den gale mand fra Arnsted” hedder han Frank Justesen, og første gang, han dukker op i romanen, er på s. 33 – 34:

En patruljevogn med politiassistent Frank Justesen ved rattet indhentede Peter Krashave nogle kilometer længere fremme ad landevejen. Det var vagthavende, der havde ringet op på Franks mobil:
– Du er oppe omkring Østerlars, ikke?
Jo, det var Frank. Han havde lige været omkring Hans Rømer Skolen for at snakke lidt med et par 13-årige knægte, inden de kom alt for godt i gang med det, de var begyndt på.
– Ham tossen fra Arnsted er løs igen. Han har smidt sin knallert ind i haven hos Galleri Fu(g)L GuL og er nu på vej hjemad til fods. Er det ikke noget for dig?
Læs videre “Den gale mand: mød Frank Justesen”

I dette uddrag fra “Den gale mand i Arnsted” (s. 67-68) kommer Nina Klostergaard, sekretariatsleder i ulandsorganisationen CoWoMa, på besøg hos Morten Guldager, der ejer Galleri Fu(g)l GuL. Galleriet er indrettet på et tidligere husmandssted lidt uden for Østerlars. Også Morten læste samfundsfag på RUC samtidig med Nina og Peter Krashave.

Hun drejede ind på gårdspladsen foran galleriet. Morten var kommet hjem, der holdt en ramponeret stationcar i garagen. Og Morten selv kom ud fra stuehuset med en termokande og to krus i hånden og råbte hej. Nina gik over perlegruset og fulgte med
ham om i haven, hvor der stod et lille cafébord og to stole i en solbeskinnet krog. Et par høns sprang til side og forsvandt kaglende ind i staudebedet. Morten satte kande og krus fra sig, og gav hende et kejtet knus.
– Sikke en overraskelse, at du sådan er kommet til Bornholm, sagde han. Sæt dig ned, så henter jeg lige noget kage.
Nina kiggede stolen og fliserne under den efter for hønselort, inden hun satte sig forsigtigt Læs videre “Den gale mand: mød Morten Guldager”

Ingen by på Bornholm uden en Borgerforening. I dette uddrag fra “Den gale mand fra Arnsted” (s. 17-19) møder vi næsten hele den samlede bestyrelse til formiddagskaffe i formanden Knud Skarpeskades have. 

Knud havde taget papiret med sig, mens han hentede kopper. Nu lå det foldet sammen foran ham, mens hans hjerne var på overarbejde med, hvordan han skulle præsentere forslaget, så både Annie og Thora ville forstå det på den rigtige måde – og forstå at holde tæt. Ove sad og gned sig i hænderne. Han havde fattet det, men Knud havde mindre end nogensinde tillid til sin næstformands evne til at holde kæft.
– En føler? Annie lød skeptisk.
– Mjaaeh.. Hvad siger I til, at vi får bygget 12 nye luksusferieboliger her i Arnsted?
– Ferieboliger? Og hvor skulle de så ligge? spurgte Thora.
– Skulle vi ikke hellere se at få nogle flere fastboende, afbrød Annie. Er det ikke det, Borgersamvirket lige har vedtaget? En bosætningskampagne for hele øen?
– Hvis det handler om at få renoveret Lillis gamle lejrskole deroppe – Thora pegede op ad Møllebakken, hvor en stor og forsømt bygning strittede som en dårlig tand i husrækken – så stemmer jeg for, sagde hun. Den er en skamplet på byen, og jeg vil da hellere have ferielejligheder deroppe, end alle de unger rendende.
– Det handler om noget helt andet, sagde Knud. Det er et investeringsfirma ovrefra, der har fået øje på Stejlepladsen. Der kan sgu’ komme noget spændende ud af det. Og det kan måske løse flere problemer på en gang. Og oven i købet give nogle kroner i kassen, hvis vi spiller vores kort rigtigt.
– Stejlepladsen? råbte Thora. Der kan da ikke ligge 12 ferieboliger deroppe!
– Schhhhhhh! hvæsede Knud og fortrød, at han ikke havde trukket selskabet indenfor i køkkenet. Nu var der endda gået en sky for solen.
– Altså, er det her ikke ved at være et bestyrelsesmøde? spurgte Annie dæmpet og gjorde et kast med hovedet i retning af huset overfor:
– Burde vi ikke vente, til Tue også kan være med?
Alle hoveder drejede sig på en gang og kiggede over hegnet hen på den stråtækte bindingsværksidyl, hvor cand. oecon. Tue Basten og hans kone, Laura Rosenholt, året før var flyttet ind med deres to børn, Lucas på 8 og Bine på 6, samt yorkshireterrieren
Corgi.
Tue, der havde en ledende stilling ved kommunen, var omgående blevet valgt ind i borgerforeningens bestyrelse. Laura gik hjemme, men var ved at starte egen virksomhed som havearkitekt, og supplerede indtægterne med at importere og sælge eksklusive, håndsmedede haveredskaber fra Frankrig i sin netbutik.
Familien havde generøst stillet deres store garage til rådighed for indsamlingen til Arnsteds årlige loppemarked, og var på alle måder en gevinst for det lille samfund, ja, for hele øen. Lige netop den slags tilflyttere, Bornholm sukkede efter.

Nedenstående tekst er et uddrag fra “Den gale mand fra Arnsted” (s. 44-45), hvor Nina Klostergaard, sekretariatsleder i ulandsorganisationen CoWoMa, sidder i flyet fra Kastrup på vej til Rønne for at deltage i Folkemødet. Nu hun omsider er på Bornholm, vil hun da også lige hilse på to tidligere studiekammerater, der begge har boet på Bornholm i mange, mange år. Den ene er Peter Krashave.

Nina havde brugt en stor del af sommeren og efteråret 2013 på at rette op på økonomien, skrive projektansøgninger og prøve at finde CoWoMas ben i forhold til at deltage på Folkemødet i 2014. En dag i december var løsningen dukket op: Kira, 24 år og økonomistuderende, var kommet ind ad døren. Hun havde netop afleveret sit speciale og søgte nu arbejde for at få noget på CV’et. Kira havde været med på Folkemødet i juni, hun var en gave. Nina havde hyret Kira som ulønnet praktikant, og med et lettelsens suk overladt til hende at sørge for, at CoWoMa præsenterede sig bedst muligt på Folkemødet 2014.
Kira fik et skrivebord, en computer, en smartphone og et lille budget at råde over, samt et løfte om, at når den næste projektansøgning kom i hus, ville der også blive en løn til hende.
Læs videre “Den gale mand: mød Nina Klostergaard”