Ingen by på Bornholm uden en Borgerforening. I dette uddrag fra “Den gale mand fra Arnsted” (s. 17-19) møder vi næsten hele den samlede bestyrelse til formiddagskaffe i formanden Knud Skarpeskades have.
Knud havde taget papiret med sig, mens han hentede kopper. Nu lå det foldet sammen foran ham, mens hans hjerne var på overarbejde med, hvordan han skulle præsentere forslaget, så både Annie og Thora ville forstå det på den rigtige måde – og forstå at holde tæt. Ove sad og gned sig i hænderne. Han havde fattet det, men Knud havde mindre end nogensinde tillid til sin næstformands evne til at holde kæft.
– En føler? Annie lød skeptisk.
– Mjaaeh.. Hvad siger I til, at vi får bygget 12 nye luksusferieboliger her i Arnsted?
– Ferieboliger? Og hvor skulle de så ligge? spurgte Thora.
– Skulle vi ikke hellere se at få nogle flere fastboende, afbrød Annie. Er det ikke det, Borgersamvirket lige har vedtaget? En bosætningskampagne for hele øen?
– Hvis det handler om at få renoveret Lillis gamle lejrskole deroppe – Thora pegede op ad Møllebakken, hvor en stor og forsømt bygning strittede som en dårlig tand i husrækken – så stemmer jeg for, sagde hun. Den er en skamplet på byen, og jeg vil da hellere have ferielejligheder deroppe, end alle de unger rendende.
– Det handler om noget helt andet, sagde Knud. Det er et investeringsfirma ovrefra, der har fået øje på Stejlepladsen. Der kan sgu’ komme noget spændende ud af det. Og det kan måske løse flere problemer på en gang. Og oven i købet give nogle kroner i kassen, hvis vi spiller vores kort rigtigt.
– Stejlepladsen? råbte Thora. Der kan da ikke ligge 12 ferieboliger deroppe!
– Schhhhhhh! hvæsede Knud og fortrød, at han ikke havde trukket selskabet indenfor i køkkenet. Nu var der endda gået en sky for solen.
– Altså, er det her ikke ved at være et bestyrelsesmøde? spurgte Annie dæmpet og gjorde et kast med hovedet i retning af huset overfor:
– Burde vi ikke vente, til Tue også kan være med?
Alle hoveder drejede sig på en gang og kiggede over hegnet hen på den stråtækte bindingsværksidyl, hvor cand. oecon. Tue Basten og hans kone, Laura Rosenholt, året før var flyttet ind med deres to børn, Lucas på 8 og Bine på 6, samt yorkshireterrieren
Corgi.
Tue, der havde en ledende stilling ved kommunen, var omgående blevet valgt ind i borgerforeningens bestyrelse. Laura gik hjemme, men var ved at starte egen virksomhed som havearkitekt, og supplerede indtægterne med at importere og sælge eksklusive, håndsmedede haveredskaber fra Frankrig i sin netbutik.
Familien havde generøst stillet deres store garage til rådighed for indsamlingen til Arnsteds årlige loppemarked, og var på alle måder en gevinst for det lille samfund, ja, for hele øen. Lige netop den slags tilflyttere, Bornholm sukkede efter.