Nedenstående tekst er et uddrag fra “Den gale mand fra Arnsted” (s. 44-45), hvor Nina Klostergaard, sekretariatsleder i ulandsorganisationen CoWoMa, sidder i flyet fra Kastrup på vej til Rønne for at deltage i Folkemødet. Nu hun omsider er på Bornholm, vil hun da også lige hilse på to tidligere studiekammerater, der begge har boet på Bornholm i mange, mange år. Den ene er Peter Krashave.
Nina havde brugt en stor del af sommeren og efteråret 2013 på at rette op på økonomien, skrive projektansøgninger og prøve at finde CoWoMas ben i forhold til at deltage på Folkemødet i 2014. En dag i december var løsningen dukket op: Kira, 24 år og økonomistuderende, var kommet ind ad døren. Hun havde netop afleveret sit speciale og søgte nu arbejde for at få noget på CV’et. Kira havde været med på Folkemødet i juni, hun var en gave. Nina havde hyret Kira som ulønnet praktikant, og med et lettelsens suk overladt til hende at sørge for, at CoWoMa præsenterede sig bedst muligt på Folkemødet 2014.
Kira fik et skrivebord, en computer, en smartphone og et lille budget at råde over, samt et løfte om, at når den næste projektansøgning kom i hus, ville der også blive en løn til hende.
Nina sukkede. Projektmidler kom ikke just dumpende ned fra himlen for tiden. Hun havde skrevet mange ansøgninger hen over vinteren og foråret, men der var stadig ikke penge til at betale Kira en løn, udover den klatskilling, Nina havde fundet til hende i tre måneder i foråret. Nina frygtede, at Kira for alvor var begyndt at se sig om efter et rigtigt job. Og at Folkemødet var den perfekte platform for hende til netop dette.
Men nu var der kommet brev fra Danida. Det havde ligget på hendes skrivebord, da hun kom farende ind på kontoret for at hente sine papirer til Folkemødet. Kira havde lagt det hele parat, med brevet fra Danida øverst. Nina vejede brevet i hånden. Det var tyndt. Det bekymrede hende. Så lukkede hun det op. Det var heldigvis ikke et afslag på den store ansøgning, der skulle bringe CoWoMa godt og økonomisk velpolstret langt ind i det næste budgetår. Det var blot en accept af, at de udsatte afleveringen af evalueringen af projektet i Ghana til 1. september i stedet for 1. juli.
Nina bed sig i læben. Hvis hun bare kunne holde på Kira i to måneder endnu..
Hun kiggede ud af vinduet og så Bornholm ligge dernede, som en skævvreden rombe i den blå Østersø. Det var første gang i sit liv, hun skulle besøge Bornholm. Da hun i 7. klasse skulle have været afsted på den obligatoriske lejrskoletur, havde de fået en ny klasselærer, der kom fra Ribe – og deres forventninger om at skulle til Bornholm, lige som alle andre, var blevet skuffede. I stedet blev det til en regnvåd tur til Vadehavet, hvor de havde trasket rundt i gummistøvler under en blygrå himmel og hørt om tidevand, vadefugle og forstærkning af diger.
Siden da var Nina blevet kosmopolit. Hun havde været i Bombay og Bruxelles, Burkina Faso og Bukarest. Men hun var aldrig nået til Bornholm.