Jeg er netop blevet færdig med at læse “Afgrunden” af Kim Leine. Min bror købte romanen, da den udkom. Læste den, og var begejstret i en grad, så han lige måtte læse den igen for at få det hele med. Så var han mæt, og jeg tog “Afgrunden” med på mit skriveophold på Hald.
Kim Leine skriver fuldkommen fantastisk. Ingen kan som han skrive, så blod og stank står op fra siderne, og ingen afkrog i det menneskelige sind er så mørk og frastødende, at han ikke kan gå derind og sætte spotlys på det skumle, det syge og sorte. Der er Leine en mester.
Det har helt bestemt været en interessant rejse at følge tvillingerne Ib og Kaj gennem den finske borgerkrig, mellemkrigstidens desorientering og ind i besættelsestidens mørke og desperation. Men jeg har været i selskab med to mænd, der er skadede i både kroppe og sind og optræder hensynsløst, egoistisk og kynisk, og den slags selskab plejer jeg at undgå. Det har jeg også haft lyst til flere gange under læsningen: alle de gange, hvor jeg har tænkt: nu kan det ikke blive værre – og det kan det så. Kajs og Ibs liv og handlinger er både fascinerende og frastødende, men mest frastødende.
Jeg har spekuleret meget over, hvorfor jeg ikke kan lide den bog, når den er så ualmindeligt velskrevet. Jeg må bare konkludere, at min hjerne er imponeret, men jeg kan ikke tage den til mit hjerte. Måske er den bare en roman, skrevet af en mand til mænd? Er det for meget testosteron, der driver op og ned ad siderne? Jeg ved det ikke, men nu har jeg læst sidste side, og føler intet behov for nogensinde at åbne den bog igen.
Selvom sproget synger.