Boretyven i Svendborg 1902 – afsnit 17

17. Det sidste retsmøde, dommen
– og Boretyvens videre skæbne

Resume: Dommer Schou har accepteret Rasmus’ forklaring om de forsvundne penge. Sagen er nu fuldt belyst, og der mangler kun at blive opgjort, om de bestjålne rejser erstatningskrav mod Rasmus. Derefter skal dommer Schou afsige dom. Her får du sidste del af historien om Rasmus.
Læs fra 1. afsnit
Læs forrige

29. september 1902 – 23. marts 1963

Det sidste retsmøde fandt sted 29. september. Her blev Rasmus konfronteret med alle dem, hans indbrud var gået ud over – og deres erstatningskrav.

Amtmand Grev Brockenhuus-Schack havde dog allerede to uger tidligere skriftligt tilkendegivet, at han frafaldt krav på erstatning fra Rasmus – sikkert i erkendelse af, at den fattige, arbejdsløse og nu også kriminelle snedkersvend sandsynligvis aldrig ville blive i stand til at tilbagebetale de over 600 kr.

Amtmand Brockenhuus-Schack
Grev Brockenhuus-Schack var amtmand i Svendborg og realistisk nok til at vide, at Rasmus næppe kunne erstatte de over 600 kr., han havde stjålet på Amtskontoret. Svendborg byhistoriske Arkiv.

Heller ikke enkefru Riber mødte op i retten. Hun sendte i stedet sin bestyrerinde, den 29-årige frk. Thora Ottesen, med en fuldmagt. Hun ønskede at få erstattet de 66 kr. og 20 øre, Rasmus havde stjålet.

Købmand Hans Jørgen Krøyer mødte selv op med sit erstatningskrav: han ville gerne have 22 kr. og 30 øre i erstatning for de stjålne penge og cigarer.

Købmand Krøyer, Svendborg
Købmand Hans Jørgen Krøyer mødte op i retten og forlangte både cigarer og de stjålne penge erstattet af Rasmus. Den regning lød på 22 kr. og 30 øre. Svendborg byhistoriske Arkiv.

Til sidst mødte viceinspektør på Borgerskolen Martinus Hansen op. Da han fik forelæst sin forklaring til rapporten om indbruddet på skolen, tilføjede han, at han savnede en lille, rød æske med flere rum, som havde ligget i kassen med møntsamlingen og indeholdt en urnøgle af sølv og den sjældne, romerske mønt, som var samlingens perle. Den røde æske var ikke nævnt i rapporten, men både nøglen og mønten var fundet.
Hele møntsamlingen var Martinus Hansens private ejendom, og hvis han bare fik den tilbage, ville han ikke afkræve Rasmus nogen erstatning.

Rasmus kunne godt huske den røde æske, men hvad der var blevet af den, vidste han ikke. Han mente, at han havde kastet den fra sig. Måske allerede, mens han var på skolen, måske var det sket ude i skoven.

Da Rasmus blev spurgt, om det var møntsamlingen, der havde været hans mål med indbruddet på Borgerskolen, svarede han, at han fra sin skoletid huskede, at overlæreren solgte bøger og opbevarede pengene i sin pult, og det var rede penge, han havde været ude efter. Men da han ikke havde fundet kontanter under indbruddet, og så var stødt på møntsamlingen, havde han taget den i stedet.

Til sidst mødte nr. 1 Jensen op. Han havde været en tur ude i restaurationen ved Rottefælden og forhørt sig om værdien af de madvarer, Rasmus havde stjålet derude. Man anslog, at det nok beløb sig til omkring 2 kroner, som man ikke ønskede erstattet.

Inden sagen blev optaget til dom, fik Rasmus mulighed for at tage ordet en sidste gang. I politiprotokollen står:

”Arrestanten udtaler, at han nu har udtalt den fulde sandhed såvel i henseende til omfanget af tyverierne som i henhold til, at han ikke har haft medvidere og har i det hele intet videre i sagen at anføre.”

Rasmus blev ført tilbage til arresten for at afvente sin dom. Det blev en lang ventetid.

I mellemtiden kunne han måske glæde sig over at han med sine indbrud havde bidraget til, at årets Rottefælderevy havde været en kæmpe succes.

Sherlock Holmes og “hjertetyven”

Succesen skyldtes måske især, at enhver i byen vidste, at når man sagde Sherlock Holmes, så mente man i virkeligheden politibetjent nr. 1, Jens Jensen. Nok var han byens dygtigste betjent, men han var også en af Estrups tidligere gendarmer og en noget stiv og selvbevidst herre. At det havde taget så lang tid og så mange fejlskud at fange den rigtige boretyv var et oplagt mål for drillerier, og dem forstod Kalorius – et pseudonym for revyens direktør og forfatter, Thorvald Frederiksen – at servere fra revyscenen.

Det blev kun morsommere af, at det lokale politi havde udsat revyen for censur og forbudt den at bruge ordet ”boretyv”, som Kalorius derfor konsekvent havde erstattet med ”hjertetyv”. Revyen trak fulde huse til langt hen på efteråret, og den lokale boghandler Kielberg, der udgav revyteksterne på eget forlag, måtte i september trykket andet oplag af dem.

”Det er vist første Gang, en Revy kommer i andet Oplag her i Byen, og saa er den endda dobbelt saa dyr som sædvanlig,” kommenterede Svendborg Avis.

Men ellers var der ikke så meget at grine af for Rasmus.

En hård dom

Først 11. november 1902 faldt dommen, og den var hård i betragtning af, at indbruddene var Rasmus’ første lovovertrædelse: 18 måneders forbedringshusarbejde for fire grove og to simple tyverier.

21. november blev han overført til Statsfængslet i Vridsløselille for at afsone dommen. Dommen blev ikke anket, alligevel blev Rasmus løsladt på årsdagen efter ankomsten til Vridsløselille – måske på grund af god opførsel. På hans stambogsblad fra fængslet står han beskrevet som ”støt og pålidelig”.

Stambog fra Vridsløselille Statsfængsel
Rasmus afsonede 1 år i Vridsløselille Statsfængsel. Her er hans stambogsblad, hvor hans dårlige, venstre arm er beskrevet – og hvor han beskrives som “støt og pålidelig”.

Han kom aldrig til Amerika

Drømmen om at komme til Amerika blev aldrig indfriet.

Efter løsladelsen i november 1903 ser det ud til, at Rasmus rejste hjem til sin far i Svendborg, men allerede midt i januar 1904 vendte han tilbage til København som logerende hos Petersen, Sankt Annæ Plads 10, 2. sal.

Hvor længe han blev i København er uvist, for det næste spor efter ham dukker først op ved folketællingen i 1911 – i den anden ende af landet, nemlig landsbyen Vust i Thy, ca. 12 km vest for Fjerritslev. Her boede han hos og arbejdede for en snedkermester Jakob Græsbøll, og er noteret som ugift snedkersvend. Det fremgår af folketællingen, at han var flyttet til Vust fra Sjørring ved Thisted året før. Rasmus var altså stadig parat til at rejse vidt omkring efter arbejde.

Så forsvinder Rasmus igen for en årrække, og dukker først op igen ved Folketællingen i 1930 – og nu er han i Kerteminde, Nørregade 15, kælderen.  Han er logerende, ugift og arbejdsløs snedkersvend.

Det er selvfølgelig muligt, at han i de mellemliggende knap 20 år havde prøvet lykken i USA, men selvom der er rigtig mange Rasmus Peter Rasmussen’er registreret i indvandringslisterne fra Ellis Island, er der ingen af dem, der matcher boretyven Rasmus.

Han endte i Randers

Det næstsidste spor efter Rasmus er fra Folketællingen 1940, hvor han var pensionær på et Afholdshjem i Fastrupstræde 6 i Randers. Han var da 61 år, stadig ugift og stadig snedkersvend. Rasmus blev boende i Randers resten af sit liv: Han døde 14. december 1962, en uges tid før sin 83-års fødselsdag. Da boede han på De Gamles Hjem i Randers. Mon nogen der vidste, at Rasmus havde været boretyv i Svendborg i sine unge dage?
Urnen med Rasmus Peter Rasmussens aske blev nedsat på Randers Nordre Kirkegård 23. marts 1963 og dermed gik Rasmus definitivt ud af tiden og historien.

Indbruddet på stationen i Skaarup blev aldrig opklaret.

Tak

En varm tak til historiker og arkivhaj Martin Friis Hansen for at spore Rasmus’ flytninger efter løsladelsen og til museumsinspektør Rikke Rottensten, Alhambra – museet for humor og satire – for at gøre mig meget klogere på teatercensur og myndighedernes manglende humoristiske sans i begyndelsen af 1900-tallet.
Anita Lillevang, januar-februar 2021

PS: Historien om Rasmus har vakt en del eftertanker hos mig, derfor har jeg skrevet to eftertanker. Dem kan du læse her:
Eftertanker om boretyven Rasmus Peter Rasmussens historie
og her:
Eftertanker om datidens retspleje, politiefterforskning og om at komme på sporet af en mulig nomadefamilie

Her tænker du på “Boretyven i Svendborg 1902 – afsnit 17”

Skriv et svar til Laila Neumann Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.