Stilhed før storm? Det gynger allerede

“Tillykke med forsidepladsen på www.dr.dk, side om side med stjerner som Messi, Neymar, Higuain, Lukaku, Benzema og v. Persie. Føler du dig hjemme dér?” skrev min søn Lasse til mig på Facebook i går. Han havde taget dette snapshot fra dr.dk:

DRweb snapshot

Normalt er tiden, fra en bog kommer fra trykkeriet og til den officielt udkommer og kan købes i boghandlen, en underlig limbo-tid, hvor man som forfatter går og venter og bider negle og tænker på alt det, man kunne have skrevet på en anden måde. Men nu er det for sent: bog og forfatter er omsider adskilte, og bogen skal ud og klare sig i verden på egen hånd.

Sådan er det ikke denne gang: i går var jeg på promotion-tur til Bornholm med interview på DR Bornholm i Rønne  og tv-optagelse hos TV2 Bornholm i Aakirkeby. Og der drypper nye programpunkter ind for dagene under Folkemødet i næste uge, hvor bogen udkommer.

Lige nu ser mit program på Folkemødet sådan ud:
Torsdag d. 12. juni:
Kl. 12.00: Præsentation af “Den gale mand fra Arnsted”. Det foregår på Allinge Bibliotek, hvor bogen præsenteres af bibliotekschef Jon Madsen, journalist m.v. Jacob Ludvigsen – og mig selv.
Kl. 18.00: har Niels Frid-Nielsen inviteret mig i KulturNyt på P1’s studie i Allinge til en snak om bogen og dens tilblivelse.
Fredag d. 13. juni:
Kl. 14.40: Jacob Ludvigsen interviewer mig på den åbne scene “Speaker’s Corner” på Cirkuspladsen i Allinge.
Kl. 16.00: er jeg i Rønne og signere bøger hos boghandler William Dam på Storetorv.
Lørdag d. 14. juni:
Kl. 11.30: fortæller jeg om bogen og læser op på Allinge Bibliotek.

Og hvad jeg svarede på min søns spørgsmål?
– Man kan nok godt vænne sig til det.. 🙂
For jeg ved jo, at om kort tid er det en anden forfatter, der tiltrækker spotlyset. Lige nu gælder det bare om at nyde det. Så det gør jeg.