Boretyven i Svendborg 1902 – 7. afsnit

7. Konfrontation med smed Jensen og mystiske hændelser på Hotel Svendborg

Resume: Boretyven har tilsyneladende lagt boret på hylden og nyder udbyttet af kuppet på amtskontoret i Svendborg. Politiet har ladet både Hans Marius Jensen og Lars Nielsen Larsen gå, da det tydeligvis ikke var nogen af dem, der var boretyven. Men nu stiller overbetjent Ortving skarpt på smed Hans Henrik Jensen i Bagergade.
Læs fra 1. afsnit
Læs forrige

Juli-august 1902

Imidlertid var rygtet om smed Jensen anholdelse tidligere på sommeren blot – et rygte. Selvom politiet nærede en vis mistanke til ham, var de – belært af erfaringen – endnu ikke skredet til anholdelse. Med de nye oplysninger i baghånden opsøgte Ortving smed Jensen i hans hjem, Bagergade 17, for at konfrontere ham med dem.

Men smeden var glat som en ål. Han kunne overhovedet ikke huske, hvem der havde fortalt ham om indbruddet den lørdag morgen, heller ikke selvom Ortving pressede ham: ”.. at han nærmere kunde tænke derover, mente han ikke vilde bringe ham paa bedre Hukommelse.”

Jensen kunne imidlertid huske, at han havde hørt nyheden på Torvet, og mente at det måtte have været omkring kl. halv ni, for han var først gået hjemmefra den morgen klokken otte. Og da Ortving ville vide, hvem han havde fortalt nyheden videre til og hvornår, kunne han heller ikke huske det – det var jo lørdag og torvedag og der var mange mennesker i byen:

”Med Hensyn til tidspunktet forklarede Jensen, at det havde jo været temmelig umuligt for ham at fortælle om Tyveriet til nogen førend efter Kl. 8 Morgen, da han, som forklaret, først gik fra Hjemmet Kl. 8 og ikke før den Tid kendte noget til det ommeldte Indbrudstyveri.

Alle Spørgsmaalene blev rettet til ham gentagne Gange, ligesom jeg samme Dags Aften atter foreholdt ham de fornævnte Spørgsmaal, men han fastholdt sin om Middagen afgivne Forklaring.”

Overbetjent Ortving måtte opgive at komme videre med smeden ad den vej.

Et tip fra Hotel Svendborg

Men mistanken levede stadig, og da hotelkarlen fra Centralhotellet 14 dage senere tippede Ortving om, at hans kollega på Hotel Svendborg nede ved havnen i begyndelsen af juni havde haft en mystisk oplevelse, opsøgte Ortving ham for at høre nærmere.

Den 25-årige hotelkarl Christian Nielsen fortalte, at han en nat – han mente, det var i den første uge af juni – var vågnet ved at hans lille rottehund, som han havde hos sig om natten, begyndte at gø. Han fornemmede også, at nogen tog i døren til hans kammer, der lå i stueetagen ud mod gården ved siden af køkkenet. Noget fortumlet sprang han ud af sengen, rev døren op og fik øje på en person, der var på vej væk – og som satte i fuldt firspring, da Christian åbnede døren. I få spring var den fremmede løbet tværs over gården og var forsvundet ind i hotellets baghus, hvor en åben gang førte tværs gennem og ud bagved, hvor et plankeværk dannede skel til nabohaven.

Christian havde set på sit ur, at klokken var ti minutter over to og tænkte, at han skræmt en listetyv på flugt, men havde ellers ikke foretaget sig andet end at gå på hovedet i seng igen og genoptage sin forstyrrede nattesøvn. Næste dag havde han ikke tænkt så meget mere over det, heller ikke på at rapportere episoden til politiet.

En tyv på strømpesokker?

”Christian Nielsen havde særlig lagt mærke til Personen lydløse Gang, da han løb over Stenbroen i Hotelgaarden; han var derfor overbevist om, at Personen ikke havde Støvler eller andet Fodtøj paa Benene, men maa derimod have listet sig omkring paa Strømpesokker eller nøgne Fødder, hvilket han dog ikke opnaaede at se,” skrev Ortving i sin rapport og tilføjede det signalement, Christian kunne opgive på baggrund af det korte glimt, han havde fået af manden bagfra:

”Middel af Højde, kraftig bygget, iført Jakke og Benklæder af brunlig eller graa Farve – tarvelig Arbejdsdragt. Dette Signalement kan for saa vidt nok passe paa Smed H. H. Jensen, Bagergade.”

Men heller ikke dette førte til, at man kunne rejse en sigtelse mod smeden i Bagergade.

Censur af sommerrevyen

Mens den regnfulde juli blev til en regnfuld august, tørrede de sidste spor efter boretyven ud. Til gengæld havde Rottefælderevyens direktør brugt den første del af sommeren på at skrive tekster til den revy, der fik premiere sidst i juli.

De tekster brød borgmester/dommer/politimester Schou sig ikke spor om, da de landede på hans bord til censur (se note nederst). At revyens titel var ”Sherlock Holmes” kunne han ikke gøre noget ved. Men han forbød enhver brug af ordet ”boretyv”.

Latteren rullede derfor ganske indforstået i sommerteateret, da revyen havde premiere 25. juli med en flittig brug af ordet ”hjertetyv” i sange og sketches.

Men få dage senere stivnede latteren, da en ung pige blev overfaldet i Hestehaven. Var det boretyven, der igen var på spil? Læs med i næste afsnit.

Note: Censur af revytekster
Under arbejdet med historien om Boretyven kom det noget bag på mig, at der var censur i 1902, så derfor henvendte jeg mig til Rikke Rottensten, der er museumsinspektør på “Alhambra – museet for humor og satire”.
Rikke Rottensten fortæller, at selvom Grundloven af 1849 i princippet havde afskaffet censuren, var der dog grænser for, hvad magthaverne ville finde sig i. Derfor blev der i 1853 der indført teatercensur i Danmark og den varede faktisk helt frem til 1953, dog med en del ændringer undervejs. Fra 1893 lå censuren af teater- og revytekster hos Justitsministeriet, mens man hos den lokale politimester skulle føre tilsyn med den fysiske forestilling, dvs. mimik, gestik, scenografi, plakater osv. Der var også en kattelem i censurreglerne om, at politiet lokalt kunne forbyde eller begrænse opførsler, selv om censor havde blåstemplet dem i ministeriet. 
Rikke Rottensten skriver bl.a.:
“For at kunne vurdere selve opførelsen, som er det væsentlige ved en revy og rummer mange faldgruber for frivol optræden – som var det man især var på vagt overfor dengang – har en fra politiet skulle se en gennemspilning af revyen inden premieren. Ved den lejlighed kunne man opdage tekster, som ville være problematiske lokalt, men som censor af gode grunde ikke er faldet over.  Det mest sandsynlige er, at censoren i København sikkert har ladet teksten gå lige igennem, men politimesteren har bagefter kunne blande sig.”