Taknemmelighed og mærkedage

I går tog min søn Lasse den sidste Sandimun-pille. I dag er det slut med immunforsvarsundertrykkende medicin: hans nye knoglemarv fungerer uden hjælp.
I morgen fylder han 27 år.
Og for et år siden, en iskold novembernat, kørte jeg Lasse ind på Rigshospitalet: hans
immunforsvar var helt i bund, han havde over 40 i feber og i nogle dage kunne vi næsten ikke komme i kontakt med ham: der løb en konstant strøm af antibiotika ind i hans plagede krop uden effekt, og feberen vibrerede mellem 40 og 41 i det meste af en uge.
Det var den uge, hvor jeg havde mobiltelefonen med i seng, og hvor jeg vågnede kl. 3.30 om natten, med frygten for at miste ham som gnavende møllesten i mellemgulvet.
Han klarede pynten, som han klarede kemobehandlingerne, strålebehandlingerne, stamcelletransplantationen og alle de andre fysiske og psykiske udfordringer, leukæmien har udsat ham for.
Den har stjålet 1½ år af Lasses liv, og han  er stadig sygemeldt, men stærkt på vej tilbage. Jeg er så fuld af taknemmelighed over al den hjælp, trøst og opbakning, der har fulgt os på turen. Af hjertet tak til sundhedssystemet: til Lasses praktiserende læge i Svendborg, der hurtigt fik ham sendt til udredning, til OUH og kræftpakken, der fandt den rette diagnose på 10 dage (de 10 dage føltes som 10 måneder, mens vi stod midt i det); til alle de kompetente og professionelle folk, vi har mødt på Rigshospitalet; til alle dem, der har fulgt med og sendt varme og kærlige tanker og ord til os; en KÆMPESTOR tak til den ukendte amerikaner, der donerede Lasse nye stamceller; tak til min bror, der åbnede sit hjem for os, og til Svendborg Kommune, der bevilgede mig en pasningsorlov, så jeg kunne være ved Lasses side hele vejen.
Af hjertet tak!