Ingen krimi uden mindst én politimand. I “Den gale mand fra Arnsted” hedder han Frank Justesen, og første gang, han dukker op i romanen, er på s. 33 – 34:
En patruljevogn med politiassistent Frank Justesen ved rattet indhentede Peter Krashave nogle kilometer længere fremme ad landevejen. Det var vagthavende, der havde ringet op på Franks mobil:
– Du er oppe omkring Østerlars, ikke?
Jo, det var Frank. Han havde lige været omkring Hans Rømer Skolen for at snakke lidt med et par 13-årige knægte, inden de kom alt for godt i gang med det, de var begyndt på.
– Ham tossen fra Arnsted er løs igen. Han har smidt sin knallert ind i haven hos Galleri Fu(g)L GuL og er nu på vej hjemad til fods. Er det ikke noget for dig?
Egentlig ikke, tænkte Frank, der havde tænkt sig snart at holde fri. Men det var dog bedre end at skulle agere taxa for den legendariske drukkenbolt fra Klemensker, der plejede at lave larm i gaden, så politiet blev tilkaldt, når han fik lyst til at blive kørt hjem på det offentliges regning.
Peter Krashave lod, som om han ikke havde bemærket patruljevognen.
Frank rullede vinduet ned og lod bilen trille ved siden af ham:
– Dav Krashave. Har du tid et øjeblik?
Ingen reaktion.
– Jeg har fået en anmeldelse om, at du har smidt din knallert ind i haven hos Galleri Fu(g)L GuL. Er det rigtigt?
Ingen reaktion.
– Hvad siger du til lige at sætte dig ind her, så kører vi tilbage og får klaret det i al mindelighed, foreslog Frank den stivnakkede skikkelse.
Ingen reaktion. Så blev Frank gal:
– Nu stopper du og hører efter!
Peter Krashave gik yderligere tre skridt. Så standsede han, men stirrede stadig ud mod horisonten. Frank stod ud af bilen og stillede sig foran ham. Peter Krashave gjorde sit bedste for at se uden om ham, men Frank var en høj, muskuløs mand i sin bedste alder, og ikke sådan at kigge udenom.