Jeg købte en krimi i Føtex i fredags. Sådan en god mursten til at fordrive weekenden med: S.J. Boltons Blodhøst. 489 sider, hvor bagsideteksten lovede mig ”et isnende gys af en gotisk thriller”. Det lød lovende til en kølig juni-weekend.
Ja, den var spændende. Velskrevet. Troværdige personer og skræmmende begivenheder i en lille, afsondret by. Og, som handlingen skred frem, blev det tydeligt, at der var noget meget mystisk og hemmelighedsfuldt ved den magtfulde Renshaw-familie.
Og så, på side 461, trak forfatteren incest-kortet.
Åh nej. Ikke nu igen.
Er det bare mig – eller handler temmelig mange krimi- og spændingsromaner for tiden ikke om incest?
Er jeg den eneste, der er led og ked af, gang på gang, at få serveret incest som forklaringen på alle fortielserne, mystikken, mordene og hemmelighederne?
Måske er jeg sart, men jeg bryder mig ikke om, at de frygtelige incest-dramaer fra hverdags-Danmark, der jævnligt ruller hen over avisforsider og nyhedsindslag, forvandles til underholdningsmotor i snart sagt hver anden krimi, der kommer på tryk.
Fornyelse, tak. Der kan være så mange andre ting på spil i en familie: jalousi, magtkampe, arv, dine og mine børn, utroskab, bedrag og knuste drømme og forventninger.
Behøver det at handle om incest hver gang?
Videre til indhold
Forfatter, journalist, natur- og kulturformidler & foredragsholder