Det er lidt som at springe ud fra 10-meter vippen uden at have set efter, om der er vand i bassinet. Men jeg har sagt ja til at vende skriveprocessen på hovedet og holde åbent værksted på årets Folkemøde på Bornholm.
Det foregår på Allinge Bibliotek søndag d. 17. juni fra klokken 12 til 14, så vi får travlt: vi skal have planlagt og udført et mord, komplet med persongalleri, intriger, falske spor og spændende locations – og måske når vi også at opklare det?
Forlaget Hovedland bakker op om ideen, og hvis alt går vel, bliver der en roman ud af vore fælles ideer.
Og udsigten er virkelig pæn, deroppe i magasinet på førstesalen over biblioteket..