I dette uddrag fra “Den gale mand i Arnsted” (s. 67-68) kommer Nina Klostergaard, sekretariatsleder i ulandsorganisationen CoWoMa, på besøg hos Morten Guldager, der ejer Galleri Fu(g)l GuL. Galleriet er indrettet på et tidligere husmandssted lidt uden for Østerlars. Også Morten læste samfundsfag på RUC samtidig med Nina og Peter Krashave.
Hun drejede ind på gårdspladsen foran galleriet. Morten var kommet hjem, der holdt en ramponeret stationcar i garagen. Og Morten selv kom ud fra stuehuset med en termokande og to krus i hånden og råbte hej. Nina gik over perlegruset og fulgte med
ham om i haven, hvor der stod et lille cafébord og to stole i en solbeskinnet krog. Et par høns sprang til side og forsvandt kaglende ind i staudebedet. Morten satte kande og krus fra sig, og gav hende et kejtet knus.
– Sikke en overraskelse, at du sådan er kommet til Bornholm, sagde han. Sæt dig ned, så henter jeg lige noget kage.
Nina kiggede stolen og fliserne under den efter for hønselort, inden hun satte sig forsigtigt og så sig omkring. Den røde kat kom glidende ud af skyggerne og snusede skeptisk til hende. Hun strøg den forsigtigt over ryggen, og snart gav den sig til at spinde og sno sig rundt om hendes ankler. Morten kom tilbage med et fad i hænderne:
– Værs’go og lang til! sagde han og skænkede kaffe i krusene. Skal du ha’ noget i?
Nina rystede på hovedet og nippede til kaffen.
– Jeg kan se, du er blevet gode venner med Mio, sagde han. Du har forhåbentlig ikke noget imod katte?
Nina smilede og rystede på hovedet.
– Så her bor du, sagde hun. Langt ude på landet, sådan som du drømte om.
– Ja, sagde Morten. Langt ude på landet, og drømmen er faldet lidt anderledes ud. Men slet ikke så dårligt, heldigvis.
– Og Mia? spurgte Nina. De kunne jo lige så godt få det overstået.
– Mia? Morten lød, som om han ikke anede, hvem hun snakkede om. Nå, Mia! Ja, hun dampede af med en lovende, ung tysk kunstner og er nu professorfrue i Berlin med tre børn. Det er sgu’ mange år siden.
– Og så hang du på hus og galleri og det hele?
– Sådan kan man selvfølgelig godt se på det, sagde Morten. Tag nu noget kage, jeg har selv bagt den.
– Bager du?
– Ja, selvfølgelig bager jeg. Jeg driver jo også café her. Der skal mange små bække til, for at det løber rundt.
– Og du sælger kartofler og æg.
– Ja, og jordbær og grønsager. Og selvfølgelig kunst og gamle ting. Jeg driver også Bed & Breakfast, men den er lukket i år, jeg er ved at bygge om derovre. Jeg fik en vandskade på et af badeværelserne, og så kunne jeg lige så godt gi’ det en ordentlig overhaling. Det trængte til det.
Nina tog et stykke kringle. Den var lun og ualmindelig god. Hun nikkede anerkendende.
– Min mors opskrift. Hvad med dig? Mand og børn og hus i Hellerup? spurgte Morten.