Image 01 Image 02

Når Hald går på hæld

Trappen på Hald

Trappen til tårnet på Hald – et billede på min sindstilstand?

To ugers arbejdsro på Hald er snart omme for denne gang. Alt er, som det plejer: jeg er glad for det, jeg har nået, og frustreret over, at jeg ikke nåede meget mere.
Den bog, jeg skriver på lige nu, er den fjerde i serien om Carla. Den har været længe undervejs, alt for længe. Jeg har ofte haft lyst til at smide den i den nærmeste papirkurv og begynde at skrive på noget helt andet, i en anden genre, noget nyt.
Men.. jeg mangler at runde fortællingen om Carla af.

Da jeg så det foto, jeg har taget af trapperne op til tårnet på Hald, slog det mig, at min romanproces denne gang ligner på en prik: et virvar af linjer og modsatte retninger; mærkelige, tværgående jernstænger, der bryder harmonien og samtidig holder sammen på det hele – og øverst oppe strømmer lyset ind.
I de seneste to uger har jeg så, rent mentalt, løbet op og ned ad trapperne, kravlet uden på gelænderet, overvejet at bygge det hele om eller rive det ned, og er ofte kommet i tvivl om, hvad jeg havde gang i.
Er jeg i virkeligheden ved at skrive to romaner i én? Burde jeg nøjes med at tage trapperne op til riddersalen og gemme turen op i tårnet til en anden gang?

Sally Altschuler er her også i disse dage. Ligesom jeg skriver han på noget, der har været op af skuffen og ned i skuffen over flere år. Vi mødes i køkkenet og sukker over vore genstridige værker. Men vi har begge besluttet, at NU skriver vi os tværs igennem tvivl og usikkerhed, for det er først når den sidste sætning er skrevet, at man kan vurdere, om trappen når hele vejen op,  jernstængerne sidder de rigtige steder, og om lyset falder ind som det skal.

Og så ser vi på hinanden og erkender, at hold da op! hvor tager det lang tid at skrive en bog! Og hvor er det dog ind i mellem også kedeligt at sidde der på sin bagdel og taste løs.
Så er det, landskaberne omkring Hald frister og lokker..
Men i dag går Hald for alvor på hæld. Der er opbrud i luften. I morgen ved middagstid er det store hus tomt for spisende, snakkende, drikkende, sukkende, leende skrivende.
Vi hvirvler videre. Rigere og klogere af at have mødt hinanden.

Dette indlæg blev udgivet i Forfatterliv. Bogmærk permalinket.

Der er lukket for kommentarer.

Til toppen